Så flyttede anden hvalp. Lapinette´s Easy to Love alias Bess. Bess skulle helt til Bjerringbro og bo – i Jylland. Første af mine hvalpe, som er flyttet til Jylland – men ikke den sidste, for næste weekend flytter Timmy til Nees, som ligger omkring Holstebro.

Det er langt væk – men det var det også da Trixie flyttede til Norge, og hende har jeg set vist 3-4 gange siden hun flyttede, og vi har god kontakt. Så afstand er hvad man gør det til.

Pt er jeg inviteret på frokost 2. marts hos Bess – og det glæder jeg mig til 🙂

Hun skulle med toget hjem – en lang tur med IC3tog til Århus, og så regionaltog den sidste bid.

Jeg fik mail fra ejerne i aftes – alt var gået fint. Hun havde næsten ikke sovet på turen, for hun skulle følge med i det hele. Hjemme havde hun lagt sig i kurven og sovet ½ time – var så vågnet og gik på opdagelse. Spiste så derefter ( mens hun lå i kurven, sådan en magelig lille dame 😉 ) – og så var det godnat 🙂


Super det er gået så godt!!! Allerede i dag skulle hun starte til hvalpetræning, men de ville tage lidt før hjem, hvis hun var for træt. Men afsted skulle de – for det er jo god socialisering!

Ejerne får jo udleveret et socialiserings-skema her – hvor man sætter krydser ved de ting, hvalpene oplever. Jeg har et stort ansvar – for lige pt. er der stadig 3 hvalpe tilbage her, og de skal bestemt ikke snydes for noget, fordi de ikke er flyttet endnu.

Så der er gang i den……………..Karin/ Jeannette har tilbudt også at tage dem med på små ture af og til,og i dag havde Karin Timmy med ovre i det lokale center,som ligger 200 m væk i fugleflugt.

Jeg var også derovre med Easy, og syntes sgu hun var rigtig sej. Gik lige så glad ved siden af mig, snuste til alle lygtepæle på vejen og alt blev undersøgt. Vi blev passeret af 7-8 cykler. Kun den første kiggede hun efter – derefter var det bare “på plads”. Biler startede og kørte rundt ( man går langs P pladsen ) – hun var da ligeglad.

Så gik vi ind i centeret og gik hen og satte os på “bænk” udenfor Netto. Dørene går op/i med et hvin – + 4 m derfra går endnu større døre op/i indtil selve centeret. Der var jo et pænt mylder af mennesker – som kom og tog deres cykel lige for næsen af os og kørte forbi, barnevogne, indkøbsvogne m.m.

Det er super duper – der skal vi ned igen i morgen- og de 2 andre også. Jeg kunne sætte 10 krydser hjemme igen. Easy troede alle menneske var til for hendes skyld – jodlede glad af sted, lige så snart de kom tæt på – og hun scorede meget nus og kæl på den konto. Det eneste hun ikke var super vild med var indkøbsvognene. Når de kom drønende hen over ujævne fliser, kravlede hun lige ind mellem mine ben og sad og kiggede på dem. Så det gør vi så bare en masse de næste dage.

Jeg har haft fat i de folk på Amager jeg vidste havde hvalpe pt – og vi har haft playdates med en tollerhvalp og en koijkerdreng. Sidstnævnte var stort hit! Han er godt nok 16 uger,og dermed dobbelt så gammel som de små – men str.er god – og kemien ditto.

Herunder er det Easy Elegance – nu kaldet Enya – som leger med ham.
Cloie har også været i ilden. Hun bare elsker hvalpe – og er så forsigtig med dem. Så Timmy var henne og besøge hende forleden,og dagen efter kom hun her – og så kom de ud på den store sportsplads – hende og 2 hvalpe. Uhhh,de hyggede – og sjovt at se Timmy kunne kende hende fra dagen før. Logre,logre – ihh, han var glad 🙂

Så alt i alt går det super!! 2 piger mangler stadig et godt hjem – troede ellers den ene måske havde fundet et godt hjem, men da det var langt væk, og jeg blev usikker på om det var ok, valgte jeg at sige nej tak i de indledende runder.

Der er slået hold op på Vores Hundeskole for 2 dage siden – og flere hold er allerede udsolgt. Jeg glæder mig til at komme igang igen. Både med mine kursister – hvor rigtigt mange har ambitiøse planer om en masser prøver i 2013 – og også at komme i gang med egen træning.

Lige nu hygger jeg mig mest med “socialiserings-træning”med de små – og jeg erkender blankt det er et “arbejde” jeg godt kan lide.

Men Donna skal snart i gang igen, og konkret starter Casey og jeg på hold på torsdag. DET glæder vi os til!!!Vi er bare SÅ klar!!

I morgen går jagten ind på flere gode krydser til socialiserings-skemaet- hvis nogen har et tip om, hvor man pt.kan finde en gravko – så sig til! Synes de mangler lidt i gadebilledet pt 🙂