Nå – må hellere få lavet en update her. Tiden har ikke rigtigt været til det.
Den korte status er, at jeg er flad. Træt og flad.
Der har været mange syge hunde her i 2019 – Casey med hendes styrtblødning7cancer , Andrea som blev aflivet, Primas mave, Aslans anaplasmose – og så er der flere småting hist og pist, jeg også har været involveret i. Hos venner, bekendte – og kursister.
I januar besluttede jeg at lægge min kost om – for at blive sundere. Da vi nåede maj, havde jeg tabt 18 kg – og derefter blev jeg egentlig ved at tabe mig, så folk også begyndte at spørge om jeg var syg. Nej – det er jeg ikke – men bekymring slider, og også lidt ekstra på mig pga ptsd.
Hvor er der mange ting, der er latterligt ligegyldige egentlig – og som ikke giver følelsen af tilfredshed og at dagen har været god, når man går i seng.
Det har jeg de sidste mdr ryddet op i. Jeg vil ikke bruge min energi på ting, som dræner eller giver en dårlig energi. Tjah – det er vel egentlig ikke engang et spørgsmål om “vil”,men om at jeg ikke magter det mere.
I stedet har jeg genoptaget min gamle lidenskab – havearbejde. Jeg har nu i 10 år tænkt det var uforenligt med at have hunde, men det lader til jeg godt kan indrette mig ud af det 🙂
Det bliver aldrig en have i Claus Dalby stil mere ( som jeg havde tidligere ), med farveafstemte stauder/roser m.m. – i stedet er omdrejningspunktet mit nye drivhus, som jeg er lykkelig for – samt en masse krukker.
Vi er stort set selvforsynende med grønt/bær/frugt herhjemme pt. Det er vildt, hvor meget man kan dyrke på lidt plads – og det hele gødes med seneste års grøntaffald, som har været igennem ormekassen 🙂 Dvs – genbrug. Det er jeg også fan af.
I skrivende stund har vi plukket diverse salater i haven i 1½ måned, dild og persille. 9 auberginer høstet – og 21 hænger og er snart klar. 16 agurker også høstet – og nu begynder tomaterne – jeg har ca. 30 planter. Stangbønner er alle vegne. Squash er næsten klar – og peberfrugter ditto.
Jeg har gemt dahliaknolde de sidste mange år på klædeskabet om vinteren – og hvert år har jeg så købt 1-2 nye, og delt nogle af dem gamle. Jeg har et kæmpe hjørne med dahliaer nu, hvor de største er på str.med mig.
Kæft, hvor har jeg savnet det. Tid,rum og sted forsvinder når jeg er i haven. Jeg kan lige ville smutte ud med par brugte kaffefiltre til ormene – og så finder jeg mig selv 1 time senere stående i drivhuset og plukke sideskud eller lign.
Hundene elsker den megen have-aktivitet. De bliver herligt trætte af at se mig arbejde 😀
Vi går nu også nogle gode lange ture – og vi træner skam også.
Fanny, Prima og jeg har lige været på kursus hos Johanna i fp3/Titelprøven – og det er super skægt at arbejde med igen.
Prima kører med 180 i timen efter operationen stadig. Hun har det SÅ GODT, og arbejder som en drøm. Vi er stort set LP2 klar. Jeg må se om hun snart kommer i løbetid, ellers bliver hun meldt til prøve om lidt.
Fanny arbejder også super duper – vi træner så mest fp3 – og lidt rally.
Disse dage bor Dixie her – hun er på 10 dages ferie. Super hyggeligt – og hundene hygger sig gevaldigt i hinandens selskab. Marieanne var herinde i går – hvor vi gik god tur med hendes 2 zoble og de 3 sorte her. Super hyggeligt. Der blev også leget godt.
Dagen startede med kursus på hundeskolen – Rally, vejen til de 100 – hvor der mødte 7 glade kursister op ( en blev væk uden afbud -fyyyyyy ). Et kursus jeg lavede sidste år – men som jeg slog op igen nu, da jeg synes det er rart med god tid til at fordybe sig i lige disse ting. Jeg ved nemlig godt, hvordan man får 100 – og også hvorfor, når det ikke sker 🙂
Det er mange små ting, som gør det – men førers attitude og timing betyder IMØ alt. Så det arbejdede vi med – og det var en super fin dag, hvor alle var glade og tilfredse og konkret et par hunde kom til at gå helt, helt anderledes godt og PÅ. Åh, hvor jeg elsker at opleve, når det sker.
Morgenturen i dag – hvor jeg desværre ikke havde superkameraet med, men kun min mobil. 3 små linselus, som hev hårdt i linen for at komme hen og stå, hvor man kan få godbidder for at stå 😀 Prima, Fanny og Dixie.
Herunder lidt havebilleder……….af nogle få ting. Det hele eksploderer der ude nu.