Man får ikke lov til at hvile på laurbærrene herhjemme.

De sidste par uger har Silver ikke haft et så godt. Virket diffus og været ret vaklende i sin bagpart. Han bliver så også 13 år her til november, så hans timeglas er nok ved at rinde ud. Han havde konkret et par dage sidste uge, hvor han var rigtig skidt, og jeg tænkte at nu var det “nu”. Men det er han ovre igen, og jodler glad rundt og går tur 4 km hver dag.

Donna blev 12 år her d. 8 okt. – så derfor tog jeg begge de gamle vovser med til tjek hos dyrlæge Martin. Et seniortjek. Donna virker så til at have det fint – bortset fra hendes syn ikke er så godt mere. Hun har tydeligt stær på øjnene – men hun er fit og glad og går gerne 5 km turene med de yngre hunde.
Silver har dårlige nyrer, var dommen – og lige pludselig vil de stå helt af. Men han er glad og tilpas nu – så vi tager en dag ad gangen. Jeg fik ny recept på smertestillende med hjem.

Jeg troede det var gigt, der gjorde han var vakkelvorn – men det er simpelthen tab af muskler, hvilket sker når nyrerne ikke fungerer godt.

Donna blev tjekket grundigt – og hun fik også taget blodprøve med blodprofil osv. HVIS nu hun havde noget nams med f.eks nyrerne – så ville jeg måske kunne nå at sætte ind med diætmad osv. Martin fandt også at hun har noget stær på øjnene – og ofte er det tegn på der er noget med de indre organer, forklarede han. Silver har også en del stær – og i hans tilfælde er der sammenhæng. Det er der ikke i Donnas. Hendes blodprøve var fin – alt var simpelthen topsuper. Hun blev grundigt gennemgået i sine led – trukket, bøjet, strukket og trykket i ryggen. Han fandt INTET. : ” Okay, det her ville jeg godt nok ikke forvente at finde hos en hund på 12 år – hun er i overraskende god form”.

Så vores ryg og core-øvelser har i den grad været gode! Så kan vi selvfølgelig snigløbes af andre ting – men pt har hun ikke videre gigt og er smidig og fleksibel. Det er en gave!

Vel hjemme fra dyrlægen bemærker jeg så en lille sort hund, der vasker sig lidt rigeligt – og kan det være………….???? YES, Prima er kommet i løbetid!!!

17 mdr har jeg ventet – og det skyldes helt givet den tarmdrejning hun havde – at kroppen ikke har haft overskud til at skulle “lave” hvalpe – så løbetiden er udeblevet.

Prima har det fantastisk nu ( som tidl skrevet ), og nu kvitterer kroppen så med at være klar til at reproducere sig.

Jamen, så er alle planer om efterårets træning og prøver skrinlagt – på minuttet. Nu er der barselsorlov – og alle sejl sat til for succes. Vi har været i Ølby igen i dag og få taget bakterietest – at floraen er som den skal. Har jeg aldrig fået gjort før, men jeg har stort behov for at gøre mig umage nu.

Farmand skal være Bobby – og han står stand by 🙂

Så er det bare at krydse alt, hvad krydses kan – og håbe på et kuld dejlige, glade og livlige julehvalpe 😀