Så er vi på dag 58 – i teorien 5 dage tilbage. Nu er vi forbi skæringsdagen, hvor hvalpene burde kunne overleve.

Primas temperatur kører allerede noget op og ned, så jeg kunne forestille mig de bliver født lidt før terminsdato. Det må vi se……….

Det begynder at blive tungt for hende, og disse dage synes jeg maven er vokset, hver gang jeg kigger væk. Hun virker totalt fyldt op med hvalpe, synes jeg. Jeg kan se de sparker helt oppe i solar plexus – og hele vejen til under lårene.

Hun har skullet ud om natten den seneste uge – og af med afføring. Alle mønstre og rutiner har ændret sig. Det har været bitte portioner – men meget hyppige. Nu er maven så faldet ned – og nu er vi tilbage ved normen igen. Helt tydeligt at tarmene har været klemt totalt sammen, og det har forstyrret.

De store kasser med legetøj, står urørt. Legetøjet plejer at ligge i hele huset, og hun har noget i munden en stor del af dagen. Pt leger hun overhovedet ikke. Vi går små ture, hun er stadig MEGET sulten og så hviler hun meget. Jeg glæder mig til at få min lille lynkineser tilbage. På det her tidspunkt i drægtigheden synes jeg altid det er SÅ synd for dem, at de skal bære rundt på den store mave og være besværede.


Her er Prima set oppefra, mens jeg lavede aftensmad i dag.

I lørdags var vi nede og få den sidste herpesvaccine. Nina satte lige en scanner på, bare fordi hun var nysgerrig. De er så store nu, man ikke kan tælle dem – eller se dem alle sammen. Kun de nederste 3 kan man lige fange, hvis man er heldig. Det gjorde hun så – og der var godt nok liv og glade dage. De ligger utrolig tæt, sagde hun…………Men i øvrigt syntes hun ikke Prima var så tyk, som man ville forvente med 7 hvalpe i maven. Hun vidste dog godt, at collier kunne narre, fordi de ofte bar det utroligt flot.

Der kan jo snildt være gået nogen til – men egentlig tror jeg det ikke. Hun havde taget 4 kg på ( 8 dage inden fødsel ), og alt hun spiser går til hvalpene. Jeg synes hun er blevet lidt mere spidsrygget og ribbene føles lidt mere, men hun spiser flot og hele tiden, så det må være sultne hvalpe 🙂

De her dage er der så virkelig voldsom vækst, og maven vokser nærmest fra time til time. Hun er besværet nu, og også begyndt at ligge og gispe til tider. Hormonerne arbejder i kroppen nu.

Nu er det “bare” at vente. Planen var at være hjemme 24/7 ved hende nu, men i går måtte jeg af sted og få Silver aflivet. Det har jeg skrevet om i News. Det var både uventet – og ventet. Ventet, fordi jeg i okt fik at vide hans nyrer ikke var gode mere, og han kørte på lånt tid. Uventet fordi han livede gevaldigt op på nyrediæt og væk var alle symptomerne og den ændrede adfærd. Men det var en stakket frist – og de kom tilbage her den seneste uge. Dertil også tynd mave. Ikke hele tiden – kun de 1-2 gange i døgnet som normalt, men det var som om kroppen ikke kunne finde ud af det mere. Jeg gav skånekost, prokolin, probiotika – men det ændrede ikke en døjt. Han blev tiltagende lidt diffus, og begyndte igen at virke lidt “småfuld” og ikke kunne styre sine bagben.

Lørdag sagde jeg så til Nina, at jeg mente det var tid – og jeg fik så en tid mandag til at sende ham afsted. Det var perfekt timet. Han fik en masse godbidder – og kun 20 sek efter den bedøvende sprøjte eksede benene under ham og han faldt faktisk sammen. Det var ekstremt hurtigt – og også tegn på systemet ikke duede mere. Han ville aldrig være vågnet af den igen, men fik selvfølgelig alligevel den sidste, afgørende sprøjte. Men det var lige før den ikke var nødvendig. Det viste, om noget, hvor slidt han var indeni.

Det er en intens tid lige nu – med liv og død i et stort virvar. Sådan synes jeg næsten hele 2019 har været. Et rigtig mærkeligt år. Ekstremt komprimeret – der har været oplevelser nok for 3 år. Mindst.

Men nu venter vi – og vi er klar. Der er lavet vagtplan, så uanset hvornår Prima skulle finde på at føde kommende uge, så er der en medhjælper klar. Skal man akut afsted til dyrlæge, er det rart at være 2.

De store juleindkøb er foretaget – for hvem ved om der er tid til det dagene op til jul ?