Hverdagen har indfundet sig herhjemme. Lange gåture, rengøring – og en del powernaps på sofaen. Synes jeg er lidt træt pt. Trænger nok til sol og varme.
En del træning også. Så lige videoen med Fanny fra sidste update, da jeg kom ind her – og der er sket meget siden. Nu har vi en færdig stå/dæk under gang øvelse, med positioner uden håndtegn og indtaget prompte. Jeg kan også hoppe rundt bag hende og skabe mig, uden hun mister positionen. Så flueben ved den. Vi er faktisk ved at have ædt os grundigt igennem LP2 programmet. Så nu skal der bare generaliseres en masse og trænes med forstyrrelser.
Det går alligevel stærkt, når man gør noget ved det.
Jeg har fået vasket nogle hunde – også rart. Bl.a. Gimli – meget rart 😀 Han har en pels, som har godt af at blive ordnet godt og grundigt jævnligt med vask og hele pivemøget.
Der har været overskud til at spinde også og kunne i går overrække en portion garn til en hundeven. Flueben ved det også!
Jeg følger meget intenst med hos de små H-hvalpe – og det går bare super godt hos dem alle. SÅ skønt.
Hollie bor på Lolland, sammen med storesøster Fiona fra F-kuldet. Mor i fam. havde et ærinde i Køge mandag – og så tog far + hunde med og mødte mig på stranden i Ishøj imens. Jeg havde så Fanny med.
Det var MEGET blæsende og overskyet – men hundene elskede det. Så knap 2 timers gåtur med hunde der tæskede rundt og var SÅ glade. Det var altså fantastisk.
Hollie blev SÅ glad for at se mig. Anders ankom først og stod ude med hundene da jeg kom. Allerede da jeg steg ud af bilen trak hun i snoren og hele bagkroppen logrede. Da jeg kom hen til hende, pev og hylede hun af glæde og det lykkedes hende at kravle/trække sig op af mig, så hun landede helt oppe på min arm. Hold fast, det var rørende. Uh, så får jeg alligevel en klump i halsen.
Fiona var også glad – men dog allermest da hun havde fået 1/4 frolic 😀 😀 😀 Hun minder om mormor Donna. Der er lidt beregnende ved dem – overvejer lige – hm, hvad får jeg ud af de….HOV – frolic – DER bor jeg!!
Så hun gik fri ved fod hos mig rigtig meget af turen. Donna er også til salg hos enhver der har en godbid.
Dejlig frisk tur – og jeg havde en træt Fanny med hjem.
Fiona, Fanny og Hollie…………..
Jeg fik taget en del billeder, der bliver lagt ind i deres galleri nu.
Ligesom jeg har fået billeder af samtlige hvalpe fra H-kuldet der også ryger ind nu.
Jeg har fået planlagt mit forår/tidlig sommer nu. Der kommer til at ske mange ting. Dels en masse træning – jeg vil rundt og prøve en masse. Derudover nogle prøver – og så er der jo Årets Lapinettedag, som nu er fastlagt til 28. maj.
Det er årets event – glæder mig som et lille barn, og jeg ved hvalpene kommer langvejs fra for at være med. Bl.a. de 2 fra Sverige.
Jeg er ved at lave et program for dagen – der skal være noget at rejse efter. Det begynder så småt at tage form 🙂
d. 20. feb har jeg lovet at komme og lave spinderkursus for Dansk Collie Klub, så nørkler også med nogle ting her, der gerne må blive færdige. Det bliver hyggeligt – og med en hvalp på slæb. I morgen flytter Huxi ind og skal på vinterferie her. Uhhhhhhhh, jeg glæder mig. Huxi er alias “mørk, shaded han” 😀
Det er altid hårdt, når hvalpene flytter hjemmefra. Den her gang har det været meget værre. Jeg ved ikke hvorfor – har gået og analyseret lidt på det. Tror det er fordi der skulle kæmpes så meget – og prognoserne var skidte fra start – man vidste ikke om nogen af dem ville overleve. Summers hormoner var jo ikke klar til fødsel – og deres lunger m.m. muligvis ikke modne. Det var jo ikke kun lillepigen, der var “problem-barn” – hele kuldet var jo på vippen til ikke at klare den.
Kæft, hvor er der lagt mange timer, kræfter, overvejelser og FØLELSER i dem. Hvert et skridt, hver en bevægelse og hvert et gram er der tænkt over. Jeg tænker det er årsagen til, at det er blevet så tomt nu.
Men godt jeg har mine egne vovser – og de nyder godt af lidt ekstra pylleri pt.
Men de trives alle sammen – og det går forrygende ude i deres familier.
Det er spændende at følge med – og der sker meget. F.eks fik jeg dette billede forleden :
Jah, så blev jeg lidt rørt igen. Det er lille Lizzie – i legebuk – og ude og lege med en smuk blue merle collie – som jeg jo også kender godt. Hvor er det dog herligt og heldigt – og helt tilfældigt – at begge de 2 svenske Lapinetter er landet i samme by – og nu havde lavet en playdate. Det vidste jeg ikke de havde. Fantastisk!!
De 2 brødre Pepsi og Balto har efterhånden haft mange playdates, og de 2 brødre tumler jævnligt med hinanden – også selv om de er flyttet til den anden ende af landet. De bor begge i Nordjylland – men har også givet deres hvalpe mulighed for at lege med en søskende, selv om de heller ikke kendte hinanden i forvejen.
Balto blev testet på får kort efter han kom hjem til sin familie, og blev fundet meget egnet og går nu fast til hyrdning. Familien ønskede en træningshund – og det har de fået. Han træner også i DCH.
Fik det her billede – her trænes at kunne sende ham ud både den ene og anden vej rundt – og det går godt 😀
Brormand Pepsi starter nu også til hyrdetræning – hvor er det fedt, de kan følges ad!!
Det er super spændende at følge med i – der sker en masse hele tiden.
– og så slutter vi lige med et billede af Lizzie. Skønne lille pige…..