Så er der gået 2 måneder og 8 dage siden sidste update – og det er bestemt ikke med min gode vilje!

Udbyderen af denne hjemmeside varslede at 28. feb ville den editor ( dvs. program ) jeg anvendte til at lave hjemmesiden i – ophøre. De henviste til anden løsning, hvor man kunne flytte sin side over for fortsat redigering.

Denne side er stor! Der ligger mange sider – og mange, mange billeder. Nå, men suk – men jeg gik så i gang som anvist. Snydt – det kunne man ikke. Det var sådan et færdig layout, hvor der så var et lille hvidt felt, man kunne lægge hele sin side ind i. Ej altså – noget makværk. Det duer ikke!!!

Frustrationen kom snigende – what to do ? Det er ikke så mange år siden igen, jeg måtte starte helt forfra, da forrige udbyder ophørte.

Jeg tænkte – at så måtte jeg lave hjemmesiden forfra – i den editor de henviste til. Men det skulle være “nemt” for folk at bruge – så det var et hel færdig layout, man ikke kunne pille i – og hvis ikke lige man vil have et billede øverst til venstre – og teksten i hvidt felt til højre, så var der ikke meget spillerum. Derudover et loft på færre sider end jeg har. Makværk!!

WordPress, sagde en masse venner – så mig sætte min eksmand til at sætte det op så jeg kunne bruge det, og lave en forbindelse, så det kunne lægges ind på domænet.

Også fast layout – og nøj, hvor kunne jeg bare ikke finde ud af det 🙁

Er pt inde i travl periode – hvilket måske fremgår, når man kigger på “news” siden – som nu er opdateret. Weekendkurser, HD fotograferinger osv + alm. træning og spinde garn osv. Synes ikke jeg havde tiden til at sætte mig ind i helt ny tænkemåde ren kodningsmæssigt + jeg syntes ikke det endelig resultat var “mig” ud fra det faste layout.

Så havde givet lidt op. Sad så og rodede i filmappen over hjemmesiden her – og så der var en mulighed for “rediger”. Hm NÅ ?? Det troede jeg ikke man kunne. Jow – men det var en text-editor – og dvs ren html-kodning.

Jeg sad lidt og og kiggede på alle tegnene m.m. og kunne godt se et mønster. Linieskift hedder f.eks <BR>……….og jah, så gik jeg i krig med det, og faktisk synes jeg det er hamrende skægt. Lidt som en avanceret puslespil. Man lægger brikkerne – og så beder man om at se siden, og så finder man ud af om det var rigtigt.

Så – nu kører det på den måde. Muligvis jeg på et tidspunkt så rammer en mur, men indtil videre går det fint. Billeder skal så redigeres klar til web i andet program, hvor editoren tidligere klarede det automatisk – så det kræver lidt mere arb. – men skidt med det. Det kører!!!!

Marts/april har været 2 intense mdr – med masser af aktivitet. Instinkttest v. Holbæk – hvor bl.a 8 Lapinetter deltog. Super lækker dag!!

LP1 dag på Falster – hvor bl.a 7 Lapinetter deltog – mindst lige så fed dag!

HD foto af 6 F-hvalpe, hvilket var mere spændende end vanligt. Alle fik flotte A hofter. Liam vil blive fotograferet her primo maj i Jylland – og Odin vil også blive fotograferet i Holland.

Jeg har verdens bedste hvalpekøbere, som støtter op på denne måde, og får deres hvalpe fotograferede. Jeg har jo nogle kæpheste – og en af dem er HD foto.

Her er f.eks et kuld hvalp – lad os kalde dem kuld P. Det består af følgende hvalpe. 3 bliver fotograferede – og status står efter :

hvalp A – status A
hvalp B
Hvalp C
hvalp D – status A
hvalp E
hvalp F – status D
hvalp G

Når mange opdrættere kigger på sådan et kuld, så er der ikke de store betænkeligheder ved at bruge hvalp A i avl. Det sker ofte – og der ligger lige nøjagtigt sådan et par kuld her bag hhv Donna/Bassie – som er tipoldemor/oldefar til deres afkom. Jeg er overbevist om det er årsagen til jeg fik HD i E kuldet.

Vi mennesker er positivt indrettet. De 4 tomme pladser, tager vi for givet betyder hundene er fri 😀 Jah, der er en enkelt D, men hvad betyder det (?)

Nu 1 år senere – bliver resten fotograferede – se så lige engang :

hvalp A – status A
hvalp B – status C
Hvalp C – status D
hvalp D – status A
hvalp E – status E
hvalp F – status D
hvalp G – status E

Det er jo en helt anden “kuldprofil” og understreger MIN opfattelse af, hvor vigtigt det er at alle/næsten alle fotograferes.

Når det er sagt, så er HD ikke den værste sygdom en collie kan have. Mange collier lever gode, lange liv trods HD. Det er heldigvis en let hund – og HD er ikke bare HD. Det collierne ofte har er løshed i leddet, og holdes de i god form, vil musklerne holde det inde.

MEN – som opdrætter er det guld værd at vide, hvad man arbejder med, så man ikke snigløbes. Nu vil jeg nok synes dette nævnte kuld er FOR belastet af HD, men havde det nu været mindre, kunne der være gode grunde til en A hvalp evt. skulle i avl. Men så VED man, at man virkelig skal være en avlspartner der er stærk på hofterne – og dette også i kommende generationer, og så måske gå på kompromis med andre ting. Avl er altid en række af kompromiser – den perfekte hund findes ikke.

Men rækker man efter stjernerne, når man måske trætoppene!! Og der er første step altså info – og rigeligt af den. Så kan kan foretage sine valg på oplyst grundlag.

Natur er natur – og kan ikke styres 100 %. Uheld kan ske – og der kan også komme HD i linier, hvor ellers alt er frit generationer bag og ved siden af. Men muligheden for at have mulig info til rådighed – så man ved, hvad man arbejder med – er GULD! Så kæmpe kæmpe tak til mine hvalpekøbere!!!

Som nævnt bliver Liam og Odin fotograferede om lidt – så ud af 31 Lapinette-hvalpe i rette alder, er der kun 2, som ikke er fotograferede. Det er uvurdeligt – tak!

Summer har hentet en LP2 titel – og Madonna og Rammstein er udstillede med flotte resultater.

Fanny og jeg træner pænt meget, og hjernen er ved at indfinde sig hos min lille turbo-øgle 😀 Vi er tilmeldt en del prøver i nærmeste fremtid. Glæder mig til at komme i gang med hente og hente prøveerfaringer.

Har en fornemmelse af det enten kan gå helt fantastisk – eller hun kan tabe hjernen. Det vil vise sig 😀 Men vi er klar i al fald!


Fællesdæk ifm LP-kursus! Smukt syn!