Det er absurd, det er svært at finde tid til at skrive indlæg her, når jeg faktisk bare går hjemme og ikke skal noget. Men tiden flyver af sted alligevel.

Jeg har sået en masse tomater i år, og også en masse frø fra diverse blomster, hvor jeg selv har høstet frøene i efteråret. Det bruger jeg en del tid på at passe, og der er ikke meget som er så beroligende som at nusse med planter og at se noget gro.

Hovedrengøring har jeg også gang i – en zone grundigt hver dag.

Hundene får selvfølgelig også en masse tid. Gode, lange ture – og lidt træning også. Det kan være svært at tage sig sammen til at træne, når der ikke venter deadlines, hvor noget skal afleveres. Men i løbet af ugen startede jeg på lille bitte hold ( vi var 3 ) med Prima, målrettet LP3.

Det føles forsvarligt – vi er i frisk luft – og med 4-5 m til hinanden. Og hvor var det fedt!!! Jeg har fået trænet lidt med Prima igen op mod dette, og hun rykker super flot nu. Vi fik også meget ros – jeg fik også at vide, hun godt nok ikke er en typisk collie 🙂 Nope – det er hun ikke. Hendes væsen, sind og tempo minder mest om en border colllie – med de udfordringer det også kan give. Ting skal gentages mange gange, for at stabiliseres og det er vigtigt at ramme rette modus, hvor hun ikke kører for stærkt i hovedet. Men jeg synes vi begynder at få styr på det.

Hendes hvalpe har alle arvet disse træk i mere eller mindre grad, og der er begejstrede tilbagemeldinger fra de træningsvante. Jeg er også fan – og stadig meget glad over jeg fik lov at købe Prima dengang.

Lige pt er der 7 hunde herhjemme. Dobby venter på at komme til Sverige, hvilket vi satser på han kommer i dag. Ejerne kan ikke hente ham, så nu prøver jeg at køre ham derover. Laddies ene ejer er politimand, og arbejder netop ved grænsen – og siger at det ikke burde være et problem. Så det satser jeg på. Hvor nogen sikkert synes det ville være en spændende mission, er det dog udenfor min komfortzone. Men selvfølgelig skal han forenes med sine ejere, så deres liv sammen kan begynde. Det vil jeg gerne gøre alt for kan ske.

I løbet af ugen bankede det også på døren – udenfor stod en svensk mand, der dog talte rigtig fint dansk. Han havde en kæmpe kurv fra italiensk supermarked fyldt med alskens gode sager til mig. Det var fra Dobbys ejere, og deres ven her, som bor i DK – var “hyret” til at komme forbi med det. Som tak for jeg passede så godt på Dobby. Wow – i disse trælse tider, var det en virkelig super fantastisk overraskelse <3

Og trælse tider – det er det. Jeg har projekter, Jeg passer have, hus og hunde – jeg holder mig for mig selv, og ser ingen – og handler kun 2 gange om ugen, for at minimere kontakt. Men hvor er det træls :/ Og i mine mismodige øjeblikke, kan jeg ikke få øje på, hvornår det slutter igen.

Mange skriver, nu skal vi holde os for os selv – så DK kan åbnes igen. Jamen – det lader sig jo ikke gøre ?? Vi kan ikke vinde over Covid-19 eller få sultet den ud. Den kører – og pt kører den langsomt. Den venter bare – når der åbnes op igen, sættes tempoet op. Den stopper ikke, før mindst 60 % af befolkningen har haft den – eller der er en vaccine. Vi er 5, 6 mill mennesker i DK. Dvs 3.360.000 mennesker skal have været igennem Covid-19, før vi har, hvad man kalder flokimmunitet. Indtil da vil risikoen for epidemi ligge der og lure.

Der er meget, meget langt igen, inden det antal er smittede – også selv om vi har mørketal. Øvelsen lige nu er at få nedbragt smitten – og få standset op. Super fornuftigt, for sygehusene skal kunne følge med – men hvad så ?

Jeg er bange for, vi bare skubber det foran os – for DK kan jo ikke holdes lukket ned de næste 3 år, mens 3,36 mill mennesker smittes i det tempo vi har nu.

Jeg er bange for fremtiden – og hvad det gør ved os mennesker. Jeg er også bange for at blive syg, og endnu mere at nogle mere sårbare i min omgangskreds bliver det. Det at gå og vente på noget, men ikke ved hver er – det synes jeg er træls.

Der er “kun” 161 mennesker døde pt i DK – men 2 af dem, er vores gode bekendtes nærmeste pårørende. Så kommer det tæt på :/ Den ene kender jeg ikke alderen på – en ægtefælle til en hundeven. Den anden var kun 61.

Kunne man dog bare vide, at 01.01.2021 – så var det slut. Det ville være rart -det at gå og vente……….og ikke vide på hvad………..synes jeg trækker tænder ud.

Nu venter stranden og skoven. Udover Dobby,så er Joy her også. Hun har været her et par dage, fordi et ældre flokmedlem skulle steriliseres – og så er det rart der ikke hopper en lille turbokanin rundt i hovedet på hende. Det første narkoseramte døgn, er det rart at få lidt ro.

De 3 søskende har haft totalt party – og i går var Laddie også forbi og få klippet negle. Så var der leg ude på pladsen bagved. Jeg har lagt en masse billeder ind i galleriet.