Så har tingene vist fundet deres leje, og jeg kan reelt nyde at have hvalpe – uden konstant bekymring og uro.
De 7 største hvalpe har der aldrig været noget med – selv om et par af dem også kun vejede 160 gram, da de blev forløst. Men det er gået den slagne vej – helt efter bogen.
Kun lillepigen har fyldt meget på bekymringskontoen, men pt er der ikke grund til bekymringer der. Nu rykker hun for vildt.
Hun vokser og vokser ( verj 450 gram her til morgen ), og er livlig og opfører sig præcist som sine søskende. Den største af dem er nu oppe på omkring 900 gram, så hun er en lille pige ift dem.
Det sidder stadig i baghovedet, at hun jo er kommet ud MEGET for tidligt og “ufærdig” – så jeg håber og tror nu på den er “der” – men livrem og seler er en herlig ting. Der kan jo komme noget, som hun vokser til. MEN – lige pt – er hun et totalt livsstykke. Absolut snotfri, med fine øjne og kæmper bare igennem om patterne med de andre. Hun får lov at kæmpe og møfle lidt – for det er godt aht hendes udvikling. Når mælken så løber, så får hun lov at få en uden kamp – og jeg holder de andre væk, så hun får sin ration.
Jeg har sendt deres navne ind til registrering hos DKK – og har valgt følgende :
tæver :
Lapinette´s Her Majesty
Lapinette´s Heading for the Top
Lapinette´s Have a little faith
Lapinette´s Heart of Fire
Hanner :
Lapinette´s High Voltage
Lapinette´s Hot Stuff
Lapinette´s Heavy Metal
Lapinette´s Heaven´s on Fire
Lillepigen havde jeg gerne kaldt Have a little faith in me – men så nåede jeg op på 36 bogstaver/mellemrum – man må kun anvende 35. Så jeg måtte lige stryge et par ord der 🙂
Igen er det et kuld, der bliver spredt godt ud i DK + Sverige. Det er ved at være et fast mønster – sådan har et været de sidste par gange. Det er faktisk ret meget dejavu ift det sidste.
1 i Sverige, 1 på Fyn, 1 på Lolland og et par stykker i Jylland. Ingen på Amager – ih altså! Bortset fra Hope jo – som bliver her lidt ekstra. Der er stadig et par hanner, der ikke er afsat – så det vides jo ikke hvor de lander.
Der bliver en Lizzie, en Hera, en Hollie og en Pepsi ……….så meget vides pt.
Jeg synes altid det er sjovt med de navne – hvad de kommer til at hedde.
Beslutningen om at holde totalt træningsfri her mens der er hvalpe er jeg glad for nu. Havde været svært at overskue oven i – men det rykker i mig. Savner at træne med vovserne. Jeg tror dog pauser er godt. Når jeg kigger tilbage på træningslivet med f.eks Donna – så gav det altid et boost, når hun havde haft barselsorlov. 2-3 mdr, hvor man i stedet gik lange ture, tog nye steder hen og hyggede – så var vi begge SÅ klar til at arbejde bagefter.
Jeg tror dog måske ikke der kommer til at gå så lang tid med Fanny. Hun trænger til at bruge hjernen til, synes jeg – der er lidt for meget spræl og ulykker i hende 😀 😀 Dette trods hun er ude at gå 2-3 timer dagligt.
Den hund minder mest af alt om noget der røg i kaffekanden som spæd!
Vi har jo også en servicehunde-challenge at hoppe på. Mangler bare IDEEN! Men, tror jeg fik sporet mig lidt ind på det i går.
Det svære er bare at træne servicehundeting herhjemme – for det foregår jo primært i hjemmet. Åbne skabe/skuffer – hente ting osv. Beder jeg en hund om noget, farer der X antal andre rundt med 180 i timen, fordi der er godbidder i farvandet. Så skal man smide de andre ud – så vil de stå i haven og hoppe op ad havedøren for de vil IND. Der er godbidderne.
DET er udfordringen. What to do – med de andre hoveder.
Nå – jeg finder nok ud af det.
Her et billede af Summer med sine 8 hvalpe. De begynder at få noget størrelse 🙂 I weekenden rykker de ud af mit soveværelse og ind i stuen. Lige om lidt er kassen for lille – der skal ske mere end det.