2 hektiske dage – men med alene rigtigt gode nyheder, og så kan armene da ikke komme ned!!!
Tirsdag hentede jeg Dina i Tappernøje – og kørte til dyrlægen i Stenlille, der kan palpere. Jeg er ikke vild med at scanne drægtige tæver – har intet konkret at have det i, andet end egen oplevelse med scanning, da jeg ventede min datter. Den reaktion fra hende i maven – spark og tilsyneladende total panik, har medført at jeg gerne vil skåne de små fostre for det. Har en ide om det stresser dem – så derfor springer jeg helst det over.
Dyrlægen her, kan lige hurtigt mærke på tæven udefra – og straks han mærker “bobler” slipper han igen. Han har ry for aldrig at tage fejl – og har da også altid haft ret her i huset. Alle mine tæver har været forbi ham.
Denne gang tog det kun 2 sek – ” Jow, den er god nok – det er der godt nok ingen tvivl om”. Så kiggede han op med stort smil og sagde – ” jah, man skal selvfølgelig ikke tage munden for fuld, men det min helt klare fornemmelse der er RIGTIGT mange”. Hmmm – holddaop!!!
Jeg havde håbet på et luksuskuld på en 4-5 stk – men nu må vi se, hvad der sker. Sidste kuld var jo på 8 hvalpe, og der er en del at se til, når socialiseringen går i gang især – for at nå alt det ambitionerne rækker til.
Det er spændende – og jeg glæder mig helt vildt. Derefter gik turen tilbage til Tappernøje igen, hvor “Farmor” havde kaffe klar – DET var godt nok tiltrængt!! Dinas Far ejer joinede også, og han fortalte begejstret om Dina. For kort tid siden havde hun taget en rotte i stalden – og da en mår pludselig en tidlig morgen havde spankuleret over græsplænen, havde Dina straks faret op og fået jaget den op i et træ. Hun havde holdt den der, mens han fik hentet gevær og kunne skyde den. Så han var svært glad for hende – da han har flere fjerkræ-indhegninger med sjældne traner m.m. som en mår kunne rydde totalt.
Jeg vil så sige – at jeg genkender snildt det jagtinstinkt fra søster her i huset 🙂
Der er også høns på gården – og de går løse rundt alle vegne. Dem rører hun ikke – tusser bare rundt mellem dem. Hun ved godt hvad der er hot, og hvad der er not!!!
Onsdag gik turen til dyrlægen i Ølby. Oldemor Honey herhjemme har en stor knude – lige bag ribbenene og faktisk nærmest med ribbenene indkapslede også. Den er stor – på str. med stor mandarin, og den sidder dybt. Det bekymrede mig selvsagt noget………Så det skulle bare tjekkes.
Der blev taget vævsprøve i går, og det er heldigvis bare en stor fedtknude, som så sidder dybt indlejret i muskelvæv. Pfyha – det var en lettelse. Hun er nu også frisk – der er stadig knald på, som der altid har været.
Den kan ikke fjernes operativt – sidder alt for dumt. Der er lavet nye løsninger, hvor man kan give sådanne knuder strålebehandling for at mindske dem. Det skal Honey ikke – den må hun simpelthen leve med – og skulle den gro mere og komme til at genere, må vi tage den derfra.
Så et par dage med megen spænding – som nu er udløst, og heldigvis med rigtigt godt resultat!
Herunder Honey i fuld fart……..