Det er hektisk i øjeblikket. Også i et omfang, så det bestemt ikke er rart.

Plejer at have et par stunder hver dag, hvor jeg sidder i bedste kaffe-reklamestil med en kop dampende varm kaffe, lader skuldrene falde ned og lukker de “åbne vinduer ned”i hjernen, og henter lidt energi.

Det er slet ikke nok pt.

Gimli har det ikke godt. Han er snart 12 år – og herregud, den vej går det jo…..men det er bare hulens svært at acceptere. Ligeledes at vurdere om det ER nu, eller ????

Efter 1½ år på stærkt smertestillende pga halthed, har han i den tid gået langsomt – men uden halthed. Nu halter han igen. Han har pt haltet de sidste 7 dage. Højre forben er ikke godt – helt skævt af gigt. På venstre pote har han en død tå, fra en infektion. Den tå sidder og stritter. Bagparten er svag – og han har lidt svært ved at holde balancen bagtil. Der er nedsat følesans ned i venstre bagben. Så jeg har virkelig oplevelsen af han kæmper sig frem på tur – og han er også begyndt at snuble en del. Men han er glad (?) Og går gerne med – og tigger godbidder i stor stil.

Han ser og hører dårligt – så når han ligger hjemme på gulvet i stuen, er han igen begyndt at vende sig hurtigt og sige hak hak hak ud i luften. Der behøver end ikke være en af de andre i nærheden, men det ved han ikke, da han jo ikke kan høre dem. Så han agerer noget presset ? Men sætter jeg mig ned til ham, er han jodlende glad, gnider sig op ad mig, logrer og vil gerne lege.

Jeg synes det er svært at vurdere om han har det FOR skidt – eller om det er ok (?)

På onsdag skal Fanny scannes med henblik på at vurdere om hun er drægtig – og evt.i hvilket omfang. Der kommer han med – og så må dyrlægen kigge på ham, hvor ondt det egentlig gør i det ben.

Men det fylder meget pt. med ham. Honey havde også lige en dag, hvor hun virkede helt skæv – og jah, hun bliver også 12 inden så længe. Det var heldigvis kun den ene dag, men der var jeg noget træt af det – og MEGET bekymret.

Jah – og så er der Fanny, som er parret – og er hun mon drægtig ? Det går jeg jo også og spekulerer på og lurer på hende. Alle tegn tyder på hun er det – men hun er også af en familie,der døjer med noget falsk drægtighed, så kan man mon regne med tegnene (?)

Hun er traaaat – meget træt. MEGET sulten – ingen kvalme her, tværtom. Det er så nyt ift familien. Dievorterne væsentligt forstørrede og vældigt røde. Det synes jeg ikke de har været, når tæverne har været falsk drægtige.

Såh – egentlig tror jeg den er der. I går kunne jeg så se hun havde en område 1,5 * 1,5 cm på næseryggen der var hævet. Når jeg lader en finger køre henover føles det klart hævet og lidt nupret, som er der små knopper. Ligner noget nældefeber. Ej men – hvad er nu det ?????

Tilbage i dec. havde hun en infektion ved ene næsebor – hvor jeg var ved dyrlægen. Klart infektion fik jeg at vide, og fik salve at smøre det med. Fanny havde haft fat i et pindsvin hun bar rundt på kort inden – så det var oplagt at koble de 2 ting sammen.

En 3 uger inden havde jeg kørt hende over på tørkost ifm kommede parring. Ellers spiser hun jo barf. Men jeg ville gerne være sikker på kalk/fosfor-balancen var ok.

Nå – men salven tog jo infektionen. Dog dumt sted at smøre, for hun slikkede jo på salven når det kom på. Efter endt kur gik der 14 dage – så blussede det op igen.

Så smed jeg hende tilbage på barf, da jeg har oplevelsen af det booster immunforsvaret. Tog hendes metal-madskål fra hende, og gav hende en i porcelæn – og salve på igen. Det tog det få dage – så var det helt væk. Det har det været siden primo januar.

Men i går – bum – så var der pludselig den her hævelse oppe ad næseryggen. SUK. Ligner ikke helt infektionen i dec – men det er jo lidt spooky med 2 ting omkring næsen.

For 5 dage siden begyndte jeg at give hende lidt tørkost i maden – så nu lurer jeg på, om der er noget i den mad hun simpelthen ikke tåler (?)

Eller om der er noget i skoven/ på vore ture hun har næsen i,som ikke er godt (?) Hun er jo alle vegne på tur. Meget nysgerrig og undersøger alt.

Nu er maden taget fra hende – og hun er tilbage på barf. Så vil jeg se, hvordan det udvikler sig. Siden i går er det ikke blevet værre i al fald. Salven må ifølge indlægssedlen ikke gives til drægtige tæver. Min dyrlæge siger det er ok i små mængder, men vi er lige i de uger nu, hvor det er farligt med grimme stoffer udefra – så jeg vil prøve at undgå det om muligt.

Men endnu en ting, der bare er træls. Ville ikke have bekymret mig det mindste, hvis ikke det var fordi hun var drægtig. Det er jo bare en lille hævelse, som kan skyldes alt muligt – men jeg er lidt fyldt op med bekymringer i forvejen. Så der skal ikke så meget til, jeg synes det er “for meget”.

Der har været “årets event” hvor Årets Hunde blev fejret. Det var et fantastisk år for os i 2016 – hvor der var nye regler i både rally og LP, men jeg erfarede jeg stadig kunne være med 🙂 Meget rart lige at mærke………..så nupper vi nok et stille år her i 2017. Det giver sig selv, hvis fokus er hvalpe hen til ca. medio juni. Så er det halve af året jo allerede gået.

Svært at nå det hele, når man både har opdrætter og træningsnørds-kasketter på.

Rosetterne er hængt op på væggen – og det er nok sidste år, hvor de får lov at flashe der. Jeg tænker de ryger i en kasse i løbet af året – for nu er der ikke plads til flere. Det har været sjovt at fylde væggen op, men nu er vi vist i mål med den øvelse.


I morgen starter træningssæsonen så igen for alvor. Aftenen er brugt på at ordne rallyskilte m.m. – og lave en træningsplan for de næste par mdr.

Så der bliver nok at se til den kommende tid 🙂