Tiden flyver af sted og dagene er fyldt op med gøremål.

Der er masser at lave i hus og have – helt konkret vælter ukrudtet allerede frem i haven, og det skal jo fjerne kontinuerligt. Stuen er fyldt med dahlier i krukker til forspiring – og der er tomatplanter og deslige over det hele også.

Men hvor er det skønt med noget forår – og sol. Det har været tiltrængt.

Vi er på mange, mange ture hele tiden. Både mig + flok – men også med hvalpe af huset + hundevenner.

Der trænes flittigt også, så hundene bliver bestemt ikke forsømt.

Flora ( fra F kuldet ) har lige været feriebarn nogle dage. Det har hun været flere gange før, så hun vader bare ind i flokken og føler sig hjemme. Det er super hyggeligt at have sine hvalpe i “hænder” en gang imellem.

Hun har været med til træning og i den sammenhæng også været ude og lege med lillesøster Haley fra H kuldet.

Flora og Fanny har også bare leget og leget. Hvor er Fanny egentlig en heldig hund, som ser så mange af sine søskende hele tiden.

2 fine søstre – på mange måder meget lig hinanden, og så alligevel meget forskellige. Fanny til venstre, Flora højre.

Weekenden bød også på en tur til Karlstrup Kalkgrav. Arrangeret gennem en collie-gruppe på facebook. En ung, dygtig fotograf tilbød at tage billeder gratis – mod at måtte vise dem på sin hjemmeside. Ønsket er en collie en dag, og konkret lige nu at få fotograferet nogen.

Det var der MEGET stor interesse for, så jeg trådte også til og tog billeder.

Derudover kom en tredje collie-fotograf forbi. Bor i Kbh, læser til dyrlæge – og collien bor hjemme ved forældrene i Jylland. Men det var SUPER. Der blev skudt nogle hunde, må man sige.

8 af collierne var Lapinetter. Nemlig Fanny, Flora, Summer, Rammstein, Madonna, Aslan, Ginny og Molly. Deres billeder er lagt ind i galleriet på deres sider.

Udover det dejlige i at få nogle billeder som minde – så var der også fantastisk vejr, og det er svært at finde smukkere sted i DK. Kage og kaffe er et must, så der var win/win over hele linien.

En travl weekend, som også bød på en del træning og ud at spise. Nu lidt stille dage – igen med tid til fordybelse i lidt træning – og så er der jo hus + have at tage fat på.

Derudover har jeg en ambition om denne sommer, at komme i bund i nogle skuffer og skabe, som bugner af hundeuld. Nu må det omsættes til færdigt strik – så skufferne igen kan lukkes helt 😀

Har da adskillige pandebånd og handsker på lager nu – og lige nu er jeg i gang med en opgave, jeg længe har glædet mig til. Et sjal i 3 farver i flot mønster. Jeg er meget spændt på hvordan det bliver.

I morgen er der udflugt igen – så nu er det nok godnat herfra!

Det her billede tog jeg af Madonna i søndags. Ser hende ikke så tit igen, så har længe ønsket at tage et rigtigt godt billede af hende. Efter min enormt farvede mening, er hun nemlig gudesmuk <3

RBM Lapinettes Easy Tiger.

Og her er 6 af de 8 banditter – dækket af på kanten til søen