Det har været hårde dage her i huset – og helt ovre er de vel ikke endnu.

Nu er det lige 5 min. i sengetid her, og jeg sidder og roder med hjemmesiden. Har fået lagt de nye små I hvalpe på hvalpesiden – og vupti, så forsvandt A kuldet. Det var bare væk ???

Nå – mig genskabe og begynde at udfylde – og så var B og C pludselig væk. Det foregår i html, så måske jeg ved en fejl har fået markeret noget og slettet……..SUK.

Nå – nu er C kuldet genskabt fra bunden – så må jeg nuppe de andre i morgen.

Alle 5 hvalpe er nu flyttede til nye hjem – og sendt ud i livet herfra. 5 dejlige hvalpe med masser af power, godt humør og party. De har været en fornøjelse at have her. Det har været super intenst – hvor jeg først sov ved siden af dem 3 uger, og hver gang de var vågne sørgede jeg for at lægge dem til. Jah – så var der et par kriser undervejs også, hvor der skulle kæmpes lidt – men vi har klaret det hele. Dejlige, dejlige små vapsere……..

Det er hårdt at skulle af med dem. Jeg har levet intenst med dem 8 uger 24/7. Jeg tager stort set ingen steder når her er hvalpe – det er kun lige ud at handle og lign. Så det er svært at give slip.

Dejligt det er 5 super hjem de er flyttet til – hvor de er ventet med længsel og hvor en hund ikke bare er “en hund”, men et familiemedlem som man møder nede i hundehøjde også.

Jeg kunne godt have undværet at måtte aflive Gimli oven i. Men sådan måtte det være. Han kunne ikke mere 🙁

12 år og 12 dage – hvilket er ca. 6 år mere end dyrlægen, der gav han spondylose-diagnosen havde spået han ville få.

Gimli har kørt for nedsat kraft siden han var 4 år – pga sin spondylose. Bortset fra 1 grimt år på smertestillende – så har han været glad, fro og super sej. De seneste 3-4 år er der så kommet gigt i forbenene til – oven i den stive ryg. Han fik metacam – og for ca. 1½ år siden var det ikke længere nok. Han var halt og tydeligt sur og havde smerter.

Mig ringe til dyrlægen – jeg var bange for den frygtede dag var kommet. Hun havde dog et andet præparat vi skulle prøve og han kom på previcox, som er mere målrettet gigt.

Det var godt – han gik langt bedre og blev mere glad. Det har han kørt på 1½ år. Blevet stort set døv og med meget nedsat syn. Turene gik ikke længere stærkt – men han gik med 2 * 1,5 km hver dag – og var glad også. Hver dag fandt han legeting vi skulle ruske i – og konstant på lur for at score godbidder.

De sidste 4 uger er det gået meget ned ad bakke. Noget som hvalpegæsterne også har konstateret uafhængigt af hinanden.

Han gik stadig med på ture……men var blevet noget vakkelvorn bagtil. Ikke særligt god balance og begyndte at snuble. Både fortil og bagtil. Hvor han tidligere har været en del sur, når han lå og hvilede og viste tænder af de andre hunde, når de kom for nær – stod han nu helt af. Var passiv – ikke sur, ikke glad – var bare.

Stadig meget glad for mad – men den daglige leg var slut.

Den sidste uge her stod han mentalt af det meste af tiden. Lå på samme spot på gulvet. Når jeg satte mig og kælede for ham og talte til ham, var der ikke rigtigt nogen reaktion. Hvor han tidligere logrede og “snakkede” og bad om mere – stirrede han nu ud i luften. Jeg analyserede han blik som lidt “på vagt” – min fornemmelse var det gjorde ondt et sted. Hvalpegæsterne opsøgte han ikke – det plejer han. Konkret bl.a. nogle gamle hvalpekøbere han ELSKER……..Han gik hen til dem, men stod igen og kiggede ud i luften og virkede som om han var “stået af”.

2 gange denne uge tabte han bagkroppen på tur – og vaklede bagefter, som havde han været i narkose.

Nej, nu gik den ikke mere. Det var en lang weekend til jeg kunne ringe til dyrlægen og få bestilt en tid. Mandag fik jeg en tid tirsdag.

Hvor er det mærkeligt at se på sin hund – og vide man har planlagt den skal dø i morgen. Hele tiden lurede jeg på om der var små tegn, så jeg kunne droppe planen. Det var der ikke umiddelbart.

Dagen oprandte – og så kom han med en ting og ville lege. Ohhhhh 🙁 Gik med på tur – men gik skidt,og tabte også bagkroppen. Virkede dog mere til stede mentalt.

Han var glad da han fik snor på og vi gik til bilen – der skulle ske noget!!! I gamle dage var vi 2 på mange ture sammen. Han kiggede dog tomt ind da jeg åbnede døren – han havde ikke en chance for selv at komme ind, så han blev løftet.

Glad ind til dyrlægen – og hun anviste vi skulle ned til det bageste rum. Vi gik foran – og jeg “så” ham da med hendes øjne. Han gik af sted med vaklende bagben – ramte mine ben et par gange, da han slingrede.

Vi havde aftalt hun skulle gå ham igennem, og syntes hun jeg var forkert på den – skulle hun sige det. En sidste chance skulle han have.

Det syntes hun ikke – tværtom. Jeg kælede for ham,da hun mærkede ham igennem – og han stivnede totalt da hun nåede lænden. Ohhh, han her ondt her, sagde hun…..Ja, det kunne jeg godt mærke. Det var skidt.

Så det var spondylosen der fik ham i sidste ende ………og ikke gigten i forbenene, som jeg troede det ville være.

Jeg havde fyldt lommerne med frolic – og de kom nu frem. Det samme gjorde hans ører – og iver. Det her var godt – han inhalerede den ene kvarte frolic efter den anden. Total tæppebombning er godbidder. Imens fik han en sprøjte at sove på.

Han blev træt med munden fuld af frolic – og tog 2 skridt hen mod mig, der sad i skrædderstilling på gulvet. Han lod sig vælte på siden ned på mit skød med ryggen mod min mave. Jeg slog armene om ham – og han lagde hovedet på min arm. Der faldt han i søvn – og var hurtigt helt væk.

Jah – og så fik han den sidste sprøjte, og var død inden den var trykket i bund.

Jeg er en garvet dame ud i hunde på mange måder – men det er den første hund jeg har sagt farvel til. Helt klart noget man aldrig vænner sig til, men jeg havde været meget spændt på om jeg kunne klare det og være der 100 % for ham. Det kunne jeg.

Men det var sågu noget af et par dage – at sende 3 hvalpe ud i verden mandag, 2 stk. tirsdag formiddag – og så tage ned til dyrlægen med ham til kl. 15. Jah – kl. 18 stod jeg på træningspladsen og underviste.

Helt bedøvet. Det hele var vældig surrealistisk.

Jeg var selvfølgelig ked af det hos dyrlægen – der løb tårerne. Det gjorde de også i bilen hjem. Men også afklaret – det VAR nu.

Mange siger man føler lettelse bagefter. Det gør jeg ikke – jeg savner ham bare.

Men livet går videre – og lige pt har jeg tilmeldt nogle prøver bare for at blive holdt til ilden og få trænet mine piger. Der er også en del der skal ordnes i hus/have – som er blevet forsømt lidt efter 2 mdr med hvalpe.

Der er masser af super tilbagemeldinger fra hvalpene – det går godt over hele linien. Det er KÆMPE glæde at følge med i.

Der vil komme mere herom senere.

De små er nu lagt ind på hvalpesiden og de får også hver deres mappe i galleriet. Tænker jeg er igennem det hele i morgen, hvis ikke hjemmesiden driller for meget 🙂 Den har været lidt styg til aften 🙂

Gimli på hans 12 års fødselsdag – som var d. 15. juni.