Som sædvanlig er der gang i en hel masse her.

Fanny og jeg har nu været 2 gange et smut til Kalundborg-egnen hhv torsdag og lørdag for at besøge Jasper. Så bliver det spændende at se om de besøg udmønter sig i hvalpe. Sjældent har tidspunktet været bedre – hvalpe født i april kan jo ikke være bedre. Langt de fleste kuld her i huset er vinterkuld 🙂

For nu 10 dages tid siden, var Prima, Donna, Casey og jeg en tur med stranden med gode hundevenner. Hundene legede og hyggede sig. Senere på dagen legede Fanny og Prima igen i haven. Hen under aften virkede Prima lidt irriteret i det ene øje, men så lidt jeg faktisk var i tvivl om det var noget. Næste morgen var blinkhinden trukket helt op, der var lidt flåd ( farveløst ) og hun kneb det sammen mod lyset. Jeg var heldig at få en tid hos dyrlægen samme dag.Jeg var godt klar over det ikke var alm. øjenbetændelse, og gættede på en ridse på hornhinden.

Det viste sig at være et slag i øjet – og konkret var øjets tryk faldet til 6, hvor det raske var på 12.

Jeg fik 2 forskellige slags øjendråber med hjem. Den ene slags skulle kun gives en gang – de var pupiludvidende, så øjet kunne slappe af. Det andet var kloramfenikol tilsat steroider. Derudover skulle hun på 3 ugers binyrebarkhormon. HOLD da op………

Jeg spurgte mindst 4 gange, om det var farligt og om der kunne være risiko for hendes syn. Nej, nej sagde de – og pfyha, for det var alligevel meget medicin – og et tryk der falder i øjet ??

Øjet blev hurtigt pænere, men pupillen fortsat kæmpe stor. Helt vildt at kigge ind i hendes øjne, hvor det ene bare var sort at kigge ind i. Efter en lille uge, blev jeg lidt loren, og fremfor kontrol hos dyrlægen som aftalt, kørte jeg ned til min øjenlyser, for at få tjekket øjet. Han er flyttet så herligt meget tættere på Amager 🙂

Den gode nyhed var at dyrlægen havde gjort alt det rigtige – hvilket mange dyrlæge ikke altid gjorde. Men det havde reddet øjet fra i første omgang at udvikle grøn stær. Trykket var nu på 9, så det gik rigtige vej.

Den dårlige nyhed var, at sjældne gange så man ved sådan et slag, at linsen kunne få en lille flække. En stor havde hun ikke – for den ville han kunne se, da han lyste øjnene. Men en lille kan man ikke altid se, og skulle hun nu have sådan en, vil hun udvikle grå stær lige så snart hun er færdig med sin binyrebarkhormon. Det går stærkt.

Lige nu ser øjnene normale ud igen – pupillen har trukket sig sammen, og alt synes normalt. Hun skal være på binyrebarkhormon små 14 dage endnu, så det er lidt af en gyser at gå og vente på den udtrapning, og om der sker noget.

Jeg prøver at huske på han sagde “sjældne tilfælde”. Omvendt husker jeg også min dyrlæge, da Prima knækkede sin mælketand – at i sjældne tilfælde kunne der komme bakterier op, og der kunne komme tandbyld. Men det sker ikke……….sagde hun så.

Nej da – ikke før et par uger senere. Så var der tydelig ændring af farve på tandkødet, og Prima røg ind lørdag over frokost og fik tanden hevet ud.

Så håber sådan vi har taget de sjældne tilfælde vi skal her i huset!!!!

Hun er lidt uheldig – men hun er også ret vild. Hun lever livet fuldt ud med 180 i timen. Mega nysgerrig og fremme i skoene. Hun er lige som jeg havde drømt om hun skulle være. Det koster så lidt knubs. Dyrlægen gæt er at hun har fået en bagpote i hovedet ifm de har løbet efter hinanden. Jeg har nemlig ikke set det ske.

Ventetid er noget træls noget – helt generelt. I denne sammenhæng ekstra træls.

Hun er helt sig selv, så vi har været til træning. Hun er en stjerne – intet mindre. Sikke meget ros hun/vi får. Alt hendes nysgerrighed, høje tempo, begejstring, drift og vilde leg er et kæmpe plus, når man træner brugsprogrammer. Hun kan være med på fuld højde med de belgiere vi træner sammen med.

Hendes spor-arbejde er fantastisk. Godbidderne er blevet en del mere udfaset, og hun går med et flot dybt søg med næsen i alle trin. Hun smider sig ned for genstandende – SMUT, så ligger hun der – lidt stivnet med hagen hen over genstanden, og ligesom passer på den. Hun er SÅ topsød, når hun ligger der.

Hun tog et knæk i dag, direkte op mod vinden – i stærk blæst. Kastede sig bare mod venstre og så videre.

Hun bliver stærkere hele tiden i lydigheden også – i dag gik vi lineføring med skud. Hun arbejder bare – helt ligeglad med skuddene. Hun fik også prøvet at tage en apport på 650 gram i dag – den tog hun også bare. Så målet er til sommer at hun kommer til sin første titelgivende brugsprøve. Det er jeg sikker på vi nok skal klare 🙂

Jeg har tidl. her på bloggen beskrevet det var lidt svært at finde ud af hvilken retning vi skulle træne i. Der er så mange muligheder. Hun er super stærk i LP også. Jeg hældte faktisk til hun skulle være LP hund, og så trænede vi spor ved siden af og nuppede måske et par prøver i det, men LP var første prioritet, for jeg elsker LP. Elsker nørderiet, detaljerne og når alt bare går op i højere enhed.

Men med mindre de nyligt udlagte reviderede regler bliver lavet om, skal Prima ikke være LP hund. Så på den måde blev alle grublerierne pludselig løst for mig. Vi går brugsvejen – og Prima har nu allerede lært at afslutte foran fører ifm indkald, spring og apport.

Jeg har ikke været så høj og glad i mange år, som jeg er nu når jeg kører hjem fra træning. Vi træner 2½ time – i dag var vi 4. Der knokles – og min lille hund bliver slet ikke træt. Hun er helt oppe at ringe af glæde – hun elsker det hele, og hun lærer uhyggeligt stærkt.

Fanny kommer på barselsorlov nu – det er sikkert fint. Jeg har slet ikke haft lyst til at træne LP med hende, siden udmeldingen om godbidder som belønning bortfalder fra 2019. Vi når ikke både hvalpe og 3 1. præmier i LP3 i år, så jeg tænker vi aldrig kommer i mål med den øvelse. “Førerne må give lidt mere af sig selv – i stedet for bare klik og give en godbid” – så skulle det intet problem være at gå 20 min prøve uden godbidder hvor der er ventetid mellem øvelserne.

Jeg bruger mig selv meget som belønning, og meget sociale belønninger. Vi har altid en fest, når vi træner 🙂 Der jubles, klappes, hoppes op, leges, bides i arme og vi er vilde. Det er ikke “bare” klik/godbid”. Men et grundlagt mønster gennem mange år med at få en godbid – som en del af belønningskæden – har jeg godt nok svært ved at nægte min hund. Jeg synes det er et tilbageskridt ift de positive indlæringsmetoder, som mange mennesker har kæmpet for her i DK i mange år.

Når godbidderne fjernes sådan bare, vil mange mennesker føle de står tilbage med “ingenting”. Hunde er jo forskellige – ikke alle tænder på leg, eller på social belønning hvor fører jubler, klapper og roser højtlydt. Nogen vil måske stresse over sådan en omgang – så de ikke kan arbejde videre ret godt. Det ville min gamle tæve have gjort. Det er et mønster man skal være bevidst med at træne ind fra hvalpetiden – og ikke noget man pludselig kan omkode en 5-6 år gammel hund til. Det er unfair.

Eller en 4 årig – hvilket Fanny er. Masser af leg, sjov og ballade, men punktummet for den enkelte event sættes med en godbid. Det er vores mønster – så er vinduet lukket ned, og vi kan åbne et nyt.

Det er synd for LP Sporten – og det er synd for alle os, der har været i gang med at bygge vores hund op gennem flere år til at kunne opnå titlen DKLPCH. Pludselig rives tæppet væk og billedet bliver et helt andet.

Som at så et frø, vande det, nusse om den plante som kommer op. Vande den, skærme den mod for meget sol, tage den ind om vinteren – og vente spændt på at se dens blomst efter flere år. Så kommer knoppen – og SLAM, er den udsat for hærværk og nogen slår den omkuld.

Det er demotiverende.

Jeg mangler at finde ud af hvad Fanny så skal. Jeg tænker hun kommer til at gøre færdighedsprøverne færdige – og så skal vi gå rally. Men det får vi nok ikke de næste 7-8 år til at gå med.

Måske jeg skal prøve hvad hun siger til spor også…