Nå – der blev ingen træning for Casey og mig i torsdags – træneren blev syg. Det er, hvad der sker – og hånden på hjertet, er jeg super glad for hun først blev det nu!!!
For 2. januar blev jeg syg – samme virus, tror jeg – noget omgangssyge. D.1 januar, havde hun været her – og skulle videre til konkurrencer i dogdancing dagen efter, og mens jeg lå totalt brak, håbede og bad jeg til – at bare jeg ikke havde smittet!
Det havde jeg heldigvis ikke – men nu blev hun så indhentet!
Det gjorde så ikke så meget egentlig med min og Caseys træning – for jeg havde haft travl dag, og helt ærligt blev jeg lidt lettet over at kunne nuppe en hjemmeaften, og få slappet af.
Jeg tager den her socialieringsopgave meget alvorligt, og lige pt. har alle 3 hvalpe flere krydser i skemaet ( med forskellige ting, som er gode at møde ),end Casey havde i samme alder – så der bliver gået til den!!
Karin har haft Timmy med i det lokale bycenter – og Jeannette har haft ham en tur på Amagerbrogade. Herligt – så kunne jeg nøjes med søstrene de dage, men derudover har jeg dem alle tre med enkeltvist et nyt sted hver dag.
Det er utroligt så hurtigt, de danner sig deres erfaringer, og får tingene på plads. Fra de kom ud første gang – til nu – er det helt andre hvalpe, der bare jodler afsted og synes det er super sjovt at komme med kennelmor i byen.
Det lokale indkøbstorv har de været 3 gange på hver, vi har været i Dragør på gågaden og i havnen, vi har været på Amager fælles på fritløbsområdet og møde søde hunde, og i går fik jeg taget en af pigerne med på Amagerbrogade også. Der bliver kørt i bil til de fleste af disse steder, så det trænes jo også hele tiden.
De får hilst på simpelthen så mange mennesker, oplevet masser af lyde, hilst på hunde – og får set en masse generelt. De håndterer det flot, synes jeg!!
Jeg synes det er SÅ sjovt at opleve dem i disse situationer, og hjemme igen er de som regel godt trætte! De har fået en på opleveren!!
De store hunde er stort set alle gået i fæld. Godt nok en smart årstid – det er jo lige nu de skulle bruge deres uld ???
Så der bliver børstet til den store guldmedalje – enorme mængder der kan hives af. Så er der lige Donna – som jo efter fødsel m.m. nu taber al sin pels. Hun ligner næsten en korthåret collie – har overvejet om hun måske burde have dækken på ude, men hun lader ikke til at fryse.
Harley ( Donnas bror ) var jeg hjemme hos og vaske for et par dage siden. Han fældede godt nok også – wow. Der tog jeg Easy med – for at hun kunne få en på opleveren. Det fik hun – der var katte, søde mennesker, glat klinkegulv – og en blower for fulde hørm. Hun syntes bare det var skægt – høj hale og derudad……….
Harley elsker hvalpe – og sjokkede troligt rundt med en hvalp hængende i faner og krave 🙂 🙂 Han er bare salig – og nyder det.
På mandag rejser Timmy – lidt vemodigt. Nej – meget vemodigt. Han er godt nok en dejlig dreng – men det er tid til at komme ud og komme i gang med sit eget liv. Jeg ved også der står en ejer og hopper – og næsten ikke kan vente. Han skal helt over omkring Holstebro – så der venter en god tur.
De har fået et bur ind i hvalpegården nu – for at vænne sig til at være i sådan et, og der er altid mindst en, der ligger derinde når der skal soves 🙂 Nogen gange 2 – næsten ovenpå hianden 🙂
Herunder Timmy – og nu er det ene øre røget op på plads 🙂 Lille smuksak!!