Så er det dagen før nytårsaften. I morgen er der en del gøremål, så det føles fint at skrive dette indlæg nu i lidt god tid.

Jeg vil ønske alle, der følger denne blog ( eller er landet her tilfældigt lige nu ) et rigtigt godt nytår!!!

Når man går ind i et nyt år, gør man sædvanligvis status over det forgange år.

Her i huset har det været et mærkeligt år. På den ene side super godt, på den anden side med en masse kampe, der skulle kæmpes.

For at starte med det gode først, så har hvalpene af huset i år slået alle rekorder ude på banerne. Min ambiotion med at have opdræt, er jo at lave nogle gode, mentalt stærke hunde – som også vil kunne klare sig rigtigt godt til hundesport, hvis man har de ønsker. Det har jeg jo selv – og jeg søger selvfølgelig at “lave” hvalpe, som vokser op til hunde, som jeg selv ville elske at eje. Mange hvalpekøbere har gennem tiden hørt mig udbryde :” Ejjjj, hende”ham skulle jeg dælme ikke have solgt!!!!” – og det er sådan det skal være 🙂 Også selv om jeg af og til må opleve øjeblikke af fortrydelse 😀

I år har Lapinetterne hentet 15 nye titler på banerne, og det er jeg vildt stolt over. En ting er at have ideer, visioner og ønsker for hvordan det kunne være. Det er så fedt at opleve det ske!! Vi har opnået følgende titler :

LP1 : Sheeba
RBM : Isabella, Icha
RØM : Isabella, Diva
DKRLCH : Fanny, Rammstein, Hera
RSM : Donna
BPB : Rammstein, Hera
BH : Madonna
NW1G : Isabella
DKCH : Donna
KLBVECH : Donna

5 championtitler på 1 år – det kan man bestemt også være stolt af.

Der har været nogle rigtigt flotte præstationer imellem her – og derudover har flere andre hunde af huset også været ude og hente 1.pind i rally og lign. Det er en fornøjelse at være en del af – og i hele taget fylder hundefamililen her rigtigt meget i min hverdag. Jeg ser mange hvalpe herfra hele tiden – de vaskes, passes eller kommer til træning – og jeg elsker det. På facebook er der daglige tråde i vores kennelgruppe – om stort og småt. Og det elsker jeg også. Fantastisk fint sammenhold vi har, synes jeg – med megen aktivitet.

Året slutter så med at der kommer et nyt kuld hvalpe til verden, og det er en drømme-kombination for mig. Så dem glæder jeg mig rigtigt meget til at følge fremover – og de mennesker der ender med at måtte ejes af dem 😀

Alle Lapinetterne er her stadig. Ingen er gået bort i år, trods ældste kuld nu har nået de 12 år og knap 3 mdr.

Der har også været megen tid tilbragt ude på det sorte af neglene. Det startede vel egentlig med tæverne var på vej i løbetid, og så fik Casey akut en styrtblødning. Vi gik i skoven, og jeg har aldrig set noget lignende. Det pulsede ud og lå i kæmpe streger efter os. Jeg skyndte mig hjem med hende, og både hun og jeg var fuldstændig smurt ind i blod. BABU dyrlæge – og jeg troede aldrig vi nåede derned. Det gjorde vi – men dommen var cancertumor på 6 cm. Nina og Anna lavede et fantastisk stk arbejde. hvor de dels åbnede hende, dels gik ind gennem skeden. De cuttede blodforsyningen til tumor, og underbandt blodkar. Håbet var den ville svinde ind. Den sad desværre, så den ikke kunne fjernes.

Og ja – Casey er her stadig, og det ser ud til den omgang slap vi godt fra. Men det var stygt med flere grimme blødninger efterfølgende også.

Mens Casey stadig blødte on/ off, begyndte Andrea på det samme. Det var en løbetid som udviklede sig ud over 3 uger, og det blødte mere og mere. Hun blev rigtig dårlig, og jeg måtte sige farvel til hende. Da hun var 11½ fandt jeg knude i et bryst, som jeg lod sidde, grundet alder. Det har klart bredt sig ind, så det også gav en cancer i livmoderen. 13 år og 5 mdr – man kan ikke bede om mere. Det var bare meget oven i hinanden.

Prima havde længe gået med on/off kvalme/mavesmerter. Jeg havde været ved dyrlæge omkring det flere gange – de kunne ikke finde ud af hvad det var. Den mest madsyge lille hund, fik pludselig kvalme ( altid om morgenen ) og stod så i buk efterfølgende. Jeg har brugt en formue på at søge at udrede det – men ingen svar umiddelbart. Jeg prøvede selv alt, med forskellig kost, tilskud osv – det gjorde ingen forskel. Pludselig væltede læsset og hun blev rigtig dårlig. Gik som hund på 12 år. Jeg tog til dyrlægen – 2 dage i træk – og stadig ingen svar. Om aftenen kunne jeg ikke mere – ringede på deres vagttlf og bad grædende om, at de skulle få mig ind hos en specialist dagen efter. Det var Martin jeg fik fat i – efterfølgende udnævnt til verdens bedste Martin. Jeg havde flere gange sagt til dem, det var som om der sad en prop/fremmedlegeme – men det var ikke umiddelbart acceptere. Han udbrød straks på min beskrivelse ” Der er sgu da en prop, Nette” – og ja, jeg glemmer aldrig den lettelse ved at blive hørt rigtigt. Jeg tog derned, hun blev åbnet – og det var en såkaldt tarmdrejning. Tarmen sad i klemme oppe i nogle ligamenter og var stort set lukket til. Da jeg efterfølgende spolede tilbage, må hun have gået med det 7-8 mdr. Det gør ondt at tænke på. Nogle dage/perioder var der intet at mærke, og pludselig fik hun så voldsom kvalme/smerter. Ingen ved hvorfor det er endt sådan……….Evt ved voldsom opkastning kan det ske. Det synes jeg ikke hun har haft. Måske har hun gået med det altid?

Jeg har fået en hel anden Prima efterfølgende. Den arbejdsiver og drift jeg havde mærket i glimt har jeg nu i fuldt flor. Hun er virkelig verdens mest fantastiske hund. Vi nåede lige at træne 1 måneds LP2 med god, rask mave – og debutere i det, så kom hun i løb – og resultatet af dette ligger nu i soveværelset og putter i et hundeuldssjal 🙂 Hun har båret drægtigheden så flot, og klaret alt super. Men sikke et frustrerende forløb det har været inden vi kom i mål.

Mozart var forbi til vask ( Donnas bror – nu 12 år ), og som altid undersøger jeg dem lige, når jeg har dem. Han ene testikel var dobbelt så stor som vanlig, og den anden føltes som en gang bobleplast. Testikelcancer – jeg var slet ikke i tvivl. Han blev kastreret og efterfølgende erklæret rask. Også et forløb, hvor jeg levede med på sidelinien.

Aslan var forbi til vask – og øj, han var pludselig tynd, syntes jeg. Det syntes familien også – og da han kort efter blev meget intolerant var det dyrlæge. Det var Martin igen – som først snakkede om cancer, idet levertallene var påvirkede og de røde blodlegemer lave i antal. Han skulle retur næste dag til videre undersøgelser fik jeg refereret. HUH – få ham tjekket få flåtsygdomme, sagde jeg – lige præcis det der viste Caseys blodprøve, da hun havde borrelia. Og ja – det var hvad det var. Anaplasmose godt nok. Men heldigvis ikke cancer. Men Martin var meget bekymret, for hans tilstand var meget ringe. Fam lå i flytterod, så jeg tog Aslan herhjem til pleje og pasning. På 14 dage fik jeg smidt 2 kg på ham – og det blev starten på en lang vej tilbage til et godt liv igen. Hjemme igen ville han ikke spise, og han var super intolerant. Intet overskud overhovedet. Jeg tilrådede kastration, idet han altid har været noget hormonpræget – og det blev nok det, som reddede livet på ham. Han fik ro i hovedet, kunne koncentrere sig om at spise – og fik huld på kroppen, så den kunne blive rask. I dag har han det super – meget også meget frustrerende forløb.

Så har der været forskellige andre ting også, men de her har fyldt mest. Alt er endt godt! Og det er jo super godt.

Det er som eventyrerne – den ene grimme drage efter den anden skal nakkes, men klarer man det vinder man prinsessen og det halve kongerige – eller måske bare ro i sindet og afklaring.

Det her år har været kompakt – med ting hele tiden at forholde sig til, og kampe at kæmpe.

Men det som er så fantastisk at opleve, er at vi gør det ikke alene. Vi er sammen om det – og alle bidrager med, hvad de kan. Lapinette-familien kaldes de/vi i daglig tale – og sådan opleves det.

Livet går op, og det går ned – det er et vilkår. Men det at altid kunne dele tingene med ligesindede, er en gave.

Jeg oplevede i år, at da jeg kørte i fast rutefart til dyrlæge med Casey, Andrea og Prima – at der samlede hvalpekøberne ind og gav mig en pengegave som tilskud. Jeg tror aldrig jeg har oplevet at være så mundlam og rørt.

Her op til jul har jeg modtaget et væld af pakker og gaver til at forsøde tilværelsen med. Jeg føler mig utroligt heldig – og taknemmelig! Verdens bedste hvalpekøbere – de er her i huset! Tak for jer!

Det var også i år, jeg fik et drivhus – og en gammel interesse for havearbejde og selvforsyning blev genoptaget. Virkelig en booster i livskvalitet.

Året har budt på mange oplevelser med hundene – ingen nævnt, ingen glemt. Jeg er lige så glad for en god gåtur i naturen, som at vinde det hele på en prøve. Det at være der – sammen med hundene, tilstede – det er det, som giver det hele mening, synes jeg.

Silver måtte jeg så af sted med her på falderebet af 2019. Han blev 13 år og 1 måned. Igen kan man ikke bede om mere. Men det er altid umådelig trist at måtte af sted på den sidste tur.

I går var ved jeg ved dyrlægen og hente hans urne, så nu er han hjemme igen. Når det bliver forår, kommer han ned i haven ved siden af de andre 3 gamle vovser – og får en smuk rose ovenpå.

Nu ser jeg frem til 2020, og hvad det har at byde på. Mest af alt glæder jeg mig til at komme til at træne rigtigt med Prima. Det har jeg kun kunnet fragmentvist meget længe, idet maven spændte ben. Jeg nåede lige at få smagen af fugl, inden hun blev parret. Nu glæder jeg mig så meget til at se, hvad vi kan. En LP2 og en BH skulle vi meget gerne klare – og måske også en BPAB. Sidstnævnte er det jeg har trænet mest.

Fanny skal i championklassen i rally – og Donna er nu endegyldigt pensioneret. Det er Casey også – hendes hjerne arbejder kun i små vinduer, pga tidligere borrelia, så det bliver hyggetræning.

For første gang i 12 år har jeg kun 2 træningshunde. Det duer selvfølgelig ikke – så det satser jeg også på at gøre noget ved.

Rigtig godt nytår – og jeg håber på et noget mere tilbagelænet 2020, end 2019 viste sig at være!!

Prima og hvalpe fra i dag :
https://www.youtube.com/watch?v=QC1ERIdxgRU