Forrige indlæg blev skrevet 23. dec og lagt her på bloggen, og det fungerede fint fra min pc. Jeg er dog gjort opmærksom på flere telefoner ikke kunne se det, så der er lige brugt lidt tid på at rode med wordpress. Men det skulle fungere nu.
Hvalpene er nu 5 dage gamle, og alt går fint. De vokser som ukrudt. Det er utroligt så nemt det pludselig er, når de er så store ved fødslen. Meget mere selvhjulpne. Der er heller ikke nogen i dette kuld, som er små og skal hjælpes ekstra eller lign. Prima klarer det hele – og hun gør det super.
Nu her 5 dage gamle, nærmer de første sig 700 gram – det er nogle kæmpe hvalpe.
Jeg har researchet lidt, for jeg har vitterligt aldrig hørt om så store colliehvalpe før. Prima selv er primært af amerikanske linier, men ikke en specielt stor collie. Hun er nok nærmest lidt mindre end de andre tæver herhjemme.
Primas mor fik 9 hvalpe i hvert af hendes 2 kuld – men hvalpene var ikke specielt store. Det samme med mormor – som dog fik 11 i det seneste. Men hvalpene var af samme str. som jeg er vant til at se her. Til gengæld fik farmor i sit første kuld 8 hvalpe, som alle vejede lige omkring 500 gram. Fantastiske Donna – noget tyder på det åbenbart kan nedarves gennem en far – den tendens til så store hvalpe.
Kayleigh, som jeg har avlsretten på – er også barnebarn af Donna. Hendes mor er en datter af Donna. Mor Loova får også så store hvalpe.
Det er store hvalpe for tæven at føde – men udover der skulle mange uddrivningsveer til, så klarede Prima fødslen flot, og var i fin form dagen efter. Det er super nemt som opdrætter, når hvalpene er så store. De er langt stærkere og det føles egentlig ret sundt og godt.
Jeg har oprettet et album til hvalpene. Det findes her http://jkuld.lapinette.dk/#!home
En anden ting, der har været sjovt at konstatere, er at 5 ud af 7 er hvidfaktorerede. Alle 4 hanner har helt hvide lår og 3 med kæmpe hvide kraver og nærmest ½ hvid hale. Den sidste har også helt hvid krave,men den er smallere og lidt mere “zig zag”i det. Den zoble tæve er hvidfaktoreret også – og både hende og den zoble han har lidt hvidt krims krams på ryggen. De 2 tri tæver er ikke hvidfaktorerede.
Prima er ikke hvidfaktoreret,når man ser hende. Stor hvid krave, ja – og stor hvid halespids, men intet hvide på hverken yder eller inderlår. Jeg har dog fået oplyst at i og med det hvide på bugen går lidt op ad siden, kan det være en markør for at hun bærer hvidfaktor. Bobby er det absolut intet – han har stort set intet hvidt på sig 🙂 Hans krave er 5 hår i nakken, og der er stort set intet på halen. Så det kommer fra Prima. Hun har også nogle søskende, som er hvidfaktorerede – så jeg havde tænkt det MÅSKE kunne komme. Jeg havde dog forestillet mig en enkelt eller to, og kun ganske lidt.
Det skal siges, jeg er fuldstændig ligeglad med, hvor meget hvidt de har 🙂 Om det er næsten ingenting, eller lidt for meget for den gængse smag, spiller ingen rolle her hos mig. Er de sunde, mentalt gode og kan arbejde beder jeg ikke om mere 🙂
Men jeg synes det er interessant, at 2 hunde som fremstår hhv “normalt” og “med stort set intet hvidt”, får hvidfaktor i det omfang.
Og dermed har jeg fået det meste fantastiske eksempel på, hvorfor det er vigtigt at hele kuld HD fotograferes 😀
For når det kommer til arvbarhed, nytter det ikke at se på det enkelte individ – vi må have hele puljen med!!!
Nu ved jeg Prima har søskende med hvidfaktor – og var forberedt på det kunne komme. Men er alligevel overrasket over omfanget.
Udskift “hvidfaktor” med HD – det er samme sag. Nu er hvidfaktor jo ikke noget problem – men ved man der er 2-3 søskende med HD, så kan man som ikke synligt bærer altså godt give det videre. Derfor det er vigtigt at kende alle søskendes status!!
Jeg tror de bliver mega flashy – med alt det hvide. De sorte hanner er gnistrende sorte – og så med det kridhvide – wow. Den zoble han er langt mørkere zobel end nogen hvalp jeg har haft før – deriblandt hans far. Hans far er i dag stort set sort over ryggen. Jeg tænker næsten han bliver,hvad man kalder saddled shaded – totalt sort, bare med zoble aftegninger – og så alt det hvide. Jeg tænker også han bliver imponerende i sine farver.
Søster er samme farve som far i den alder – så hun bliver også meget mørkt shaded.
Spændende, spændende – og de er godt nok aktive og målrettede. Mega stærke hvalpe. Ihhh, hvor jeg glæder mig til at se dem vokse op!!!
Juleaften var en fantastisk aften. Familien samlet herhjemme – med god mad, god stemning, hunde på skødet sådan lidt all over – og så 7 små banditter i kassen i soveværelset. Det føltes lidt som at alt gik op i en højere enhed. Den aften vil jeg bære med mig længe!
Herunder fantastiske Prima og hendes 7-linger <3
Hvalpe, 5 dage gamle
Uncategorised Posted on Fri, December 27, 2019 20:55:15- Comments(0) https://blog.lapinette.dk/?p=501