Sidste indlæg startede sådan her :

“Så bliver de små 4 dage i dag, og de første kritiske dage er overstået. Er der medfødte alvorlige defekter, vil det oftest vise sig her. Så taber de vægt eller ligger simpelthen døde. Har 7-9-13 aldrig prøvet det, men jeg ved jo det sker jævnligt hist og pist.”

Jeg må nok erkende 4 dage var lavt sat – for nu har jeg prøvet det.

Fredag aften blev jeg opmærksom på den blue merle han ikke suttede igennem. Forstået på den måde at han startede som den andre – og som han plejede, men han blev hurtigt træt og slap patten. Så røg hovedet ned og han sov. Nå da…….mærkede en let uro.

Fik kigget nærmere på ham, og syntes hans mave virkede noget udspilet. Forstoppelse ? Så var der måske ikke noget at sige til appetitten ikke var så stor. Jeg prøvede at massere lidt, hvilket han fandt sig fint i. Det undrede mig lidt – for sådan en stor mave måtte gøre lidt ondt, tænkte jeg. Det hjalp så heller ikke med massagen. Jeg fik Ginny til at slikke ham også – i håb om at sætte gang i maven. Det ændrede heller ikke noget. Han havde nu sprunget 2 diegivninger over, hvilket jeg ikke kan lide de gør. Sådan en lille en dehydrerer virkelig hurtigt.

Jeg lavede elektrolytter og gav ham – det røg ned. Men stadig slap i det og stadig stor udspilet mave. Kl. 23 ringede jeg til dyrlægen. Ja – og så hedder det vagttillæg osv, men nogle gange har man ikke råd til at vente – slet ikke med de helt små. Jeg fortalte om mine observationer og bekymringer – og det vi blev enige om var at han SKULLE i gang med at sutte indenfor næste 3-4 timer, ellers måtte jeg komme ned og få givet ham væske.

Mig sidde og kigge på ham, massere, prøve at stimulere osv – intet ændrede sig. A38 fik han også………..jeg prøvede alt jeg overhovedet kendte til.

Nå – kl. 3 ringede jeg til dyrlægen – vi kommer nu. Fino – jeg er klar, lød svaret.

Så blev han kigget på – og ja, maven var udspilet, men hun havde dog set det værre. Han fik væske i nakken -5 ml – og så stod vi og kiggede lidt på ham og talte frem og tilbage. Han var slap – men på en mærkelig måde, syntes hun. Jeg var helt enig – jeg havde observeret hans bevægelser foregik i nogle spooky ryk. Har jeg ikke set før ved f.eks dehydrering.

Ifm han fik væske, prøvede han at kæmpe lidt imod, og bagefter observerede Nina han blev blålig på tungen/i munden. Så lyttede hun på hjertet – og der var en stor mislyd. Nå, for Søren……..

Jeg lyttede også – en masse susen på det der wusj wusj. Det kunne være et stort hul mellem nogle hjertekamre, som måske kunne lukke sig som han voksede til – eller det kunne være noget værre hø. Men chancen skulle han have. Så jeg fik saltvand og kanyler med hjem, så jeg kunne væskebalancen i orden – og give ham en gang i timen. Så måtte vi se, hvor det bare hen. Han skulle gerne få det bedre i løbet af et døgns tid.

Nå – jeg var hjemme kl. 04.30 – og jeg fik ingen søvn den nat. Gav væske 1 gang i timen og sad bare og kiggede på ham. Prøvede at lægge til, når de andre fik – men det blev ikke rigtigt bedre. Han åbnede munden ved patterne – men gabte helt op,og havde ikke rigtigt kontrol over bevægelserne.Så faldt hovedet ned og han faldt i søvn.

Et par timer senere observerede jeg hans udspilede mave nu var blålig. Inderlårene blålige……og da jeg tog hans bagpoter og holdte op på læben,var de iskolde. Så var min personlige klokke slået. Han skulle ikke mere! Hans blodomløb fungerede jo helt åbenlyst overhovedet ikke.

Ringede derned igen om morgenen, og sagde at jeg ville komme ned og får ham aflivet. Okay så…..?? Jeps, vi skal ikke mere, og jeg sagde at maven nu også var blålig.

Den nåede så faktisk at få normale farve inden vi kørte, og det udspilede forsvandt lidt – og han fik suttet 20 sek. hos hans mor. Men mavefornemmelsen var at det var skidt. Så vi kørte derned – og jeg tog de andre 5 med. De skulle dælme også lyttes på – tænk, hvis det var en kuldtendens – noget arveligt stads ?? Pfyh, der gik mange grimme tanker gennem hovedet.

Nina kiggede på ham, grundede lidt – og sagde så : Jeg tror ikke det bliver godt, det her……Han kan måske godt leve et par dage til, men hvorfor ?

Lige præcis mine tanker. Selv om han havde haft en opblomstring, var han så markant anderledes end en alm. rask hvalp, at det skulle der ikke eksperimenteres med. Han blev aflivet – og vi aftalte han skulle obduceres. Jeg ville gerne vide, hvad det var.

De andre 5 blev lyttet på – og alt fuldstændig normalt. PUHA – det var en lettelse. En ting er at miste en hvalp -men at der skulle være noget med alle, er jo slet ikke til at bære.

Han blev obduceret, og diagnosen var persisterende højre aortabue. Dvs sige at det blod hjertet pumper ud i kroppen, i stedet bliver ledt tilbage til hjertet. En konstruktionsfejl. Så det tror da pokker han blev blå og træt. Han fik jo slet ikke det ilt han skulle ud i kroppen. Så godt han fik fred. Det forløb var som det skulle være.

Ikke arveligt – og man ser af og til der popper sådan en misdannelse op i et kuld. Altid bare en enkelt, og det kan ske hos alle racer.

Jeg synes processen var hård, hvor jeg kæmpede for at få ham til at spise og var bekymret. Men da først beslutningen var taget var jeg helt afklaret med det og i ro med det. Første gang jeg prøver at må få aflivet en hvalp – og det er jo egentlig ganske heldigt med 9 kuld og 10 år på bagen.

De andre 5 har det fremragende og vokser og vokser, og begynder at kunne møve sig mere rundt. De bliver 1 uge i morgen – og de 4 har allerede fordoblet fødselsvægten – den 5. er lige på trapperne.

Jeg smider billeder i galleriet senere – nu skinner solen her efter en lidt grålig dag, så nu skal vi luftes 🙂