Som nævnt i sidste indlæg, mente jeg at der måske nok var løbetid i farvandet hos Donna. Lidt mere tisseri på turene – og så bliver hun gerne totalt morsyg også. Den tendens har jeg også mærket – kommer hen, sætter sig foran mig, ørerne helt tilbage og halen logrer bare. *fedte fedte – Seeeeeeeeee mig!!* siger hun :o)
Så skal hun nusses og gerne have en rigtig krammer, og så er hun salig.
I går konstaterede jeg så hun var startet i løb – 2 måneder tidligere end jeg regnede med. Der plejer at gå 8 mdr. imellem – nu er der kun gået 6.
Projekt “LP3” er dermed udsat til foråret :o)) Det ærgrer lidt – må jeg indrømme, for nu er feltet på plads, og dirigeringer til udlagte apporter også. Vi er bare SÅ klar – og hun er også tilmeldt en del prøver. Men jeg er sikker på hun husker det til foråret, og så giver vi den gas der – der er hun stadig kun 5 år, såeh………..Men lidt tomt at have knoklet, og så……..er “eksamen” flyttet ½ år :o)))
Men spørger man Donna – så elsker hun bestemt at arbejde med mig, men jeg er helt 100 på at kunne hun vælge, ville hun tage hvalpene. At se hende med hvalpe – først Andreas, og så sidst sine egne – det er SÅ rørende. Hun forguder dem, og er en fantastisk mor. Hun blev også en “helt anden” hund af at have hvalpe sidst – voksede nærmest 10 m, og den virkning har holdt ved. Ingen tvivl om det er hendes vigtigste mission her i livet.
Men LP3 er dog kun en lille ting, i forhold til hvor meget jeg glæder mig. Jeg har glæder mig i et par år, til denne kombination, og det er STORT det er nu. De to hunde passer bare så godt sammen – både eksteriørt og mentalt ( og arbejdsmæssigt ). Det bliver så stort at følge deres hvalpe, også fordi de jo begge er født herhjemme, og jeg kender dem så godt. Bliver sjovt at se, hvad nedarves fra dem hver især osv.
Jeg havde drømt om at beholde en hvalp, den dag de to skulle parres – men det er tiden ikke til. For det første er Chico jo flyttet ind – og her er hunde nok. Dernæst har Gimli det rigtig skidt, og i forvejen er han lidt utryg ved hvalpe. At have en lille springsak hoppede rundt vil være hammer synd for ham. Det må blive den dag han ikke er mere…………hvilket mere og mere er ved at gå op for mig ikke ligger så langt ude i fremtiden :o((((
Han får metacam, og der er gode dage ind imellem, hvor han endda kan lege lidt rundt med et tov eller pivedyr. Så er der dårlige dage………….hvor han bare er sur, knurrer af de andre, og intet kan end at gå meget langsomt. Jeg er begyndt at opføre på liste om det er “god dag” eller “dårlig dag”. Den dag der er flest dårlige, må jeg så tage en seriøs snak med min dyrlæge. Har spurgt om jeg kan gøre mere for ham end at give ham metacam – men der er kun predniksolon man kan yderligere bidrage med, og bivirkningerne der er noget rigtig hø! Det så jeg jo ved Casey – da hun havde borrelia. Hun blev jo også syg af medicinen. Den option har jeg besluttet findes ikke for Gimli – når metacamén ikke slår til længere, så må vi sige farvel. Æv, noget GRRRRRRRRRR!!! Når han så har en god dag, leger rundt og logrer – så føler jeg mig som den ondeste hundemor med de tanker – men når han har en dårlig, så er jeg ikke i tvivl om, at var det virkelighed hver dag – så var det ikke et liv for ham.
Nå, men for lige at vende tilbage – så er årets “projekt hvalpe” hermed skudt i gang – og selv om jeg ikke skal beholde nogen, så ved jeg der venter nogle fantastiske hundehjem. Så nu er det bare at krydse fingre for alt forløber som det skal!!
Og hov – Donnas dirigeringer………de sidder nu :
