Første indlæg i det nye år.
Nytåret er overstået – og godt overstået. Nytår har aldrig sagt mig det vilde. Hverken de vilde abefester, nytårskrudt eller hælde en masse mad i hovedet. Julen har dækket behovet for mad, hygge og selskabelighed. Så jeg synes det er så skønt, når hverdagen kommer igen!
Et festligt højdepunkt, var dog meddelsen om Årets Hunde, 2016. Det kan man læse mere om i “News”. Jeg var godt klar over vi havde haft et godt år herhjemme – og også at nogle hvalpekøbere havde givet den flot gas. Men man ved det aldrig, før mailen tikker ind. Der kan være resultater der ikke er reg. på hundeweb – eller detaljer der er overset. Men sikke en super dejlig overraskelse.
Den kommer jeg til at lave højt på længe. Det bliver nok også nødvendigt, for tror ikke vi kommer det vilde på banerne i 2017 🙂 Hver ting til sin tid. 2013 var et rigtigt godt år – 14 og 15 mere stille med få prøver, og nu blev prøverne prioriteret højt igen her i 2016.
Dels er det et økonomisk spørgsmål, men når her er hvalpe, er der heller ikke tid/mulighed for at tage til prøver.
Men det var SKØNT at mærke at vi stadig kunne være med!
I år har jeg faktisk 10 års jubilæum. Noget, der pludselig kom til mig mens jeg vaskede op. Hvor er tid noget mærkeligt noget. På den ene side synes jeg den er fløjet af sted – på den anden side, er det jo VILDT så meget der er sket på 10 år.
Donna og søskende blev født i 2007 – og bliver dermed 10 år i år. Så 10 års jubilæum som opdrætter og 8 dejlige kuld på “bagen”. Håber at få 1-2 kuld mere med i den “statistik” inden året er omme.
Min første roset fra “Årets Hund” er fra 2007, hvor Gimli vandt stort flot rød roset, som opmuntringspræmie i LP1, idet han havde fået højeste pointtal. Dengang var Årets Hund-konkurrencen skruet anderledes sammen.
10 år med prøvedeltagelse – og hvert år med nogle af mine hunde, som “Årets Hunde”. Men erfaren ?? Nope, det er stadig frygteligt spændende hver gang jeg tager af sted. Særligt når det er ny klasse 🙂
Hundelivet er fantastisk spændende – der sker noget hele tiden. Jeg har på fornemmelsen jeg står lidt ved en – jah – hvad (?) Skillelinie er ikke det rette ord. Men der skal tænkes nogle tanker og tages nogle beslutninger om hvad skal ske fremadrettet.
Med huset fuldt af meget gamle hunde, vil der nok indenfor de næste par år opstå en mulighed for at købe en tæve ind “udefra”. Noget jeg længe har tænkt ville være et godt step. Men hvilken ?? Det er jo det helt store spørgsmål. Ser ind imellem kuld/parringer annoncerede, hvor jeg tænker det måske kunne være noget. Men når jeg gransker linierne, så finder jeg enten noget som jeg ikke synes er super – eller også mangler der en masse oplysninger, hvor hunde omkring ikke er sundhedsundersøgt eller mentalbeskrevet. Så kan det være det samme.
Jeg er sådan skruet sammen, at jeg kommer aldrig til at købe potentielle avlshunde hjem og så 1 år efter sælge dem videre, fordi det ikke var “det”. Flytter der en hund ind her, så er den flok og så bliver den. Ligesom mine gamle hunde……det er mine hunde. De bedste, mest loyale venner man kan have – de skal blive hos mig indtil de enten selv dør af alderdom, eller de er så skidte at det er mere synd at holde dem i live, end af aflive dem.
Så må de personlige ambitioner om en masse nyt og spændende vente. Men det er nu også helt fint med god tid til at kigge sig om og finde ud af hvilken retning vi skal i her.
Jeg er nu også ret glad for hvad jeg har 🙂 Har ofte sagt, at hvis man tog alle mine hunde og rørte sammen i en gryde med de egenskaber de nu har – så ville det være ret fantastisk.
Det er faktisk sket – i al fald hvis man taler avlshunde. Fanny er rørt sammen af Andrea, Donna og Honey – og Casey er faster til hende.
Jeg er ret glad for Fanny. Jeg har brugt meget tid på at tænke over, hvem hun egentlig ligner. Mange siger hendes amr. morfar, fordi hun har et udtryk over i det amr.
Men nej – jeg tror hun ligner mormor. Både af sind og udseende. Det falder ikke lige for, da de har forskellig farve – men tjek lige forsiden og se de to. (?) Jeg synes de ligner hinanden!
Af sind afgjort også meget!!! Men der er noget af Andreas “madness” med i pakken også 😀 😀 Farfar kan jeg ikke se i hende overhovedet.
Mens vi venter på løbetid, får vi trænet noget LP3 – og beslutningen om Casey er også taget. Det bliver Rally Championklassen. Jeg har ikke råd til at stille 2 hunde til LP prøver – så det blev den facet der afgjorde det.
Ahhh ja – og tricks. Dem træner vi for fulde drøn. Det er super sjovt!!
Fanny har lært at skamme sig – og at sidde i bamse. Nu må vi for alvor i gang med fp2 progammet og være lidt seriøse i stedet for at træne “pjat” 😀
Spændende weekend i vente med “hvalpepasning” af en voksen hvalp af huset – og LP træningsdate søndag med Marie og Marieanne.
