Så nærmer det sig – juleaften og også afslutning på året 2015.
Jeg vil gerne ønske alle læsere af denne blog en glædelig jul og et godt nytår!
Jeg har ofte ifm indlæg her i bloggen, tænkt på hvem der mon egentlig læser med. Det er jo egentlig lidt mærkeligt at sidde og skrive en masse – om hvordan det går, tanker om træning, tanker om avl osv.- og ikke vide, hvem modtagerne er og ikke få en reaktion. Meget “monolog-agtigt” 🙂
Jeg har dog oplevet flere interesserede købere til mine hvalpe ved de sidste kuld, oplyse de har fulgt med i bloggen længe. Folk som overvejer at få en collie/ en collie mere/ en ny collie – og som det helt klart giver noget at komme lidt mere ind “bagved”. Jeg havde overvejet at nedlægge bloggen – for efterhånden foregår rigtig meget kommunikation på de sociale medier, men er nået frem til den alligevel har en berettigelse.
Når et år nærmer sig sin afslutning, så gør man status. Det kan ikke være anderledes – og lægger planer for det nye år. Den sidste tid her i huset har været noget hektisk med H kuldets ankomst og de første hårde uger der, og senest Dinas fødsel, hvor jeg dels var med til fødslen, og siden har været telefonisk supporter. Det sidste er næsten værre end at være der selv – for man skal foretage vurderinger og har dermed et lille ansvar – uden at have tæven/hvalpene i hænder. MEN – alt går godt nu. De små gror og Dinas temperatur er faldet og hun har det godt. Så det VAR begyndende kalkchok, som heldigvis blev taget inden det blev egentlig kalkchok.
Så der er ro på nu. Så i går blev huset juleskuret og skrubbet – akkompagneret af ” De største julehits” fra youtube – så endelig sneg julestemningen sig også ind her. Der blev sågar bagt julecookies med marcipin, nougat og kanelsukker. Jow – vi er vist ved at være der 😀
Lizzie og Huxi ( Mr. X skal hedde Huxi ) bor her stadig – og det gør Summer såmænd også. Summer kunne være rejst hjem d. 13. dec – for da var hvalpene 8 uger. Men ejer Ellyn havde en del arrangementer med børnebørn osv + julefrokoster indtil 27. dec . så hun ville gerne Summer blev i flokken og ikke kom hjem til hus, der til tider var noget tomt. Så Summer bliver 14 dage ekstra – selvfølgelig da. Huxis familie skal også rejse ud og holde jul, hvilket ville være lidt synd at smide ham direkte ind i – så han bliver også til julen er ovre. Han skal i øvrigt bo i Hørsholm – så der er da 2 der bliver på Sjælland denne gang.
Men mht status – så synes jeg 2015 har været et rigtig godt år. Jeg har tidligere overvejet en del om jeg var en træningsnørd, der “bare” lavede et kuld hvalpe af og til – eller om jeg var en opdrætter, der godt kunne lide at træne mine hunde. Jeg må nok erkende at ubevidst er jeg gledet over i at primært være opdrætter. Ikke at jeg ikke længere træner eller er mindre engageret der, men opdrætterrollen fylder efterhånden bare rigtig meget. Jeg er jo så hamrende heldig at have en super kontakt til alle mine hvalpekøbere – og der kommunikeres livligt frem/tilbage. Vi har en gruppe på facebook, hvor alle stort set er – og der er mange, mange indlæg hver dag. Den kontakt – elsker jeg. Elsker at følge med og nyder alle billederne og beretningerne. Elsker at mødes ude irl også – og opleve hvalpene bare aldrig glemmer kennelmor! Det er faktisk min største passion og det som giver mig mest. På en klar 2. plads kommer så træningen – som også giver en hel masse. Jeg elsker den kontakt med mine hunde og de udfordringer, som skal nakkes.
Jeg elsker at følge generationerne – og “analysearbejdet”. Hvordan er dette kuld – hvad er den røde tråd – og hvad skal der være mere af næste gang (?) Finde rette han, rejse rundt og møde hanner – og lægge planer.
Lige pt er der 4 generationer her i huset. Mor, datter, barnebarn og oldebarn ( børn ). Det er utroligt så meget man kan ændre på 4 generationer. Dels udseende, hvilket dog ikke er det der er ændret mest her – men også temperamentsmæssigt/mentalt. Jeg synes virkelig jeg disse år oplever, at de visioner jeg har og havde – begynder at tage form. Hvalpene bliver mere og mere sociale og mentalt stærke generelt – og nærmer sig de mål jeg har.
6 hvalpe fra H-kuldet er flyttet hjememfra, og der kommer mange tilbagemeldinger fra ejerne hele tiden. De er i høj grad overraskede. Hvor seje de små er – alt det de tør, hvor glade de er for fremmede og at de bare går rundt med høj hale og synes det hele er fedt – lige fra de er landet i nyt hjem. Det glæder mig usigeligt! På et personligt plan – men også for hvalpene og familierne. Det er jo et super udgangspunkt for et godt, langt hundeliv.
Så opdrætsmæssigt har 2015 været et super år. Dels har jeg kunet følge F og G kuldene vokse til – og udvikle sig til dejlige unghunde. Dels blev H kuldet født – og dem glæder jeg mig meget over at følge nu også.
Hvis man scroller “news-siden” her på Lapinettesiden – så har der aldrig været så mange “news” som i år. Vi er efterhånden også mange til at lave dem 😀 Mange aktive Lapinetter “derude” – som enten udstiller, konkurrerer eller er aktive på anden måde. Der har også været mange sundhedsresultater i år. Således er 10 hvalpe af mit opdræt i år HD fotograferede – alle med status A.
Der har været mentalbeskrivning, hvor 6 hvalpe af mit opdræt var igennem ( + en Bassie søn ). Også meget lærerigt og med tydelig indikation af at det går den rigtige vej – jah, 6 stk med 1 på begge afreaktioner – det er jeg super glad for.
Der er hentet 5 titler i år – min egen Fanny har fået LP1 og RBM titlerne. Summer har fået LP2 titel, Rammstein har fået LP1 titel – og Madonna har fået RBM titel. Derudover har 3 hunde stillet op til de nye tricks-færdighedsprøver – og har bestået fp1. Det er Fanny, Dixie og Madonna.
Der har også været nogle fine udstillingsresultater – Tesla, Liam, Fanny og Donna har opnået excellent – 3 af dem blev placeret i klasserne. Madonna opnåede Excellent CK – og blev 2. bedste tæve med reserve cert.
Dette bare hurtigt remset op – der er også mange fine resultater, der måske ikke lige berettiger til en titel – men det kan man læse mere detaljeret om på News-siden.
Der er godt gang i den over hele linien – og jeg er spændt på hvad 2016 bringer. Allerede i skrivende stund ved jeg flere hunde er tilmeldt en masse ting – og skal ud og prøve nogle “skrå brædder” af.
For min egen del – så skal Fanny og jeg arbejde os hen imod en LP2 titel – og evt. noget RØM også, men vi må se hvor meget vi når, for planerne indbefatter også at hun skal have et kuld hvalpe her i 2016. Farmand er valgt – og jeg glæder mig meget.
Donna og jeg spidser rallyskoene. Nu brugte vi noget af 2015 på at få hende over på højre side og lære reglerne ift rally championklassen. Jeg synes vi fik overblik, så nu skal den have gas – og vi ser om det kan lykkes at få en titel mere henover de næste par år, hvor hun selvfølgelig stadig skal være træningsaktiv.
Jeg kan også glæde mig over min flok er intakt. Jeg har nu 3 hunde på vej mod de 11 år – men alle har det godt, og ser ud til at kunne være her længe endnu. Det er også en stor glæde.
Jeg vil tillige glæde mig til at følge Dinas hvalpe – og Bobby har parret Skye hos Kennel Keyloc – dem glæder jeg mig også til at følge på sidelinien. Der forventes fødsel 23. januar.
Så det har primært været et “hvalpe-år” – og det ser ud til 2016 bliver det samme.
Det er så spændende og jeg glæder mig til det hele!!
Rigtig glædelig jul derude – og I ønskes et pragtfuldt nytår!
Hej. Jag läser din blogg. Du skriver så fint.
Hej. Jag läser din blogg. Du skriver så fint.
Glædelig jul – fra en blogfølger 🙂