Sidder her kl. 7 til morgen hos Pia, og passer hendes små rottweilerhvalpe (og mor Kira ), som jeg var med til at hjælpe til verden lillejuleaftensdag om formiddagen. Hun skal lige runde jobbet, og jeg babysitter imens.

Super fødsel lige efter bogen, og 5 dejlige hvalpe er 5 små julemirakler. Kan se de allerede er blevet større her de første 3 døgn, og mor Kira er bare en super hund. Sikke en modtagelse jeg fik i dagsmiley

Så nu er der tid til at opdatere lidt, mens jeg af og til lige futter hen og lægger en frustreret hvalp til, der ikke lige kan finde patten.

En lidt træt dag fulgte d.23., for havde stået stand by hele natten.

Om aftenen blev jeg tilbudt noget kød af Eva, som har Nordsjællands BARFcenter, så jeg startede bilen og hentede det ( TAK ), og hev hundene med. Så kunne vi nuppe aftenturen på vejen og konkret blev det ved Amager Fælled, hvor vi boede før.

Det skulle jeg i bagklogskabens lys aldrig have gjort. Der var umiddelbart helt øde………Lillejuleaften kl. 19.30. Jeg satte lys på mig selv ( forsvinder i colliepels ), og så gik vi. Jeg lukkede 2 hunde løse, og beholdte 4 i snor. Vi gik stille af sted, mens der blev snuset og tisset. Ingen af os hørte en lyd, før der pludselig lød to bump fra løbende hund lige bag os. Andrea var løs ( og Casey ), og nu blev Andrea overfaldet og væltet rundt. Uhhh, hun skreg :o(. Hun kom fri, løb 3 m væk, men blev væltet om på ryggen igen. Dette gentog sig en gang til, og hver gang hun blev væltet bed den hende, og hun bare skreg og skreg. Så kom den hen mod mig, hvor jeg stod med 4 hunde i snor. Den havde halen helt oppe melllem ørerne og stiv gang. Den gik lige mod Gimli……som jo har spondylose i en pænt stor del af ryggen.

Jeg havde indtil nu brølet af hunden, som var kyskold. Nu brølede jeg igen, men den stirrede bare på Gimli og klart det nu var ham der skulle nakkes. Så jeg gik hurtigt imod den, og gav den et los i siden, som dog ikke overhovedet ikke var hårdt nok. Den ikke rykkede så meget som 1 cm, men blev stående uanfægtet.

Mere når jeg ikke at se, for jeg bliver løftet op i kraven og smidt ned i mudderet, mens en hysterisk mandsperson brøler MIG ind i hovedet, at jeg fandeme ikke skal sparke hans hund. Han står bøjet over mig og holder mig nede, mens hvert ord tillægges vægt ved han skubber mig nede i jorden ved at trykke hårdt ned på skulderen.

Kæmpe chok…………først overfaldes min hund, og da jeg prøver at beskytte den næste, bliver jeg udsat for overgreb.

Han råber og skriger…..kalder mig sindssyg, og at jeg skal have lys på ( hvad jeg har ). Meget lidt flattende skældsord fyger også gennem luften, og han brøler af mig med sit hoved tæt på mit. Jeg har desværre tidl i mit liv været udsat for vold, så jeg bliver apatisk og messer bare “undskyld, undskyld, undskyld”. Så giver han endelig slip…….hvor længe jeg har ligget aner jeg ikke. På dette tidspunkt går sindet ind og blokerer………for jeg husker heller ikke alt det han siger. Kun brøleriet……..

Jeg kommer op og sidde, og mine hunde står bare om mig. Har altid troet de ville beskytte mig, hvis jeg blev overfaldet, men de virker mest af alt paralyserede.

Han vender ryggen til, og vil løbe videre, og så får jeg samlet, og råber jeg gerne vil have hans navn. Ingen reaktion……….Det er DIN hund, der angriber os, råber jeg……Aggressive møgkøter er mit næste træk, og så kommer han hastigt mod mig igen. Nu står jeg op, og stirrer ham lige ind i hovedet ( uhhh, dejligt at en gamle træning hos psykolog Svend sidder i kroppen endnu ), og denne gang råber han bare. At jeg skal have lys på mine hunde………at jeg er sindssyg………og så kører møllen igen. Jeg HAR lys på siger jeg, og viser ham den lygte jeg har hængende foran mig og konkret oplyser et pænt stort areal foran både mig og hunde. Det ignorerer han……Du slog mig, siger jeg så………..Gu gjorde jeg da ej, var svaret…….Nå, men det må politiet afgøre, siger jeg så…….for jeg melder det. Og så vender han og så kan det ikke gå for hurtigt med at komme væk.

Der står jeg så……….og samler hunde sammen. Får snor på Casey………og Andrea, hun er væk! Helt væk. Hun blev jo overfaldet, så skulle i den grad tjekkes for skader, men væk var hun. Jeg kalder og kalder og går de 100 m tilbage til bilen, men heller ikke der er hun. Ringer til Karin, og nu tudbrøler jeg. Nu begynder jeg at tage ind, hvad der er sket.

Ringer til politiet fluks efter, og får at vide de kommer med det samme. Jeg må ikke gå for langt væk. Uhhhh, vil gerne finde Andrea. Smider de andre hunde i bilen, og går lidt rundt og kalder. Så kommer fjolset løbende retur. Kan ikke høre andet end løbende hund og tænker det nok er Andrea……..så jeg står ret tæt på, da han pludselig dukker op. ” Har du set min hund?” spørger jeg……..NEJ, er det kontante svar. Så stopper han, og tydeligt han nu har tænkt lidt………..han går hen til mig, peger på sin ene overarm og siger : Din hund bed mig lige her”…….hvis du har tænkt dig at ringe til politet, vil de få det at vide, og så bliver den aflivet”. Hårh, han er smart………jeg ville ønske det var rigtigt, at en af mine hunde havde sat tænderne i ham for at beskytte mig, men tvivler. Han havde i øvrigt tyk dynejakke på, så jeg………så tror ikke en collie kunne gøre meget der, udover han givet også ville have omtalt det i sit første raserianfald, hvis det var korrekt.

Jeg er helt 100 på, at HVIS det var korrekt, ville politiet se det i kontekst, og ikke vurdere det som noget særligt. Men tvivler stadig………og det er klart en trussel, og et forsøg på at jeg ikke skal blande politiet ind i det.

Jeg er iskold nu…….” Så synes jeg du skal blive, for de er her om et øjeblik. Jeg ringede for 10 min. siden” er mit svar.

Smut, så er han løbet igen……..Lige så snart han var væk, brød benene sammen under mig. Jeg var jo tæskebange for manden, men jeg KAN bare ikke lade være med at svare igen på trusler.

Uhhh, fik mega tudetur, og så kom politiet. De var søde……….fik hele forløbet,og et stk. inde i samtalen går det op for mig mine briller også er slået af og væk. Karin er også kommet og går rundt og prøver at finde Andrea.

Politiet tager det meget alvorligt. Både rottens overfald af Andrea, og mandens overfald af mig. De noterer også truslen, med at han blev bidt og min hund skal aflives. Kan mærke den mandlige betjent er virkelig pissed på ham, og han siger det er et voldsomt overfald.

Han går rundt ½ time med lommelygte og prøver at finde dels Andrea, dels mine briller, mens kollegaen skriver hele forklaringen ned. De vil køre rundt og lede efter Andrea i området, men kan ellers ikke gøre så meget mere. De har jo fået signalementet af overfaldsmanden.

Jeg ringer til Pia, og beder hende skrive på facebook jeg behøver hjælp. Straks efter kommer hundevenner fra Amager myldrende, og vi afsøger hele Fælleden. Først 2.00 om aftenen går de sidste hjem ( deriblandt mig ). Intet spor af Andrea.

Uhhhhhh. Lang beretning……….men her er den korte version : http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-46978931:100-ledte-efter-forsvunden-hund.html

Næste morgen væltede det ind med hundevenner fra hele Sjælland for at hjælpe med at lede. Jah, så tudede jeg lidt igen. SIKKE en opbakning!! En hård nat, hvor jeg måtte give op og hjem og “sove”. Det pisregnede, og jeg var fysisk dårlig ved tanke omn, Andrea strejfede angst rundt i mørke og det vejr.

Collievenner, Folk fra LP banerne, samtlige trænere fra klubben herude, tror jeg……træningskammerater, lokale hundevenner, hvalpekøbere mødte op ………..og også en masse jeg slet ikke kender, som bare ville hjælpe og havde læst om det på facebook, hvor Åsa havde fået den geniale ide at lave en eftersøgningsgruppe.

Vi ledte hele dagen og sidst på formiddagen, så Karin hende tilfældigvis i Kondelundsskoven 5 km der. Hold da op, hun havde løbet langt…..

Så flyttede hele holdet derud, og flere så glimt af hende,men hun løb……..og vi var hele tiden lige 2 min. efter hende. MEN hun var i live, og hun løb. Gode tegn!!

Så tabte vi sporet, og efter kl. 13.00 så vi hende ikke mere. En mand havde set hende deromking nede ved militæranlægget. Mange var nede og kigge, men intet spor. Bag anlægget er kæmpe, kæmpe vild skov, hvor civile ingen adgang har. Flere blev smidt væk derfra.

Hun var sunket i jorden………sikke et nederlag. Så tæt på……..og nu væk igen.

Meget, meget mærkeligt at tage hjem uden hende og skulle holde juleaften. Børnene havde jo glædet sig, så det kunne ikke aflyses, men tankerne og hjertet var ude i skoven ved Andrea.

Ca. 19.00 ringede tlf. så. Det var politiet, hvor jeg havde lagt en efterlysning. En mand havde næsten påkørt hende i det sving ved militæranlægget, så hun var åbenbart stadig lige der. Jeg fik hans nr. og så styrtede jeg derud, sammen med Pia Lander, der lige havde ringet at NU ville hun gå ud og kigge.

Ingen spor af Andrea…….men en nabo mødte op, lånte os lys og gik ned og smørrede vagten, så vi kunne gå ind på militærområdet. Satte det lange lys på bilen og gik vel 300 m ind af stien og kaldte og kaldte. Lyttede……….ingen spor. PIS!!!!

Der ligger en øde ejendom lige ved siden af, så vi besluttede at gå tilbage og kigge der. Skoven er KÆMPE……..så umulig opgave. Jeg kaldte selvfølgelig en masse, men uden effekt.

Min søn blev stående ved bilen og det lange lys, og vi gik ind og kaldte på ejendommen og afsøgte der. Pludselig er der et jubelskrig fra sønneke, han kalder højt ANDREA med fryd i stemmen. Tør man virkelig håbe………ER HUN DER ???råber jeg……….JAAAAAAAAH, er svaret, og jeg løber tilbage, og julber og jodler, og 100 m inde på stien, står en afventende, meget beskidt Andrea. Jeg går imod hende og taler meget kærligt til hende, men hun har tydelige flugttendenser. Selv mig stoler hun ikke på………jeg ser hun halter kraftigt på bagbenene. Så er det med at være strategisk…….taler stadig kærligt, næste gang hun vender, kommanderer jeg “STÅ”, hvilket hun reagerer prompte på og vender hovedet og kigger på mig. BLIV STÅENDE,siger jeg så ( godt, vi har trænet LP, for hendes krop husker dette, selv om hjernen er forstyrret ), så kommer jeg lidt nærmere, og roser hende, og tager hånden i lommen og lokker med guf. Sådan får jeg arbejdet mig ind på hende, selv om flere gange vender sig og løber lidt fra mig.

1 meter tilbage…….de sidste 10 meter har jeg krabbet mig mod hende på hug og med siden til. Hun er 1 sekund i flugt…….men rækker alligevel hovedet forsigtigt frem mod min udstrakte hånd………….og HAPS ……….kaster jeg mig frem, og hun er fanget. Turde ikke vente på hun selv tog de sidste skridt.

Løfter hende op, og roser hende…….og mærker hendes hale logre mod min arm. Kæft, der bryder jeg helt frem og går hullkende de 100 meter til bilen med hende i armene.

Hun er fanget……..og ½ time efter hjemme,og det er mit livs julemiddag. Den bedste gave ever at få hende hjem. Jeg troede ikke vi ville få hende fanget.

Henes trædepuder er slidt helt ned, og i skrivende stund har hun svært ved at gå. Er øm i hele kroppen. Det kan være overfaldet, for hun blev bidt flere gange……..men også af at løbe så meget. Hun vil slet ikke ud af huset eller haven. Har forsøgt at gå små ture, men må kapitulere få meter fra matriklen.

Hun har et dybt bidsår på venstre skulder, som jeg holder øje med.

Men hun er hjemme,og det her skal vi nok klare.

Endnu et julemirakel at få hende hjem!!!!

Jeg er SÅ taknemmelig over alle de mennesker der brugte lillejuleaften og juleaftensdag på at lede. Virkelig mange mennesker…………!!! De kom fra nær og fjern…….Frederikssund, Nordsjælland og Ringsted er nogle af dem, som rejste længere………Jeg ved slet ikke hvordan, jeg kan takke nok!!!!

Selv juleaften blev jeg ringet op 18.00 af en Stig, som ville tage sin schæfer, som var god sporhund, og han gik 18.00 til 20.00 og fulgte hendes spor. Jeg fandt aldrig ud om han var politimand med politihund eller en civil……..men vi er nu venner på FB, så det kan opklares. Jeg synes det er fantastisk hunden kan gå på hundefært, men det kan den godt, var svaret ( vi sendte en del sms frem og tilbage ).

Fik denne : ” Hun har været meget rundt i plantagen. Fandt også et sted hvor hun havde ligget inde ved nogle frugtkasser. Hun har været helt oppe af Fasanstien ved Skolevej ved de huse der ligger der.”

Og ja, det undrer mig ikke, for det var hvad vi også så……..hun løb konstant og planløst rundt. Men denne mand brugte sin juleaften på at søge efter hende. Jeg er SÅ imponeret og rørt!!

Tak,tak, tak, tak………!!!! til alle!!!

En velsignet jul og et godt nytår ønskes alle også herfra. Også den angribende rottweiler faktisk!! Den kan jo ikke gøre for, den har en idiot til ejer.

Synd for rottweilerfolket med sådan en repræsentant for racen. Som sagt, sidder jeg pt og passer Kira, som er en rottweiler. Rottweileren Thor, som desværre ikke er mere, var en super træningskammerat, som hjalp Gimli af med sin angst for store sorte hunde. Han var en eminent hund, med et fantastisk sprog.

Formanden for rottweilerklubben ringede til mig i går, og sagde han gerne ville give mig en kollektiv undskyldning på racens vegne. Åha, stakkels mand altså……..og stakkels klub. De er jo pressede, da rotten er på observationslisten. HÅBER ikke denne sag på nogen måde, får betydning for dem. Jeg kender fantastiske eksemplarer af racen…….og det ville den her givet også have været i andet hjem.

Som man siger……….som ejer, så hund!