Jeg tænkte, jeg lige ville opdatere her inden turen går ud i forårssolen med de små.
Jeg har været ved dyrlægen med Gimli, og han er tjekket grundigt igennem. Han har jo gigt – overalt – og det vidste jeg/vi godt. Det nye er at han ikke har meget føling ned i venstre bagben. Det er derfor han vakler og er ustabil bagtil. Et meget kvalificeret gæt fra dyrlægen, er at hans spondylose simpelthen har betydet der er nogle nervetråde i klemme, som så “lukker af” ned i benet. Det ser man tit, sagde hun.
Hans venstre forben er også rigtig skidt. Det er der hvor han også har slikket en del på poten. Hun kunne ligefrem høre det knage og knirke når hun bøjede hans ben i knæleddet.
Det gjorde også ondt på ham, kunne man se. Han er også meget øm i lænden – hvor de der nervetråde så også sidder i klemme.
Vi er ved at nærme os vejs ende – uanset hvordan man vender og drejer det.
Øvelsen nu er at forsøge at smertedække ham, så han har en god hverdag. Selvom kroppen er slidt helt ned, så er han nemlig glad alligevel og har stadig glimt i øjnene. Så vi forsøger, hvad forsøges kan.
Han nåede at få det godt på metacam inden jeg tog til dyrlægen – men der gik flere dage inden jeg egentlig mærkede en effekt.
Nu er han skiftet over på anden medicin – previcox. En pille om dagen skal han have. En pille koster 21 kr – så + alle de tilskud han også får, så er han snart sin vægt værd i guld.
Det har han fået i 3 dage, og i går begyndte han at slikke lidt på poten igen. Håber det er en enlig svale – eller også var metacam faktisk bedre, for der ophørte han helt med det slikkeri.
Virker det ikke – så er der kun prednisolon tilbage. Det kan have kraftige bivirkninger. Jeg ved nogle hunde næsten ikke har bivirkninger – andre har mange. Casey fik det en overgang ifm hendes borrelia – og hun har voldsomme bivirkninger. Så det må simpelthen tages som det kommer. Skulle han også få det som hende – med voldsomme hedeture ( der løb simpelthen “vand” ud af nogle kirtler på hendes kinder – så helt vildt ud ), konstant gispen – og ingen søvn af samme grund, jah – så har man erstattet pest med kolera. Det skal vi ikke.
MEN – en dag ad gangen. Håber er stadig han får sommeren med. Vil så gerne lave kæmpe lagkage til ham 15. juni, hvor han bliver 11 år.
Men det må være hensynet til ham, der kommer først. Vi ser, hvad der sker………….
Derudover er foråret jo komme. Jaaaaaaaaah, hvor er det skønt. Morgenturene er nu oppe på 1½ time med juniorholdet. Det er ikke særligt tillokkende at skulle hjem til gulvvask og rengøring, når man går i skoven i solen.
Træningen går det også godt med. Donna er også i fuldt sving nu, med at blive rally champion klar. Vi har et mål – vi vil være rally super champions 😀 😀 😀 😀
Og det bliver vi sikkert ikke – men uden mål, får jeg ikke trænet nok. Her over vinteren har jeg haft god tid til at tjekke op på de ting som var svært. Vi havde jo vores debut i klassen sidste år – imødeset med stor spænding, om vi kunne være med eller det ville vælte med et brag. Det ER en svær klasse. Men det gik overraskende godt. Viste så også nogle svagheder, som i den grad måtte under lup. Vi skulle have LANGT mere sikkerhed og en “plan”/fælles sprog omkring bagpartsvendinger på højre side. Det var det sværeste for os – at lave højre vendinger med hende på højre side. Alt det andet med at sende til kegle, felter osv – det kan hun godt.
Så vi har været i træningslejr, og hun har nu de smukkeste bagpartsvendinger også på højre side. Ingen slinger i valsen.
Tog mig selv i her forleden – at gå og glæde mig FOR VILDT til at komme til prøver med hende. Vi synes det er sjovt. Har derfor meldt hende til en del prøver – og også på et rally champion hold. Indtil nu har vi bare trænet selv – bliver godt at blive udfordret lidt udefra også.
Fanny rykker også rigtig godt i træningen – det er simpelthen en fornøjelse. Hun er SÅ glad – love it.
Jeg har meldt hende og jeg til endnu flere LP kurser – det er mange år siden jeg har været så aktiv “ude”. Føles rart – det er en vitaminindsprøjtning hver gang.
På “avlssiden” har jeg nu lagt en billet ind på en hvalp udefra. Har de sidste 1-2 år vidst, at inden så længe måtte jeg have nyt ind udefra. Så har holdt meget øje rundt omkring, hvad der kom. Jeg er blevet kræsen. God mentalitet, typemæssigt klassisk evt. m touch af amr, eksteriør over middel, god sundhed, gode arbejdsevner – og så vil jeg have sociale hunde. Man skulle tro god mentalitet – og god MH – betyder “mentalt gode hunde på alle sider. Men sådan er det ikke. Har efterhånden mødt min del af den slags, som desværre kan være endda vældigt skarpe ift andre hunde – eller jeg som fremmed næsten ikke kan komme til og er totalt uinteresseret i kontakt. Der er så også mange gode – det er slet ikke det 🙂
Hvis man er træningsnørd som mig, så er det KÆMPE belastning at have en hund med f.eks egetkønsaggressioner. Det har jeg prøvet med Gimli. Man er hele tiden på dupperne til en prøve – for at andre hanner ikke kommer for tæt på. Mange mennesker tænker ikke over det, og lader bare deres hund trække hen til andre. Klart nok – hvis ens hund elsker alt og alle – men lige det element synes jeg er belastende. Sad en dag og filosoferede over hvad jeg syntes var værst. At have en hund, som er berørt af skud – og derfor bange ved nytårstid ( det problem har Gimli også haft – da han stadig kunne høre 😉 ) – eller have en hund, hvor man er på vagt 365 dage om året, fordi den vil lave udfald mod enhver løs hund, der kommer hen til den.
Jeg TROR faktisk jeg ville vælge den skudrædde (?) Det er dog trods alt kun en kort periode om året.
Kan jeg selv bestemme vil jeg bestemt ikke have nogen af delene – så det er det jeg arbejder ud fra. Men den sociale side er røget meget højt op på prioriteringslisten.
Så når man falder over en parring, med velkendte linier – -som slet ikke er i familie med det herhjemme, jah- så syntes jeg at jeg måtte slå til.
Det bliver spændende at følge. Stadig vides det ikke om tæven er med hvalpe.
Så – nu venter skoven!
Her et billede af team junior fra forleden
