Det er lidt hektiske dage pt. Rigtigt mange bolde i luften, tungen lige i munden og håb om at huske det hele.

I går debuterede Fanny i LP1. Vi har trænet pænt meget på det sidste og det har gået rigtig godt.

2 dage før prøve, satte hun sig op i dæk efter 58 sek – hvilket var en ny ting. Argghh – hundetræning er tit 2 skridt frem, 1 tilbage ( også 1 frem, 2 tilbage nogen gange 😀 ), så sådan en ny forkert adfærd var jo bekymrende. Havde hun pludselig misforstået noget (?) I gang med at kode sig selv til noget andet (?) Havde jeg gået for hurtigt frem osv.

Fanny blev 17 mdr i går, og derudover forekommer det mig, at hun modner sent. Både i krop og hoved. I al fald hvis jeg sammenligner med de andre øgler herhjemme 🙂 Så hun er jo stadig et stk. ubeskrevet blad, og jeg er så varsom med der ikke skrives “fejlkoder” pt.

Så dagen efter stod på dæk-øvelser i alskens variationer – og hun lå bare som et søm. Så kunne jeg trække vejret igen 🙂

Jeg har ikke haft en hund som Fanny før – med så udtalte sociale kompetancer – dvs – hun vil hilse på alt og alle. Der er noget labrador over hende der. Partygenet er ligeledes udtalt.

Det forstyrrede vores prøve noget – og det må vi så have under lup nu. Allerede da vi kom, stod hun med ørerne tilbage og bare logre, logre – ved synes af alle de mennesker og hunde. Havde man sluppet hende, havde der været fest ud over stepperne.

Jeg synes ikke det plejer at være et problem til træning – hun ved godt, vi ikke skal hilse, men en prøve er jo et andet scenarie. Hele tiden folk og hunde, som passerer også tæt på – og ohhhh, så spændende.

Jeg havde bur med, som hun slapper flot af i. Vi gik pladsen rundt, fik kigget på det hele – og så i bur. Der lå hun fint. ½ time inden prøve havde jeg hende ude og varme på – og hun var bare “på” og arbejdede super.

Ind i buret igen – og så 5 min. inden tog jeg hende ud. Der virkede hun pludselig træt og ufokuseret. Det kom til at præge prøven. Momentvist gik hun fint, men ingen tvivl om omgivelserne trak en del fokus. Hun vidste godt, hun skulle blive ved mig, og ingen forsøg på at smutte – men oh, det var spændende lige at scanne ringsiden.

Ifm næseprøven tog hun rette søger, apporterede og var på vej i plads, og LIGE DER spottede hun ringsekretæren i teltet bagved ( var 3 m bag os ). Hihi – jeg så glimtet i øjnene og halen som røg op ( WEEE – 1 menneske, jeg skal snakke med ), og nåede lige at sige psssssssssst – og så satte hun sig i plads. Hun er sgu en orm!

Den helt store misere var dog hun satte sig op i dæk. Hun blev siddende på pladsen, hvor hun var afdækket, så forlod ikke stedet – men satte sig op, hvilket er lig med 0. Det kostede 1. præmien.

Men det er egentlig fint nok – for generelt trænger hun til en del mere prøve-erfaring og forstyrrelsestræning. Nu ved jeg lige, hvad der driller – og det er super fint. Vi skal ud en masse forskellige steder og træne – hvilket jeg helt klart har forsømt, fordi hun på vore træningssteder ikke udviser den adfærd. Der er der knald på og fokus.

Casey debuterede i LP1 13 mdr gammel – og fik 170 points, så vidt jeg husker – til en stor DKK prøve. Fanny er langt mere umoden end Casey var på det tidspunkt. til gengæld minder Fannys reaktion en del mere om Donnas i den alder. Donna var i samme alder oppe i LP1 for første gang – og samme sted i samme klub. Der fik vi en 1. præmier med rumpetten lige netop over vandskorpen. Hun satte sig også op i dæk, og var ukoncentreret. Fanny ligner mormor meget træningsmæssigt – har jeg hele tiden syntes – og så tilsat enorme mængder af pjank og pjat 😀 Der er så også mere tempo på hende, end på Donna – når hun altså er “der” 😀 😀

Skal nok blive nogle spændende år – og titlen skal nok komme i hus snarest – men det vigtigste er jo at få lagt en god grund nu her, hvor hun er en ung hund. En god LP hund topper, når den er 4-6 år – og der er jo længe til.

Den sidste uge har hun ikke rigtigt villet spise heller, sjat-tisser, og samtlige hanner vi har mødt ( også i går ) er helt 100 på hun er på vej i løb. Det er super – der plejer at følge noget modenhed med løbetid nr. 2. Hun flirtede voldsomt med collie-hannerne i lejren i går, så noget manglende fokus kan sikkert også tilskrives de drifter. Donna/Summer/Smilla – og de linier – er som unge meget påvirkede op til/under løb.

Fannys mor Summer har dælme generelt også været pjanket generelt ifm træning – men gik et SUPER flot LP2 program i går. Nøjs, jeg er glad for jeg så det. SÅ lækkert at se på.

Og onkel Rammstein gik ligeledes et super flot LP1 program – hvilket var hans debut i klassen. Han fik 1. præmie og titel – imponerende flot.

Så total glæde og tilfredshed i Lapinette-lejren – også med Fanny. Hun gjorde mange ting fint også. 8,5 i helhed – og en masse pæne ord – bl.a. “flot at se på”.

Det syntes jeg så måske ikke det var – men det ER også udfordrende de sidste år at have groet sammen med mormor Donna, som bor på venstre side, kun ser mig – og adlyder mindste vink – og nu have en partyøgle boende der 😀 😀 😀 😀

Fanny var til gengæld godt nok helt færdig i aftes. Sådan en dag brænder hjerneceller af. Så kunne pludselig ikke finde hende – og så var hun gået i seng i brusenichen 😀 SÅ er man træt!!!