Nu er maj ved at være slut, og det samme er en marathon-omgang med prøver og diverse hundeaktiviteter. Weekends booked op med faren rundt med 180 i timen.

Jeg er ikke 29 mere – og jeg synes maj har været hård i år. Den er altid hård, men i år har det været på grænsen af, hvad jeg syntes var behageligt.

Vi sluttede med rallyprøver i Vipperød i går, arrangeret af Islandsk fårehundeklub. Deres prøver prioriterer jeg som regel at komme til. De kører altid super, med en fantastisk stemning. I går var ingen undtagelse.

Det var varmt i går – og meget, meget lummert. Jeg førte mig helt opkørt allerede inden jeg var færdig med at slå et telt op. Jeg plejer ikke at have telt med, men jeg kunne godt se hundene måtte ind i skygge. Så slæbe frem/tilbage – og pfyyyyyyyyyh, følelsen af ikke at være 29 år mere, kom da lige bragende.

Hundene havde det også varmt. Derudover var Prima i løbetid ( er pt ) på dag 9 og ved at nærme sig noget ret HOT også på anden vis. Hendes første løbetid – så jeg aner jo ikke, hvordan hun reagerer på det. Mandag var hun i starten – og der arbejdede hun super ifm Rallydysten. Men det gjorde hun så ikke i går 😀 Min lille fokuserede hund, var godt nok distræt og ville meget gerne snuse til alt. Den tendens har jeg også set de sidste dage på lufteture, hvor hun plejer at hænge ude foran, og bide Fanny i kraven og lave en masse fest. I disse dage tusser hun rundt lige omkring mig, og skal have næsen i ALT simpelthen.

Sådan er det – det hører med til at have tæve. Heldigvis har der ingen sarthed været op til.

Det var hårde odds i går – og jeg vidste det godt. Varmen, løbetid osv – ikke de bedste betingelser.

Men nu var vi meldt til – og det er også vigtig info at se, hvordan især Prima, reagerer når forholdene ikke er super gode. Hun meldte sig ikke helt ud – hun kunne fanges ind, når opmærksomheden forsvandt fra at arbejde, men det var op ad bakke, og sådan har jeg aldrig oplevet hende før. Men det er god info.

Casey gik en super første rallybane – med super flow og absolut ingen stress og kun et lille vov. Fed følelse – men vi mistede godt nok en øvelse + ommeren på den – og så var der lidt småting. Det var bakke på højre side, hvad vi ellers har klaret fint før, men pludselig var det svært for hende. Det må bare under lup igen.

til 2. prøve kunne hun ikke mere – og efter nogle skilte gav jeg op og gik ud. Jeg havde tænkt hjemmefra at 2 prøver nok var for meget for hende, og det lærte jeg nu at det er det. Det kan hun ikke.

Casey har jo en hjerneskade efter borrelia + 8 tilbagefald. Efter dette boede hun stort set 2 år bag min seng – og aflivning var på tale. Det var som om hun havde mistet al sit sprog – både ift de andre hunde og mig. Hun forstod ikke hundene – eller mig, og blev voldsomt usikker og angst i helt almindelig situationer. En rigtig lang ronaxankur + bittesmå opgaver ( bare en sit f.eks ) vendte bøtten og langsomt er hun kommet tilbage til noget der ligner en normal tilværelse. Jeg tænker ikke længere over i hverdagen, at hun er syg. Hun er heller ikke SYG mere, men hun har nogle men hun aldrig kommer over. Hun kan ikke lege med mig mere f.eks – og hun sover rigtigt meget ift de andre hunde. Men hun er glad og tryg, så der er ikke noget der er synd.

Hun er glad, når vi træner – og derfor gør vi det. Men hun kan ikke træne ret længe ad gangen. 10 – 15 min – så begynder øjnene at flakke og hun kan ikke holde fokus. Så det er med at stoppe inden hun når dertil.

Jeg tænker det som at jeg har et åbent vindue at arbejde i – og det skal ske i det tidsrum, ellers så er løbet kørt. I går fik vi testet om 2 min – pause – og 2 min senere igen kunne gå. Det kunne det ikke. Men de første 2 var super gode 🙂

Det er også vigtigt at time opvarmningen. Hun har brug for lidt opvarmning- ellers er hun for speeded. Men endelig ikke for meget – for så går vi ud over de 10 – 15 min hun kan klare at koncentrere sig 🙂

Det er de vilkår vi arbejder under – og det kan være lidt svært, når man har f.eks 3 hunde med i byen, som i går. Men der er ikke noget, der er så svært man ikke bare kan stoppe – så det får vi det bedste ud af. Jeg er slet ikke i tvivl om hun elsker at træne – og når det går godt, går det SUPER godt.

Donna var lidt påvirket af varme og misforstod et par ting, men ellers er hun jo det gode, stabile kort. Hun leverer altid ved kasse 1 – uanset vind, vejr, omgivelser osv

Fantastisk hund – absolut, men det har også taget 10½ års kontinuerligt samarbejde at vokse ind i hinanden på den måde. Vi kender hinanden ud og ind, os 2 – og har en pokkers masse oplevelser og erfaring i rygsækken. Som ung var hun bestemt ikke helt nem 😀

Det tager tid at forme hinanden – og det er vel egentlig den proces, der er fed ??

Jeg tager billeder af præmier, rosetter m.m. og flasher – og det er skønt med præmier. Men den helt store gevinst er den samhørighed, forståelse og kommunikation man kan opnå. Jeg er lykkelig når jeg går med mine hunde, og vi smelter sammen til en enhed – det er den følelse, som er drivkraften.

Jeg synes det er topspændende at lære mine hunde at kende, forstå hvad der ligger bag deres adfærd og møde dem et sted, hvor vi begge synes det er fedt 🙂

Den som jeg træner mest med pt er faktisk Fanny – og det har det været et stk. tid. Helt mærkeligt at hun ikke skulle med i går.

Men nu skal vi på LP kursus om 1½ uges tid. Det glæder jeg mig til – ligesom vi er startet til træning igen hos Johanna. Der arbejdede Fanny ret godt sidst – og stabilt – så det er topfedt at være i gang med noget LP igen for alvor.