Så er de små 14 dage – alias 2 uger, og alt går super fint. De tredoblede deres vægt allerede for flere dage siden, og Dina er en super mor.

De har også alle fået øjne, og jeg kan skimte en del blåt hos de blue merle. Spændende, om det holder. C kuldet havde 4 blue merle – og alle fik brune øjne.

De sover stadig meget – langt det meste af tiden, men de har lige nogle perioder dagligt, hvor de er vældigt aktive. Så vælter de rundt i kassen – stavrer af sted på usikre ben, bumler ind i hinanden og “legebider” i hinanden. Det er vældig klodset – for der er hverken tænder eller særligt meget kontrol endnu, men det varer ikke længe. Så er de små hærgere 🙂

Jeg har haft nogle udfordringer de sidste dage pga varmen. Det har dælme været varmt, og jeg kunne iagttage noget uro, når de havde diet hos Dina. Hvor de plejer at dratte om og sove, kravlede de rundt og brokkede sig. Jeg var ret sikker på de havde det for varmt – for der knokles jo, når de skal have mad og Dina er også varm at ligge op af.

Først røg tæppet ud af kassen – så måtte de ligger på aviser. DEt hjalp MEGET. Men da det var allervarmest i går, var det stadig ikke nok. Så jeg pakkede frosne ærter og kartoffelbåde ind i håndklæder og lagde det ned. Helt klart søgte de at ligge op af det – og så var der ro.

I dag har vejret været lidt blandet – så halvdelen af kassen har været avisunderlag – den anden halve et tæppe ( vetbed ). Helt klart de lægger sig ift temperaturen, og regulerer på den måde. Smart!

Dina er en fantastisk mor – utroligt omsorgsfuld og tager sig bare super af dem. Ligger stadig helst hos dem – og hvis for varmt, så lige ved siden af.

Hun er bare så nem at have. Mine egne tæver har ikke gidet flokken, når de havde født – og de andre hunde skulle bare holde sig væk. Det er Dina ligeglad med – hun vil gerne ud til dem – og det var med let bæven jeg lukkede hende ud i haven til dem første gang. Det var bare logre logre – hejsa venner, så er jeg her igen.

Hun vil også vældigt gerne lege med Fanny – så gerne at jeg må bryde lufteturene op i to, for de to kan filtre hele flokken og mig totalt ind i linerne. Det ender i en gang kluddermor på 2 sekunder. Så Dina og Gimli får ture i skoven her ved siden af – og så ryger resten på stranden. Dina ELSKER vand, men sådan en tæve der har født skal ikke ud og bade. Så risikerer man livmoderbetændelse, da der jo er adgang for bakterier.

Så travle dage – men alt går super, og om en uges tid kan der komme gæster: Tror jeg vil være tjekket denne gang og lavde en masse kage og fryse ned i god tid! 😀