Så sidder jeg her med kaffen. Prima har lige lagt sig til at sove, efter at have tæsket rundt 1½ time, så nu får hun lige lov at få en lille lur inden vi smutter på stranden.

ENDELIG er hun i hus – og det er fantastisk stort for mig. Det har taget år at indkredse de steder jeg kunne tænke mig at få en hund fra, hvis den skulle købes udefra. Jeg har disskeret mange, mange hjemmesider og trevlet mange linier op.

Når man gerne vil have en collie, hvor familien har vist noget arbejdsmæssigt, så er udbuddet allerede en del mindre. Jeg har de sidste år tænkt, at næste hund skulle være udefra, for at få nyt blod til kennellen. Jeg synes det er blevet sværere og sværere at finde gode hanner, som er mentalt gode, har vist noget arbejdsmæssigt ( eller afkom/familie har ) og hvor sundheden er i top. Til gengæld er der et par hanner af egen avl, jeg gerne ville bruge selv – men som er i familie med hvad jeg har. Så løsningen lå jo lige for – en tæve udefra, hvilket også måtte være på tide efter nu 10 år med opdræt.

Udgangspunktet var kompromisløshed. Skal der bruges en masse penge, tid og rejseaktivitet skal det være tæt på perfekt. Det er IKKE nemt. Jeg har truffet mange collies, der på papiret var gode, men som manglede den intensitet i samarbejde jeg synes jeg har her med mine hunde. Det tætte samarbejde – glæde i øjnene, spændingen i kroppen over bare at få lov at gå fri ved fod. Så kan der være fine resultater i diverse brugsgrene – men jeg vil jo gerne have det tætte samarbejde og ikke mindre der, end jeg er vant til. Jeg vil OGSÅ gerne have selvstændighed og lysten til at løse opgaver selv. Det er rigtigt svært at finde hunde, der tænder på begge dele.

Jeg ville have en hund med rigtig meget leg – og lyst til at lege vildt. Det er den ultimative belønning, hvis man vil have intensitet i mange øvelser. Det er en del af det at få en god fri ved fod også også. Man kan putte rigtigt meget leg ind i sin lydighedstræning.

En nervestærk hund – selvsagt,hvilket intet har med arbejdsevner at gøre. Det er 2 forskellige ting. Det der med at bare hunden er KORAD er det en sublim arbejdshund, er ikke min oplevelse.

Man hører ofte collier skal man ikke gentage øvelser med – så gider de ikke. Det er sikkert rigtigt i mange tilfælde – men det er lige præcis det jeg gerne vil væk fra ( mine hunde gentager gerne ). Jeg vil have hunde der kan, vil og tænker YES!!!!

Åh, et af yndlingsemnerne – og det hele handler om balance også. Drift, glæde, nysgerrighed, intensitet – men absolut ikke stress.

Jeg er mao kræsen, og har gennem årene støvet et par tæver op, jeg syntes var spændende og holdt øje med dem. En blev parret sidste år – men hannen var bestemt ikke mig, så det var ikke en option. Så blev Ice annonceret at skulle parres nu – og hannen var også super duper.

Men eftersom det er en unik arbejdskennel, som sælger til hele Europa og collie-workoholics står i kø, var jeg jo noget spændt på om der kunne blive en til mig.

Det kunne der – og nu efter lang ventetid, 1900 km kørsel, 27 timer bag rattet ( med kun 4 timers pause ) er Prima i hus.

Jeg er fuldstændig og aldeles forelsket – hun er alt hvad jeg drømte om. Her på 2.dagen går hun allerede med hele flokken, og har et super hundesprog. Hun ved lige nøjagtigt hvordan hun skal håndtere hver enkelt. Det er fuldstændig problemløst. Mine hunde er så også vant til her er hvalpe osv – det hjælper selvfølgelig en del.

Lang, lang biltur – hvor hun bare sov eller legede lidt med den af os, der sad med hende. Ud og tisse på rastepladserne – og en fest på færgen, hvor hun nysgerrigt og med logrende hale opsøgte alt og alle.

De voksne hunde i familien hilste vi også på – og mere sociale, søde, glade hunde skal man lede længe efter. Flokken tæller Primas mor, mormor, farmor og oldefar. Oldefar er også farfar til mit H kuld. Oldefar ( på mødrene side ) og farmor har begge titlerne IPO 1-3 + et hav af sporhunde og redningshundetitler. Alle hundene har flere brugstitler. Flere er også uddannede terapihunde.

Havde jeg en femmer for hver gang jeg har hørt hvor forfærdeligt det er man træner bidearbejde med en collie, så behøvede jeg ikke købe kaffe resten af mit liv. Nogle går en tand videre og taler om de er aggressive. Søde venner – I aner ikke hvad I taler om!!!

Bidearbejde er leg og drift – ligesom når man hyrder får. Man arbejder med byttedriften – og hundene synes det er SJOVT. De er milevidt fra at være aggressive eller ville nogen noget ondt. Det er leg!

Til vore mentalbeskrivelser vil vi gerne have hundene leger og bider i et tov, vi holder i. Hvorfor er det pludselig noget helt andet forfærdeligt fordi det er et ærme ?? Hunden har lært det ved først et bideskind, så en dims på armen, der hives af lige så snart hunden får fat og så er der trækkeleg – for til sidst at de holder fast i ærmet. Det er “same shit” som “leg” på mentalbeskrivelsen.

Det kræver en tryg hund med gode sociale kompetancer at kunne lave disse ting med en fremmed. BINGO – DET er godt. Reserveret, halvbange, ængstelig, kan ikke lide mænd, bange for børn – er godt at komme væk fra. Gode sociale kompetancer er GODT! Allermest for hunden selv.

Primas familie viste lige præcis dette. Alle gik med alle hvalpene – i god ro og orden. Alle kom og hilste glad og venligt på og ville os SÅ gerne. Farmor Donna kunne ikke komme tæt nok på – kunne hun kravle op på skødet af en og putte sig ind, havde hun gjort det.

Mens vi gik rundt der, tog opdrætter sådanne oppustelige poser der kan ligge i pakker, så tingene ikke ødelægges. Idet vi går ud smider hun den ned på fliserne og jokker hårdt på den – BANG siger det. Jeg hoppede da næsten ½ m for jeg havde ikke set den komme – hundene løb bare logrende videre sammen med os. Enten er de døve – eller totalt seje.

Jeg var SÅ imponeret – af hele flokken. Jeg er også SÅ imponeret af lille Prima. Efter allerede 2 dage kan jeg sige hun er alle pengene, spekulationerne og den lange rejse værd. Jeg er helt vild med hende!!

Opdrætter ville gerne have et billede af mig med hendes hunde – der var Jeannette lige hurtig og tog også nogle. De fleste blev ikke så gode, fordi farmor Donna havde så travlt med at networke med mig 😀 – men her kysser hun kun. Alle hundene var fantastiske – Donna var helt vildt fantastisk. Nøjs, hende kunne jeg godt lide.


Fra venstre er det mor Ice, oldefar Belos, mormor Evita, farmor Donna – og lille Prima.

Hun hedder Pia vom Bopparder Hamm. Pia syntes jeg ikke hun skulle hedde, for det hedder mange i min omgangskreds. Så efter lange overvejelser har jeg tilsat 2 bogstaver, og så får hun min Donnas “fornavn” på hendes stamtavle. Så er linket der til hende, hvis rolle Prima skal overtage som træningshund.

Derudover siger man ikke dygtiiiiig i Tyskland, når man træner hundene, fandt vi ud af. “Priiiima” siger man – og da jeg hørte det var beslutningen taget. Tænk at hedde “Dygtig”? 😀 😀 😀

Ingen tvivl om hun tit har fået at vide hun var dygtig, for hun reagerer på ordet Prima <3

Jeg kunne skrive en hel bog om alle disse ting. Det optager mig meget hvad en “god collie” er – og alle detaljerne.

Jeg havde tysk i skolen, hvilket jeg ikke var god til. Det er 30 år siden. Jeg har sludret lidt på job også – som klassisk musiker er der tyske dirigenter, Østeuropæiske kolleger osv så der er også snakket lidt tysk. Men jeg er IKKE god til det. Forstår det meste, men har svært ved selv at finde ordene ( og grammatikken gider jeg slet ikke tænke på 😀 ). Alligevel gik snakken livligt i 2 timer med opdrætter med intens dialog om collier, tankerne om dem – og hold fast, hvor var vi enige. Spændende spændende – og dygtig dame!!

Vi måtte simpelthen løsrive os – vi kunne have siddet der en hel dag og bare udvekslet tanker og oplevelser. Men der ventede jo lang tur hjem.

I den forbindelse kan jeg ikke takke min veninde Jeannette nok for at køre med. Jeg kunne ikke have kørt så langt alene – 27 timers non stop rejse. Rigtigt hyggeligt var det også med sådan en tur sammen – så hele oplevelsen var bare win/win.

Hjemme passede min søn huset, og så kom 3 hold hvalpekøbere morgen/aften og luftede mine hunde. KÆMPE tak til Winnie, Emilie og Louise + fam. <3 I er bare guld værd!!!!

Jeg er så glad – og glæder mig til at lære Prima rigtig godt at kende. Der venter nogle spændende år – og konkret i eftermiddag en legeaftale med Icha fra I kuldet 🙂 Så er der partyyyyyyyyyy!