Så nærmer tiden sig – i overmorgen er der en uge til de små bliver 8 uger, og begynder at rejse.

Jeg ved erfaringsmæssigt, at den sidste uge går stærkt. Chippedamen kommer – og de skal øjenlyses. Dette sker fredag d. 15. Jeg har en forventning om alle er fri på øjnene – men det må vi se. Far er jo genetisk fri – og Dina er lyst fri, men er gentestet til at have CRD. Så de bør alle være frie bærere………….Men der kan jo være andet end CRD, så det er såmænd lige så spændende som altid.

Der er knald på de små nu. De er i hele haven, og alt er undersøgt. Jeg synes de virker ældre end de er – de er store og meget selvstændige.

Alle udfordringer de er blevet budt, er håndteret med nysgerrighed og egentlig er de ret uimponerede af selv den værste larm og spektakel. Til gengæld vil de meget gerne bide i mig 😀 😀 Der er meget leg i dem!

De vil helst være ude – selv om natten vækker de mig, fordi de vil ud – og de skal bæres ind. Fint nok de er renlige og skal ud og tisse, men de vil dælme ikke ind igen 😀

Det har givet lidt overvejelser – for de skal jo også opleve støvsuger og lydbånd 😀 Så de er blevet tvunget ind for at kunne opleve en støvsuger 😀

Bloweren har også været i gang – deres gamle mormor Andrea har været i bad for et par dage siden. Den larmer en del – men det var bare skægt.

Drengen mangler at finde et hjem, men det skal nu nok komme – han er LÆKKER!! Både eksteriørmæssigt og også mentalt. Han hviler totalt i sig selv, apporterer alt han kan finde og bare elsker bare mennesker. Jeg er ret vild med ham!

I dag hørte jeg at de to tri piger skal gå på hvalpehold sammen. Ihhh, det er hyggeligt. De flytter begge til Fyn, og ejerne er i kontakt. Sikke en gave de to søstre stadig vil ses.

Ellers er tiden mest præget af gåture – der skal luftes mange hunde hver dag, flere gange. Jeg regnede ud i går, at jeg havde gået 9 km. I dag har jeg gået tilsvarende…………såeh jeg ender jo med at komme i fantastisk form 😀 😀