Lapinettes blog

Kl. nærmer sig 8 – og normalt er vi på vej ud og gå tur. Men de små vovser bobler godt nok stadig. De er vist lidt trætte. Meget atypisk – men vi havde også en lang dag i går.

Derudover er Prima de sidste dage blevet en del mere stille, så jeg overvejer om ikke den længe ventede løbetid er lige på trapperne nu. Det tror jeg den er. Det virker sådan.

Men lige nu i skrivende stund, har jeg nuppe en kop kaffe ekstra, og så kan jeg få opdateret her. Der sker så meget pt, så skal det være bare lidt “up to date” må jeg nok til at skrive lidt mere flittigt.

Jeg har vist fortalt om at samtidig med Andrea blev syg, opdagede jeg en testikelcancer på Mozart ( Donnas bror – han bliver 12 til okt ). Super frisk og glad hund, så det var en streg i regningen. Det er hyppigste cancerform hos ældre hanner, så jeg tjekker altid mine hvalpe grundigt her ifm vask – og jah, fandt så dette.

Han kom til dyrlægen, og fik taget blodprøver osv – og alt fint. Der blev givet en tid til operation. Men så ringede de til ejerne – at de ikke ville operere alligevel. Ifm tandrens for år tilbage, var han meget svær at putte i narkose, og de måtte opgive. Han blev ved at vågne. Så fik de noget andet sedering fra Landbohøjskolen, og de prøvede igen – og der fik han respirationsstop under narkosen. De turde derfor ikke lægge ham i narkose nu – og det var jo ikke sikkert det bredte sig så hurtigt osv.

Så ringer ejerne til mig -what to do (?) Det var en overraskelse for mig at høre om det respirationsstop – og også for ejerne. De vidste kun det havde været lidt problemer undervejs, de har ikke fået at vide hvad.

Mozarts ene testikel er 3 gange så stor som den skal være – og det er sket på 3 mdr. Den anden er skrumpet ind, og føles mest af alt som en gang bobleplast. Det er ikke sundt, og det er gået stærkt. Så jeg synes jo det skal væk, men forstår godt overvejelserne omkring narkosen – og det er helt fair dyrlægen ikke synes hun vil røre ved det.

Så jeg kontaktede MIN dyrlæge – som ringede til mig fredag aften under rallyprøver sidste uge. Vi fik en snak, og hun ville gerne se journalen for en vurdering.

Det er gjort, og Mozart bliver opereret i morgen. Min dyrlæge mener også det skal væk – og udover at brede sig, vil der også opstå hormonforstyrrelser, da sådan en cancer angiveligt danner en masse østrogen.

De har en anæstasi-sygeplejerske tilknyttet, som skulle være hamrende dygtig – og hun er på Mozart fra først til sidst.

Selvfølgelig er der en risiko – han er en ældre hund, og der er en historik som gørrisikoen er yderligere forhøjet. Men familien er helt afklaret- han skal ikke gå med en cancer, som udvikler sig og betyder han måske ikke har det godt, uden de helt ved det. Han skal have den chance her – også selv om der er den risiko.

Så i morgen sidder jeg med krydsede fingre herhjemme og håber på et godt udfald.

I går deltog Fanny, Donna og jeg i rallyprøver – og det gik forrygende. Mest af alt er jeg lykkelig for, Fanny er så glad og tryg ved at være med. Hold da op, det har været op ad bakke og et langt sejt træk efter det indbrud.

At hun nu på 8 dage går ud og går 3 super rallyprøver – og i går i yderst forstyrrende omgivelser, gør at jeg er en meget, meget glad hundeejer. Vi har knækket en nød af dimensioner, tror jeg!!!

Jeg begynder at nære håb om vi kan nuppe den LP3 igen en dag – for ingen tvivl om det nok er mest “min” sport.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Jeg tog et billede af pigerne i går, og brugte lige 10 min på at redigere det og sende til DCK til resultatsiden.

Da jeg vender mig er der en kæmpe blodplet på gulvet 🙁 Jeg er paranoid overfor blodpletter på gulvet – efter først Caseys styrtblødning, så Andreas blødning der løb løbsk – og så havde Casey lige en blødning igen der for 3 ugers tid siden.

Det her er Casey igen, og det føles ikke godt. Jeg er bange for den tumor er i vækst igen, desværre.

Så spændende tider pt, ja – men også lidt for spændende.

Så fandt jeg lidt tid til bloggen. Det er travle tider pt.

I lørdags afholdte Dansk Collie Klub LP/rallyprøver – arrangeret af LydighedsAktivetsUdvalget. Det sidder jeg i – og godt nok var det ikke mig, der havde hovedansvaret for prøven omkring planlægning osv, men der er nu alligevel ting der skal på plads op til, og konkret en del arbejde på dagen.

Kl. 7 mødtes vi og satte baner op. Dvs jeg var oppe 04.30 for at nå at lufte de hunde grundigt, som ikke skulle med.

Efter prøven skal der ryddes op og samles sammen. Det gjorde vi også, så det blev sent inden jeg var hjemme. Det tager et par dage at komme ovenpå igen efter sådan en omgang, synes jeg. Jeg er absolut ikke 29 mere.

Resultatmæssigt er jeg mega stolt. Mit udgangspunkt var at jeg var lidt små-stresset, lidt småsyg og mere end småtræt. Hundene er lige overstået løbetid – og Fanny især virker lidt falsk drægtig.

Men på trods af omstændighederne – og meget lang ventetid – så leverede de nogle super prøver.

Fanny har ikke trænet rally i et par år – målet var LP3, hvor vi så havde indbrud undervejs og nogle tyve gjorde hende ondt. Det medførte desværre en stigende utryghed ved fremmede mennesker efterfølgende. Hun har ellers altid været super glad for mennesker, men pludselig havde hun så set en anden side af sådanne.

Jeg nuppede en LP3 prøve sidste år, bare for at se “hvor” hun var – og hun arbejdede fint tæt på mig, men dæmpede når hun skulle på afstand. Jeg besluttede så først at give hende en lang træningspause uden pres overhovedet. Jeg har selv traumer – og ja, men kan træne/udbygge komfortzoner, men man skal dælme vide hvad man laver, så man ikke gør ondt værre. Nogle gange er en pause bedst – og bare lade det være.

Så en god pause, med gåture forskellige steder og sjov og spas, og ingen forventninger om andet end være i live og have det godt.

Så begyndte jeg for et par mdr siden at træne lidt rally for at starte op med at være tæt samarbejdende. Planen var at nu skulle fokus være på at have det FEDT sammen, og dyrke glæde og flow.

Jeg meldte hende så til et par prøver her – med det mål. Der er stadig øvelser vi ikke har fået trænet så grundigt,som jeg ville. 2 syge hunde indenfor seneste par mdr har betydet træningsmotivationen ikke har været så høj. Men skidt med det – målet var ikke høje points, men at få en god oplevelse.

Det fik vi – og også flotte points. Fredag 84 – som er en pæn debut, og med en mistet 10´er pga nedrivning af spring. Lørdag var det 97 og cert. Vigtigst : Hun var mega glad og PÅ.

Endda i en periode, hvor hun normalt ikke har arbejdet godt, da hun har tendens til at gå ned efter løbetid.

Så nu giver vi den rally-gas, og går i gang med at træne fp3 også. Hun ELSKER tricks og er super sej til det.

Donna gik 2 fine senior-baner og fik også første pind lørdag. Hun er så glad, så glad for at være med. Det er vildt rørende at se hendes stjerner i øjnene.

Prima kom med på afbud – og bortset fra en enkelt øvelse, hvor hun ikke gad ned i dæk, så gik hun fantastisk flot og intenst. Klart modnet og blevet mere fokuseret i hovedet.

Det var stort at opleve 3 rallyklasser blev vundet af Lapinetter. Isabella vandt begynderklassen, Fanny ekspertklassen og Donna senior-klassen.

Rammstein og Easy gjorde det også flot – meget stolt kennelmor her.

Der var også adskillige af mine kursister med, og vi har knoklet for at blive klar. Det er klart, når man er arrangør – man så lokker egne høns med i nettet 😀

Beaglen Maggie og ejere havde debut i LP1 – og de er blevet sparket bagi for at komme af sted til prøve. Godt de gjorde de – de endte som 3.vindere med flot 1. præmie. Nøjs, hvor var de glade – og det var jeg også 😀

Border collien Samson debuterede i LP2 – og BUM, 1 præmie og titel i første hug, og 2. vinder.

Aussie/BC Diva debuterede i LP3 og fik flot 2. præmie – kun 3 points fra en 1. præmie.

Maria Louise fik sidste pind i rally øvede med 92 points – og titel.

Jah – og “min egen” Isabella og ejer Merete træner jo også herude – og de fik 99 points og vand beg-klassen.

Vi er en lille bitte hundeskole, men hvor er det sjovt pt at være en del af.

Derudover er Marieanne kørt ind og har trænet her på hundeskolen gennem sidste sæson, for at blive rallyklar til championklassen. Den øvelse lykkedes også – hun fik 98 points og første supercert. Weeeeeee!!

Claus har også joinet træning herude – han syntes egentlig rally var lidt træls, og havde opgivet – og er mere til lydighed. Men tror også vi fik bøtten vendt – 100 points fredag og 95 lørdag – og en ny dansk champion ( og en collie -WEEEEEE ).

Sidstnævnte er 2 meget dygtige førere, så jeg kan og vil ikke tage æren for deres præstationer. Men i rally handler det meget om timing, flow og den følelse man går ind med. Det betyder alt for om man kommer op de sjove points. Så nogle gange skal der kun små tilretninger til – og så spiller det. Det var SÅ FEDT at opleve den succes de oplevede.

Marieanne stillede også i brugsprøven med sin Stella – som er datter af Bobby ( Lapinette´s Daddy Cool ). Et uheld i næseprøven betød titlen ikke blev hentet på dagen, men til gengæld var det værd at glæde sig over Stella er fuldstændig og aldeles skudfast. Super fedt at se, hun bare sad og var fuldstændig iskold med skud.

Så masser af succes på de grønne baner – både med egne kræ og med kursisterne – og kaffen har været god lige siden 😀 Det er der også lidt rødvin der har været 😀

Men sikke et arbejde – nøjs, hvor er der knoklet på mange leder og kanter. Nu er der så en masse rengøring, havearbejde osv der skal indhentes.

Jeg har den seneste tid også besøgt Luna – fra mit første kuld. Hun har lige haft lidt blærebetændelse, men har det ellers godt. Hun ligner SÅ MEGET sin mor Honey – og uhhh, så savner jeg godt nok Honey. Men SÅ skønt at se Luna og ejer Alice igen. Luna bliver 12 til oktober.

Jeg har også haft besøg af Kayleigh, som skulle passes en aften. I vanlig stil er hende og Prima ved at vælte hele huset, men nøjs, hvor er de skønne. Hun er ved at blive en stor, smuk, voksen-udseende collie 😀 Det går alligevel stærkt…….

Kayleigh i fuld fart. De røg i bilen, og så tog vi på fritløbsområdet, så de kunne få brugt noget energi der 😀

Fuldstændig vindstille – ikke et blad rører sig på træerne. Det føles om at tiden står stille. Overskyet, lunt – og ikke en fugl i miles omkring lader høre fra sig. Alt er stille. Kender I de dage ?

Sådan en har det været i dag – og jeg elsker dem. De maner til eftertanke, på et eller andet mentalt plan. Efter en lang periode med godt vejr og gøremål fra morgen til aften, kan det være en utrolig kærkommen ting, med en dag, hvor verden står stille. Man ryger i et andet gear. Pludselig er der tålmodighed og ro i sindet til at sidde og pille kedeligt ukrudt ved håndkraft, og man reflekterer så godt imens.

Det var rigtig rart med sådan en dag i dag. I går måtte jeg sige farvel til Andrea ( mere beskrevet under “news” ), og det har føltes helt rigtigt at bruge en dag på at reflektere over den oplevselse, samt de mange gode år med hende. Det er ikke noget, som er overstået på en dag – men det var rart tiden og omstændighederne var til det i dag.

Her er utroligt tomt. Andrea var gammel, og jeg trænede ikke med hende mere og har ikke gjort det på seriøst plan i mange år. Alligevel har hun fyldt utroligt meget herhjemme. Hendes hale logrede konstant – som man ofte ser hos labrador. Evig-glad og mega social. Hun elskede mennesker – og besøg. Husets gæster, var hendes gæster. At en collie skulle være reserveret, har hun heldigvis aldrig læst noget om – hun ville have rystet på hovedet af forbavselse.

Jeg er ked af det – mere end jeg havde regnet med jeg ville være. Hun var altid omkring mig – hun har i alle årerne sovet enten ved mine ben her i stuen – eller lige ved siden af min seng om natten. Som sagt – mega social. Så her er tomt.

Hendes oldebarn Sheeba ( fra I kuldet ) flyttede ind fredag eftermiddag til weekend-pasning,hvor jeg så måtte akut af sted med Andrea nogle få timer senere. Men på en eller anden måde, føles det rigtigt fint. Sheeba og Prima leger og deres livsglæde er smittende.

Her til aften i dag, tog jeg Prima, Sheeba, Fanny og Casey med på luftetur på Fælleden om hjørnet. Det er et stort fritløbsområde, hvor mans snildt kan gå rundt i nogle bakker en times tid, uden at være samme sted 2 dage. Der kan vi godt lide at komme.

Da vi kommer tilbage til bilen, står der 3 mennesker med 2 collier på P pladsen. Jeg har tilfældigt mødt kvinden og den ene collie tidligere. Nu var hun i selskab med sin mand, og de havde lige for nylig fået en tæve på 4 år også.

Nååååårhhh, sagde manden – og spurgte om han måtte hilse på mine hunde. Ja da – men de kysser måske lidt hårdt 😀 Det tog han pænt, og satte sig ned og snakkede med hundene, som blev vældigt fornøjede over opmærksomheden. Det blev jo til noget snak – og de var helt paf over Casey var 9 år – hun lignede slet ikke en på den alder. Nope – de bliver gamle i den familie, svarede jeg – jeg har lige sagt farvel til hendes mor i går. Hun blev 13½. Åhhh – det er jeg ked af, sagde manden – det har vi også prøvet, og så fik jeg et spontant kram.

De havde mistet en collie på knap 2 år pga nyresygdom – så de kendte det i den grad også.

Det er forfærdeligt at måtte sige et sidste farvel. Jeg kan dog trøste mig med Andrea ( og også Gimli og Honey ) alle er blevet vældigt gamle collier, som har et langt og godt liv bag sig. At måtte sige farvel til en ung hund, må være så meget værre.

Det er sjovt at møde 2 fremmede mennesker, som så også er collie-ejere, og vupti – så er man bare på bølgelængde.

Forleden vaskede jeg Mozart fra mit første kuld. Han er Donnas kuldbror, og de bliver 12 år her i oktober. Han er super frisk og fin – og ingen i det kuld lider af videre gigt eller andet, så de ser super godt ud. Jeg tjekker altid mine hvalpe igennem, når jeg vasker dem. Laver en lille a casual sundhedsundersøgelse, som jeg nu kan med mine amatør-hænder. Jeg har dog fundet mange ting gennem tiden, så det er godt givet ud. Knækkede tænder, tandsten som burde fjernes, små sår, der skulles holdes øje med, hot spot eller begyndende hot spot osv. Mozart blev også tjekket igennem, og der fandt jeg desværre også noget.

Hans ene testikel var 3 gange så stor som vanligt, og den anden var skrumpet og føltes gele-agtig. Det ved jeg jo godt, hvad er. Hyppigste cancer-form for ældre hanner 🙁 Da jeg vaskede ham sidst, var alt normalt.

Så mens jeg blowede og børstede havde jeg nogle overvejelser, om jeg skulle sige det til ejerne eller ej. Han er snart 12 år ……….Jeg besluttede mig for at sige det, for valget er deres – hvad der videre skal ske.

De blev, som ventet, noget betuttede – og ville tage forbi dyrlægen, hvad jeg syntes de skulle. Så måtte de i samråd beslutte hvad de ville nu. Dyrlægen syntes han var super frisk ift alder – og tog en blodprøve med henblik på blodprofil. Den var super fin – alle værdier i top. Så de har besluttet at kastrere ham. Det sker her primo maj.

Han virker bestemt ikke som en på 12 år – ligesom søster Donna, så nu krydser jeg fingre for de kan fjerne alt skidtet, og han har nogle gode år foran sig.

Nu er ringen ved at være sluttet. Mit første kuld nærmer sig de 12 år – og fra nu af vil der måske komme hvalpe til hvert år – men der vil også være nogle gamle vovser, der får skavanker. Indtil nu har der “kun” været tilvækst, bortset fra nogle enkelte. Nu er der pludselig nogle gamle vovser, man kan gå og bekymre sig om – og ja, det gør jeg.

Donna og søskende har jeg alle et tæt forhold til, og ser jævnligt. Søster Sweety har også lige været forbi i sidste uge og næste uge skal jeg op til Luna.

Man kan tænke mange tanker og mærke meget efter en dag, hvor verden står stille. Hvor luften er som ladet med elektricitet og en indre ro bliver påduttet udefra.

Jeg savner Andrea, men sikke en gave at have haft så mange gode år med hende. Det vil jeg altid bære med mig. Udover glæden ved at følge hendes børn, børnebørn og oldebørn!

Jeg synes der er meget at se til pt.

En samtale over en hundevask førte til, jeg pludselig stod med et stort drivhus tilbudt – for “ingen penge”, hvor der godt nok skulle købes noget ekstra glas til. Hvad siger du ? Slår du til eller ej ????

Hurtig beslutning skulle tages. Jeg syntes ikke helt jeg kunne overskue det, men jeg havde drivhus for mange år siden, og jeg nyder hvert år at dyrke en masse tomater m.m. Tænk, hvis jeg havde et drivhus også – kunne være super fedt, så jeg sagde ja.

Så fulgte en uge, med ca. 8 timers byggeri dagligt – med god hjælp af Søren ( hvis hund jeg vaskede ) , som var faldet over drivhuset i dba.

Nu er det færdigt – og jeg har for længst sået 25 tomater, fordelt på ca. 12-13 sorter, som kun venter på at kunne ud og bor der, når nattefrosten er helt ovre.

Det har været spændende. I gamle dage satte jeg et hus i stand selv. Jeg renoverede en masse – bl.a sprossevinduer, lagde gulv osv. Jeg har altid været praktisk anlagt, og dengang kastede jeg mig bare ud i udfordringerne. Ad åre er jeg blevet mere forsigtig – “ahhh, mon nu jeg kan ??”.

Det har været spændende at løse opgaven med drivhus. Det var brugt – ingen brugsvejledning, og glas i 7 forskellige str. uden manaul til hvor hvilke skulle sidde. Det skulle støbes fast også – så det har været et stort arb. Men det har været et boost af den anden verden at erfare, at nok er jeg hunkøn og efterhånden midaldrende, men jeg kan dælme stadig klare den slags arbejde.

Dvs planerne pt står i kø for en masse mere at lave 😀 Næste step, er at jeg skal have lavet hegn bag i haven. Jeg fik sat 2 fag op sidste år, men skal have ordnet resten. Det kræver ikke så megen hjerne-aktivitet, men tid og muller.

Se hvor fint………og de første krukker er fyldt med mine dahlier, som nu er renset og delt.

Oven i har jeg skullet skrive 2 artikler med “hundestof” til diverse hundeblade. Mange hunde fælder nu,hvor jeg har ydet en hjælpende hånd til vask/groomiing.

Jeg går også altid minimum 4 timer med egne hunde dagligt, så jeg har været godt brugt om aftenen. Træning har vi ikke nået meget af.

Sidste weekend var jeg dog til Færdselsprøve-kursus gennem DCK, nede hos Lea. Som altid top super at komme ned til Lea. Jeg havde Prima og Fanny med. Det var 4 timer, så jeg tænkte det var godt at have et par hunde med, så de kunne deles om tiden.

Dagen bød på 2 overraskelser. Den første var at dæk nu er forhekset hos Prima. Hun har ellers længe virket totalt dækfast, men pludselig opførte hun sig, som havde jeg lagt hende i en stak tidsler. Røg op igen. Hmmmm – dælme træls, når forventningen er, at hun skal kunne ligge 10 min alene 30 min fra mig til sensommeren.

Nå – hvorom alting er – til dagens træning ( i dag ) i schæferklubben lå hun som et lille søm. Jeg smed hende i dæk, midt i en kreds af folk med deres schæfere, og kunne gå fra hende, trods det pres – og hun lå som et søm.

Prima er en sjov collie – ikke som de andre herhjemme. Hun har en motor som en border collie – og et tempo ditto.Til gengæld kan man ikke presse hende til noget hun ikke vil. Hvis nu Donna f.eks rejste sig fra en dæk, har jeg altid kunnet sige “ups – hov hov – kan du lægge dig”. Så kunne hun vende ørerne rundt, se modstræbende ud, men hun gjorde det.

Gør man det med Prima, stirrer hun en lige i øjnene – trodsigt – og hele udtrykket er “rend mig i rumpetten”. Det har givet lidt udfordringer undervejs – bl.a med apporten i sin tid, hvor hun pludselig nægtede at apportere 10 dage inden hendes Beg. B prøve.

Så da en ellers sikker dæk sidste søndag pludselig var forhekset, imødeså jeg lige X antal mdr med helt forfra osv igen. Men næh – i dag var det tilsyneladende ok igen til lørdagens træning i Sch- klubben. Jeg er dog gået en del tilbage i kriterier og så øger vi langsomt igen.

Den anden overraskelse var Fanny. Hun har ikke lavet meget det senseste år, siden vi havde indbrud – og tyvene har gjort noget ved hende. Hun var desværre ret påvirket efterfølgende, hvilket gjorde hun havde det svært ude, hvor særligt høje mænd var omkring. Jeg har stillet og roligt ladet tiden gå – og så har jeg trænet ting med hende, hun ELSKER. Tricks f.eks

Senest har vi trænet en del rally, for der er hun ved siden af mig hele tiden.

Jeg var spændt på færdselsprøve træningen. Det har vi ikke pillet ved før – men hun kan jo momenterne fra LP3 træningen.

Jeg var klar til at melde hende til prøve på stedet, efter hun havde været på. HUn dansede af sted med stjerner i øjnene, og Lea reagerede med “Wauw , hun er go´”.

Ja, det var hun – hun er rykket milevidt siden det indbrud, og er ved at være “gamle Fanny” igen. Ingen tilstand er permanent – skal man huske, når det driller.

Alle tæver herhjemme er i løbetid – og ved at være ovre det. Vi mangler kun Prima – og det er lige om hjørnet. Meget spændende – for så skal hun parres 🙂

Casey er så steriliseret, så hun kan ikke komme i løbetid mere – skulle man mene. Men BUM, så blødte hun pludselig også, og virkede ret inspireret. Det kostede lige et opkald til dyrlægen. I husker måske hun blev opereret i februar, da en tumor på livmoderhalsen pludselig sprang og pulsede blod ud.

Det er den, der igen arbejder – og har givet lille blødning. Sådant tumor-væv er porøst og sart, og jeg vil kunne opleve blødninger af og til, sagde dyrlægen. Er det kun små blødninger, skal jeg ikke være bekymret.

Næh, det var jeg heller ikke rigtigt – det var kun en anelse. Dyrlægen sagde også, det ikke behøvede være et tegn på tumor igen er i vækst – og den del er jeg nok mere bekymret for.

Men vi tager en dag ad gangen, og nyder livet! Det er vel i bund og grund det, som det hele handler om 🙂

Jeg modtager hele tiden billeder, film osv fra mine hvalpe – og jeg elsker det hele!

I skal lige se Balto. Baltos familie har købt en flok får, for at kunne hyrde med ham. De har taget timer hos en dygtig fårehyrde, og Balto har hele tiden fået masser af ros for sin hyrdedrift. Fårene var så ikke hundevant, så det har været et større arbejde – også at lære ham impulskontrol. Men et begynder virkelig at ligne noget 🙂

Jeg synes jo hundearbejde er fantastisk – og jeg glæder mig konstant over, hvor alsidige hvalpene af huset er <3

God påske derude!! Her et billede fra forleden, hvor vi nuppede en lang strandtur.

Så er der kaffepause i det lille hus.

Hundene er luftede på lange ture – og lidt ekstra lange i dag. 8 hunde ligger nu draperede omkring mig, og jeg sidder med den sidste kaffe og skal bagefter ud og lave hardcore havearbejde.

8 hunde – her er 2 gæstebørn disse dage. Nellie er rykket ind med sin sambo-collie Zico, som er bonusflok. Zico er søn af Dina ( Lapinette´s Chelsea Bridge) fra et kuld ejer lavede. Jeg var medhjælpende jordemoder ved den fødsel, og det er den værste jeg har været med til. Akut styrtblødning, babu dyrehospital og Dina reddet på målstregen.

På finurlig vis er Nellie fra mit I kuld så kommet til at bo sammen med onkel Zico, og jeg passer så af og til dem begge. Jeg tror Zico tror jeg er hans kennelmor 😀 Sådan opfører han sig i al fald, og blender bare ind i flokken med de andre.

Jeg er i gang med kæmpe projekt i haven, og det er lidt hårdt. Jeg er ved at rydde et helt stenbed for rosenbuske – og på mandag starter så projekt drivhus. Et kæmpe drivhus på 2,5 * 3,75 m er hentet i Allerød, og står klar til at sættes op.

Jeg har i mange år tænkt på det kunne være fedt med et drivhus. Men så er der lige det med pengene – og tiden – og jah, det er ikke blevet til noget. Men jeg vasker så collie for nogle andre collie-ejere, og det gjorde jeg der for 10-12 dage siden. Vi snakker tomater – og jeg får at vide, jeg burde have et drivhus ( jeg har pt 20 sorter tomater stående, som er spiret ). Og ja – en eller anden dag osv………..

Senere på dagen bliver jeg så ringet op. De har fundet et drivhus i nærområdet for 250 kr, og vil gerne hjælpe med at sætte det op. Hvis ikke jeg ville have det, ville de selv. Jah, så var det bare med at tage en hurtig beslutning – og nu står det her.

Sådan går det nogle gange, og egentlig ret tit, synes jeg. Så kommer der lige nogle helt andre projekter indover end jeg lige havde regnet med 🙂 Men nu glæder jeg mig for vildt til det står færdigt.

Jah – og det var så lige oven i tur til Fyn, så den sidste uges tid har været vældig travl. I søndags afholdte collie-klubben Generalforsamling, og inden da havde de besluttet at afholde event for Årets Hunde. Som man kan se på “news-siden” var der 8 stk af huset her, som havde gjort sig fortjent til præmier og hyldest der.

Rigtig dejlig dag – bortset fra lidt rigelig blæsende på turen derover. Jeg hader at køre på Storebæltsbroen i stærk blæst i min lille letvægtsbil. Men det gik, og resten af dagen var fin.

Flere hvalpekøbere deltog også, og jeg ser dem ikke ret tit, da de faktisk bor på Fyn. Så efter præmieuddeling m.m. tog vi hen på en græsplæne, hvor hundene kunne få lov at løbe rundt. Det trængte de til efter efterhånden flere timer i en bil. Vi havde kaffe med, madpakker og så gik snakken ellers om alt og intet, trænings-issues osv. Super dejlig dag <3 Hver gang tænker jeg ” Ejjj, det bør vi virkelig gøre noget oftere” – og det vil jeg så minde mig selv om. Det er sådanne dage, der giver det hele mening!

Jeg har lagt billeder ind i en del gallerier her på det sidste, men i al fald hos Hera, Prima, Donna, Dixie og Rammstein. Vi fik taget lidt billeder på den græsplæne.

Nu er tæverne så startet løb herhjemme. Jeg nævnte det i sidste opslag, at det vist var om hjørnet. Jep – og nu kører toget. Fanny og Andrea er i løb, og Donna og Prima følger givet lige om lidt.

Så lige om lidt må træningskasketten vige en periode for opdrætterkasketten. Men rally kan vi da træne – de ældre tæver og mig. Prima kan komme ud og gå spor – og få varieret en masse der.

Vi gik spor i går – og hun er herresej. 500 m, med 4 knæk og 3 genstande, og det er “the IPO-way” med snuden i hvert eneste fodtrin. Der er høje krav til udførelsen der, og det er det, som tænder mig.

Hun gik genialt godt, trods stærk blæst – så jeg glæder mig til at skulle have hende til sporprøve i efteråret.

Lige nu ligger hjertet og fokus hos brugsarbejdet, og jeg synes det er SÅ spændende.

Men der sker en masse pt – også hos hvalpene af huset, og det er super spændende at følge med i.

Jeg er mega stolt over der igen er mange herfra, som er at finde blandt Årets hunde. Jeg har hele tiden haft fokus på arbejdsevner, mentalitet – og motor – i mit opdræt. Det er skønt at se, dels at de kvaliteter hos hundene bliver brugt, men også at de klarer sig godt.

Jeg er sikker på 2019 bliver endnu et spændende år, og der er allerede godt gang i det 🙂

Nu vil jeg kaste mig over havearbejdet!

Billede af leg med Prima på græsplænen på Fyn <3 Jeg elsker hendes drive.

Hendes FVF er bygget op på drift og leg . Det er den bedste og mest intense FVF, jeg nogen sinde har haft på mine hunde. Jeg lærer SÅ meget af at tænke træning med “brugshunde-øjne”.

Donna – 12 år til okt. og “still going strong” <3

Så er det tid til en lille update.

Her går vi lidt i ventens tider. På forår – først og fremmest. Når man gerne vil træne hunde og elsker at være udendøre det meste af dagen, så har det senest vejr godt nok været nederen. Regn, blæst, rusk – og mudder over alt. Ikke voldsomt motiverende.

Dog har jeg været ude og træne kontinuerligt – selvfølgelig, for vovserne behøver det. Men det er altså bare ikke det samme, som når solen skinner og det bare er rart at være ude. Det er lidt på trods. Man siger dog, at verdensmestre træner i regnvejr – så der burde i princippet vente et verdensmesterskab forude 😀

Jeg venter også på løbetid. Pt er det 10 mdr siden Prima var i løb, og nu hun kommer i løb, skal hun parres. Det er jeg også meget spændt på.

Bobby har været forbi dyrlægen og få tjekket sin sæd – og den er top super. Over 90 % levende sædceller, så nu er det “bare” at vente.

Han skulle have parret en svensk tæve nu, som er i løbetid og topper lige disse dage. Men dagen inden afrejse, får den svenske opdrætter et slemt galdestensanfald, og ligger pt med feber og har det rigtigt skidt. Så det duer jo ikke at køre så langt.

Donna var meldt til udstilling sidste weekend. En dobbeltudstilling under DCK. Det var ganske overvældende at stille med en så gammel hund ( 11½ år ), og så komme hjem med 2 championtitler. Både DKCH og KLBVECH. Utroligt søde dommere, begge to – og rigtigt mange fine ord om Donna. Den ene gav mig hånd, og sagde “Tak fordi du kom med hende – det var en fornøjelse at se”.

Der skulle jeg lige tage mig sammen og holde masken – for det er lidt følelsesladet at stille med hende, når man ved hun er i sit livs efterår. Om 7 mdr har hun samme alder, som hendes mor havde, da jeg måtte sige farvel til hende.

Hun virker dog totalt frisk og fit. Ikke noget gigt at se/spore – og bevæger sig adræt og smidigt. Hun er dog ved at få noget stær på øjnene, kan man se – og stemmen er blevet hæs. Så jo – hun er ved at være en ældre dame.

Ingen tvivl om de øvelser jeg laver med hende, har rykket HELT vildt. Styrketræning, coretræning og balancetræning. Det kan anbefales enhver, der har en ældre hund – for det giver klart SÅ meget livskvalitet i alderdommen.

Kayleigh blev også udstillet – og var totalt en loppe. Jeg har kun lige trænet “stå” med hende en enkelt gang, og det var for lidt. Caseys cancer m.m. har gjort tiden er løbet fra mig og alle planerne om træning. Alligevel blev hun BIR, hvalp på den ene udstillig med SL og flot kritik. Vi må i skarp træning til næste gang 🙂

Prima er nu totalt klar til at gå op i en færdselsprøve. Til træning de sidste par gange hun har leveret helt i top. Kæft, hun er god. en Beg AB er også målet for i år, og lydighedsdelen er top super – og sporet mener de også derude er klar. De laver prøver her i april, og syntes bestemt vi skulle tilmelde os. Jeg har SÅ MEGET LYST!! Nøj, hvor ville jeg gerne ud og fyre det program af – for det sidder bare. Men – løbetid. Det er overvejende sandsynligt hun har været i løb og er parret der i slutningen af april. Så det er noget med hver ting til sin tid – og jeg har forhåndstilmeldt mig til efteråret derude nu. Så har vi et mål der. Jeg ved fra Donna, at når hvalpene er flyttet, så var hun bare SÅ klar på træning. Jeg tænker det nok giver Prima samme boost – og modenhed, og der intet forgjort er i at vente.

Men det er et evindeligt dilemma, det der………….hvor opdrætterkasketten tørner sammen med trænerkasketten.

Fanny trænes i rally – det er helt nyt for hende med at gå på højre side, men der falder i den grad også en del brikker på plads pt, så vi nupper et rally-år.

Donna er skam også meldt til prøver i rally – hun skal holdes i gang jo 🙂

Fanny – en enkelt heldig dag med lidt sol

Så er der en status på Casey. Vi var ved dyrlægen mandag, hvor hun blev scannet. Det var en dag imødeset med VÆLDIG meget spænding og et strejf af dårlige nerver.

Der var 3 mulige scenarier. Enten var tumoren status qou, eller også var den vokset – eller blevet mindre. Selvfølgelig håbede vi på det sidste, og hendes operation ( sterilisation ) blev netop lavet i håb om det kunne få den konsekvens.

Men hvem kan forudsige cancer ?

Som skrevet har jeg brugt meget tid på at læse om cancer – og primært hormonelt betinget cancer. Der er mennesker, som har beskrevet gode resultater med Dr. Budwigs kur. Hvo intet vover…………så Casey har fået de tilskud, som beskrives der, siden hun kom hjem.

Uha – det var spændende nu – og dyrlægen var lige så spændt som jeg var. Jeg tror måske også hun havde savnet Casey lidt – der var tydeligt stor gensynsglæde 🙂 Verdens bedste dyrlæge, som har patienten med rundt over alt – og med ind og sove på vagten.

Det var en overraskende scanning – tumoren var simpelthen skrumpet helt vildt. På kun lidt over 14 dage var den nu ½ str. I stedet for ca. 6 cm. var diameteren nu på ca. 3.

VILDT – og det virkede også til dyrlægen var overrasket over SÅ godt resultat så hurtigt.

Sådan en kæmpe lettelse – og kæmpe glæde.

Casey selv var totalt upåvirket af at være hovedpersonen i dette drama – og var mest optaget af at tigge godbidder 🙂 Hun er totalt sig selv igen – set udefra. Nu er håbet af tumoren går i dvale – og den dag Casey dør, bliver det med den – og ikke pga den.

Igen sagde dyrlægen: Altså – jeg forstår ikke hun snart er 9 år, hun virker mere som en på 2 ??!!!

Og ja – masser af liv, party og glæde i Casey – så jeg er SÅ glad for at kunne beholde hende noget endnu.

Garantier gives ikke – vi VED ikke om tumoren kan have nået at sætte små metastaer andre steder, som man bare ikke kan se endnu. Men hvorom alting er, så har Casey det topsuper – og vi har al fald vundet noget tid. Forhåbentlig meget!!

I torsdags lavede jeg et blogindlæg, der hed noget i retning af tilfreds.dk. Det handlede om det bare går SUPER med træningen. Prima og jeg havde været ude og gå spor med Iris fra schæferklubben – og vi fik så simpelthen så meget ros.

Af en eller anden grund blev det ikke gemt (?) Da jeg ville læse det igennem efter “gem” var det pist borte. Nå – sådan er det. Jeg gad altså ikke skrive det igen.

Næste morgen var det en helt anden virkelighed, jeg måtte se i øjnene.

Jeg går her og kigger på mine gamle hunde på 11½, 12 og 13 år, og mærker hele tiden efter, hvordan de har det. De har det godt.

Jeg har slet ikke overvejet, der kunne blive noget med de yngre.

Natten til fredag var Casey urolig og ville ud kontinuerligt. Jeg stod op 7-8 gange og lukkede hende ud. Hun satte sig som skulle hun besørge, men der skete intet.

På morgenturen fredag ( ned i skoven her ved siden af mit hus ) kunne jeg så pluselig se hun blødte bagtil. Ahhh – løbetid, tænkte jeg. Så var det derfor hun var så urolig.

30 sek efter måtte jeg sande det ikke var løbetid. Blodet løb ud af hende – det var en styrtblødning. Vi vendte straks om og hjemad – og hurtigt var hun smurt ind i blod. Det løb ned af bagbenene på hende, hen ad maven og der lå plamager på jorden efter os. Hun satte sig for at vaske sig og rettede sig op igen med blod i hele hovedet. Hele snuden var smurt ind. Op i panden – selv ørerne dryppede af blod.

Jeg undersøgte hende jo og konstaterede det kom fra skeden – og vi lignede hurtigt begge nogen, der havde været udsat for et trafikuheld. Jeg ringede til min dyrlæge og fik fat i en dyrlægestuderende. Sagde det var mig, og at jeg ville tale med en dyrlæge. “De har ikke tid – de opererer” var svaret. Okay,svarede jeg – og ringede videre til den lokale. Forklarede dem sagen, og de trak sig på opgaven – det var mere end de turde stå med. Så står man der med en hund der bløder ud over det hele, og er i risiko for at forbløde – og ingen kan hjælpe ??? Afmagten er stor 🙁

Jeg ringede til min dyrlæge igen – fik fat i samme fyr. Sagde det var mig igen – og nu græd jeg. I SKAL HJÆLPE MIG!!!! Jaja, sagde han – bare kom.

Jeg har prøvet en fødsel med en styrtblødning – Caseys søster – hvor vi fik at vide, at var vi kommet 2 min senere, var hun død. Det her blødte mere, syntes jeg. Jeg var ikke sikker på Casey ville overleve turen.

Men hende i bilen, og bare af sted. Endnu en gang babu udrykning til Ølby.

Da jeg kom frem, var min dyrlæge klar. Casey ind og blive scannet. Kæft, hvor så hun ud. Totalt indmurt i blod 🙁

Min dyrlægen er verdens bedste. Det var bare ham den dyrlægestuderende i tlf. der ikke havde formuleret sig helt smart, tror jeg. “En anden gang kommer du bare” fik jeg at vide – “du behøver ikke ringe først”.

Nina scannede – og fandt på 2 sek en kæmpe tumor på livmoderhalsen. Det var den der var sprunget, og nu stod blodet bare og pulsede ud.

En tumor ?? Cancer ???

Svaret var ja. Men ikke umiddelbart en meget aggressiv form. Det kan man åbenbart se på konturen.

Åha altså – lille Casey. Verdens bedste lille blå pige. Bliver 9 år til maj – slet ikke til at rumme.

Dyrlægen sagde hun havde en chance. Måske. Man kunne sterilisere hende, og få tumor med ud. Hun mente ikke umiddelbart der var metastaser.

Ja – men så gør vi det!! Og jeg kørte hjem og lod Casey blive tilbage. Det skulle ske ret hurtigt, pga blodtab. Hun ville dog ryge i væske et par timer først, for at stabilisere hende og kompensere for det blodtab hun havde haft.

Åha – sikke en dramatisk morgen, og hvor gik det bare hurtigt. Mig hjem uden Casey – og nu med en diagnose på cancer.

De ringede over frokost – nu var hun åbnet og de kiggede på det. Det var kompliceret. Tumoren kunne ikke lige pilles ud, idet den faktisk sad indlejret i skeden – og omsluttede urinrøret. Havde det været et menneske havde man fjernet det hele og personen var endt med en pose på maven. Det kan man ikke med en hund.

De ville underbinde det blodkar der stod og pulsede og så sterilisere Casey, idet tumoren hentede sin blod og hormonforsyning fra livmoderen. Dermed kunne man håbe på at stække den så meget, så den efterfølgende ville trække sig sammen og ikke være til gene.

ja – go for it, sagde jeg – og de stor efterfølgende 2 kirurger og en sygeplejerske og opererede på Casey. Den ene dyrlæge åbnede hende fra mavesiden og steriliserede.Den anden gik op gennem skeden og underbandt det blodkar på tumoren, der stod og tæskede blod ud.

En tumor har øget blodtilstrømning og den har var spændt til bristepunktet, så det væltede ud med blod.

De ville gerne beholde hende om natten – men operationen var gået godt.

Dagen efter fik jeg hende hjem – overraskende frisk og med glimt i øjnene.

Jeg nåede at have hende hjemme 2 timer – så stod jeg med en ny styrtblødning. Jeg anede ikke om det var en syning der var gået eller hvad det var – så endnu en babu tur til Ølby.

Det var sandsynligvis et sidekar, der var sprunget. Nu blev hun indlagt, for hun måtte være under opsyn 24/7 – og så hun hurtigt kunne få hjælp, hvis mere skulle opstå.

Endnu en gang meget voldsomt. Hun sad i entreen, vaskede sig – rettede sig op, og så gik “blodet”. Fuldstændig når man ser på amr. film at vandet går hos en fødende kvinde. PLASK, sagde det – bare med blod. Hele entreen lignede et slagtehus. Jeg satte snor på – og kørte. Så måtte jeg gøre rent, når jeg kom hjem ( og det gjorde min søde søn så inden jeg kom hjem <3 )

Endnu en gang måtte jeg lade Casey blive tilbage, og hun endte med at bliver der et par døgn. Men jeg fik et par daglige updates dernedefra. Casey syntes ikke det var über fedt at sidde i bur – hun er en selskabspapegøje, sagde min dyrlæge. Så Casey kom med rundt. Med op og se TV i pauserne i vagten, og hyggede sig helt gevaldigt. “Hun virker vældig tilfreds med at være her – ikke ked af det eller noget. Hun vil bare gerne være med”. Jeps – det er Casey i en nøddeskal – hun ELSKER mennesker og selskab!

Verdens bedste dyrlæge!! Hvis ikke jeg har sagt det gør, bør det bestemt gentages.

Ikke flere blødninger, så i forgårs kom Casey så endelig hjem.

Nu er det så spændende, hvad der sker. Tumoren skulle gerne skrumpe, når den primære blodforsyning er lukket af. Hormonforsyningen ditto. Det er i al fald den chance hun har – at den gør det. Men cancer er noget uforudsigeligt lort, så ingen ved om det sker. Så det eneste jeg kan gøre her, er at forkæle hende og holde hende totalt i ro, for at undgå flere blødninger.

Trods det, kom der en mindre en i går. Jeg fik hende ned og ligge og så stilnede det af. Dyrlægen ville ikke kunne gøre noget alligevel.

Vi tager en dag ad gangen. Jeg har nok brugt 6-7 timer i døgnet på at google cancer, og hvad man evt selv kan gøre. Der er visse tilskud man kan prøve, når det er hormonpåvirket cancer som Caseys er. Dem får hun nu. Uanset hvad det ender med, vil jeg kunne se mig selv og hende i øjnene og sige jeg har gjort ALT.

– og så håber vi det ender godt.

Nogle hårde døgn. Siden fredag har vi levet i et vakuum. I dag var første dag hvor jeg stod op og følte mig udhvilet og med ro i hovedet.

Prima, Fanny og Donna er blevet trænet godt og grundigt, og Casey og de 2 gamle har fået godbidssøg i hele haven. Nu sover hele koret og jah – jeg drikker kaffe og opdaterer her.

Utroligt så hurtigt verden kan slå en kolbøtte.

4 vindblæste vovser – Casey til højre.