Lidt sjovt lige at konstatere sidste indlæg blev skrevet med sneen dryssende ned. Lige nu er der 22 grader og sommer 😀 SÅ længe siden er det da heller siden der blev opdateret.
Og hvad skal bloggen så handle om i dag ?
Tjah, der er sket mange ting siden sidst. Men ikke store og dramatiske. Det hele kommer vist ind under det der hedder “hverdag” når man nu er opdrætter, hundetræner og bare hundenørd.
I skrivende stund har jeg to feriehunde. Sheeba flyttede ind for et par dage siden til en uges pasning. Bobby er flyttet ind i dag til det samme.
Sheeba er på det sidste i sin løbetid – og forbi parringstidspunkt, men onkel Bob synes hun er LÆKKER. Så nu er der røget hegn op i stuen, så vi kan få lidt ro 🙂 Heldigvis responderer han godt på SLUT – så ingen stress eller lign. Han synes også Prima er lækker og hun er ikke i løbetid. Generelt er han noget dameglad 🙂
Jeg slås lidt med at finde glæden pt. Jeg synes der er en masse blokeringer ift at mærke motivation, virketrang og jubiiiiiiii.
Det handler egentlig ikke så meget om mig selv – men mere om alt det jeg ikke kan styre. Dermed er der heller ikke så meget at gøre ved det 🙂
Da jeg havde en forventning om at der måske var hvalpe nu, har jeg ikke meldt mig til noget træning i denne her periode. Men nu er der så ingen hvalpe – så ligger det jo lige for at kaste sig over noget af al den træning der er svær at nå, når opdrætterkasketten er på.
Men det er godt nok op ad bakke. Enten er holdene fuldttegnede, eller også er de alt for dyre – eller også oprettes de ikke, fordi der er for få tilmeldte. Eller også får jeg slet ikke noget svar. Så er det lidt svært hvor man skal rette energien hen.
Nå – træne kan jeg da, og jeg ved også godt hvordan jeg skal bygge det op. Så mig og Fanny ud og gå i gang – og det er da også skønt at gå på grønsværen og arbejde med tingene. Men det er dælme ensomt.
Man finder virkelig ud af, hvor meget det sociale aspekt betyder ift ens motivation. Det at man på “tirsdag” skal vise træneren og evt faste holdkammerater, at nu har man dælme nakket en hurdle – uh, det er god motivation.
Det sociale betyder bare rigtig, rigtig meget. Det at have “vidner” og “følgere” og selv at kunne følge og inspireres.
Hvad kan jeg så gøre ved det ? Ikke en hat – på godt dansk.
Heldigvis har jeg en kursist som også er langt, og som er til at lokke til noget selvtræning – og Lea med sin schæfer.
Et hold jeg havde tilmeldt, som blev aflyst pga for få tilmeldinger – jamen, så skrev jeg til de andre par stk, jeg slet ikke kender – og spurgte om de var interesseret i selvtræning (?) Det var de heldigvis. Så nu er der en plan der.
Jeg synes der skal “slåsses” en del pt for at få rammerne op at køre. Jeg vil helst bare træne hund.
Lige om lidt starter Primas og min brugstræning igen – det glæder jeg mig til.
Jeg har mange ideer og kan godt lide at sætte ting i gang. Det har jeg valgt disse år at komme min klub til gode. Men for at være ærlig, er det også op ad bakke. Sidste år enten afholdte jeg – eller medvirkede til – 12 arrangementer. Men folk er generelt svære at få ud af sofaerne 🙂
Ofte er det stort set kun hvalpekøbere herfra der deltager, eller kursister fra hundeskolen. Der er vi mange collier – mener der er 12 stk tilmedt kommende sæson.
Jeg kan godt tænke at det er lidt spooky at flytte hvalpekøbere og kursister ind i DCK-regi. Vi kunne lige så godt lave tingene i kennel eller hundeskole-regi, når det alligevel er de mennesker der møder op 🙂
Når man giver den gas og går forrest i forsøget på at lave et miljø, sidder der også altid en flok og synes man er “for meget” og fylder. Jamen, hvad er alternativet ? Hvis man gerne vil der sker noget – så ER der jo nogen, der skal tage teten. Men det er heller ikke så motiverende at mærke det.
Så lige pt træner jeg mine hunde, nyder hyggeriet med hvalpekøberne og at ordne hus/have. Det er bestemt også “godt nok” – og så kommer tilfredsheden sidst på dagen 🙂
Der har været en del hvalpe af huset forbi på det sidste. Der er lagt billeder ind hos flere af dem – og i al fald Bianca, Diva, Sheeba, Hollie, Fiona ( kommer om lidt ) og også hos flere andre.
I dag var vi på en lang tur på stranden sammen med Summer og ejer Ellyn. Der kommer også billeder ind fra den lidt senere 🙂