Livet er noget mærkeligt noget. Tilværelsen som sådan også – det at “være” i livet.
Kontrasterne er af og til store.
Den største oplevelse i nyere tid, er at få H-kuldet. Som kom til verden på så dramatisk vis, og havde hårde odds for overlevelse. 1 uge født for tidligt, og moderens hormonniveua ikke gjort klar til fødsel, således deres lunger m.m. måtte antages ikke at være modne til denne verden. Meget små også – og i særdeles en på 101 gram.
Uh, hvor jeg kæmpede – byggede en “kuvøse” i mit soveværelse, for tænkte de skulle holdes næsten på de 37 grader som jo er mors. De fik mælk af engangssprøjte – mors mælk var ikke klar. Tarmsystemet var ikke modnet – så i håb om at vinde tid tog jeg simpelthen sprøjter jeg havde liggende fra da Donna havde kalkchok – og så injicerede jeg selv saltvand i nakken på et par, der dehydrerede. Det må man ikke – men når man står der midt om natten og en hvalp tørrer ind mellem hænderne på en, så er der alt at vinde, ikke så meget at tabe.
Vi vandt!!!! De overlevede!!! Jeg har til dato stadig ikke mistet en levendefødt hvalp ( det skal nu nok komme en dag ), men kæft hvor har jeg da også kæmpet til tider.
Men hvad man vinder på karusellerne, kan tabes på gyngerne.
Der er kampe, der ikke kan vindes – og jeg har så svært ved at acceptere det. “Jamen, kan man ikke” – eller” Hvad nu hvis” – kører rundt i hovedet hele tiden. Hele tiden søger man efter løsning, men nogle gange er der bare ikke nogen. Jeg har fået at vide jeg er sygeligt optaget af sygdom – det er på sin vis rigtigt. Forstået på den måde, at min dyrekøbte erfaring er – at det nogle gange faktisk har reddet mine hunde, at jeg selv havde læst op, anayseret og undersøgt – og så nuppet en anden dyrlæge, da den første mente jeg var galt afmacheret. Jeg har i rigtigt mange tilfælde ( de gange det har været aktuelt ) faktisk reddet mine hunde på den måde. Jeg har så også oplevet det først var dyrlæge 3 jeg tog til, der fandt svaret og diagnosen. Havde jeg stolet på nr. 1 – eller 2 – som mente jeg skulle tage hjem og se tiden an, jah, så havde Casey ikke været i live i dag. Eller Honey der blev fejlbehandlet ifm hun aborterede – bare blev mere og mere syg ( over 40 i feber ) og en dyrlæge der bare ville ringe mere af det samme antibiotika ind ( som ikke havde virket ).
jeg er heldig i dag at have en dyrlæge, der nu hele 5 gange har reddet hunde herfra, hvor i 3 tilfælde andre dyrlæger måtte melde pas. De sidste 4-5 år har jeg kun brugt hende og hende har jeg 100 % tillid til. Men tidligere havde jeg ikke tillid, og følte jeg selv måtte vide en masse, for at hjælpe min hund. Det var godt nok frustrerende.
Den sidste tid har været præget af sygdom. Først min egen, hvilket er ganske uvant. Jeg plejer ikke at fejle noget videre. Men måtte akut fare til lægen en dag sidste uge, da jeg blev rigtig dårlig. En rigtig grim infektion var svaret – og antibiotikakur.
Således lidt underdrejet opdagede jeg så der flød vand fra Honeys ene øre. Hun var helt våd under øret og der havde endda dryppet lidt på gulvet. Mao en del vand. Vandet var let fedtet at røre ved – som en tynd lampeolie. Intet at se i øret – ingen rødmen, betændelse eller lign – og aldeles lugtfrit også. Godt nok spooky – så vi nuppede en tur til dyrlægen. Hun blev kigget på – og der var intet at se. Ingen rødmen eller irritation – men jo, der lå også vand i bunden af øret. Dyrlægen der ( en anden i praksis end min vanlige ) kunne så ikke se noget hul i trommehinden. Jeg tænkte dog, at det MÅTTE der være – der kan ikke genereres vand i en øregang. Nå – hun fik antibiotika og vi tog hjem. 10 dages kur – og så kontrol. Kontrollen var i forgårs – og det flyder stadig med vand, dog noget mindre end lige da det kom. Antibiotikaen har ingen effekt haft på dette.
Nu var det min egen dyrlæge – og hun kunne så faktisk se et hul i trommehinden, som dog var ved at læges ( deraf mindre vand nu ). Men hvor kom det vand fra ??? Nu fik hun det der spekulative udtryk, jeg kender så godt – og så begyndte hun at mærke Honey rundt i hovedet. Hun fandt at lige ved øret, var lymfekarrene hævede. Jeg fik også lov at mærke og der var klar forskel på højre og venstre side. Føles nærmest som udstående blodåre. ” Der kommer vandet fra” sagde hun – og sagde også at det passede med konsistensen som let fedtet og olieagtig. Hvorfor – er så det helt store spørgsmål. Noget er jo sprunget i lymfesystemet, således vandet løber. Meget spooky, syntes dyrlægen også. Men hun nåede frem til at det evt. kunne være en cyste i lymfesystemet som er sprunget – eller evt en knude i hjernen, som sidder og suger næring og dermed laver rod lige uden for kraniet også. Der går åbenbart en masse blodkar m.m. gennem kraniet, så det kan godt være en realitet. Hvilken af delene kan kun en CT scanning i fuld narkose på Landbophøjskolen vise – og det springer vi over. Honey er næsten 11 år – det giver ikke mening. Uanset hvilken diagnose det ville vise, er det ikke noget man kan gøre noget ved.
Så nu vil tiden vise om “det var det” ( en sprunget cyste ) eller om trommehinden vil springe igen pga pres fra vand derinde ( knude ). Lidt for spændende. Dog kan man dog håbe på “cyste-historien”, da Honey er helt upåvirket og bestemt ikke virker syg eller lign.
Honey har det storartet. Intet at mærke på hende – hun er glad og fro som hun plejer. Her er billede fra i går. Løber stadig og leger med de unge og apporterer alle mulige mærkelige ting.
For 2 uger siden ringede ejeren til Elvis – fra mit første kuld. Han ville ikke spise. Hun havde prøvet alt – sågar både kogt kylling og stegt bøffer til ham – niks. På en uge havde han tabt 4 kg. Den smule hun fik i ham af og til kastede han op igen.
Så nu skulle hun til dyrlæge. Lød meget fornuftigt og jeg spurgte om hun havde god dyrlæge. Ja, det mente hun bestemt. Super!!
De fandt INTET. Der blev taget blodprøver osv – intet at komme efter. Nyretallene var let forhøjede, hvilket dog kan være helt normalt hos de ældre hunde, men måske også indikere der kan være en infektion et eller andet sted. Så han fik antibiotika med hjem og påbud om at komme igen 10 dage senere. Også smertestillende.
Allerførst syntes hun det hjalp – fik lidt mad i ham, men det var en kort frist på et par dage. Så Ville han ikke spise igen – og kastede op. Blev tyndere og tyndere. Hun ringede til mig igen – og vi talte faktisk om det kunne være cancer, men at alt måtte undersøges. Det blev det så – de der 10 dage senere. Han blev røntgenfotograferet fra top til tå – intet fandt de. Nye prøver – som viste intet. Godt nok frustrerende. Mona sagde, at hun ikke kunne holde ud at se på det mere – han havde det for skidt. Var ved at sulte ihjel. Dyrlægerne ville dog indlægge ham i går og så scanne ham – og give ham kontrastvæske ned og følge hver halve time, for at se hvorfor maden ikke kunne komme igennem.
Åh, jeg håbede der kom et svar – så vi vidste hvorfor!! Jeg var helt med på han måtte have fred, som hun beskrev det – men det giver sindsro at vide “hvorfor.
De fandt knuden i går. Sad mellem lever og nyre og pressede på tarmen, så maden ikke kunne komme igennem. Det gav afklaring. Helt forfærdeligt hårdt er det, og jeg føler SÅ meget med hans ejere. Tårerne løb også herhjemme i går. Men det var godt han fik fred – og med afklaring.
8½ blev han – og det er jo for ung. Vi har nok alle i baghovedet vore hunde skal blive 12-13 år, for det ved vi de kan. Realiteterne er desværre nogle andre til tider. Det er det jo også for os mennesker. Elvis alder svarer vel til en mand på omkring de 55- 60 – det er jo desværre heller ikke unormalt i vore rækker, at der støder ting til der.
Men det er stadig svært at acceptere! Jeg har svært ved det i al fald. Jeg har svært ved, at der intet er at gøre. At man ikke kan påvirke et udfald – ved lige at kæmpe lidt mere, eller gøre sig lidt mere umage. Afmagt er vist ordet – verdens værste følelse. Man kan ikke handle på den. Er man sur, kan man skælde ud – er man ked af det, kan man græde. Afmagt bor der bare – kan ikke sendes nogen steder hen.
Bagsiden af hundehold – og opdræt – er, når denne dag kommer.
