Så er vi landet på dag 53 i Primas drægtighed. På lørdag skal vi til dyrlægen og have sidste herpes-vaccine, og derfra har jeg barselsorlov. Ingen aftaler eller lign. – jeg skal kun være hjemme ved hende.

Lige pt synes jeg maven vokser dag for dag. Hun er ved at være ret stor nu – og når hun ligger på siden, kan man se de små sparker og mosler rundt derinde. Det er altid super fascinerende at sidde og iagttage. Hun er fyldt op med hvalpe – de er “all over” – helt nede fra mellem bagbenene til op under ribbenene. Jeg er spændt på om vi nøjes med de 7 dyrlægen så – eller også er det bare nogle meget aktive af slagsen – som futter en masse rundt 🙂

Prima selv tager det totalt cool. Jeg kan huske andre tæver i huset – bl.a. Summer. Når de små begyndte at sparke røg hun op, og kiggede fovirret på maven. Hvad var nu det ??? Og ja, hvor skulle hun vide det fra ? Det er da mega mærkeligt at noget rumsterer i maven.

Prima er bare totalt i ro med alt – som altid. Den hund har et overskud, der siger spar to <3

10 dage til fødsel ( efter bogen ), men stadig alt for små til at overleve. En ting er størrelsen, noget andet at tæven til slut udskiller nogle hormoner til dem, som skal gøre deres lunger klar til selv at trække vejret osv. Det er givet heller ikke sket endnu. Man siger man skal forbi dag 56 for at hvalpene kan overleve.

Summers H kuld blev født dag 55 – alt, alt for tidligt. Men der måtte akut kejsersnit til, da en død hvalp derinde forgiftede fostervandet med coli-bakterier. Mor fik meget høj feber akut, og vi ilede til dyrlægen, som kunne se hjertelyden var skidt på de små. Så ud måtte de – og sandsynligvis ville de ikke overleve. I den situation må jeg være ærlig og sige, jeg er helt ligeglad med hvalpene. Det er tæven, det handler om – og Summer jeg var bekymret for.

Prøver viste da også Summers hormonnivueaer slet ikke var til, at hvalpene kunne overleve. Nå – summa summarum – det gjorde de, men jeg har sjældent knoklet så hårdt. De vejede 100 – 130 gram – og alt var gået som det skulle, til bakterier pludselig forgiftede fostervandet, så det er nok den vægt man må forvente på dag 55.

Det er ½ str og også derunder ift hvad man gerne vil have en nyfødt colliehvalp vejer. Så den sidste uge er der eksplosiv vækst. Prima må ende med at ligne en strandet hvalp, når jeg ser hvor stor hun allerede er.

I går var hun i bad, og fik klippet bukser og mave – så vi kan se, hvad vi arbejder med til fødslen. Derudover kan de lange hår snor sig om en hvalpehals, således at hvalpene kan hænge fast i mor, når hun springer ud af kassen. Det skal vi ikke have noget af.

Jeg er mega spændt – hun var en drøm der gik i opfyldelse, da jeg fik hende – og nu kommer der flere små drømmehunde. En blanding af hende og Donna ( gennem Bobby ), er virkelig en drøm, der går i opfyldelse.

d. 6 dec var hendes faster oppe til sidste og afgørende prøve med sin blinde ejer. Faster Nouki har boet et par år hos Johanna, som selv er svagtsynet, men arbejder med at uddanne blindfører-hunde. Det tager lang tid – år. Hun har lagt hele basis – og tidligere i år flyttede Nouki så ud til sin nye ejer, som hun skal arbejde for i hverdagen. De bestod prøven med bravour og hun er nu certificeret blindeførerhund og arbejder som en sådan.

En collie, som blindeførerhund ? Jeg ville ikke have troet det var muligt, før jeg selv så det – og mødte hundene dernede. Man faktisk er Nouki den 3. eller 4. Boppi ( hundene fra Bopparder Hamm ), som bliver dette. Prima har en moster også, som arbejder sådan – og en fætter. Jah – og Johanna er nu i gang med at uddanne den næste.

Jeg er fuld af beundring for Verenas avlsarbejde. Hendes opdræt er mentalt stabile collier, som jeg aldrig har set tilsvarende. De besidder en indre ro, som er fantastisk og hviler i alt de gør. Jeg har udsat Prima for alskens ting – åbne vindeltrapper i metal, elevatorer, markeder m.m. – hun fører altid an foran mig, og synes det er super spændende det hele. Glad hale og stor oplevelsestrang. Så vender hun sig lige om engang imellem – “Er du med ?” Yes, det er jeg – og så er hun på vej videre igen. Jeg har endnu ikke set hende udvise “uha” ved noget som helst – jeg tror slet ikke det bor i hende.

Typisk så elsker hundene dernede også bare mennesker. Glemmer ikke da jeg tilbragte en dag der, og særligt Primas farmor Donna hele tiden ville kontakt og bare var SÅ glad for man var der. Ikke overgearet – stille og roligt, men nøjs, hun ville os gerne. Hun er til dato den mest imponerende collie, jeg har mødt. Udover sit utroligt søde væsen, har hun også et hav af titler – bla IPO3 – og hun er besøgshund for børn.

Det siges ofte at de der “brugshunde” er nogle skarpe nogen – men min erfaring er den modsatte. De gode af dem har super sociale kompetancer og hviler utroligt meget i sig selv.

Jeg var lykkelig, da jeg fik lov at købe Prima – for hvalpene dernede sælges rundt i hele Europa til ekstremt dygtige hundeførere. Endnu mere lykkelig, da jeg fik at vide hun var en kopi af farmor Donna.

Hun mere end lever op til forventningerne – og nu indfries næste drøm. Nemlig afkom med dels hendes gener – og Donnas.

Nu skal vi bare have overstået fødslen – og jeg krydser alt for det går helt efter bogen. Og så kommer den gode tid. Jeg ELSKER at have hvalpe!


Primas faster på arbejde – jeg er så imponeret.