Alting har en ende – og en regnorm, den har to.

Nære venner driller mig af og til – for i snart 7 år har jeg sagt, at Gimli nok ikke holder så længe endnu.

Da han var 4 begyndte han ikke at ville sætte sig i plads og nøle meget i forskellige øvelser – og for at gør en lang historie kort, endte det med en diagnose på spondylose 3 steder i nakke/ryg. Derudover en dom fra dyrlægen om at jeg var heldig, hvis jeg havde ham når han blev 6 år.

Husker de ord – husker blodet forlod mit ansigt og fornemmelsen af chok. Nå – han blev øjeblikkelig pensioneret fra træning og røg på smertestillende. Når spondylosen vokser, er det ekstremt smertefuldt – og han havde et rigtig skidt år. Trods smertestillende havde han tydeligt smerter, gik skidt – og var sur på de andre hunde, hvis de kom i nærheden af ham. Jeg er ikke sikker på jeg stod det igennem i dag med en anden hund.

Men tiden gik ( der var så også gode dage ), og langsomt blev han smertefri – men dette så kun fordi ryghvirvlerne nu var groet sammen. En lang, stiv ryg var resultatet. Havde besluttet at betød det problemer med at komme op/ ned at ligge – og komme af med afføring eller lign – så måtte det være slut. Men det klarede han. Nogen ninja var han ikke – tempoet nu helt anderledes langsomt, men glad og fro. Et røntgenbillede da han var ca. 7 år viste totalt sammengroet ryg.

Jah – vi klarede endda lidt rallytræning undervejs og han blev også rally champion. Sidde lige kunne han ikke – for fleksibiliteten var væk og få skubbet rumpetten ind i en lige plads var for svært. Men det går jo i rally. Til gengæld var han ovenud lykkelig, når vi trænede.

Det fik dog også en ende, og han har siden levet som glad og tilfreds pensionist med en masse gode ture. Men han lignede tidligt en gammel hund. Gik tungt og til tider også lidt besværet.

Han har dog formået at holde sig på det niveau gennem næsten 7 år. Det er ret utroligt. Har hele tiden tænkt – at om lidt går det nok ned ad bakke – kan det dog blive ved (?) Der har været små svingninger op og ned – og dårlige perioder, men så var det pludselig godt igen og så åndede jeg jo lettet op. Fremfor alt har han været glad – og dagligt er han kommet med skinnende øjne og skubbet til mig med noget legetøj. SÅ skulle der være party, og der skånede han ikke sig selv.

De sidste 14 dages tid er det så gået ned ad bakke. Meget. Det er i virkeligheden nok startet lidt før det, men de skjuler jo meget i en flok, men nu blev det klart for mig han ikke havde det så godt.

Sov meget – lå mere. Kan godt komme op at stå – men ned er sværere. Han lader sig nu dumpe ned. Et ordentligt brag hver gang – han kan ligesom ikke styre bagkroppen, så lader den bare dumpe ned. Jeg har vågnet et par gange om natten ved at han vandrede hvileløst rundt – har nogle særlige slæbende skridt, som er lette at genkende. Jeg stod op – og der stod han så og bare kiggede – let gispende. Prøvede at lukke ud – men næh, ikke det han skulle. Så forstod jeg han havde ondt.

Samtidig med begyndte han at slikke meget på sin venstre pote – kunne slet ikke stoppe igen – og nu haltede han også i skridtgang kunne jeg se. Han røg straks på smertestillende jeg havde på lager, men jeg synes kun det tager toppen. Han kan stadig ligge midt i stuen og pludselig vende sig om og hakke ud i luften, fordi han tilsynelandede forventer der står en hund der, han skal have væk. Hans hørelse er også stort set væk, så det er jo helt klart et pres i en flok.

Summa summarum – livskvaliteten er ikke super. Han må ikke gå og have smerter. Jeg har givet lidt større dosis smertestillende de sidste dage + han nu også får noget naturmedicin, som skulle kunne hjælpe ( ja – skyder lidt med spredehagl, men bare vi så rammer…………. ).

Han har været gladere de sidste par dage, og han er ophørt med at slikke på pote og halter heller ikke. Men han går skidt og tungt – kroppen er ved at være slidt.

På mandag har vi en dyrlægeaftale – jeg vil gerne høre en second opinion, og om der evt er bedre smertestillende end det jeg havde på lager.

Men uanset hvordan jeg vender og drejer det, så ved jeg godt vi synger på sidste vers. om 3 måneder bliver han 11 år – hans far blev ca. 10 år – uden at have været syg. Der var han gammel og slidt. De forskellige hunderfamilier har forskellige livscykus og Gimlis familie er aldrig blevet super gamle. Så han har faktisk haft et liv af normal længde – og er slet og ret gammel og slidt op nu. Men hvornår er nok nok ? Det må nok tages lidt på gefühl. Jeg håber han kan klare sommeren med, men det er måske nok naivt. Det vil tiden vise.

På den anden side har jeg også Andrea – der stadig jodler rundt og opfører sig fjollet. Hun bliver også 11 i år. Hendes mor lever stadig – hun er 13 år – OG hendes mormor lever også. Hun er 15. Den familie bliver så også generelt MEGET gamle – så den viden kan man jo også læne sig lidt op ad som fingerpeg.

Det er frygteligt trist og jeg er bange for den proces vi skal igennem. På den anden side synes jeg af ærligt hjerte, han har haft et godt liv. Masser af kvalitetsoplevelser, han har fået alle de tilskud der kunne opdrives som kunne hjælpe på spondylose/gigt – og han er holdt slank ( vejer 24/25 kg ) for ikke at skulle belastes for meget. ALT der kunne gøres – er gjort. Ellers var han nok heller ikke blevet så gammel.

Nu er øvelsen også at være en god hunde-ejer det sidste stykke tid. Det vil jeg bestræbe mig på. Han skal IKKE leve med smerter.

En dag ad gangen. Sådan har vi levet i mange år – men nu bliver det på helt anderledes intens vis.

Med mindre han pludselig blomstrer op og jodler rundt igen (?) Nok ikke så realistisk.

Jeg er spændt på hvad dyrlægen siger på mandag.

Dette billede er fra efteråret.