Jeg tror de små får substral – for sådan “små” er de ikke mere. Nu går det stærkt. De får rigtig mad nu – hvilket er udblødt hvalpefoder, og de bare elsker det. De spiser mere og mere og skålene er som regel støvsugede, når de er færdige.

Som skrevet sidst, havde de et par dage hvor de var lidt pylrede – for tænderne brød frem. Det er overstået nu. De har tænder – og det pylrede er slut 🙂 I dag har de været trætte – og sovet en del. De har så været vågne nogle gange – og så er der bare fuld skrue på. De knokler rundt, tæver hinanden, hviner af fryd og giver legetøjet en ordentlig omgang. Jeg har hængt et bideskind op i et reb ned fra loftet – det er helt klart favoritten.

Weekenden har været travl – og også dagene op til. Nu er hvalpene kommet til socialiseringsalderen – og det er vigtigt de hilser på en masse mennesker. Denne del har jeg altid gjort meget ud af – og her er et hav af mennesker forbi. Denne gang ingen undtagelse. De sidste 5 dage har her været 15 forskellige mennesker forbi. Så de små har været i mange hænder, er blevet nusset, pusset og beundret – og det er bare SUPER godt.

Dette fortsætter – indtil de flytter. Så her er altid kaffe på kanden 😀

De øvrige tæver i huset er også gået i aktion. Særligt Donna – og så Fanny. Sidstnævnte har længe mindet mig en del om mormor på mange måder ( bare med ekstra gear ), men også her ligner hun Donna. Hun er helt vild med hvalpene – og lidt inde og kigge til dem hele tiden. Donna ditto – så de små er totalt mandsopdækket.

Her hjælper Donna med storvasken……….

Summer er en perle! Hun synes det er fjong, hendes mor og datter går ind og servicerer rollingerne – ligger bare udenfor hvalpegården og kigger på. Hun synes også det er helt fint der kommer masser af mennesker, der går ind til hvalpene, løfter dem op osv – hun benytter primært lejligheden til SELV at blive nusset lidt 😀 😀

Så alt i alt går det bare super duper. Det er hvalpe med gang i – men det havde jeg nu også regnet med 🙂

Lillepigen – vejer nu 1100 gram. Stadig mindre end de andre – men hun har hentet dem lidt. Adfærdsmæsigt begynder hun også at ligne dem mere og mere. Hun har været nogle dage bagud, men det er også mindre end det har været. Hun kan sagtens lege vildt og tumle rundt med de andre. Jeg tror altså virkelig hun er okay hele vejen igennem – bare lille. Hun er nysgerrig, undersøger det hele – og har også været over balancebrættet flere gange og stå og balancere.

Det er simpelthen imponerende- når man tænker på udgangspunktet. Hun er meget glad for mig – hvilket nok er logisk, da hun har boet de første 14 dage af sit liv på mig. Jeg bare hende en masse rundt – fordi hun var snottet, slap – og skulle have varmen. Var så bange for hun blev bare det mindste kold. Så hun kender mig – og kommer stolprende lige så snart hun hører/ser eller lugter mig. Så vil hun op på armen – og så kommer der et veltilfreds suk – og så putter hun sig og sover. Virkelig en lille putter………som dog sagtens kan tæske bideskindet osv også.

Lillepigen – 3½ uger.