Man siger – at jo ældre man bliver, desto hurtigere går tiden. Måske er det rigtigt ? Jeg synes i al fald at for hvert kuld jeg har her i huset – så er 8 uger kortere og kortere tid. Tiden drøner af sted. I morgen er de små 5 uger – og så er der 3 uger til de begynder at flytte hjemmefra.

De 2 til Jylland, flytter dog først 1 uge senere, idet familierne skynder sig at nuppe noget ferie-rejse, inden den lille ny er i hus.

Her er mange mennesker forbi hele tiden – og se til hvalpene. Og hvalpene nyder det. De er alle meget opsøgende, og så logrer de!! Hele tiden!! Jeg har aldrig haft et kuld, hvor halen bare knokler derudad non stop – og flere gange i minutter, inden den stopper igen. De er bare SÅ glade. Hvem minder det mig lige om ???? Nåh jo – det er jo Andrea. Hendes hale kører også altid.

Men sjovt hendes børnebørn arver dette – og hendes børn ikke gjorde på samme måde.

En hvalpekøber har desværre været nødt til at vente til næste kuld på at få hvalp. Hun har ellers været skrevet op i over 1 år – men er desværre blevet meget syg det år. Kom sig hurtigt – men blev så syg igen,og har pt ikke kræfterne til en hvalp. Derfor er en af tæverne stadig mulig at reservere.

Der er nu bestilt tid til vaccination og sundhedstjek, øjenlysning og hvalpetest. Jeg er meget spændt på det hele – og især da hvalpetesten. Det er noget jeg virkelig ser frem til, og eftersom de sidste 3 kuld her i huset er testet efter samme model – nemlig en “hvalpe-UHM” udarbejdet af de mennesker, der også har udarbejdet UHM, kan man simpelthen sammenligne direkte.

C´erne har jo gennemgået UHM – eller 5 har – og man kan sagtens se den røde tråd ift deres hvalpetest.

Det er så ikke en kedeldragt, som ryger – men en paraply der slås op når de går imod den – og ingen spøgelser, men en fodbold med et stort sort stirrende “øje” osv. Lyden er et bundt nøgler der tabes fra 1 m højde ned i metalskål. Så jeg synes det siger meget om hvalpenes kompetancer allerede.

I forhold til de forventninger jeg har til hund HER i huset, hvilket er livlig ud over gennemsnittet, modig, meget nysgerrig, ikke-ræd,masser af leg – og tempo – er jeg pt. meget forelsket i 2 af tæverne ( og hannen har samme kvaliteter ) – efter min vurdering er det nogen der skal i vældigt aktive hjem. Så det er spændende at se, hvad tester siger til det…………

Så er der en rolig pige – meget laid back, tager alting som det bare kommer…….minder mig om Smilla i den alder. Meget endda. Og så er der lille-pigen, som ELSKER mennesker, er livlig – meget leg i hende, men hun er pt knap så modig som hendes søskende. Hun var sidst ude af kassen, sidst ude af gården – og skal lige se tingene an lidt tid – men så er der hun der også.

De andre 4 kaster sig til gengæld ud i alt. Jeg kastede med grydelåg i går………kurrer hen ad gulvet med fuld fart, og super at se 4 hvalpe bare spæne efter, og nærmest slås om at stille sig på det. Der blev lille-pigen stående og kiggede ( søgte ikke væk ), og da de andre 4 stod med høje haler og syntes det var spændende at snuse til – jamen, så joinede hun.

Jeg måtte tage det fra dem, for at kurre med det igen – og efter et par gange fik de det bare. En af dem fandt hurtigt ud af at stå på det med forbenene og skubbe sig rundt med bagbenene. Hey mand…………….et hvalpe-løbehjul!!!! Sejt!!

De store hunde får lange ture – de elsker at være ude i sneen,og vi nupper 1-1½ time hver morgen ved stranden, hvor de kan løbe løse rundt og bare hygge sig. De ELSKER det!

Siden hvalpene blev født har Silver været i bad, men ellers har jeg ikke fået børstet dem meget – uha 🙁 Gik så i gang for et par dage siden, og jeg skal love for løberi i sne, kan give mange små filtre i fanerne. Så nu er det en hund om dagen- til totalt “helt-i-bund” soignering. Så må jule-småkager m.m. vente.

Har nuppet de 3 værste – og de er bare lækre nu, så lige om lidt er flokken helt juleklar!

I eftermiddag kommer Farmor Maria – Maria ejede Bassies far Eros, og hun kommer altså fra Sverige for at se sin hunds børnebørn. Glæder mig!!!