Jeg havde ellers besluttet mig ikke at gå op i brugsprøven i dag. Vores apport var pt i stykker – og selv om der var god fremgang, så var den ikke færdig. Det ligger i mig ikke at stille op, hvis jeg ikke føler det er top super.

Det førte faktisk til noget selvransagelse – hele den situation. Et emne, tankerne har kredset om længe uden rigtigt at få fat.

Men here it goes………..

Nu har jeg trænet hunde i 12 -13 års tid og gået til prøver. Gennem årene har noget ændret sig. Eller – mange ting har ændret sig. Man får jo en masse erfaring, prøver en masse, får nogle totalt opture – og nogle nedture. En ting, der afgjort har ændret sig er, at angsten for at fejle er blevet større.

Det er gået godt en del gange, og forventningerne bliver større. Både andres og ens egne. Jeg hører ofte “ork, det klarer du sagtens” – og lign.

Men sandheden er, at selv om man har stået øverst på skamlen flere gange og har et hav af titler, så driller tingene altså også til tider.

Jeg synes en del ting har drillet på det seneste. Det er ikke bare en tur på klasse 1 her, hvor er jodles rundt fra den ene sejr efter den anden. Der skal i den grad kæmpes også til tider – og måske allermest med en selv.

Konkret har jeg jo haft et mål om at komme op i en begynder B prøve med Prima, og jeg meldte til for ½ år siden ca. sammen med flere på mit hold i belgierklubben. Men så begyndte tingene at drille. Prima haltede af og til – og jeg fik hende røntgenfotograferet på kryds og tværs. Intet kunne dyrlægerne finde. Men flere gange haltede hun pludselig på det ene forben. Hver gang var det 1 uge på smertestillende og holde i ro – og det hjalp. Men vi har misset megen træning på den konto – selv om både hun og jeg gerne ville. Efter 8 !!! mdr kom der så pludselig en byld ovenpå poten – og en 1½ cm lang torn viste sig nede midt i. Den fik jeg gravet ud – der var hun lidt over 1 år. Siden har hun ikke haltet – det er den, der har siddet dernede og lavet ballade al den tid. Torne kan ikke ses på røntgen :/ 4 gange har vi været til dyrlægen……..

Kort efter den kom ud – en uge eller lign – gik hun i løbetid. Der gik vi til rallyprøver – og det er fint nok, for så lærer man hvordan hun reagerer i den situation. Hun var meget ukoncentreret og gad faktisk ikke rigtigt noget. Helt anden Prima, end jeg ellers kender. Men sådan er det………….løbetid kan vælte selv den stærkeste. Så ingen træning igen i lang periode……..og vores begynder B nærmede sig hastigt. Jeg ville ikke kode noget forkert – så hellere undlade at træne. Så vi har været ude og gå 5 skridt fri ved fod og så leget en masse.

For ca. 14 dage siden var hun så “back” og glimtet i øjnene var retur, efter 6 ugers “efterløbsfniller”. Nå – så i gang med at træne til brugsprøve – og BUM, ville hun ikke tage apporten 😀 😀 😀 jamen, heldige har vi da ikke været………

Tænkte at jeg ville trække mig. Det var uoverskueligt og risikoen for at fejle var enorm.

Min søn syntes jeg var åndssvag – og hvad så, hvis det går skidt ?? så lærer du noget af det………og mine “jamen” blev skudt totalt ned. Han havde selvfølgelig helt ret.

Selvfølgelig ville det være fint at komme programmet igennem, for jeg kender det ikke på egen krop. Kun på skrift. Hvis man synes LP er stift, så ganger man lige med 100, så har man IPO. Godbidder er forbudte – også i lommerne. Man må intet have på sig. Man må ikke være på pladsen, inden man skal op ( uha, det var svært sidst ), man må stort set ikke rose sin hund. Kun enkelte gange sige “dygtig” i neutralt tonefald og klappe den en gang. Det valgte jeg at smide nogle points på i dag – og sige dygtiiiiiig til min hund.

Det var sindssygt lærerigt at prøve. Hele processen har været vildt lærerig. Og det er jo vigtigere med liv, lyst, engagement og passion – end points og at vinde. Så præstationsangsten blev pakket væk, jeg tog af sted – og så frem til mødet med noget helt andet.

Jeg lærte i dag, at min lille hund har så meget arbejdspower, at hun gerne arbejder et helt program uden godbidder, og uden at blive mere langsom, ukoncentreret eller lign af det. Det har vi også trænet på fra start – at forstærke selve det at arbejde. Hun var SKIDE god faktisk.

Der overskred jeg en grænse – arbejde uden godbidder ???? Folk må have spist søm. men hvis de har lært det fra små, så er det ikke synd. Det er synd at omkode en 4-5 årig hund, der har en etableret forventning om godbidder.

Jeg lærte hun kan meget mere end jeg tror. At hun godt nok er en collie – men overhovedet ikke blev trukket for for langsomt tempo – hvilket flere af de andre gjorde. Tværtom blev hun rost for sit fokus og hurtige reaktioner.

Det er et svært program, hvor mange ting skal spille – hun løste det flot. Kun apporten gik ikke godt – dog en del bedre end for 10 dage siden. Hun løb faktisk ud og løftede den 650 gram tunge apport op, tog 3 skridt retur – og smed den så. Det er fremskridt 🙂 men da hun ikke bragte den retur, var det 0.

Vi bestod prøven, da resten var godt. Med 70 points- over 70 er bestået.

Det er sjovt at se folks reaktioner efterfølgende. Mange siger tillykke – men flere valgte at hæfte sig ved det der IKKE gik godt. Ejjjj, det er synd med apporten. Tager du så prøven igen ??

Næh – hvorfor skulle jeg dog det ? Den er bestået ?? Den kommer igen næste år i AB 🙂

Men det er faktisk tanker jeg selv kunne have, og øver mig i at lægge væk. At tilstræbe det perfekte. Men jeg øver mig i at se på det gode, fremfor fejlene. Dyrke glæden, fremfor behovet for kontrol.

Det er en farlig sti at gå ud af, at tro man er så god, man ikke kan lave fejl – og have en oplevelse af at alle nok forventer man præsterer igen og igen i top. Det kan da godt være nogen forventer det – og hvad så ??

Den forestilling tror jeg kan ødelægge meget. Mest af alt ens åbenhed – bl.a. over for nyt stof, for sin hund og for sig selv. Man bliver på sikre stier og gentager det trygge. Det nemme for mig var bare at lave rally de næste mange år. Det har jeg fået rigtigt godt tjek på, og det er hjemmebane.

Netop derfor har jeg valgt at gå andre veje nu – for nye udfordringer er et “must” for ikke at kreativiteten og motivationen ryger.

Det har været en energibooster af den anden verden, at træne brugsarbejde og møde helt andre mennesker at mingle med. Alligevel svigtede modet her nu her og jeg var tæt på at melde fra 🙂

Og sådan er det tit. Føles tingene ikke lige HELT rigtige – så trækker man sig. Det er den manglende åbenhed – og behovet for kontrol, fremfor udgangspunktet omkring at lære noget, tror jeg.

Tingene drilller for os alle. Dem der kommer langt, er dem der tager tyren ved hornene, erkender ting er svære lige nu og arbejder sig igennem. Det nemme er at give op.

Jo ældre man bliver i “gamet”, desto sværere bliver det. Men man skal turde satse, tror jeg – og aldrig være bange for at fejle. For fejl laver alle.

Mest af alt nyde alle de gode ting – og hundetræning er jo først og fremmest SJOVT. FEDT at mærke samarbejdet og når vovse forstår hvad vi vil.

Men nemt er det ikke – og det bliver ikke nemmere, desto ældre man bliver 🙂