Donna og jeg var til LP3 prøve i går. I Albertslund……..hvilket er en int. af slagsen. Faktisk var det Casey, som var meldt til i LP2, men jeg besluttede at spørge om jeg måtte bytte hund, da Casey er på antibiotika, og jeg kan mærke den gør hende træt.

Det fik jeg lov til…….og vi fik nr. 9000 og skulle op som sidste hund. Hund nr. 24 i klassen. Det tror jeg faktisk aldrig jeg har prøvet før……..

Nå. Donna går super til træning, hun gik super til sidste prøve……..glad, fri og arbejdsivrig, så tænkte hun sikkert var klar til en int. af slagsen med alt det ståhej der følger med.

Det er hun sikkert også, men omstændgihederne………sidste hund m.m. gjorde det blev en skod prøve.

Resultatet overordnet var en 3. præmie med 204½ points.

Oplevelsen var, at da vi ankom 8.30…….der var hun bare klar. Øjnene skinnede, høj hale..og YES mor. Vi lavede fællesøvelser 9.30 ca. og resultatet var 2 10 taller. Glad, tryg hund.

Så skulle der ventes 24 hunde………ca. 4-5 timer efter min tidsplan. Christ……..:o((

JEG er hammer dårlig til at vente så længe. Det ved jeg. Jeg keder mig, bliver irritabel og dødtræt i hovedet. For man slapper jo ikke af………der snakkes på kryds og tværs ( og det er hammer hyggeligt ), men som forberedelse til en “performance” er det sgu ikke optimalt.

Så jeg valgte at køre hjem et par timer. Det føltes ok, da jeg tog beslutningen. Bor 20 min. væk. Handlede ind på vejen…….og kom så hjem og kunne slet ikke slappe af, så vaskede op, vandede krukker m.m.

Donna gav den totalt gas med flokken i vild leg. Hmmm……tjah, hun havde jo ikke fået brugt sin energi på prøven, som hun sikkert havde forventet. 2 fællesøvelser og hjem……Man kunne se, at den forstod hun ikke :o)))

Nå…..jeg kørte lidt før tid, og ankom derude igen så jeg havde været væk 2 timer. Hold da op……..de var ikke engang nået halvvejs af, hvad jeg havde forventet. Så mig finde en stol frem, og strikketøj…….sidstnævnte for at “bare” sidde og slappe af, så Donna forhåbentlig også kunne finde roen til at lægge sig.

Det var svært for hende…….Jeg blev nedstirret af intense øjne og “vuf”, “vuf”…….”læg dig” sagde jeg så……..Det gjorde hun så. I et par sekunder, og så forfra :o))

3 timer på den måde, og så i ringen. Vi nuppede fri ved fod……..og jeg mærkede straks hendes hjerne var fyldt op. Jeg sammenligner det ofte med en computer. Når man åbner for mange programmer, så bliver den langsommere…….og når man et vist punkt er den “fyldt op”, og kan gå helt ned. Donna havde haft for mange programmer åbne. Vi havde hilst på og snakket med mange gamle venner, og en super oplevelse var det at se Donna hilse glad på både kendte hunde og også fremmede. Hun har siden overfaldet af en bullmastiff, ikke brudt sig om andre hunde for tæt på……..men det lader til nu at være ved at være afkodet igen. Det er jo dejligt!!!

Men til gengæld er det så en masse “programmer” vi har haft gang i ;o)

Da vi startede fri v. fod gik vi 2 meter, og så tilbød hun en “stå”. Det har jeg oplevet enkelte gange i træningen……..når hun har været dødtræt efter lang tids træning. Shit :o((

Nå, “plads” kaldet jeg så, og så gik hun resten perfekt. Fik bagefter at vide, af prøveleder, at hun ikke i mange år havde set en collie gå så flot en fri ved fod. Dejligt at vide………men den kan hun jo også til fingerspidserne, så når hun tilbyder”stå” der, så er hjernen røget.

Stillingsskift var pænt. En enkelt ekstrakommando…….ellers flot.

Apport………hun tog den rigtige, men ikke med den iver og begejstring man kan forvente, og hun tilbød da også lige en “stå” igen på vej ud mod keglen.

Springapport var super.

Stå, sit og dæk under gang, var noget lort. Den har hun ellers været super sikker i……og lavede super i Køge også. Men det er helt tydeligt, at når hun er brugt/presset/fyldt op………så ligger “stå” øverst i kartoteket. Jeg har end ikke trænet det meget…….det er sådan en hun bare “kan”. Så det blev til “stå, “stå” og “stå”. Det har hun ALDRIG nogen sinde gjort før. Never!

Knud sagde bagefter, jeg var lidt mere højlydt i mine kommandoer og “skinger” ift hvad jeg plejer, og det er sikkert rigtigt. For allerede 2 sek inde i prøven, lavede hun første hjerneblødning, og så gør man jo, hvad man kan. Om dette har forstærket hendes fejlprocent eller ej, aner jeg ikke. Måske det har taget glæden fra hende ??

For glad var hun ikke……hun virkede totalt “fyldt op”.

Indkald med stå var også noget lort. Den har ellers været god længe, men nu var det min hjerne der lavede kuk i den. Jeg var også træt………allerede fra morgenstunden havde jeg mærket det ikke var “min” dag, men al ventetiden ( i lummer varme) havde også fået min hjerne til at stå af.

Og i situationen tænker jeg så……….ups, jeg må sgu da ikke kalde “Donna kooooom”, som jeg plejer…….det er jo dobbelt kommando. Så jeg kalder Donnaaaaaaaa, og den fatter hun jo ikke. Så råber jeg “kooom”, og så kommer hun, men er dybt forvirret. Traver, frem for at galopere, og kigger på mig som om jeg er debil. Det var jeg også = 0. Hendes “stå” blev trippende, og derfor 0.

Havde jeg ikke lavet det nr. og havde hun gjort som sidst…….så havde det været 1. præmie :o(((

Feltet, som vi fik 0 i, i Køge…………Jamen, det gav 9,5. Hun travede ud, fremfor galoperede ( som hun plejer ), og øvelsen var på den måde mærket af vores sindstilstand……….men pæne points.

Næseprøven var ok.

Pointmæssigt lå vi kun 8 points fra prøven i Køge……..og det med 2 nuller. Så ud over de 2 nuller, var det pæne points vi fik, men hold kæft, hvor var det ikke sjovt :o(( Jeg havde oplevelsen af, hun skulle hives igennem……….og det skulle hun også.

Til prøven i Køge havde jeg glad hund, som virkelig arbejdede flot…….men brændte 1 vigtig øvelse. Det vil jeg 10000 gange hellere have.

Så hvad kan jeg lære her ?

Ventetid skal vi undgå. Vi skal IKKE sidde på en stol på pladsen, og langsomt fyldes op med indtryk inden vi skal op. Donna bliver fyldt op og træt……..og jeg ditto.

Det er noget rigtigt hø, når man så er sidste hund. Det kan vi ikke rigtigt gøre noget ved……..men fremover må vi have telt + bur med, så Donna kan ligge i fred. Hun lå tøjret til min stol, og ikke alle mennesker er lige gode til at trække deres hunde til sig, når de passerer. Hver gang røg hun op og søgte væk. Det er noget hø.

Jeg er inde i en periode, hvor jeg “trækker” mig lidt fra samfundet. Gad vide, om I derude kender det ? :o))) Jeg elsker de perioder……bliver lidt indadvendt, læser bøger som gerne er lidt “tunge” i det, strikker sokker, nipper visne blomster af i haven og sætter i hele taget alt ned i gear og finder enormt behag i bare at mærke RO.

Stille, stille tilværelse, hvor der er tid til fordybelse og stille reflektion og bare at “være”.

Jeg kunne mærke allerede dagen før prøven, at jeg var irriteret over denne “ro” skulle forstyrres. Efter at have været nede med stress, tror jeg måske disse perioder fremover skal være lidt “hellige”, og jeg skal lytte til mig selv. Dvs = melde fra en prøve, når det er sådan det er.

Det betød i al fald, at jeg ikke fik svunget mig op og reageret på det jeg så til prøven…….og f.eks satte mig ned i bilen med Donna, så hun kunne koble fra. Det sparker jeg så mig selv lidt over i dag. Ikke aht resultatet…….skidt med points osv…….mere fordi det faktisk ikke var en særlig god oplevelse.

Og jah……..efter 17 år som klassisk musiker, der har måttet levere ved kasse 1 flere gange ugentligt og ALDRIG har lavet en fejl til en koncert ( ja, det har jeg faktisk ikke…….måske også en grund til jeg fik stress ;o) ), så generer det mig voldsomt ikke at have ydet godt nok. Så jeg er sur på mig selv i dag………

Min hjerne ved det er pladder………..skimmer man hundeweb, og folk der har DKLPCH, er der såmænd masser af 2. og 3. præmier og nuller. Men jeg har så svært ved at acceptere, vi yder under niveau. Og det er jeg også sur over……..hvorfor kan jeg ikke bare sige ” Nåh ja………..hvad pokker…………skidt med det. Vi prøver igen”.

Jeg tror, det er den skoling, der ligger i altid at have måttet yde super gennem så mange år. Altid kontant afregning ved kasse 1 i form af direkte radio, TV eller en sal fuld af publikum.

Så der har jeg også lidt at arbejde med……….for den opfattelse tror jeg er en hæmsko. Donna mærker det. Hun skal altid opleve at være den bedste i verden………dybfølt med hjertet!! Også i prøvesituationer, hvor hun står lidt af.

Bum bum, det var en masse hjernespind fra morgenstunden ……:o)) Nu skal vi på skovtur og vejret er skønt!!