Det kører på pumperne pt.
Efter sidste hektiske weekend – gik der et par dage,og så blev jeg snothamrende forkølet. En lidt tungere omgang med feber også. Den har lidt svært ved at slippe. Så det er selvsagt noget træls.
Jeg var nødt til at melde afbud til Fannys træning tirsdag hos H & T – åhhhh, det var dælme træls. Det havde jeg glædet mig til, og var vildt glad for det den første gang deroppe.
Mandag aften startede jeg i DCH, Hvidovre hvor Prima skal træne. Denne første gang uden hund. Teori-aften. Vældig hyggeligt – og vi er et lille hold på kun 4. Denne afdeling har ikke haft hvalpehold før, så det er noget nyt. Alle “foundation-tingene” – klikker, at lære at lære, grundøvelser ift LP osv – nupper jeg herhjemme. Så bliver det socialisering osv – med henblik på at være “inde i folden”, så vi kan komme til at gå noget spor på sigt. DET er planen.
Jeg har svært ved at komme over “Honey”. Hele det forløb gik så stærkt og var så pludseligt, at det egentlig først er nu bagefter at jeg reagerer på det. I situationen var jeg handlende – hjalp hende, var der, kontinuerlig kontakt/besøg hos dyrlæge og fingeren på pulsen hele tiden. Da vi nåede til at hun ikke kunne holde på vandet, var jeg helt afklaret med, der intet håb var for bedring og der blev taget en god, værdig afsked.
Bagefter er jeg blevet snigløbet. Jeg savner hende – meget. Jeg tænker ikke, jeg kunne have gjort noget mere eller anderledes – så jeg er afklaret med forløbet. Men jeg er nu paranoid ift de andre.Det kan jo ske i morgen, at en ryg går ned – eller lign. – og så er vi der igen. Svært at lægge de tanker væk, og bare nyde det. Jeg er generelt den bekymrede type. Den side har fået en booster :/
Jeg har ikke fået trænet en hat den sidste uge her – bortset fra 15 min i voldsom regn med Donna torsdag aften. Jeg har dog de seneste mdr. kunne mærke Donna er blevet ældre, og det flasher voldsomt op nu lyset af mor Honeys bortgang.
Rally championklassen er ikke en pensionistklasse. Der er ting, som skal udføres rimeligt tjept – og der kan jeg mærke hun er begyndt at hænge lidt i bremsen. Sideskift foran f.eks – hvor hund løber frem, og undervejs vender hoved og fokus til den anden side, så den er klar til at gå på modsatte side. Der er hun ikke lige så tjep som hun har været.
Vi var til prøve i går – og hun var PÅ og gik super flot. 2 gange i alm. pladssidning nølede hun så for at komme ned i plads. Det gav 2 * forsinket reaktion” hvilket var helt på sin plads. Dem har hun ikke fået før – hun plejer at være ninja. Det var sådan det startede med Gimlis spondylose – så nu banker paranoiaen på. Jeg er ludhamrende fattig pt – Det har været dyre måneder i dyrlæge og aflivninger. Men jeg må få Donna tjekket med den ryg. Måske der så kan forebygges/gøres noget – så hun ikke ender som sin mor.
Fanny skranter også de her dage. Nedstemt humør, nedsat appetit om morgenen og træt. Det kan sagtens være løbetid om hjørnet. Sidst var hun januar, så det passer også – men det skubber også lidt på paranoiaen.
Så – selv om huset er fyldt med dejlige hunde, og jeg nyder meget alle de ting vi laver sammen, så har angsten lige skubbet sit klamme fjæs frem.
En GOD ting, er dog at Casey ikke har reageret på sin vaccine. Det var jeg også bekymret for – for sidste gang hun blev vaccineret udløste det den ondeste omgang borrelia, hvor jeg måtte smide alt jeg stod med og ræse til Dyrehospitalet, hvor hun røg i drop.
Jeg havde besluttet IKKE at vaccinere hende igen – men så var det også slut med at gå til prøver/træning, hvilket vi har genoptaget og nyder meget. Og jah – der er parvotilfælde på Sjælland af og til. Når der så også er hvalpe her jævnligt, er det jo sindssygt uansvarligt at have en hund gående rundt, der ikke er passet med sine vacciner. Så det var bare at bide tænderne sammen, får det gjort – og se, hvad der skete.
Der er ikke sket noget som helst – og det er dælme fedt!
Jeg får dog trænet lidt med Prima – og Nellie. De får 7-8 min hver dag. Ikke mere end det. Handler allermest om de lærer at tilbyde og løse tingene SELV. Det er jo en af mine kæpheste – fordi det giver sikkerheden og tempoet på den lange bane.
Her er Prima på sin 3 mdrs fødselsdag. Det var spændende at få ny hund udefra – og hvordan det ville være ift at beholde en af egne kræ, jeg jo allerede er meget knyttet til på forhånd. Ingen forskel der – jeg er SÅ glad for hende. Totalt forelsket.
