Så sidder jeg her med ½ glas rødvin efter god middag. Solen skinner ude, det er lunt, hundene sover – og der er små gnuflelyde fra hvalpekassen. Det er da for fedt, hva `?

Som skrevet i sidste indlæg rykkede Ginny ind sidste mandag. Ift parring havde hun termin i morgen ( onsdag ) – ift str på scanning ville terminen være torsdag. Jeg tænkte dog i mit stille sind, at så villigt som hun “stod for” hannen den onsdag – så havde ægløsningen nok været et par dage før – nemlig mandag. Så jeg var klar på det måske skete mandag. Det gjorde det.

Jah – og så flyttede hun ind, og altså – hvis man vidste hun var drægtig kunne man godt ane det, men meget mave havde hun ikke. Jeg mærkede dog fint liv i begge sider – også på større område end en enkelt hvalp kunne møfle rundt.

Så jeg tænkte faktisk, der måske var gået 2 til – og der var 4 tilbage. Ift 2. herpesvaccine i torsdag, scannede dyrlægen hende hurtigt, og fandt hurtigt 2 hvalpe. Det var det – for det er umuligt at tælle hvalp vha scanning så langt henne. Men rart at vide, der var mere end 1 – for det kan bikse en fødsel grundigt op pga svage hormoner.

Ginny er flyttet ind og har taget det som en fest. Hun har kun overnattet her en gang før, men vi har jo ofte gået ture sammen – hende, Molly, ejer Winnie + mig og flok. Derudover har hun trænet hos mig hele livet, så hun er meget glad for kennelmor. Men det er alligevel noget at rykke ind hos flokken her. Eller burde være – for Ginny har kun syntes det var hyggeligt. Trods drægtighed tæsket rundt og leget med Fanny og Silver. Puttet med de ældre – og sovet hos mig i sengen hver nat ( og taget hele dynen ). Hun har følt sig 100 % hjemme. Kæft, det er nemt så…….!

Temperatur brød hun sig dog bestemt ikke om at få taget – hun kunne sno sig som en ål. Så løsningen kunne være at smide en galge på trimmebordet og gøre det med magt – eller undlade at tage den. Jeg undlod. Jeg vil ikke stresse en drægtig tæve her til sidst. Mon ikke jeg ville opdage en fødsel nærme sig alligevel (?)

Og jo – i går formiddags gik hun ikke i haven med de andre, men lagde sig i min seng. Gispede – hvilket hun har gjort on/ off de sidste uger, men nu med smalle øjne. Ahhh – opblokning i gang. Da hun så også fik dårlig mave og begyndte at tømme maven, var jeg sikker. Skrev en besked til ejer om det ville ske “i nat” – og hun ville komme om lidt. Jah – det var da lige før hun ikke nåede det 🙂 For pludselig lagde Ginny sig i en hunderkurv, og havde tydeligt uddrivelsesveer. Hvalpekasse m.m. var sat op – alt klar, men hun ville føde i hundekurven. Fair nok – jeg smed de andre hunde bag hegn, og så var jeg der bare. Så kom Winnie faktisk – og nåede at se den første komme til verden.

Flot fødsel – lige efter bogen. ½ time efter uddrivelsesveerne startede ankom hun til verden.

Hun blev båret over i hvalpekassen – og så fulgte Ginny med 🙂 Resten blev født der. Det gik pænt stærkt – nr. 2 kom 10 min efter. Og så var der vel ca. ½ time imellem. 2 ½ time gik der – så var der 6 hvalpe. Alt fik problemfrit – jeg hjalp dem ud, og fik hurtigt fat i navlestrengen og holdte fast, når hun bed den over. For hun var lidt for ihærdig med den. Det er førstegangstæver tit.

Alligevel fik hun efterfølgende gnasket en for tæt,da hun lå og slikkede dem,så den måtte lige underbindes med sytråd. Men det var det eneste, der ikke var efter bogen – resten af perfekt.

6 dejlige hvalpe – og hele 4 blue merle tæver ??? Dem er vi åbenbart gode til herhjemme. Ud fa 51 hvalpe er de 10 blue merle tæver. Når muligheden er der, vælter de frem 🙂 Jeg ELSKER blue merle tæver – så jeg synes jo det er super fint.

Fine, store, livlige hvalpe – og en nem fødsel. Det var dælme en god oplevelse, efter Summers kejsersnit sidst – og meget, meget små hvalpe, der skulle kæmpes for 24/7 i 2-3 uger. Jah – og ugen efter var jeg jordemoder for hvalpekøber Anette, hvor Dina fik styrtblødning pludseligt – og det var babu dyrlæge. Så hvor aldeles fantastisk der intet drama var denne gang – det var tiltrængt.

I formiddags vejede jeg de små og de havde allerede taget hhv 12 – 35 gram på – på ½ døgn. Det er ret flot – mange gange taber de sig det første døgn. De ligner også små tudser med deres fede, runde maver og tynde ben 😀

Så nu er vi i hvalpemode herhjemme – og det er FEDT!!! Der vil komme en masse billeder fremadrettet – der bliver oprettet en side til dem under “galleri”og I kuld.

Da jeg ikke har villet skrive andet end meget tætte venner op, for ikke at skuffe folk, er det stadig muligt at reservere både han og tæve fra dette kuld ( Ginnys manglende mave gjorde jeg var lidt forsigtig med at love for meget ).

Det er hunde til aktive hjem. Hunde “lavet til” at kunne gøre sig i hundesport. Ginny træner og var også prøveklar nu i både rally og fp, men blev så pludselig drægtig, da hun blev hentet på reservebænken 🙂

Jasper træner ikke andet end på hyggeplan, men en kuldsøster i Sverige har da opnået flere titler – bl.a vildtsporschampion. Hun er ligeledes KORAD.

Så det er hvalpe, jeg håber at se aktive hjem, hvor man gerne vil træne med sin hund. Alternativt have en aktiv gå-turkammerat og aktiv medspiller i hverdagen.

Se lige nogle små tykke maver – og der er bare gang i den :

På falderebet skal nævnes at Bobbys datter Stella i weekenden opnåede LP1 titel i Roskilde med ejer/opdrætter Marieanne. Sågar som 2. vinder i en stor klasse, primært bestående af border collier.

KÆMPE tillykke – det synes vi er sejt, herhjemme!!!

Nu skal der luftes – og så er det kaffetid 😀 Lykken er……..