Den største nyhed lige nu, er nok at Ginny er drægtig. Dette blev konstateret i går ved scanning. Der var tydeligt 6 små bobler, og dyrlægen mente der nok også var en 7. men noget tarm kom i vejen for tydeligt billede 🙂

Meget, meget spændende – og jeg glæder mig VILDT!

Lige i starten af maj forventes hun at føde. Hun rykker ind her en 10 dage før – og så kører det.

Det har været en lidt hektisk omgang – med først at parre Fanny, være sikker på hun var drægtig. Det var hun også – men desværre gik hvalpene til og blev resorberet. Nå da…..få timer senere sad vi i bilen og ned for at parre Ginny. Han var bestemt for længst – planen var at Fanny skulle have haft først – og så Ginny bagefter. Men så gik der ged i løbetiderne og Ginny kom i løb kort efter Fanny var parret. Jah – og så måtte Ginny skubbes til næste løbetid, men hov ikke alligevel…………og wroooouuum.

Men hvor er det FEDT hun er drægtig. Jeg tror det bliver nogle kanon hvalpe.

Ikke mindst mentalt – hvilket jo er noget af det jeg prioriterer meget højt.

Jeg er klar til selv at få en hvalp nu………og jeg har haft mange overvejelser om hvad det kloge er at gøre der. Følelsesmæssigt vil jeg helst beholde mine egne. Dem kender jeg – og jeg er altid frygteligt forelsket i dem. Men der er jo mange kasketter på herhjemme – hundetræneren, hundeejeren og opdrætteren……….og sikke også nogle flere.

Jeg er altid “ude” og finde gode hanner til mine tæver. Jeg synes ikke det er nemt at finde lige DET jeg gerne vil have. Samtidig med har jeg nogle af mine egne hanhvalpe jeg frygteligt gerne ville bruge. Men ak – mine tæver jo tæt familie. Det KLOGE valg ville være at købe en tæve ude – og så lave en avlsaftale på en af de kommende hvalpe.

Ingen kan spå om fremtiden……..nu har jeg prøvet Fanny gik tom……måske gør hun det igen (?) Det er sårbart at være et lille opdræt med få hunde, og det er en udfordring jeg må kigge på.

I år har jeg 10 års jubilæum som opdrætter – såh – nu skal det være. Jeg har bestilt en hvalp i udlandet. Moderen til den er også parret nu – så der bliver 2 paralelle forløb. Mine egne hvalpe – og så det kuld også 🙂

Det vil helt sikkert være svært IKKE at beholde en hvalp af mine egne – men heldigvis ved jeg en af dem kommer til at bo lige om hjørnet, og ejer vil gerne være med til en avlsaftale.

Jeg er dog også spændt på at få en collie hjem af rigtige arbejdslinier. Dem er der ikke så mange af.

Så lige pt render jeg lidt rundt som en flue i en flaske af bar spænding. Der er gang i en hel masse……..både stort og småt. Det her er så noget af det store 🙂

Der venter også en del arrangementer i Dansk Collie Klub, hvor jeg har fået en lokalrep-kasket på. Jeg kan faktisk ikke mindes, der nogen sinde har været så meget gang i den klub, og det er fantastisk at være med til.

Den årlige Lapinette-dag er også fastlagt. Det bliver 10. juni. Var fastlagt så det passede med Fannys hvalpe var flyttet hjemmefra. Nu når Ginnys hvalpe så ikke at flyttet inden da – så der er en lille udfordring der. Måske må de med – eller også skal der hyres en nanny.

Årets tema er “næsearbejde”. Jeg har hyret en god ven, som er under uddannelse som vildtsporsinstruktør – og selv har en vildtsporschampion. Så skal vi prøve at gå vildtspor.

Meget inspireret af Balto fra H kuldet, som træner vildtspor og er en haj til det. Det må vi andre prøve også.

Derudover bliver der også intro til nosework – og så sættes der måske en rallybane op også. Jah – og så er der alle de små fælleskonkurrencer og hyggen. Jeg glæder mig – MEGET!!!

Jeg har været lidt i tvivl om egne hundes træning i år – fordi hvalpeplanerne også var så diffuse. Der var masser af planer, men umuligt at vide hvornår – så svært at planlægge noget som helst.

I morgen starter Fanny og jeg dog på et rallyhold lige om hjørnet. Vi må holde hjulene i gang. Næste uge starter vi på LP hold……….og så kører vi indtil hvalpene kommer. Derefter må vi se, hvordan vi får det til at passe.

Vi er meldt til nogle prøver – og har træne det op herhjemme selv. Jeg tror det sidder – men det vil vise sig. Rally er vi i gang med igen, efter en kickstart i Rallydysten. Jeg er i gang med at lære Casey højrehandling hvilket er 10000 gange nemmere end med Donna. Hun er bare så sej altså!

Hvalpene er der også gang i – og jeg tror for første gang nogen sinde jeg har tabt overblikket. Jeg aner simpelthen ikke hvornår hvem skal hvad 😀 Men det finder jeg vel ud af hen ad vejen 😀

Herunder et billede af den kommende mor………som var herhjemme til en gang børstning inden scanningen. Så nuppede jeg lige et billede…..

Jah – og så skal I da også lige hilse på Flora hos sin nye ejer…….

Der er stor gensidig glæde for hinanden – så dejligt. Kort efter fraflytning fik Flora dog dårlig mave, og det har krævet en del dyrlægebesøg osv før det blev konstateret det var giardia. En lille parasit, der slår en hundemave helt i stykker. Første prøve var falsk negativ…….så det gjorde det tog ekstra tid. Nu er hun dog i behandling, men maven har været i stykker længe, så det er lidt sårbart.

Men lige nu går det godt, og så er det bare at håbe medicinen får slået det skidt endeligt helt ned!!

På billedet er det dog ren hygge – sjovt at se hun nyder at ligge på skødet ligesom søster Fanny gør herhjemme. De er lidt specielle hvad det angår….. 🙂