Så kom de små. 22.12 blev dagen – hvilket lige præcis var 9 uger efter ægløsning. Så de blev født på terminsdato.

Det var noget af en oplevelse – men det er fødsler nu altid. Der er ikke to, der er ens.

Som skrevet i sidste blogindlæg, blev Prima rigtig rigtig tyk den sidste drægtighedsuge. Hun havde en mave, som jeg aldrig har mærket tilsvarende. Helt hård – og uanset hvor jeg mærkede kunne jeg mærke hvalpe, som bevægede sig runt lige under huden. Hun har haft en glubende appetit og spist og spist og spist. Men alligevel blev hun noget spids over ryggen, efter min smag. Vægten viste hun tog 6 kg på under drægtighed.

Jeg var noget spændt på, hvad vi ville møde. Rigtigt mange små hvalpe – eller få store.

Jeg ved hun selv er ud af et kuld på 9 – og alle var små. Så jeg tænkte det nok bar den vej, omend jeg godt nok syntes det var nogle store ting, der bevægede sig rundt i mine håndflader, når jeg mærkede på maven.

Lørdag morgen kl. 4 vågnede jeg ved hun kastede op. Hun gispede og virkede lidt opkogt. Jeg tog temp – den var stadig normal ( den falder op mod fødsel – for så at stige igen ). Hm – men hun lignede godt nok en tæve i begyndende opblokning. Spise ville hun heller ikke rigtigt.

Senere spiste hun så faktisk morgenmad, men tøvende. Så begyndte temperaturen at falde. Hun pustede stadig og ville nu ofte ud og havde lidt dårlig mave. Det syntes jeg var lidt tidligt i forløbet – det plejer først at komme til sidst i processen.

Marieanne skulle med til fødslen, så jeg kontaktede hende og sagde processen var i gang. Der ville dog nok gå noget tid, for temp havde ikke været nede og vende endnu. Vi blev dog enige om vi lige godt kunne vente sammen, så hun tog af sted mod Amager.

Vi havde en hyggelig dag, og hyggede med at bage småkager osv. Det er bare med at opretholde noget der ligner en alm. hverdag så tæven har ro.

Temperaturen kom så ned under de 37, og hun begyndte nu virkelig at puste meget. Det var lidt spooky – normalt er der intet at mærke på tæven, når temp er nede – det begynder først, når den stiger igen.

Da temp nåede 37,3 ( og normal temp er 38,1 ) fik hun veer. Man kunne se det trak hen ad ryggen på hende, og ret hurtigt blev det presseveer. Vi var i gang med at se julefilm på netflix – og det blev hurtigt pakket væk for at hjælpe Prima.

Jah – og så gik tiden og presseveerne blev vældigt voldsomme og kom i serier. Men vandet gik ikke, og der kom ingen hvalpe. Intet at mærke i fødselsgangen. Min dyrlæge havde sendt en sms, om vi havde fået hvalpe – så jeg ringede lige til hende og vendte situationen. Vi syntes nok vi var vant til der ville være gået noget vand eller kommet en hvalp efter 1 times presseveer. Det var også det normale, men det KUNNE også ske, det vi oplevede. Hm……….

Efter yderligere 20 min, hvor Prima begyndte at virke træt og veerne væltede ind over hende, kunne jeg ikke tage ansvar for det mere. Tænk hvis hvalpen var vandret ind i det andet horn i stedet, og nu lå på tværs. Det har man da hørt om. Talte med Nina igen, som også mente det lige burde tjekkes. Da var kl. 2 om natten – så af sted med os.

Jeg kørte bilen, da jeg kender den – og Marieanne sad med Prima. Halvvejs siger hun pludselig – okay, nu er væskeblæren der altså. OKAY ??? så sker der da noget – og mig køre ind til siden og få noget lys på, så vi kunne se hvad der skete. Da vi holdte der stoppede veerne. Nå – vi fortsatte så. Vi havde ellers lige håbet vi kunne vende om, og så føde hjemme.

I det øjeblik vi lander på P pladsen ved dyrlægen, så kommer første hvalp, og Prima skriger højt. Jeg har fat i hende og Marieanne tager imod hvalpen. Ind på brystet med den – og så ind til dyrlægen. Først der får vi kigget godt på den. En stor fin tri tæve. Med streg under stor.

Prima bliver undersøgt og alt er fint – og vupti – så kommer næste hvalp.

Jeg har mest travlt med at være der for Prima, men da jeg får kigget på hvalpene, får jeg nærmest et chok. HOLD da kæ.., de er store. Nina tænker det samme – og vejer dem. Den han hun lige har taget imod vejer 451 gram – og tæven 370. Dermed forstår vi det har taget så lang tid at få dem presset ned/ud. Nogle gange skal tingene forståes baglæns.

Nå – vi kører hjem igen, og der fødes yderligere 5 hvalpe. Dvs Prima får 7 i alt. Alle 7 KÆMPE store. Jeg har da aldrig hørt om eller set så store colliehvalpe. De plejer at ligge på 200 – 250 gram her i huset – og der har skam også være nogen, der var en del mindre.

3 stk ud af 50 har været over 300 gram – og det var kun lidt over. Så det her var jo et kvantespring. Født på dato – så det er ikke fordi hun er gået over tid.

De fordeler sig således :

tri tæve, 370 gram
tri han, 451 gram
Zobel han, 416 gram
Zobel tæve, 400 gram
tri han, 420 gram
tri tæve, 399 gram
tri han, 440 gram

7 store, sunde og yderst aktive hvalpe. De ligner nogen, der er 1 uge gamle – ift hvad jeg plejer at have.

Tænk lille Prima har haft sådan en omgang i maven. Lægger man det sammen, er det ca 2.8 kg hvalpe – det er jo helt vildt. Ikke noget at sige til hun var stor.

3 moderkager kom ikke ud – navlestrengen knækkede idet hvalpene blev skudt ud, og det var umuligt at få fisket dem ud bagefter. Så da kl. blev 10 søndag morgen, måtte vi lige ned til Nina igen. Hun kan nemlig “ting” – fiske moderkager ud fra helt bagest f.eks. Det er bare med at få dem ud, så man ikke pludselig står med kæmpe infektion.

Sikke en omgang for Prima, at føde sådanne 7 kanonkugler – men hun gjorde det så flot. Hun er dælme sej, den lille <3 – og en kanon mor, kanjeg konstatere nu. I skrivende stund er hvalpene 1½ døgn gamle, og har alle taget flot på – ca. 30 – 50 gram allerede.

Nu kan vi gå julen i møde, med sådan en dejlig lille familie liggende i soveværelset. Det bliver ikke meget mere hyggeligt!!

Jeg vil snarest lave et album i “galleriet” med J-kuldet. Så vil der komme kontinuerlige foto-opdateringer der.

KÆMPE tak til Marieanne for assistancen. Det var godt, vi var 2 – for der skulle knokles i perioder. Vi arbejdede kanon sammen, så super fin oplevelse, det hele!