Blog Image

Lapinettes blog

12 dage gamle

Uncategorised Posted on Fri, January 03, 2020 20:19:53

Så har jeg lige fået brugt et par timer på at opdatere News siden – eller siderne. For nu hedder det jo 2020, så hele 2019-siden er nu flyttet til “2019” og arkiveret der, og så er det 2020 nyheder der opdateres under “News” fremadrettet.

Altid et arbejde, som imødeses med en vis spænding. Tænk hvis jeg får slette alle nyhederne fra 2019 ? Det er nærmest umuligt at genskabe – og jeg synes det er rigtigt sjovt og hyggeligt at have alle årene tilbage liggende.

Desværre er den første nyhed i 2020 så en trist en af slagsen. Mozarts familie ringede i går, og sagde det desværre ikke gik godt med ham – og de havde talt med dyrlægen og fået en tid i dag til aflivning ( de bruger Ølby, ligesom jeg selv ).

Jeg havde set det komme. Han var forbi til soignering i dec – for at være fin til jul, og der sagde jeg stille farvel til ham. Han havde samme fremtoning som Silver – ingen muskler, vakkelvorn – og et træt blik. Vi talte også om det ifm afhentning – at jeg syntes det var begyndt at gå kraftigt ned ad bakke.

Men 12 år og 3 mdr – så kan man ikke bede om meget mere. Selvfølgelig sørger man – det er forfærdeligt at måtte sig farvel. Når sorgen har lagt sig, håber jeg Mozarts familie kan være glade for ( og stolte af ), at de har givet ham sådan et langt, godt liv. Det er de færreste collier forundt, at blive så gamle.

Det er mig smerteligt bevidst, at nu er cyklussen fuldbragt. De sidste 12 år er der kommet nye hvalpe og kuld til – men 12 år er gået, og ringen er sluttet. Nu er der naturlig afgang i den anden ende, og det er naturligt, omend bestemt ikke særlig sjovt.

Inde i soveværelset er der til gengæld liv og glade dage – der er nye liv, som er påbegyndt. De er børnebørn til Mozarts søster – og sådan kører det hele i ring.

12 dage gamle i dag – og alle har fået øjne. De er stadig blinde, men man kan skimte små rosiner inde i sprækkerne. De er mere vågne, og der er mere liv i kassen nu. Lige som snart bliver det rigtigt sjovt. Så må kassen og hvalpe ind i stuen, så de ikke begynder at planke den.

De er meget livlige og vedholdende små str – og jeg havde lagt en video på FB af det. Efter et par timer fik jeg en video tilsendt af Verena ( Primas opdrætter ). Først var jeg aldeles desorienteret . Jeg ER træt pt – og har blehjerne. Op flere gange om natten osv slider – men jeg var seriøst forvirret. Hvorfor havde hun en video af mine hvalpe ????

En flok tricolour hvalpe (flere med hvide lår og store hvide kraver ) og zoble med hvide pletter på rumpen. Derudover samme adfærd, som jeg lige havde postet – MEGET ihærdige hvalpe, der jagter mor rundt for en tår mælk.

Men så kunne jeg se tæppet var en anden farve – og hundemors ben var helt zoble.

Har du stjålet mine hvalpe ?? spurgte jeg – men næh, det havde hun nu ikke. Det var Primas mor Ice med hendes seneste kuld ( de er ca. 5mdr nu ). Hun havde præcis samme dejavu-følelse,som jeg sad med. Udseendemæssigt, farveaftegningmæsssigt – og adfærdsmæssigt – totalt kopier.

Jeg må sige – so far – at Bobby ikke har sat meget præg på det kuld her. Det er en flok små Boppier 😀 Det bliver spændende at se, som de vokser op……..

Prima gør det så flot, og hvalpene vokser og vokser, og er stadig kæmpe store ift alder. Nu varer det ikke længe, inden de skal smage rigtig mad. Jeg synes tiden flyver.

Men jeg er træt – stjernetræt. Der har bare været umådeligt meget gang i den nu gennem en ganske lang periode.

Jeg har mange planer for,hvad jeg skal nå hver dag. Når jeg så kommer til aften, må jeg sande at det meste af tiden er forsvundet med at lufte store hunde ( de får gode lange ture ), og sidde i hvalpekassen. Så ovevejer jeg lige, om jeg burde vaske gulv der kl. 20.30 – men øjnene er tunge og tørre. Det er vist bare at nuppe en ekstra kop kaffe og så finde en seng. 2 timer senere er der fordringtid igen…………..og 3 timer efter det igen – og så er det morgen (kl 6. ) og så har vi en ny dag, som starter med lange lufteture…………

Alt planlægges,så de små lige er fodrede, når jeg tager ud med de store. Som at have en baby 🙂 Det har jeg jo sådan set også.

Af en eller anden grund, kan jeg ikke finde ud af lægge videoer ind her. Men så er her et link til en lille pige, der hver gang finder kennelmor på et klask og et skrig – og selv kan kravle op på skødet <3

https://www.youtube.com/watch?v=4Of2rfE4L_0



GODT NYTÅR

Uncategorised Posted on Mon, December 30, 2019 19:53:02

Så er det dagen før nytårsaften. I morgen er der en del gøremål, så det føles fint at skrive dette indlæg nu i lidt god tid.

Jeg vil ønske alle, der følger denne blog ( eller er landet her tilfældigt lige nu ) et rigtigt godt nytår!!!

Når man går ind i et nyt år, gør man sædvanligvis status over det forgange år.

Her i huset har det været et mærkeligt år. På den ene side super godt, på den anden side med en masse kampe, der skulle kæmpes.

For at starte med det gode først, så har hvalpene af huset i år slået alle rekorder ude på banerne. Min ambiotion med at have opdræt, er jo at lave nogle gode, mentalt stærke hunde – som også vil kunne klare sig rigtigt godt til hundesport, hvis man har de ønsker. Det har jeg jo selv – og jeg søger selvfølgelig at “lave” hvalpe, som vokser op til hunde, som jeg selv ville elske at eje. Mange hvalpekøbere har gennem tiden hørt mig udbryde :” Ejjjj, hende”ham skulle jeg dælme ikke have solgt!!!!” – og det er sådan det skal være 🙂 Også selv om jeg af og til må opleve øjeblikke af fortrydelse 😀

I år har Lapinetterne hentet 15 nye titler på banerne, og det er jeg vildt stolt over. En ting er at have ideer, visioner og ønsker for hvordan det kunne være. Det er så fedt at opleve det ske!! Vi har opnået følgende titler :

LP1 : Sheeba
RBM : Isabella, Icha
RØM : Isabella, Diva
DKRLCH : Fanny, Rammstein, Hera
RSM : Donna
BPB : Rammstein, Hera
BH : Madonna
NW1G : Isabella
DKCH : Donna
KLBVECH : Donna

5 championtitler på 1 år – det kan man bestemt også være stolt af.

Der har været nogle rigtigt flotte præstationer imellem her – og derudover har flere andre hunde af huset også været ude og hente 1.pind i rally og lign. Det er en fornøjelse at være en del af – og i hele taget fylder hundefamililen her rigtigt meget i min hverdag. Jeg ser mange hvalpe herfra hele tiden – de vaskes, passes eller kommer til træning – og jeg elsker det. På facebook er der daglige tråde i vores kennelgruppe – om stort og småt. Og det elsker jeg også. Fantastisk fint sammenhold vi har, synes jeg – med megen aktivitet.

Året slutter så med at der kommer et nyt kuld hvalpe til verden, og det er en drømme-kombination for mig. Så dem glæder jeg mig rigtigt meget til at følge fremover – og de mennesker der ender med at måtte ejes af dem 😀

Alle Lapinetterne er her stadig. Ingen er gået bort i år, trods ældste kuld nu har nået de 12 år og knap 3 mdr.

Der har også været megen tid tilbragt ude på det sorte af neglene. Det startede vel egentlig med tæverne var på vej i løbetid, og så fik Casey akut en styrtblødning. Vi gik i skoven, og jeg har aldrig set noget lignende. Det pulsede ud og lå i kæmpe streger efter os. Jeg skyndte mig hjem med hende, og både hun og jeg var fuldstændig smurt ind i blod. BABU dyrlæge – og jeg troede aldrig vi nåede derned. Det gjorde vi – men dommen var cancertumor på 6 cm. Nina og Anna lavede et fantastisk stk arbejde. hvor de dels åbnede hende, dels gik ind gennem skeden. De cuttede blodforsyningen til tumor, og underbandt blodkar. Håbet var den ville svinde ind. Den sad desværre, så den ikke kunne fjernes.

Og ja – Casey er her stadig, og det ser ud til den omgang slap vi godt fra. Men det var stygt med flere grimme blødninger efterfølgende også.

Mens Casey stadig blødte on/ off, begyndte Andrea på det samme. Det var en løbetid som udviklede sig ud over 3 uger, og det blødte mere og mere. Hun blev rigtig dårlig, og jeg måtte sige farvel til hende. Da hun var 11½ fandt jeg knude i et bryst, som jeg lod sidde, grundet alder. Det har klart bredt sig ind, så det også gav en cancer i livmoderen. 13 år og 5 mdr – man kan ikke bede om mere. Det var bare meget oven i hinanden.

Prima havde længe gået med on/off kvalme/mavesmerter. Jeg havde været ved dyrlæge omkring det flere gange – de kunne ikke finde ud af hvad det var. Den mest madsyge lille hund, fik pludselig kvalme ( altid om morgenen ) og stod så i buk efterfølgende. Jeg har brugt en formue på at søge at udrede det – men ingen svar umiddelbart. Jeg prøvede selv alt, med forskellig kost, tilskud osv – det gjorde ingen forskel. Pludselig væltede læsset og hun blev rigtig dårlig. Gik som hund på 12 år. Jeg tog til dyrlægen – 2 dage i træk – og stadig ingen svar. Om aftenen kunne jeg ikke mere – ringede på deres vagttlf og bad grædende om, at de skulle få mig ind hos en specialist dagen efter. Det var Martin jeg fik fat i – efterfølgende udnævnt til verdens bedste Martin. Jeg havde flere gange sagt til dem, det var som om der sad en prop/fremmedlegeme – men det var ikke umiddelbart acceptere. Han udbrød straks på min beskrivelse ” Der er sgu da en prop, Nette” – og ja, jeg glemmer aldrig den lettelse ved at blive hørt rigtigt. Jeg tog derned, hun blev åbnet – og det var en såkaldt tarmdrejning. Tarmen sad i klemme oppe i nogle ligamenter og var stort set lukket til. Da jeg efterfølgende spolede tilbage, må hun have gået med det 7-8 mdr. Det gør ondt at tænke på. Nogle dage/perioder var der intet at mærke, og pludselig fik hun så voldsom kvalme/smerter. Ingen ved hvorfor det er endt sådan……….Evt ved voldsom opkastning kan det ske. Det synes jeg ikke hun har haft. Måske har hun gået med det altid?

Jeg har fået en hel anden Prima efterfølgende. Den arbejdsiver og drift jeg havde mærket i glimt har jeg nu i fuldt flor. Hun er virkelig verdens mest fantastiske hund. Vi nåede lige at træne 1 måneds LP2 med god, rask mave – og debutere i det, så kom hun i løb – og resultatet af dette ligger nu i soveværelset og putter i et hundeuldssjal 🙂 Hun har båret drægtigheden så flot, og klaret alt super. Men sikke et frustrerende forløb det har været inden vi kom i mål.

Mozart var forbi til vask ( Donnas bror – nu 12 år ), og som altid undersøger jeg dem lige, når jeg har dem. Han ene testikel var dobbelt så stor som vanlig, og den anden føltes som en gang bobleplast. Testikelcancer – jeg var slet ikke i tvivl. Han blev kastreret og efterfølgende erklæret rask. Også et forløb, hvor jeg levede med på sidelinien.

Aslan var forbi til vask – og øj, han var pludselig tynd, syntes jeg. Det syntes familien også – og da han kort efter blev meget intolerant var det dyrlæge. Det var Martin igen – som først snakkede om cancer, idet levertallene var påvirkede og de røde blodlegemer lave i antal. Han skulle retur næste dag til videre undersøgelser fik jeg refereret. HUH – få ham tjekket få flåtsygdomme, sagde jeg – lige præcis det der viste Caseys blodprøve, da hun havde borrelia. Og ja – det var hvad det var. Anaplasmose godt nok. Men heldigvis ikke cancer. Men Martin var meget bekymret, for hans tilstand var meget ringe. Fam lå i flytterod, så jeg tog Aslan herhjem til pleje og pasning. På 14 dage fik jeg smidt 2 kg på ham – og det blev starten på en lang vej tilbage til et godt liv igen. Hjemme igen ville han ikke spise, og han var super intolerant. Intet overskud overhovedet. Jeg tilrådede kastration, idet han altid har været noget hormonpræget – og det blev nok det, som reddede livet på ham. Han fik ro i hovedet, kunne koncentrere sig om at spise – og fik huld på kroppen, så den kunne blive rask. I dag har han det super – meget også meget frustrerende forløb.

Så har der været forskellige andre ting også, men de her har fyldt mest. Alt er endt godt! Og det er jo super godt.

Det er som eventyrerne – den ene grimme drage efter den anden skal nakkes, men klarer man det vinder man prinsessen og det halve kongerige – eller måske bare ro i sindet og afklaring.

Det her år har været kompakt – med ting hele tiden at forholde sig til, og kampe at kæmpe.

Men det som er så fantastisk at opleve, er at vi gør det ikke alene. Vi er sammen om det – og alle bidrager med, hvad de kan. Lapinette-familien kaldes de/vi i daglig tale – og sådan opleves det.

Livet går op, og det går ned – det er et vilkår. Men det at altid kunne dele tingene med ligesindede, er en gave.

Jeg oplevede i år, at da jeg kørte i fast rutefart til dyrlæge med Casey, Andrea og Prima – at der samlede hvalpekøberne ind og gav mig en pengegave som tilskud. Jeg tror aldrig jeg har oplevet at være så mundlam og rørt.

Her op til jul har jeg modtaget et væld af pakker og gaver til at forsøde tilværelsen med. Jeg føler mig utroligt heldig – og taknemmelig! Verdens bedste hvalpekøbere – de er her i huset! Tak for jer!

Det var også i år, jeg fik et drivhus – og en gammel interesse for havearbejde og selvforsyning blev genoptaget. Virkelig en booster i livskvalitet.

Året har budt på mange oplevelser med hundene – ingen nævnt, ingen glemt. Jeg er lige så glad for en god gåtur i naturen, som at vinde det hele på en prøve. Det at være der – sammen med hundene, tilstede – det er det, som giver det hele mening, synes jeg.

Silver måtte jeg så af sted med her på falderebet af 2019. Han blev 13 år og 1 måned. Igen kan man ikke bede om mere. Men det er altid umådelig trist at måtte af sted på den sidste tur.

I går var ved jeg ved dyrlægen og hente hans urne, så nu er han hjemme igen. Når det bliver forår, kommer han ned i haven ved siden af de andre 3 gamle vovser – og får en smuk rose ovenpå.

Nu ser jeg frem til 2020, og hvad det har at byde på. Mest af alt glæder jeg mig til at komme til at træne rigtigt med Prima. Det har jeg kun kunnet fragmentvist meget længe, idet maven spændte ben. Jeg nåede lige at få smagen af fugl, inden hun blev parret. Nu glæder jeg mig så meget til at se, hvad vi kan. En LP2 og en BH skulle vi meget gerne klare – og måske også en BPAB. Sidstnævnte er det jeg har trænet mest.

Fanny skal i championklassen i rally – og Donna er nu endegyldigt pensioneret. Det er Casey også – hendes hjerne arbejder kun i små vinduer, pga tidligere borrelia, så det bliver hyggetræning.

For første gang i 12 år har jeg kun 2 træningshunde. Det duer selvfølgelig ikke – så det satser jeg også på at gøre noget ved.

Rigtig godt nytår – og jeg håber på et noget mere tilbagelænet 2020, end 2019 viste sig at være!!

Prima og hvalpe fra i dag :
https://www.youtube.com/watch?v=QC1ERIdxgRU







Hvalpe, 5 dage gamle

Uncategorised Posted on Fri, December 27, 2019 20:55:15

Forrige indlæg blev skrevet 23. dec og lagt her på bloggen, og det fungerede fint fra min pc. Jeg er dog gjort opmærksom på flere telefoner ikke kunne se det, så der er lige brugt lidt tid på at rode med wordpress. Men det skulle fungere nu.

Hvalpene er nu 5 dage gamle, og alt går fint. De vokser som ukrudt. Det er utroligt så nemt det pludselig er, når de er så store ved fødslen. Meget mere selvhjulpne. Der er heller ikke nogen i dette kuld, som er små og skal hjælpes ekstra eller lign. Prima klarer det hele – og hun gør det super.

Nu her 5 dage gamle, nærmer de første sig 700 gram – det er nogle kæmpe hvalpe.

Jeg har researchet lidt, for jeg har vitterligt aldrig hørt om så store colliehvalpe før. Prima selv er primært af amerikanske linier, men ikke en specielt stor collie. Hun er nok nærmest lidt mindre end de andre tæver herhjemme.

Primas mor fik 9 hvalpe i hvert af hendes 2 kuld – men hvalpene var ikke specielt store. Det samme med mormor – som dog fik 11 i det seneste. Men hvalpene var af samme str. som jeg er vant til at se her. Til gengæld fik farmor i sit første kuld 8 hvalpe, som alle vejede lige omkring 500 gram. Fantastiske Donna – noget tyder på det åbenbart kan nedarves gennem en far – den tendens til så store hvalpe.

Kayleigh, som jeg har avlsretten på – er også barnebarn af Donna. Hendes mor er en datter af Donna. Mor Loova får også så store hvalpe.

Det er store hvalpe for tæven at føde – men udover der skulle mange uddrivningsveer til, så klarede Prima fødslen flot, og var i fin form dagen efter. Det er super nemt som opdrætter, når hvalpene er så store. De er langt stærkere og det føles egentlig ret sundt og godt.

Jeg har oprettet et album til hvalpene. Det findes her http://jkuld.lapinette.dk/#!home

En anden ting, der har været sjovt at konstatere, er at 5 ud af 7 er hvidfaktorerede. Alle 4 hanner har helt hvide lår og 3 med kæmpe hvide kraver og nærmest ½ hvid hale. Den sidste har også helt hvid krave,men den er smallere og lidt mere “zig zag”i det. Den zoble tæve er hvidfaktoreret også – og både hende og den zoble han har lidt hvidt krims krams på ryggen. De 2 tri tæver er ikke hvidfaktorerede.

Prima er ikke hvidfaktoreret,når man ser hende. Stor hvid krave, ja – og stor hvid halespids, men intet hvide på hverken yder eller inderlår. Jeg har dog fået oplyst at i og med det hvide på bugen går lidt op ad siden, kan det være en markør for at hun bærer hvidfaktor. Bobby er det absolut intet – han har stort set intet hvidt på sig 🙂 Hans krave er 5 hår i nakken, og der er stort set intet på halen. Så det kommer fra Prima. Hun har også nogle søskende, som er hvidfaktorerede – så jeg havde tænkt det MÅSKE kunne komme. Jeg havde dog forestillet mig en enkelt eller to, og kun ganske lidt.

Det skal siges, jeg er fuldstændig ligeglad med, hvor meget hvidt de har 🙂 Om det er næsten ingenting, eller lidt for meget for den gængse smag, spiller ingen rolle her hos mig. Er de sunde, mentalt gode og kan arbejde beder jeg ikke om mere 🙂

Men jeg synes det er interessant, at 2 hunde som fremstår hhv “normalt” og “med stort set intet hvidt”, får hvidfaktor i det omfang.

Og dermed har jeg fået det meste fantastiske eksempel på, hvorfor det er vigtigt at hele kuld HD fotograferes 😀

For når det kommer til arvbarhed, nytter det ikke at se på det enkelte individ – vi må have hele puljen med!!!

Nu ved jeg Prima har søskende med hvidfaktor – og var forberedt på det kunne komme. Men er alligevel overrasket over omfanget.

Udskift “hvidfaktor” med HD – det er samme sag. Nu er hvidfaktor jo ikke noget problem – men ved man der er 2-3 søskende med HD, så kan man som ikke synligt bærer altså godt give det videre. Derfor det er vigtigt at kende alle søskendes status!!

Jeg tror de bliver mega flashy – med alt det hvide. De sorte hanner er gnistrende sorte – og så med det kridhvide – wow. Den zoble han er langt mørkere zobel end nogen hvalp jeg har haft før – deriblandt hans far. Hans far er i dag stort set sort over ryggen. Jeg tænker næsten han bliver,hvad man kalder saddled shaded – totalt sort, bare med zoble aftegninger – og så alt det hvide. Jeg tænker også han bliver imponerende i sine farver.

Søster er samme farve som far i den alder – så hun bliver også meget mørkt shaded.

Spændende, spændende – og de er godt nok aktive og målrettede. Mega stærke hvalpe. Ihhh, hvor jeg glæder mig til at se dem vokse op!!!

Juleaften var en fantastisk aften. Familien samlet herhjemme – med god mad, god stemning, hunde på skødet sådan lidt all over – og så 7 små banditter i kassen i soveværelset. Det føltes lidt som at alt gik op i en højere enhed. Den aften vil jeg bære med mig længe!

Herunder fantastiske Prima og hendes 7-linger <3



Hvalpe

Uncategorised Posted on Mon, December 23, 2019 19:36:44

Så kom de små. 22.12 blev dagen – hvilket lige præcis var 9 uger efter ægløsning. Så de blev født på terminsdato.

Det var noget af en oplevelse – men det er fødsler nu altid. Der er ikke to, der er ens.

Som skrevet i sidste blogindlæg, blev Prima rigtig rigtig tyk den sidste drægtighedsuge. Hun havde en mave, som jeg aldrig har mærket tilsvarende. Helt hård – og uanset hvor jeg mærkede kunne jeg mærke hvalpe, som bevægede sig runt lige under huden. Hun har haft en glubende appetit og spist og spist og spist. Men alligevel blev hun noget spids over ryggen, efter min smag. Vægten viste hun tog 6 kg på under drægtighed.

Jeg var noget spændt på, hvad vi ville møde. Rigtigt mange små hvalpe – eller få store.

Jeg ved hun selv er ud af et kuld på 9 – og alle var små. Så jeg tænkte det nok bar den vej, omend jeg godt nok syntes det var nogle store ting, der bevægede sig rundt i mine håndflader, når jeg mærkede på maven.

Lørdag morgen kl. 4 vågnede jeg ved hun kastede op. Hun gispede og virkede lidt opkogt. Jeg tog temp – den var stadig normal ( den falder op mod fødsel – for så at stige igen ). Hm – men hun lignede godt nok en tæve i begyndende opblokning. Spise ville hun heller ikke rigtigt.

Senere spiste hun så faktisk morgenmad, men tøvende. Så begyndte temperaturen at falde. Hun pustede stadig og ville nu ofte ud og havde lidt dårlig mave. Det syntes jeg var lidt tidligt i forløbet – det plejer først at komme til sidst i processen.

Marieanne skulle med til fødslen, så jeg kontaktede hende og sagde processen var i gang. Der ville dog nok gå noget tid, for temp havde ikke været nede og vende endnu. Vi blev dog enige om vi lige godt kunne vente sammen, så hun tog af sted mod Amager.

Vi havde en hyggelig dag, og hyggede med at bage småkager osv. Det er bare med at opretholde noget der ligner en alm. hverdag så tæven har ro.

Temperaturen kom så ned under de 37, og hun begyndte nu virkelig at puste meget. Det var lidt spooky – normalt er der intet at mærke på tæven, når temp er nede – det begynder først, når den stiger igen.

Da temp nåede 37,3 ( og normal temp er 38,1 ) fik hun veer. Man kunne se det trak hen ad ryggen på hende, og ret hurtigt blev det presseveer. Vi var i gang med at se julefilm på netflix – og det blev hurtigt pakket væk for at hjælpe Prima.

Jah – og så gik tiden og presseveerne blev vældigt voldsomme og kom i serier. Men vandet gik ikke, og der kom ingen hvalpe. Intet at mærke i fødselsgangen. Min dyrlæge havde sendt en sms, om vi havde fået hvalpe – så jeg ringede lige til hende og vendte situationen. Vi syntes nok vi var vant til der ville være gået noget vand eller kommet en hvalp efter 1 times presseveer. Det var også det normale, men det KUNNE også ske, det vi oplevede. Hm……….

Efter yderligere 20 min, hvor Prima begyndte at virke træt og veerne væltede ind over hende, kunne jeg ikke tage ansvar for det mere. Tænk hvis hvalpen var vandret ind i det andet horn i stedet, og nu lå på tværs. Det har man da hørt om. Talte med Nina igen, som også mente det lige burde tjekkes. Da var kl. 2 om natten – så af sted med os.

Jeg kørte bilen, da jeg kender den – og Marieanne sad med Prima. Halvvejs siger hun pludselig – okay, nu er væskeblæren der altså. OKAY ??? så sker der da noget – og mig køre ind til siden og få noget lys på, så vi kunne se hvad der skete. Da vi holdte der stoppede veerne. Nå – vi fortsatte så. Vi havde ellers lige håbet vi kunne vende om, og så føde hjemme.

I det øjeblik vi lander på P pladsen ved dyrlægen, så kommer første hvalp, og Prima skriger højt. Jeg har fat i hende og Marieanne tager imod hvalpen. Ind på brystet med den – og så ind til dyrlægen. Først der får vi kigget godt på den. En stor fin tri tæve. Med streg under stor.

Prima bliver undersøgt og alt er fint – og vupti – så kommer næste hvalp.

Jeg har mest travlt med at være der for Prima, men da jeg får kigget på hvalpene, får jeg nærmest et chok. HOLD da kæ.., de er store. Nina tænker det samme – og vejer dem. Den han hun lige har taget imod vejer 451 gram – og tæven 370. Dermed forstår vi det har taget så lang tid at få dem presset ned/ud. Nogle gange skal tingene forståes baglæns.

Nå – vi kører hjem igen, og der fødes yderligere 5 hvalpe. Dvs Prima får 7 i alt. Alle 7 KÆMPE store. Jeg har da aldrig hørt om eller set så store colliehvalpe. De plejer at ligge på 200 – 250 gram her i huset – og der har skam også være nogen, der var en del mindre.

3 stk ud af 50 har været over 300 gram – og det var kun lidt over. Så det her var jo et kvantespring. Født på dato – så det er ikke fordi hun er gået over tid.

De fordeler sig således :

tri tæve, 370 gram
tri han, 451 gram
Zobel han, 416 gram
Zobel tæve, 400 gram
tri han, 420 gram
tri tæve, 399 gram
tri han, 440 gram

7 store, sunde og yderst aktive hvalpe. De ligner nogen, der er 1 uge gamle – ift hvad jeg plejer at have.

Tænk lille Prima har haft sådan en omgang i maven. Lægger man det sammen, er det ca 2.8 kg hvalpe – det er jo helt vildt. Ikke noget at sige til hun var stor.

3 moderkager kom ikke ud – navlestrengen knækkede idet hvalpene blev skudt ud, og det var umuligt at få fisket dem ud bagefter. Så da kl. blev 10 søndag morgen, måtte vi lige ned til Nina igen. Hun kan nemlig “ting” – fiske moderkager ud fra helt bagest f.eks. Det er bare med at få dem ud, så man ikke pludselig står med kæmpe infektion.

Sikke en omgang for Prima, at føde sådanne 7 kanonkugler – men hun gjorde det så flot. Hun er dælme sej, den lille <3 – og en kanon mor, kanjeg konstatere nu. I skrivende stund er hvalpene 1½ døgn gamle, og har alle taget flot på – ca. 30 – 50 gram allerede.

Nu kan vi gå julen i møde, med sådan en dejlig lille familie liggende i soveværelset. Det bliver ikke meget mere hyggeligt!!

Jeg vil snarest lave et album i “galleriet” med J-kuldet. Så vil der komme kontinuerlige foto-opdateringer der.

KÆMPE tak til Marieanne for assistancen. Det var godt, vi var 2 – for der skulle knokles i perioder. Vi arbejdede kanon sammen, så super fin oplevelse, det hele!





Dag 58

Uncategorised Posted on Tue, December 17, 2019 21:43:19

Så er vi på dag 58 – i teorien 5 dage tilbage. Nu er vi forbi skæringsdagen, hvor hvalpene burde kunne overleve.

Primas temperatur kører allerede noget op og ned, så jeg kunne forestille mig de bliver født lidt før terminsdato. Det må vi se……….

Det begynder at blive tungt for hende, og disse dage synes jeg maven er vokset, hver gang jeg kigger væk. Hun virker totalt fyldt op med hvalpe, synes jeg. Jeg kan se de sparker helt oppe i solar plexus – og hele vejen til under lårene.

Hun har skullet ud om natten den seneste uge – og af med afføring. Alle mønstre og rutiner har ændret sig. Det har været bitte portioner – men meget hyppige. Nu er maven så faldet ned – og nu er vi tilbage ved normen igen. Helt tydeligt at tarmene har været klemt totalt sammen, og det har forstyrret.

De store kasser med legetøj, står urørt. Legetøjet plejer at ligge i hele huset, og hun har noget i munden en stor del af dagen. Pt leger hun overhovedet ikke. Vi går små ture, hun er stadig MEGET sulten og så hviler hun meget. Jeg glæder mig til at få min lille lynkineser tilbage. På det her tidspunkt i drægtigheden synes jeg altid det er SÅ synd for dem, at de skal bære rundt på den store mave og være besværede.


Her er Prima set oppefra, mens jeg lavede aftensmad i dag.

I lørdags var vi nede og få den sidste herpesvaccine. Nina satte lige en scanner på, bare fordi hun var nysgerrig. De er så store nu, man ikke kan tælle dem – eller se dem alle sammen. Kun de nederste 3 kan man lige fange, hvis man er heldig. Det gjorde hun så – og der var godt nok liv og glade dage. De ligger utrolig tæt, sagde hun…………Men i øvrigt syntes hun ikke Prima var så tyk, som man ville forvente med 7 hvalpe i maven. Hun vidste dog godt, at collier kunne narre, fordi de ofte bar det utroligt flot.

Der kan jo snildt være gået nogen til – men egentlig tror jeg det ikke. Hun havde taget 4 kg på ( 8 dage inden fødsel ), og alt hun spiser går til hvalpene. Jeg synes hun er blevet lidt mere spidsrygget og ribbene føles lidt mere, men hun spiser flot og hele tiden, så det må være sultne hvalpe 🙂

De her dage er der så virkelig voldsom vækst, og maven vokser nærmest fra time til time. Hun er besværet nu, og også begyndt at ligge og gispe til tider. Hormonerne arbejder i kroppen nu.

Nu er det “bare” at vente. Planen var at være hjemme 24/7 ved hende nu, men i går måtte jeg af sted og få Silver aflivet. Det har jeg skrevet om i News. Det var både uventet – og ventet. Ventet, fordi jeg i okt fik at vide hans nyrer ikke var gode mere, og han kørte på lånt tid. Uventet fordi han livede gevaldigt op på nyrediæt og væk var alle symptomerne og den ændrede adfærd. Men det var en stakket frist – og de kom tilbage her den seneste uge. Dertil også tynd mave. Ikke hele tiden – kun de 1-2 gange i døgnet som normalt, men det var som om kroppen ikke kunne finde ud af det mere. Jeg gav skånekost, prokolin, probiotika – men det ændrede ikke en døjt. Han blev tiltagende lidt diffus, og begyndte igen at virke lidt “småfuld” og ikke kunne styre sine bagben.

Lørdag sagde jeg så til Nina, at jeg mente det var tid – og jeg fik så en tid mandag til at sende ham afsted. Det var perfekt timet. Han fik en masse godbidder – og kun 20 sek efter den bedøvende sprøjte eksede benene under ham og han faldt faktisk sammen. Det var ekstremt hurtigt – og også tegn på systemet ikke duede mere. Han ville aldrig være vågnet af den igen, men fik selvfølgelig alligevel den sidste, afgørende sprøjte. Men det var lige før den ikke var nødvendig. Det viste, om noget, hvor slidt han var indeni.

Det er en intens tid lige nu – med liv og død i et stort virvar. Sådan synes jeg næsten hele 2019 har været. Et rigtig mærkeligt år. Ekstremt komprimeret – der har været oplevelser nok for 3 år. Mindst.

Men nu venter vi – og vi er klar. Der er lavet vagtplan, så uanset hvornår Prima skulle finde på at føde kommende uge, så er der en medhjælper klar. Skal man akut afsted til dyrlæge, er det rart at være 2.

De store juleindkøb er foretaget – for hvem ved om der er tid til det dagene op til jul ?



Dag 53

Uncategorised Posted on Thu, December 12, 2019 10:21:43

Så er vi landet på dag 53 i Primas drægtighed. På lørdag skal vi til dyrlægen og have sidste herpes-vaccine, og derfra har jeg barselsorlov. Ingen aftaler eller lign. – jeg skal kun være hjemme ved hende.

Lige pt synes jeg maven vokser dag for dag. Hun er ved at være ret stor nu – og når hun ligger på siden, kan man se de små sparker og mosler rundt derinde. Det er altid super fascinerende at sidde og iagttage. Hun er fyldt op med hvalpe – de er “all over” – helt nede fra mellem bagbenene til op under ribbenene. Jeg er spændt på om vi nøjes med de 7 dyrlægen så – eller også er det bare nogle meget aktive af slagsen – som futter en masse rundt 🙂

Prima selv tager det totalt cool. Jeg kan huske andre tæver i huset – bl.a. Summer. Når de små begyndte at sparke røg hun op, og kiggede fovirret på maven. Hvad var nu det ??? Og ja, hvor skulle hun vide det fra ? Det er da mega mærkeligt at noget rumsterer i maven.

Prima er bare totalt i ro med alt – som altid. Den hund har et overskud, der siger spar to <3

10 dage til fødsel ( efter bogen ), men stadig alt for små til at overleve. En ting er størrelsen, noget andet at tæven til slut udskiller nogle hormoner til dem, som skal gøre deres lunger klar til selv at trække vejret osv. Det er givet heller ikke sket endnu. Man siger man skal forbi dag 56 for at hvalpene kan overleve.

Summers H kuld blev født dag 55 – alt, alt for tidligt. Men der måtte akut kejsersnit til, da en død hvalp derinde forgiftede fostervandet med coli-bakterier. Mor fik meget høj feber akut, og vi ilede til dyrlægen, som kunne se hjertelyden var skidt på de små. Så ud måtte de – og sandsynligvis ville de ikke overleve. I den situation må jeg være ærlig og sige, jeg er helt ligeglad med hvalpene. Det er tæven, det handler om – og Summer jeg var bekymret for.

Prøver viste da også Summers hormonnivueaer slet ikke var til, at hvalpene kunne overleve. Nå – summa summarum – det gjorde de, men jeg har sjældent knoklet så hårdt. De vejede 100 – 130 gram – og alt var gået som det skulle, til bakterier pludselig forgiftede fostervandet, så det er nok den vægt man må forvente på dag 55.

Det er ½ str og også derunder ift hvad man gerne vil have en nyfødt colliehvalp vejer. Så den sidste uge er der eksplosiv vækst. Prima må ende med at ligne en strandet hvalp, når jeg ser hvor stor hun allerede er.

I går var hun i bad, og fik klippet bukser og mave – så vi kan se, hvad vi arbejder med til fødslen. Derudover kan de lange hår snor sig om en hvalpehals, således at hvalpene kan hænge fast i mor, når hun springer ud af kassen. Det skal vi ikke have noget af.

Jeg er mega spændt – hun var en drøm der gik i opfyldelse, da jeg fik hende – og nu kommer der flere små drømmehunde. En blanding af hende og Donna ( gennem Bobby ), er virkelig en drøm, der går i opfyldelse.

d. 6 dec var hendes faster oppe til sidste og afgørende prøve med sin blinde ejer. Faster Nouki har boet et par år hos Johanna, som selv er svagtsynet, men arbejder med at uddanne blindfører-hunde. Det tager lang tid – år. Hun har lagt hele basis – og tidligere i år flyttede Nouki så ud til sin nye ejer, som hun skal arbejde for i hverdagen. De bestod prøven med bravour og hun er nu certificeret blindeførerhund og arbejder som en sådan.

En collie, som blindeførerhund ? Jeg ville ikke have troet det var muligt, før jeg selv så det – og mødte hundene dernede. Man faktisk er Nouki den 3. eller 4. Boppi ( hundene fra Bopparder Hamm ), som bliver dette. Prima har en moster også, som arbejder sådan – og en fætter. Jah – og Johanna er nu i gang med at uddanne den næste.

Jeg er fuld af beundring for Verenas avlsarbejde. Hendes opdræt er mentalt stabile collier, som jeg aldrig har set tilsvarende. De besidder en indre ro, som er fantastisk og hviler i alt de gør. Jeg har udsat Prima for alskens ting – åbne vindeltrapper i metal, elevatorer, markeder m.m. – hun fører altid an foran mig, og synes det er super spændende det hele. Glad hale og stor oplevelsestrang. Så vender hun sig lige om engang imellem – “Er du med ?” Yes, det er jeg – og så er hun på vej videre igen. Jeg har endnu ikke set hende udvise “uha” ved noget som helst – jeg tror slet ikke det bor i hende.

Typisk så elsker hundene dernede også bare mennesker. Glemmer ikke da jeg tilbragte en dag der, og særligt Primas farmor Donna hele tiden ville kontakt og bare var SÅ glad for man var der. Ikke overgearet – stille og roligt, men nøjs, hun ville os gerne. Hun er til dato den mest imponerende collie, jeg har mødt. Udover sit utroligt søde væsen, har hun også et hav af titler – bla IPO3 – og hun er besøgshund for børn.

Det siges ofte at de der “brugshunde” er nogle skarpe nogen – men min erfaring er den modsatte. De gode af dem har super sociale kompetancer og hviler utroligt meget i sig selv.

Jeg var lykkelig, da jeg fik lov at købe Prima – for hvalpene dernede sælges rundt i hele Europa til ekstremt dygtige hundeførere. Endnu mere lykkelig, da jeg fik at vide hun var en kopi af farmor Donna.

Hun mere end lever op til forventningerne – og nu indfries næste drøm. Nemlig afkom med dels hendes gener – og Donnas.

Nu skal vi bare have overstået fødslen – og jeg krydser alt for det går helt efter bogen. Og så kommer den gode tid. Jeg ELSKER at have hvalpe!


Primas faster på arbejde – jeg er så imponeret.



Det er jul, det er cool

Uncategorised Posted on Mon, December 02, 2019 20:39:05

Så er vi kommet ind i december. Tiden går stærkt pt.

Jeg synes dagene ligner lidt hinanden pt – men det er skam hyggeligt nok. Tidligt op, ud og gå de lange ture – hjem og evt. vaske en hund eller to. Gøre rent – og gøre rent igen. Gulve og omgivelser bærer kontinuerligt præg af det fugtige vejr vi har haft gennem lang tid. Vi har haft nætter med frost, og alt er dækket af rimfrost på den tidlige morgentur – SÅ smukt. Men hov – så tøer det, og så er det sjask igen.

Jeg kom godt igennem min tandoperation. Det var en såkaldt rodspids-amputation. Man fandt ud af jeg havde betændelse i en tandrod i en rodbehandlet tand. Jeg har absolut intet mærket til det. Men det kan åbenbart være farligt at gå med, da der ikke er så langt ned til hjertet. Jaja har jeg tænkt, det går nok – og også skelet lidt til prisen. Men en bekendt, som er tandplejer kunne nogle godyle skrækhistorier, når det gik galt – og så blev jeg alligevel lidt nervøs. Der er børn og hunde, der har brug for mig.

Det er gået godt – men det er noget af en omgang. Tandkødet skæres op og løftes ligesom af, så rødderne er blotlagt – og så bores roden af, der fyldes noget i – og lukkes igen. 10 sting blev jeg syet med. Min kind var kuglerund dagen efter, men det gjorde faktisk ikke så ondt som frygtet.

Nu er det historie, og jeg behøver ikke spekulere mere på det. Det er rart.

Nu ser vi fremad – og nu begynder jeg at glæde mig til at det kommende kuld kommer til verden. Prima er godt nok blevet tyk allerede. Hun gik i 7. uge i går, og har taget 2,1 kg på – og det hele sidder på maven. Stadig slank, og man kan let føle ribben m.m. – men maven er blevet stor.

Hun er frisk, glad – og går uden problemer de lange ture. Hjemme hviler hun dog mere og hun gider ikke lege så vildt med de andre mere. Det er rigtig godt, hun passer på sig selv. Så er hun sulten – som i MEGA sulten. Jeg vejer hendes mad – for det er vigtigt hun heller ikke bliver tyk nu. Men hun sidder hele tiden lige ved siden af mig – eller bag mig i køkkenet. Stirrende øjne totalt fastlåst på det mad jeg måtte have gang i.

Jeg glæder mig vildt til at få hvalpe, men savner også vores træning og at kunne være lidt vild og tosset med hende – og hendes madness-gen. Nu er hun mest bare sulten. Hver ting til sin tid………Sådan er det.

Jeg skrev sidst jeg ville få Charlie retur her. Det bliver der ( heldigvis ) ikke noget af alligevel. De har fået lavet en udvidet allergitest på sønneke – på både spyt, pels og hud fra hund, og han reagerer ikke på det. Læger er ofte hurtige til at synes man skal af med kæledyrene ( har jeg selv prøvet ifm min allergi ), men det burde altså ikke være Charlie han ikke kan tåle. Så nu leder de videre i omgivelserne.

Udover hundevaske, hundegarn og undervisning på hundeskolen ( hund, hund og hund 😀 ), skal jeg have lavet hegn her i haven den næste tid. Et ellers flot pileflethegn er ved at være mørt, og jeg tvivler på det er hvalpesikkert. Første 2 fag er skiftet ud med et trykimprægneret bræddehegn – så mangler bare 10 fag 😀

Herunder et billede af Balto, jeg fik forleden – af netop sådan en magisk morgen med rimfrost og sol.

Smukke dreng – Balto = Lapinette´s High Voltage






Tidlig morgen

Uncategorised Posted on Wed, November 20, 2019 07:46:18

Så sidder jeg her en tidlig morgen, og venter på det bliver lidt lysere udenfor, så vi kan komme på tur.

Jeg vågnede mega tidligt i dag, for der venter en tandlægetid, som indbefatter operation, og det er jeg ikke så stolt ved.

Men nu er hjemmesiden opdateret på hvalpesiden, så intet er så skidt det ikke er godt for noget.

Mandag var en spændende dag. Da jeg var ung og boede i London, tog jeg på pubcrawling. I mandags var det så vetcrawling – nuppede den ene dyrlæge efter den anden 🙂

Startede om morgenen hos Jens – og HD + AD foto af Kayleigh. Kayleigh er fra Kennel Springmist i Sverige, kusine til Prima – og jeg har avlsretten. Hun er simpelthen allerede blevet stor og gammel nok til vi skal i gang med den slags. Hvor bliver tiden af ? Jeg synes stadig hun bare er en lille hundehvalp <3

Nå, men done John – og dyrlægen mente alt var fint. Nu venter vi så på hvad DKK siger.

Hjem med Sanne og Kayleigh – og så af sted igen med Prima til scanning. Nu kunne de nemlig tælles, de små – og man kan måle på dem og få en ret præcis terminsdato. Det sidste er især rart, når jeg godt selv kunne regne ud, vi landede ret meget oven i juleaften.

d. 22 dec skulle så være termin – og det er super perfekt. Bortset fra min dyrlæge rejser til Sverige på juleferie d. 21. GYS – hun er altså rar at have i baghånden. Men det er hun så lidt alligevel, for hun gav mig sit privatnr – og HVIS noget skulle opstå, så kan hun ringe Martin ind. Ih,så blev jeg glad igen – Martin er en guldert,og jeg er lige så tryg ved ham, som ved Nina.

Men forhåbentlig opstår der ingenting – Prima er ung, frisk og i topform. Jeg er bare fan af livrem og seler.

7 stk hvalpe fandt Nina – men hun kan ikke afvise der er flere. Men 7 er der med sikkerhed i al fald. Jeg ved så godt antallet kan ændre sig inden fødsel.

Prima selv har det fantastisk. Hun har på intet tidspunkt i drægtigheden haft madlede, kvalme eller ubehag. Tværtom – hun er MEGA sulten. Og bare så glad. Tempoet er sat lidt ned og hun sover noget mere, men hun jodler rundt og ser bare så tilfreds ud. Det er i al fald dejligt nemt.

Der har det seneste år været rigtigt mange henvendelser på hvalpe. Især fra udlandet. Flere har jeg sagt nej til, for det har indbefattet hvalpen skulle være her til 15 ugers alderen, og det har jeg lovet mig selv ikke at gøre mere – kun ved helt særlige lejligheder. Det gør alt for ondt at skulle af med dem i den alder.

En finsk super-duper hundefører havde også lagt billet ind, men har så i mellemtiden hentet hvalp hos den kennel Prima kommer fra, og har hænderne fulde. Men hun er stadig meget interesseret og nysgerrig, og har nu booked flybillet for at komme og se dem. Hvor MEGA spændende – og jeg glæder mig til at træffe hende!! Hun og hendes videoer af Primas mormors kuldbror, var en af årsagerne til jeg endte op med en Boppi 🙂

En af de ting, som netop er fulgt med købet af Prima er et kæmpe netværk rundt i hele Europa med andre collie-workoholics, og det er MEGA spændende og inspirerende.

Som stort set oplevet hver eneste gang ifm hvalpe, så når de er ved at være der og det er en realitet, så hopper folk fra igen. Det kan der være mange grunde til. Hvad der føltes rigtigt for 1-1½ år siden, er måske ikke rigtigt nu. Der kan være stødt sygdom, flytning osv til – og det er HELT i orden.

Derfor skriver jeg heller ikke folk op mere – den besked har alle fået, når de har henvendt sig. For at skrive op forpligter mig, men ikke den opskrevne. For erfaringen er de fleste alligevel ikke er klar, når tiden så oprinder. Jeg har bedt folk følge med, og når så der er konkret info om der er hvalpe på vej, så må de melde ind der.

Jeg kan faktisk ikke huske alle, der har henvendt sig – men jeg kan huske jeg har besvaret en del mails. Et par stk har så skrevet, at det desværre ikke passer alligevel pt.

Jeg har pt kun et par hvalpe, jeg stensikkert ved har et godt hjem som venter – så det er altså nu muligt, at komme i betragtning 🙂

Jeg glæder mig som et lille barn – 2½ år siden jeg sidst havde hvalpe.

Det bliver en fantastisk jul!!



« PreviousNext »