Den her weekend har været vanvittig – startende fredag.

Sidder her med ondt i halsen, tæt næse og småfeber, og ved udemærket godt det skyldes den “stress” de sidste dage har forårsaget, så en virus-ting så nu kan holde den vildeste fest.

Som skrevet i sidste indlæg gik Honeys ryg pludselig ned. Smertestillende gjorde ikke noget for hende, så ny plan blev iværksat med prednisolon. Måske kunne det lægge låg på – sidste halmstrå. Det ændrede heller ikke noget og pludselig kunne hun ikke holde på vandet, så nervebanerne ned til blæren var også påvirkede. De fleste dage kunne hun godt gå vores lille tur rundt i skoven ved siden af – langsomt og noget stavrende bagtil. Men hun gjorde det, snusede interesseret til omgivelserne og samlede alle de pinde op hun fandt, som vanligt. I fredags var det så 3. dag hvor det blev en tand værre. Hvor hun tilsyneladende slet ikke kunne mærke højre bagben – og gik meget mærkeligt. Hun trippede af sted med forbenene – lignede en der gik på glødende kul – fordi de bar al vægten. Dagene imellem hvor det gik nogenlunde gav håb – men da 3. meget skidte dag så kom fredag, tog jeg beslutningen. Nu måtte det være slut.

Jeg ringede til min dyrlæge, og fik at vide jeg kunne træffe hende lørdag ( de har lørdagsåbent fra 9 ). Fair nok – jeg ville have en tid mandag/tirsdag, for hun virkede ikke til at have smerter, og virkede glad og fro. Hendes krop ville bare ikke samarbejde helt med hende, men hun klarede sig dog. Lørdag morgen ændrede planen sig, da hun pludselig ikke havde kontrol over sin blære længere. Så jeg ringede lørdag morgen i vagttiden for at sikre mig at kunne få en tid lørdag.

Det fik vi – lidt over en time efter.

Det var hårdt og det forløb har gjort rigtigt, rigtigt ondt. Honey havde i øvrigt ikke skyggen af gigt ( vildt med sådan en gammel hund ), kunne løbe, springe, gå flotteste fri ved fod, lege med de andre………..for bare 14 dage siden. SMAK, så skete der noget i ryggen, så nervebanerne ikke fungerede. Åh, hvor er det unfair, synes jeg 🙁

Jeg øver mig i at tænke på, hun faktisk blev 12 år primo juli, og at hun er en heldig hund at have levet over 12 år så frisk og frejdigt, som hun gjorde. Hun har haft et langt, flot og godt liv.

Dagen inden – fredag – fik jeg Nellie retur. Nellie er fra I-kuldet og er altså 3½ måneder. Der er intet som helst galt med Nellie, og ejerne var ulykkelige over at måtte af med hende. Men de følte hun skulle have mere end de kunne give. At hun kedede sig hos dem. Det har taget pippet lidt fra dem, hvor meget en hvalp egentlig kræver – det er 14 år siden sidst.

Så hun bor her nu, mens vi venter på et super hjem finder hende. De får en lækker, lækker hund – som jeg havde beholdt, hvis ikke det var fordi jeg havde Prima. Nellie er lige som jeg gerne vil have dem. Super SØD hund, elsker mennesker, vil vildt gerne samarbejde, men arbejder også fint selvstændigt, ustresset med fin slukknap, derudover livlig – og født med en sundhed der ikke fåes bedre. Smuk – synes jeg også. Hun er ca. 75 % amr. hvilket også ses tydeligt på både hende og hendes søskende. Hun vil være den ideelle trænngspartner – og det kløer i mine fingre for at arbejde med hende. Vi starter sikkert lidt op……..

Hende og Prima har fundet hinanden og de sidste par dage har huset været fyldt med liv og 2 legende hvalpe. Det er godt nok. Der er ikke ret meget mere livsbekræftende…….

Alt dette var jo egentlig rigeligt til at fylde en weekend – men jeg havde for længe siden lovet at hjælpe DCK lørdag, hvor en mentalbeskrivning løb af stablen. Jeg synes det er så vigtigt med det tilbud til collierne – og vil gerne støtte alt jeg kan. Jeg spurgte til for lidt tid siden hvad jeg kunne gøre for at hjælpe – og fik at vide jeg kunne sørge for frokost til beskriverne. Yes – Roger, I do.

Det fik jeg købt ind til fredag og gjort det meste klart – hvilket var heldigt, da Honey pludselig blev så dårlig og vi bare måtte af sted. Det var en helt absurd dag – ringe til dyrlægen, stå og regne på tider og hovedet og så beslutte at det var bare at sted NU. Ned og gennemføre det – og så haste hjem og stege frikadeller. Jeg var ked af det i bilen ned/hjem – og så måtte jeg forsøge at lægge det til side, mens næste opgave blev løst.

Ellyn kom og passede mine hunde – hun var hyret i god tid, for at Prima ikke skulle være alene hjemme så længe. Vupti – nu var Nellie her så også, så det var godt med en hundesitter. Summer var også med, så det var den rene hundefest her i huset.

Stege frikadeller, pakke ned – og så afsted til Stenlille. Den kage jeg havde planlagt at bage om formiddagen måtte jeg simpelthen springe over.

Landede rettidigt i Stenlille – og fik leveret frokost. Vidste ikke hjemmefra om jeg magtede at blive og se mine 2 H hvalpe efter frokost. Ville ønske jeg kunne, men vidste ikke om jeg kunne. Det kunne jeg godt – et kraftig tag fat i nakken på mig selv og fokus på dem – så gik det.

Det er jeg glad for jeg gjorde – de gik 2 fantastisk flotte beskrivelser. Sociale, venlige, meget håndterbare, gode afreaktioner, nysgerrige, og skudfaste. Gode på leg også – Hollie lidt mere end Hera. Hollie knoklede også efter haren begge gange – det er ikke så tit collierne gør det.

Deres bror Balto har lavet en mentalbeskrivelse i Jylland, som minder meget om de 2 søstres, så det lader til det kuld er blevet lige som håbet. Pepsi er skrevet op på venteliste i Jylland – det er svært at finde plads derovre. Håber det lykkes.

Da vi stod med Hera bagefter og testleder gennemgik skemaet med ejer, gik hun logrende rundt til alle i gruppen, som stod omkring. Hilse, hilse, logre, logre – den ene efter den anden. Summer er en sød, social hund – farmand er nærmest labrador i den afdeling, og det var lige DET jeg faldt for. Som Hera gik rundt der – det kunne have været hendes far. Dejavu-oplevelse. Og lige præcis en karakter-egenskab jeg kunne ønske collierne havde mere af. “En collie skal være reserveret” . Hvorfor dælen skal den det ??? Hvor står det ???

Men ja – mange er det, og det er vigtigt for mig at avle væk fra det. Reserveret er niveauet inden bange!!! “Jamen, det er praktisk, for så bliver den hos os og løber ikke hen til andre”. Seriøst ??? Skal vi have noget forsigtigt, småbange – fordi det er nemt ??

Ja, det er en af mine kæpheste. At collien skal være sådan, fordi den er en hyrdehund, holder ikke en meter. Den skal turde løbe væk fra hyrden – sågar vældigt langt – for selvstændigt at hente en flok får.

Da jeg mødte H´ernes far, og så hans glade, imødekommende, opsøgende væsen tog jeg beslutningen at bruge ham. Trods han er af de linier fra Tyskland, som træner og konkurrerer i IPO, og jeg gentagne gange har set colliefolk himle om hvor forfærdeligt det er, og hvor aggressive de er – og “sådan” er en collie ikke 😀

IPO er noget man træner, ikke noget man “er”. Nu har Hollie og Hera i al fald vist hvordan sådanne tilsyneladende genetiske IPO-hunde er skruet sammen…….og aggressiv er vist ikke det, som falder først for 😀

Jeg kender Nexus mor – hun er halvsøster til min Bassie. Jeg kender deres fælles far. Eros var en sød hund, men havde slet ikke det der milde, søde, labrador-agtige væsen. Kender også til mor-siden. Så almindelig udelukkelsesmetode sagde mig, at det meget sociale, labradoragtige måtte komme fra den tyske far. Som – ryste bæve – var den forfærdelige IPOhund, som havde en million sportitler, RH titel, samt IPO 1-3. Politihunde læste jeg en dansk opdrætter, kalde “den slags” 😀

Skulle denne politihund virkelig være årsag til nærmest lallende labrador-adfærd ???

Jeg tillod mig at antage dette – og det var en meget væsentlig faktor ift jeg kørte ned og hentede Prima på “hans” kennel, og også fik kløet ham bag ørerne. Det viste sig antagelserne holdt stik. Jordens sødeste 4 collier ever tog imod os, og særligt Primas farmor var eget overstrømmende og kunne slet ikke holde op med at kysse. Hun har også titlerne IPO1-3 – og laver bidearbejde.

Oven i sorgen over at miste 2 gamle hunde på det seneste, går jeg også rundt med en følelse af opdrætsmæssigt at være ved at være hvor jeg gerne vil. Jeg startede ud med hunde af udstillingslinier – hvor Honey godt nok blev valgt på sin drift, tempo og megen leg. Siden er der nørdet utallige mentalbeskrivelser på hunddata, og tjekket sundhedsresultater – og jeg har besøgt og mødt en masse hunde. På 4 generationer synes jeg meget er flyttet – og den gode samarbejdslyst er bevaret + det mentale er styrket. Jeg har mødt flere hunde, som har fantastiske mentale profiler, men ikke har udtalt samarbejdslyst og heller ikke er let trænbare. For mig er det tydeligt at de 2 egenskaber er 2 forskellige. Så øvelsen er at få det hele med……..

Hold op, hvor har jeg siddet mange timer og dissekeret linier/hunde – og jah, nogle kalder det at “avle på cifre”. Det kan man måske godt sige, idet der er nogle cifre jeg ikke ønsker at avle på. Men da der er flere hunde, med “rigtige” cifre – så er det jo stadig bare et parameter ud af flere. Der er jo stadig sundhedsresutater ( hov- kedelige cifre igen, men dog ret vigtigt om hofterne hedder A eller E – eller ??), arbejdsresultater, eksteriør og så selve mødet med hunden.

Der går 3 I hvalpe til træning hos mig, og nu bor Nellie her. Jeg må sige, de også i den grad lever op til forventningerne, og jeg glæder mig til at følge dem fremadrettet.

I aften starter Prima og jeg på hvalpehold. Vi har valgt DCH denne gang – for at kunne træne mere brugssport. Vi er startet op med spor, efter grundig indførsel fra IPO-ven – og det går fantastisk godt, og meget mod mine forventninger er jeg faktisk blevet bidt af det.

Fanny og jeg startede sidste uge hos Hund og Træning på tirsdags-konkurrenceholdet med henblik på at blive LP3 klar. Vi røg ind på holdet med Birgitte Brüel og Louise Wibroe og 2 mere og altså dermed nogle seje damer. Meget motiverende – og Fanny gjorde det sk… godt. Vi fik totalt meget ros og jeg er SÅ motiveret til at give LP3 en over nakken i 2018.

Der bliver lige en periode her, hvor jeg skal finde min ben og min hverdag igen. Jeg savner mine gamle hunde………

Gimli ligger nu her under denne rose – i en urne. Nu må jeg have gjort plads til Honey og endnu en rose ved siden af.