Jeg er i vildrede. Jeg bryder mig meget lidt om at være i en sådan tilstand.

Jeg kan lide at være tjekket, at have en plan. Mange planer faktisk – både de kortsigtede og de langsigtede. Og skulle de drille, har jeg også altid plan B, C og måske D.

Der er ikke meget, jeg bryder mig mindre om end bare “flyde med” og se hvad der sker. Der skal tages action, handles og visionerne stå i kø.

Lige nu ved jeg ikke hvad jeg skal. Hvor jeg skal rette energien hen.

Der er mange muligheder i dagens Danmark for at træne med sin hund. Mange forskellige sportsgrene – aldrig har muilghederne været så mange eller paletten så mangefarvet. Det i sig selv kan være en udfordring – for så må man ud i at skulle vælge.

Da jeg startede med at træne min første hund, kunne man gå til lydighed – såkaldt LP – og så havde DCH “vist nok også et eller andet”. Jeg gik til LP. Det gik godt – og ret hurtigt var jeg hvirvlet ind i et vældigt spændende univers, hvor ugens træning var højdepunktet.

Kort efter begyndte klikkertræning at blive udbredt – og ja, så gammel er jeg! For mig var det dog ikke noget nyt. Den måde at indlære på med delmomenter, baglænskædning og jeg skal komme efter dig, var metoder jeg havde arbejdet med under min uddannelse i London hos en af verdens bedste oboister. Han havde i samarbejde med hjerneforskere forsket i hvordan man bedst og hurtigst indlærte et givent musikstykke – og der var disse elementer en del af det. Der var flere elementer også, som jeg også anvender i min træning, så glad var jeg. Det her var hjemmebane og lige mig.

Så kom rallyen – i 2005, mener jeg – og den bølge hoppede vi også på. Skønt med noget afveksling – men hele tiden blev lydigheden tænkt som basen. Fundamentet, man kunne bygge andre sjove, kulørte opleveler op på.

Da Donna blev Dansk Lydigheds Champion i 2013 – med hele 265,5 points ud af 280 var jeg nok den stolteste hundeejer i Danmark. Vi nuppede 1 år mere i LP3, og så måtte der nye boller på suppen.

Fanny blev født – Donnas barnebarn – og selvfølgelig skulle hun da træne LP. Indlæringsmetoderne udvikler sig hele tiden. Det har jeg også gjort som fører, og der er godt med tempo i Fanny generelt, så nu blev det et kriterie – og delmomenterne blev endnu flere, og tingene pillet endnu mere fra hinanden, for så at sætte dem sammen til færdige øvelser med bedre præcision og højere tempo end mormor.

Hun er super lækker at træne med – og sikke et tempo.

Så kom der nye regler – og nye øvelser kom til. Bl.a. cirkusøvelsen, som jeg kalder den. Hunden sendes ud om en kegle, kommanderes i “stå” når den er helt fri af keglen – derefter sendes til enten højre eller venstre, opsamler apport, nuppper et spring og så i plads.

Hvad det har at gøre med en lydig hund, ved jeg ikke – men vi tog handsken op. Kan de lære at sidde i bamse, skamme sig med poten over næsen og andet gejl, kan de vel også lære sådan et paradenummer. Det har hun også kunnet – men det har krævet delmomenter i atomer, god tålmodighed og en masse kaffe.

I foråret havde jeg hvalpe – I kuldet kom til verden. Da de flyttede dykkede jeg ned i LP3 og har givet den en ordentlig en over nakken over sommeren, efteråret og nu vinter. Vi er ved at være der………..Fanny er 2 år yngre end mormor, da hun nåede til LP3 – og programmet er blevet vældig meget sværere, så jeg har været noget glad og tilfreds den seneste tid. En fornøjelse at træne, ved hele tiden at justrere kriterier og belønne max med leg, bolde og godbidder. Jeg tror ikke der findes gladere LP hunde end Fanny.

I denne uge har vi trænett 2 -3 gange herhjemme og i Fri ved Fod og skridtøvelserne logrer hun så meget, at det ser helt vildt ud når hun sætter sig. PAS nu på halen, har jeg lyst til at sige – men selvfølgelig har hun styr på det.

Jeg har skrevet det før – men gør det gerne igen. Min motivation for at bruge så pokkers meget tid og penge ( jeg ikke altid har ) på hundetræning, er ikke rosetter, titler, Årets hund eller lign. Det er at kigge ned i sådan et sæt glade øjne. Se spændingen i hele kropsholdningen, forventningen – hvad skal vi nu ???? hva hva hva hva ?????

Sjældent føler jeg så stor kærlighed til mine hunde, som når jeg kigge ned i sådan et sæt glade øjne………..

Et samarbejde vi har fået – sammen – ved at lære at læse hinanden og dyrke glæden, fremme hundens initiativ og lyst til samarbejdet – og så i den grad belønne max, når den viser disse ting.

Jeg læste for nylig et blogindlæg, hvor forskellige typer hundesport blev sammenlignet med kærester. Så flirtede man lidt med den ene, lidt med den anden…………Meget sjovt billede, og let at forholde sig til.

Lydigheden er min sport. Mit fundament for alt andet…….og jeg har da flirtet med lidt andre også, men flirterier er tilladt, så længe man er trofast og ved hvor man hører hjemme. Det har jeg aldrig haft problemer med – heller ikke under de sidste par års prøvelser, hvor lydigheden ville prøve nye grænser af og viste sider jeg havde lidt mere svært ved at forholde mig til. Det hedder nok udvikling – og så må vi udvikle os sammen.

Men med seneste tiltag sidder jeg skakmat og forundret og føler jeg ikke længere kender den sport jeg har brugt de sidste 13 år af mit liv på.

Man har fra højere sted besluttet, der ikke længere må gives godbidder mellem øvelserne i LP3 fra 2019. Dvs ca. 20 minutters program uden belønning andet end et par klap og et “dygtig”.

Måske noget med man har set at sådan gør naboen, og de har det vist så godt…….og jeg undrer mig over man ikke kan se bag facaden hos naboen. De har det slet ikke så godt, selv om det måske ser sådan ud.

Min motivation er min hunds glade øjne – det er min belønning. Det er der jeg henter benzinen, også når jeg skal lære nye øvelser, jeg rent ud sagt synes er noget pjattede. Men hvad gør man ikke for husfredens skyld (?)

Kære lydighed – jeg kan ikke BÆRE at forestille mig den situation at gå ind og starte et LP3 program, møde de glade forventningsfulde øjne og så klappe indehaveren af disse og blot sige Dygtiiiig. For jeg ved jeg vil møde forvirring – og et stort spørgsmålstegn………Æh, hvor er godbidden mor ??? Det er jo vores mønster – sådan har vi altid gjort. Du ved nok, kære Lydighed – i de kloge bøger om indlæring og hundetræning af nyere dato, står der 1 gang er et uheld, 2 gange en vane – og 3 gange en tradition. Når nu min hund 3 gange ikke har fået den godbid, den forventer og har gjort sig fortjent til – hvad så ??? Har vi så grundlagt en ny tradition ??

En “Fuck dig, hund” – tradtion. Hvor den skal lære man gør tingene, fordi en god lydig hund bør ikke blive forvirret eller demotiveret, når traditioner og mønstre laves om. Den kan når som helst og hvor som helst – og bør ikke forvente noget for det. SÅ er det en god lydighedshund. Det der med samarbejde ved vi godt er en illusion. Den skal blot manipuleres, så den TROR der måske kommer noget – så skal det nok gå det hele.

Jeg har været trofast i mange år, LP – også selv om jeg har flirtet med rally, færdighedsprøver og pt spor. Men lige pt kan jeg slet ikke genkende dig. Jeg HÅBER lidt eftertænksomhed kan få os på rette spor igen – og du tager den fremsatte kritik til dig, og ser der skal to til tango. Og en fandens masse musik, party og GLÆDE!!!

Glæden er motivationen. For hunde. For førere.

Der skal to til tango – men kun en til at slukke musikken. Don´t do it. Please!!!!

Så lover jeg, at vi arbejder videre med mærkelige øvelser og tager disse nye tiltag med godt humør og ser det som udfordringer og ikke problemer.

Men er der en ting du ikke får lov at røre – så er det glæden i min hunds øjne!!!!!!

Så er det ud af vagten! Med stor sorg – for du har været mit fundament og min base i efterhånden vældigt mange år. Men så deler vi ikke længere fælles værdi-grundlag, og så må jeg se om flirterierne måske i stedet skal udvikle sig til mere end det.

Som altid godt at lade sig rive med af pennens magt. Jeg er ikke længere i vildrede.