Mange drømmer om ny bil, dyre rejser, stort hus osv – i jagten på lykke og det gode liv.

Det, som gør mig mest lykkelig, er at sidde med kaffen om aftenen efter en godt brugt dag – og føle mig tilfreds. Dagen har været brugt godt, masser af frisk luft måske også – og nye lærdomme og erfaringer. Så kan man sukke en gang af tilfredshed – og det er lige der lykken kommer snigende…………

Lidt højtravende mandag morgen – men sådan er det nu engang.

Denne weekend har i den grad givet udslag på tilfredshedsbarometeret.

Årets Lapinettedag var i lørdags, og vi er efterhånden mange lapinetter. Man kan lave nogle rammer – men kommer folk (?) Hvordan rammer man bredest – for der er jo vidt forskellige interesser indenfor “hunderiet”. Nogle træner lydighed, mange nye træner agility, så er der rally – som nogen elsker, andre elsker at hade – og så er der en flok glade familiehunde også, som ikke træner noget videre, men har en aktiv tilværelse med gåture osv.

Jeg besluttede et kursus i “kropskontrol” – dels har det lidt været det nye “sort” i år rundt omkring, dels har alle hunde godt af det – og alle kan være med. Det er sjovt – og hundene plejer også at synes det er sjovt. Jeg er så heldig jeg kender Anette, som lige netop har det som sit speciale. Så hun blev hyret til opgaven, som hun tog imod. Det er jeg SUPER glad for.

Vi kunne være hos DCH, Roskilde – hvilket jeg også er super glad for. Der er stort klubhus + kæmpe arealer. Man kan træne – men også gå en lang tur, og stadig være hegnet ind. Vi er så mange, at vi må ud, hvor der er plads – og genialt at kunne rykke ind, hvis der skulle komme grimme byger. Det gjorde der så heldigvis ikke.

Vi måtte lave 2 hold – så Anette havde det ene, jeg havde det andet. Der var udfordringen så lidt rally + lidt om ” at lege” og boldmotivation.

Derefter stod den på turbo-indkaldskonkurrence – og undervejs var der kaffepause med mega mange kager, og til sidst sammenskudsmiddag.

Det var en FED dag.

Under middagen havde jeg lige 30 sek. hvor jeg summede lidt. Var træt efter lang dag, og også en del forudgående forberedelser – så faldt lidt ind i mig selv. Da jeg så blev tilstedeværende igen, blev jeg opmærksom på latter, snak og total feststemning 😀 Sjovt lige at “se” det udefra kortvarigt – men ja, vi har det altid super sjovt, når vi ses. Det er lidt spooky – en flok tilfældigt sammenbragte mennesker jo, men sådan føles det ikke. Glæden over at ses er stor. Det er en kæmpe gave for mig!!

Det er umuligt at finde en dag, hvor alle kan – og nogle, som ellers altid stiller op, måtte se sig optaget af hhv arbejde og familiearrangementer. Sådan er det!! Man kan ikke være 2 steder på en gang, Så kommer de næste gang, og så er der andre der ikke kan.

Det var SÅ fantastisk at opleve folk komme fra Jylland, fra Fyn – og Lolland/Falster – og så selvfølgelig fra hele Sjælland. Karin med tesla kom helt fra Karlskrona i Sverige – en tur på ca 5 timer. Hun overnattede hos Ellyn, som stillede op og lagde hus til – og de havde en super hyggelig weekend med skovtur osv, ved jeg!

Det var 5 sek. fra de var kommet ned fra Norge også med trixie – men voldsomme gigtsmerter i en hånd satte en stopper for det projekt dagen inden. Ja, så skal man ikke ude og rejse så langt! Fuldt forståeligt! Men at det overvejes – jeg er SÅ taknemmelig.

Jeg er SÅ heldig og glad for, jeg ser alle mine hvalpe kontinuerligt. Også dem, der bor langt væk.

Der er den “opdrætsmæssige” side af sagen – hvordan blev hvalpene/hvordan udvikler de sig (?) Hvilke kvaliteter går videre, i hvilket omfang osv. Så man ser hvad tæven “giver videre” – og hannen også, Nogle sider er stærke, andre forsvinder, og så ved man jo, hvor man skal sætte ind med videre avl.

Så er der også den følelsesmæssige. Alle mine hvalpe har en bid af hjertet med. Det er ikke nemt at sælge dem, og se dem flytte, skulle jeg hilse og sige. Så jeg er lykkelig, når jeg ser dem. Jeg tror mange så mig sidde med lille saligt smil forleden og bare glæde mig over at være sammen med mine små pus. Jeg fik mange hundekrammere og slik på næsen.

Så jeg er tilfreds helt ind i sjælen – her med morgenkaffen. Over en fed weekend, over at se hvordan mine hvalpe har det og udvikler sig – og over hele tilværelsen.

Lykke!

Man skal gemme det, samle på det – når modgangen også kommer. For sådan er livet jo. Jeg har 3 gamle vovser på ca. 10 år f.eks – Gimli bliver 10 år om 14 dage. De er i deres livs efterår. Sådan er det

PÅ vej hjem til Sverige kom Karin og tesla forbi her. De havde bestilt et bad hjemmefra og en omgang grooming. Super lækkert – for så kunne jeg have hende lidt mere mellem hænderne og “mærke” hende. Hun var kuldets vildbasse som lille – og det er hun stadig. Der er party party og virkelig vild leg i hende. Derfor var det hende, som kom til Sverige og skulle træne “bruks”. Hun er også god til det – og det tror jeg på. Der er dælme en rumraket bagi hende, men OGSÅ stor samarbejdslyst og super sociale kompetancer. Bliver spændende at se hendes MH – hun skal gå den i efteråret.

Smuk er hun også – synes jeg, som helt klart er kennelblind.:D 😀 Det var stort at se hende – første gang jeg så hende siden hun flyttede som hvalp.