Så sidder jeg igen her med kaffen en tidlig morgen, efter en weekend med gang i den – og udenfor vælter sneen ned. Igen igen – SUK. NU må det godt snart stoppe. Det kræver vist lige en kop kaffe mere, inden jeg får taget mig sammen til at bevæge mig ud på dagens første lufteture.
Søndag var der sporkursus gennem Dansk Collie Klub, som jeg havde arrangeret. Nede hos Lea, som startede Prima og mig op i spor, hvor jeg for første gang nogensinde oplevede at “spor” gav mening. Hvor jeg rent faktisk fik en masse værktøj til, hvordan jeg kunne bygge det op, støtte min hund og påvirke processen, fremfor blot at konstatere – nåeh, i dag gik det ikke 😀
Jeg har været på flere sporkurser i tidens løb, og så lagde man et spor. Mange gange uden godbidder overhovedet. Donna har oftest været med, og hun er altid landet hvor hun skulle, men undervejs var der mange svinkeærinder og zig zag frem og tilbage. Ret utjekket, syntes jeg – men der var ikke rigtigt noget feedback på det, anet end “Tjah, måske går hun dybere, når sporet har ligget længere”. Æh ??? Okay – og hvis ikke, hvad så ?? Tavshed.
Jeg duer ikke til at famle i blinde, og det er nok en af årsagerne til spor aldrig har fanget efter de oplevelser. Det føltes alt for tilfældigt.
Så allerede inden jeg fik Prima fortalte jeg Lea om jeg skulle have den her lille tyske hund, og jeg gerne ville træne spor – og hun tilbød så at starte mig op. Vi trænede LP sammen dengang, og jeg kunne godt mærke at det helt givet ville blive godt.
Det blev det. Helt andre kriterier, og bevidsthed omkring det, hvilket tiltaler mig.
Faktisk har Prima og jeg kun været 2 gange hos Lea og træne spor 🙂 Men det har været nok til jeg har kunnet arbejde med det herhjemme. Jah – og så har vi også gået spor i belgierklubben hver søndag, så er blevet set en del udefra der. Det er dog primært bare gået super godt.
Så kom prøven så – helt uden godbidder, og det gik ikke godt, syntes jeg. Føltes som et kvantespring ift hvor vi var – og hun sjuskede. Føltes ligesom at have opstartet FVF med små vendinger, 2 skridt frem, 2 skridt tilbage og klikke for perfekt følge og position – og så pludselig skulle gå en hel LP1 lineføring 😀
At der lå massive mængder (åbenbart velsmagende ) gåselort på sporet, gjorde det så heller ikke nemmere :/
Prima er ung – 10 mdr – og løbetid er om hjørnet. Det er også et vilkår pt.
Så jeg havde brug for hjælp til bevidst og smart udfasning af godbidder – og bevare det dybe søg + fokus hun har når de ligger der ( de ligger ikke i hvert spor mere, men de kommer jo løbende og er med til at fasholde 🙂 ).
Det var simpelthen skide godt – og jeg fik så meget med hjem. Prima er en lille højtkørende, ivrig hund ( me like 😀 ) – og hun ELSKER at gå spor. Så det første spor, starter hun altid med at trække og hive de første 30 m og vil bare derudad. Ikke smart – for skulle der nu være et knæk der, ville man let risikere hun gik over + stilen er ikke toplækker 😀
Fik jeg også gode fif til.
Så nu skal der knokles – jeg er SÅ motiveret. Den sporprøve belgier-folket prøver at lokke mig med til i juli, mener Lea godt jeg kan blive klar til – så nu melder jeg til. Det værste der kan ske, er jo vi ikke får den.
Apropos prøver – så er der et VIST pres lige nu, fordi jeg har meldt til nogle stk. Når nu foråret ikke skulle stå på hvalpe, så må vi bruge tiden til at få arbejdet lidt i stedet. Men timingen er ikke top super. Prima, 10 mdr – og snart i løb, og MEGET ukoncentreret og totalt pjattet. Min lille dygtige hundehvalp er blevet teenager og til tider totalt blank. Jah, man ved det jo godt – men hun blev tilmeldt prøver i den “dygtige” periode, og lige nu tænker jeg “Shit mand” 😀 😀 Nå, som man sagde i mit musikerliv – der er ikke noget, der er så svært at man ikke kan springe det over 😀 😀 😀 . Jeg synes dog, jeg har konstateret med tidl. hunde, at pludselig BUM; så er hjernen der igen. Man ved bare aldrig rigtigt om den er der eller ej 😀
Fanny arbejder for så vidt godt, men tempoet er 10 % under det normale, og selv om hun kan alle øvelser i LP3, har vi slet ikke nået at stabilisere og træne under mange forskellige forhold for at få sikkerheden. Så jeg føler mig heller ikke klar der.
I går havde vi selvtræning i LP med nogle af mine kursister, som selv er ret langt i LP. Mit fokus var at få lavet en fælles-sit, hvor jeg gik i skjul. Det er jo andet billede, når man sidder på række med andre hunde, end bare mig der gemmer mig herhjemme 😀 + de jo skal dækkes af enkeltvist og tages op enkeltvist.
Det gjorde hun til UG med kryds og slange. Så DET var godt at konstatere.
Lige nu har jeg så lidt udfordringer med, at når jeg stiller op til felt og kegle – så skal jeg passe så SUPER meget på. Ikke trække vejret f.eks – for så er hun smuttet. Så der skal trænes ro, ro, ro og ro. Det samme med de udlagte apporter. Ud og stille hende, når jeg når tilbage – jamen, trækker jeg vejret der, så løber hun.
Fanny ligner mormor Donna – de lurer mønstre, og så gider de ikke lige vente på en kommando. Åh, hvor har jeg brugt mange timer på Donna og bryde mønstre. Nu venter der en runde til af samme slags.
Jeg føler mig slet ikke klar til prøve i maj med hende – eller Prima.
Når det er sagt, så følte jeg mig slet heller ikke klar til prøven i belgierklubben, og tænkte “uha, det går ikke godt” – og jeg så også en masse fejl undervejs. Men dommer var super glad og syntes hun var SÅ god.
Jeg skal passer meget på med ikke at føle alt skal være perfekt og 100 % i kontrol, før jeg er tilfreds – for så komme vi aldrig til prøve. Ingen tvivl om at jeg med alderen og erfaringen, er tilbøjelig til at fokusere på det de IKKE kan, fremfor alt det de faktisk godt kan. Når man kommer fra en Donna, med den sikkerhed og erfaring hun har, er det svært ikke at sammenligne, men det skal man ikke. Det er ikke noget hundene mærker – når vi træner, er det juble, jodle og hurra, hvor det kører. Det er kun i mit hoved, hvor det kører ” uhhh, så skal vi lappe der, og bygge op der, stabilsere der…….og puha, hvor er der meget 😀
Nu tager vi en dag ad gangen – og med den erkendelse at det er 2 hormonramte hunde, på hver deres måde.
Herunder Prima på sporet. Hun var ret sej, synes jeg <3
Sheeba og Icha fra I-kuldet var også med, og blev startet godt op, og udviklede sig også super godt i løbet af dagen, og forstod ideen i det. Spor er godt til unghunde, hvor hjernen kører lidt i alle retninger. For på sporet arbejder de faktisk godt og koncentreret, meget længere end de er i stand til i lydighed og lign.
Vi havde kursus 9.30 – 17.00 – og det var først til allersidst jeg kunne mærke Prima var træt. Ellers var hun koncentreret og arbejdede flot.
– og så helt off topic, så har hun netop fået en masse onkler og tanter 🙂 Hendes mormor har netop fået et kuld hvalpe – 11 stk kom der. Det er godt nok vildt mange. En var lille og overlevede ikke, men resten ligger på 200 – 250 gram og har det fint.
Prima er selv ud af et kuld på 9. Så det er åbenbart en familie, der godt kan lide store kuld. Jeg håber dog hun styrer sig lidt, den dag det bliver hendes tur 🙂
