Så må jeg hellere opdatere lidt her 🙂
Der er egentlig ikke så meget nyt at skrive om. Med efteråret for fulde gardiner udendøre – og snart vinter, er der en tendens til at gå lidt i hi og vende blikket lidt indad mod mere stille sysler.
Vi havde sidste træningsgang på Fannys LP hold i torsdag – så er der vinterpause nu. Det er dog en fornøjelse at træne med hende, så vores daglige ration bliver holdt ved lige. Lige pt er det dog ikke LP der trænes mest på – men tricks 🙂 Der er uofficielle prøver i hhv rally og færdighedsprøver d.11 dec – og dem er Fanny tilmeldt. Hun er SUPER skarp til tricks, så jeg glæder mig helt vildt til at prøve det. Går det godt, bliver hun tilmeldt den førstkommende officielle prøve.
Udover at træne tricks laver vi også vor daglige øvelser af ryg og core – og allerede efter få dage var problemet løst. Hun sidder nu helt lige i stillingsskift – jah, og i hele taget. Men vi holder det selvfølgelig ved lige. Det er indlagt i vores daglige gåture til stranden.
Casey og Donna bliver også trænet, og det hele går stille og roligt fremad med hvert deres projekter!
Det er en stor fornøjelse at følge med hos de forskellige hvalpe også – og deres træning. Der er gang i den på alle fronter. Agility er åbenbart det nye “sort” – og der kommer begejstrede tilbagemeldinger. Det vil jeg glæde mig til at følge!
Vi får gået mange lange ture – og jeg får især gået mange, for jeg er begyndt at dele det mere op i junior og seniorhold 🙂 Så en 3-4 timer hver dag er jeg i al fald ude at gå.
Andrea blev 9 år i går – så nu er der 3 vovser på 9 – 9½ år herhjemme. Jeg kan slet ikke forstå hvor alle de år er blevet af. Mest af alt, er jeg dog taknemmelig over at have alle mine hunde stadig. Synes der er faldet mange af træningsvennernes hunde bort de sidste år – bl.a. dem som Gimli og jeg trænede med. Der er ikke så mange af dem tilbage, så jeg er lykkelig for at have min flok intakt – og alle har det godt.
Næste weekend står den på skue for 4 Lapinetters vedkommende – det glæder jeg mig meget til!
Men overordnet – så er jeg faktisk mest af alt i gang med at kigge på næste sæson, og planlægge hvad vi skal der og der er masser af planer. Spændende at se hvad året byder på! En ting er sikkert – der kommer til at ske en masse 😀
De nye færdighedsprøver består af en lang række tricks – et af dem er at hunden skal sætte snuden på en stok og holde positionen til der gives fri.
Jamen – vi er klar!! 🙂
//www.youtube.com/embed/bgHqmZexyAg