Lapinettes blog

Jeg er i vildrede. Jeg bryder mig meget lidt om at være i en sådan tilstand.

Jeg kan lide at være tjekket, at have en plan. Mange planer faktisk – både de kortsigtede og de langsigtede. Og skulle de drille, har jeg også altid plan B, C og måske D.

Der er ikke meget, jeg bryder mig mindre om end bare “flyde med” og se hvad der sker. Der skal tages action, handles og visionerne stå i kø.

Lige nu ved jeg ikke hvad jeg skal. Hvor jeg skal rette energien hen.

Der er mange muligheder i dagens Danmark for at træne med sin hund. Mange forskellige sportsgrene – aldrig har muilghederne været så mange eller paletten så mangefarvet. Det i sig selv kan være en udfordring – for så må man ud i at skulle vælge.

Da jeg startede med at træne min første hund, kunne man gå til lydighed – såkaldt LP – og så havde DCH “vist nok også et eller andet”. Jeg gik til LP. Det gik godt – og ret hurtigt var jeg hvirvlet ind i et vældigt spændende univers, hvor ugens træning var højdepunktet.

Kort efter begyndte klikkertræning at blive udbredt – og ja, så gammel er jeg! For mig var det dog ikke noget nyt. Den måde at indlære på med delmomenter, baglænskædning og jeg skal komme efter dig, var metoder jeg havde arbejdet med under min uddannelse i London hos en af verdens bedste oboister. Han havde i samarbejde med hjerneforskere forsket i hvordan man bedst og hurtigst indlærte et givent musikstykke – og der var disse elementer en del af det. Der var flere elementer også, som jeg også anvender i min træning, så glad var jeg. Det her var hjemmebane og lige mig.

Så kom rallyen – i 2005, mener jeg – og den bølge hoppede vi også på. Skønt med noget afveksling – men hele tiden blev lydigheden tænkt som basen. Fundamentet, man kunne bygge andre sjove, kulørte opleveler op på.

Da Donna blev Dansk Lydigheds Champion i 2013 – med hele 265,5 points ud af 280 var jeg nok den stolteste hundeejer i Danmark. Vi nuppede 1 år mere i LP3, og så måtte der nye boller på suppen.

Fanny blev født – Donnas barnebarn – og selvfølgelig skulle hun da træne LP. Indlæringsmetoderne udvikler sig hele tiden. Det har jeg også gjort som fører, og der er godt med tempo i Fanny generelt, så nu blev det et kriterie – og delmomenterne blev endnu flere, og tingene pillet endnu mere fra hinanden, for så at sætte dem sammen til færdige øvelser med bedre præcision og højere tempo end mormor.

Hun er super lækker at træne med – og sikke et tempo.

Så kom der nye regler – og nye øvelser kom til. Bl.a. cirkusøvelsen, som jeg kalder den. Hunden sendes ud om en kegle, kommanderes i “stå” når den er helt fri af keglen – derefter sendes til enten højre eller venstre, opsamler apport, nuppper et spring og så i plads.

Hvad det har at gøre med en lydig hund, ved jeg ikke – men vi tog handsken op. Kan de lære at sidde i bamse, skamme sig med poten over næsen og andet gejl, kan de vel også lære sådan et paradenummer. Det har hun også kunnet – men det har krævet delmomenter i atomer, god tålmodighed og en masse kaffe.

I foråret havde jeg hvalpe – I kuldet kom til verden. Da de flyttede dykkede jeg ned i LP3 og har givet den en ordentlig en over nakken over sommeren, efteråret og nu vinter. Vi er ved at være der………..Fanny er 2 år yngre end mormor, da hun nåede til LP3 – og programmet er blevet vældig meget sværere, så jeg har været noget glad og tilfreds den seneste tid. En fornøjelse at træne, ved hele tiden at justrere kriterier og belønne max med leg, bolde og godbidder. Jeg tror ikke der findes gladere LP hunde end Fanny.

I denne uge har vi trænett 2 -3 gange herhjemme og i Fri ved Fod og skridtøvelserne logrer hun så meget, at det ser helt vildt ud når hun sætter sig. PAS nu på halen, har jeg lyst til at sige – men selvfølgelig har hun styr på det.

Jeg har skrevet det før – men gør det gerne igen. Min motivation for at bruge så pokkers meget tid og penge ( jeg ikke altid har ) på hundetræning, er ikke rosetter, titler, Årets hund eller lign. Det er at kigge ned i sådan et sæt glade øjne. Se spændingen i hele kropsholdningen, forventningen – hvad skal vi nu ???? hva hva hva hva ?????

Sjældent føler jeg så stor kærlighed til mine hunde, som når jeg kigge ned i sådan et sæt glade øjne………..

Et samarbejde vi har fået – sammen – ved at lære at læse hinanden og dyrke glæden, fremme hundens initiativ og lyst til samarbejdet – og så i den grad belønne max, når den viser disse ting.

Jeg læste for nylig et blogindlæg, hvor forskellige typer hundesport blev sammenlignet med kærester. Så flirtede man lidt med den ene, lidt med den anden…………Meget sjovt billede, og let at forholde sig til.

Lydigheden er min sport. Mit fundament for alt andet…….og jeg har da flirtet med lidt andre også, men flirterier er tilladt, så længe man er trofast og ved hvor man hører hjemme. Det har jeg aldrig haft problemer med – heller ikke under de sidste par års prøvelser, hvor lydigheden ville prøve nye grænser af og viste sider jeg havde lidt mere svært ved at forholde mig til. Det hedder nok udvikling – og så må vi udvikle os sammen.

Men med seneste tiltag sidder jeg skakmat og forundret og føler jeg ikke længere kender den sport jeg har brugt de sidste 13 år af mit liv på.

Man har fra højere sted besluttet, der ikke længere må gives godbidder mellem øvelserne i LP3 fra 2019. Dvs ca. 20 minutters program uden belønning andet end et par klap og et “dygtig”.

Måske noget med man har set at sådan gør naboen, og de har det vist så godt…….og jeg undrer mig over man ikke kan se bag facaden hos naboen. De har det slet ikke så godt, selv om det måske ser sådan ud.

Min motivation er min hunds glade øjne – det er min belønning. Det er der jeg henter benzinen, også når jeg skal lære nye øvelser, jeg rent ud sagt synes er noget pjattede. Men hvad gør man ikke for husfredens skyld (?)

Kære lydighed – jeg kan ikke BÆRE at forestille mig den situation at gå ind og starte et LP3 program, møde de glade forventningsfulde øjne og så klappe indehaveren af disse og blot sige Dygtiiiig. For jeg ved jeg vil møde forvirring – og et stort spørgsmålstegn………Æh, hvor er godbidden mor ??? Det er jo vores mønster – sådan har vi altid gjort. Du ved nok, kære Lydighed – i de kloge bøger om indlæring og hundetræning af nyere dato, står der 1 gang er et uheld, 2 gange en vane – og 3 gange en tradition. Når nu min hund 3 gange ikke har fået den godbid, den forventer og har gjort sig fortjent til – hvad så ??? Har vi så grundlagt en ny tradition ??

En “Fuck dig, hund” – tradtion. Hvor den skal lære man gør tingene, fordi en god lydig hund bør ikke blive forvirret eller demotiveret, når traditioner og mønstre laves om. Den kan når som helst og hvor som helst – og bør ikke forvente noget for det. SÅ er det en god lydighedshund. Det der med samarbejde ved vi godt er en illusion. Den skal blot manipuleres, så den TROR der måske kommer noget – så skal det nok gå det hele.

Jeg har været trofast i mange år, LP – også selv om jeg har flirtet med rally, færdighedsprøver og pt spor. Men lige pt kan jeg slet ikke genkende dig. Jeg HÅBER lidt eftertænksomhed kan få os på rette spor igen – og du tager den fremsatte kritik til dig, og ser der skal to til tango. Og en fandens masse musik, party og GLÆDE!!!

Glæden er motivationen. For hunde. For førere.

Der skal to til tango – men kun en til at slukke musikken. Don´t do it. Please!!!!

Så lover jeg, at vi arbejder videre med mærkelige øvelser og tager disse nye tiltag med godt humør og ser det som udfordringer og ikke problemer.

Men er der en ting du ikke får lov at røre – så er det glæden i min hunds øjne!!!!!!

Så er det ud af vagten! Med stor sorg – for du har været mit fundament og min base i efterhånden vældigt mange år. Men så deler vi ikke længere fælles værdi-grundlag, og så må jeg se om flirterierne måske i stedet skal udvikle sig til mere end det.

Som altid godt at lade sig rive med af pennens magt. Jeg er ikke længere i vildrede.

Så! Nu fik jeg taget hul på hjemmesiden. Det er altid en større omgang ved årsskifte. Hele News-siden skal flyttes over på anden side, så der er plads til det nye år. For nogle år siden nedlagde udbyderen af siden her deres web creator – og lavede en ny. Man kunne ikke umiddelbart arbejde videre med det man havde – der skulle startes forfra. Dog var muligheden der for at kode i html.

Så det blev løsningen – jeg var grædefærdig ved tanken om at skulle starte det hele forfra. Der er mange sider.

Det gør det lidt besværligt når der skal laves ny News-side – det tager nogle timer hver gang. Men NU er den post klaret for i år 🙂

Årets Hunde er meldt ud – og vi glæder os til eventen d. 27. hvor det fejres. Jeg er gået planken ud og har meldt et par hunde til udstilling også. Bl.a Prima for første gang. Jeg glæder mig til en hyggelig dag!

I går startede vi til årets første træning. Det var Prima, som var af sted – og det var en seriøs super god oplevelse. Når man nu køber en collie, hvis forfædre er super stærke i brugssport, så er det jo en mulighed for at udvide sin horisont og træne nogle af disse ting også. Det har været mere vanskeligt end forventet.

Det svære er ikke at “tage sig sammen” og træne noget, jeg ikke har tidligere har tændt på. Faktisk er jeg blevet ganske tændt på at gå spor. Næh – det svære er at finde et godt sted at træne. Jeg vil jo gerne lære tingene rigtigt fra start – og den bevidsthed jeg har om indlæring, metoder og gode trænere fra LP er ikke eksisterende når det er brugsgrenene. Jeg har været på kurser gennem årene, og har også snust til det forskellige – men måde at starte f.eks LP op på nu, ift da jeg startede med at træne hund, er jo en helt anden verden. Jeg vil jo gerne starte brugstrænngen op også – ud fra samme principper. Positiv indlæring, masser af succes og partyyyyyyyyy.

Det er ikke helt enkelt. Jeg har startet et par steder, hvor jeg ret hurtigt faldt fra igen. Hvor ambitionerne ikke matchede mine – det var mere kaffeklub end træning. Så er det også en verden, hvor en “machostyle” trives i bedste velgående, og jo hårdere kommandoer man kan give sin hund, desto dygtigere er man……..Det er heller ikke mig.

Enetimer hos Lea var redningen – jeg var ellers ved at give op. Det var en jungle at hitte rundt i og tiden gik og Prima blev ældre. Jeg ville jo gerne starte tidligt – og rigtigt.

Enetimerne gav mig de værktøjer og bevidsthed jeg havde brug for at komme godt i gang med spor, og med det kom selvtillidden og bevidstheden ift kriteriesætning for Prima. Det er spor i IPO-style – snuden skal i hvert eneste fodspor og afsøge dette, og med en lille ivrig hund har øvelsen meget handlet om at holde hende tilbage. Det var med en vis bæven – for ville det tage lysten fra hende (?)

Andre typer for spor, er der ikke så høje krav til selve udførelsen – kommer vovse fra A til B er man glad. Burde jeg droppe det der IPO-spor og hoppe over på noget andet med mere party og mindre krav ??

Besluttede at blive ved, for det kan man jo altid gøre – det er sværere at skulle lave en teknik om senere. Det er jeg glad for nu – for nu kører det, og hun har bestemt ikke mistet lysten.

Sidste år ifm rallyprøver i belgierklubben havde jeg Prima med – og hun blev meget beundret af en flok belgier-folk der sad ved ringsiden. De havde aldrig set sådan en collie før – hun elsker mennesker og ville hilse på dem alle, og legede livligt med en medbragt hvalp. Jeg fortalte så om hende, hendes familie osv – og pludselig siger en af dem så – kan hun ikke komme og træne med os ??? Det viser sig belgierklubben har brugshold med spor, rundering, feltsøg og lydgihed, hvor de arbejder hen mod i første omgang begynderIPO-prøverne + færdselsprøven.

Manner – jeg holdte vejret………det kunne være lige det jeg har manglet.

Jeg fik lov, og således er Prima nu en tervueren udklædt som collie, der træner i belgierklubben 😀

Instruktørerne hedder Henrik og Birthe – og de er knaldgode. Vi havde første træning i går – 2 timer var annonceret – det tog 3. Først gik vi spor på Flyvestation Værløse – og så ned på pladsen og træne lydighed, feltsøg og rundering.

I den mail vi fik, stod der målene var vi blev klar til en BPB og en BPAB til sommer. Det er begynder – IPO-prøverne – lydighedsprøve og lydighedsprøve m. spor.

Det er virkelig seriøst – me like.

Det, som jeg i særdeleshed mærkede i går – var glæden over at få holdkammerater. Ja – jeg har haft en god træner til at starte mig op i spor og jeg har arbejdet med det hjemme. Men ingen at spejle sig i, udveksle erfaringer med – og i hele taget hygge med omkring det. Det var først i går jeg mærkede hvor ensom en affære det egentlig har været. Det sociale betyder meget og også ift motivationen.

Prima er jo socialiseret godt – vi startede på hvalpehold i DCH – tror det var 12-16 gange vi var af sted. Men selve træningen var ikke det jeg søgte. Vi stod der dog hver gang alligevel, og så trænede jeg bare mig eget ud fra egne kriterier.

Men det at være på et hold, hvor folk vil det samme og går op i det de laver………..yeah, hvor var det fedt!!!

At den lille så også var endda SUPER god til det var jo fedt. Hold da op, hvor fik fik meget fin feedback og ros. Det var en lettelse, når jeg nu har gået selv herhjemme og “følt mig frem”. Jeg overvejede her i juleferien om jeg skulle droppe alle de planer og så”bare” træne LP, for der er jeg på hjemmebane. Prima har eminente evner til det også og LP1 er bestemt også noget vi skal i 2018.

Men nej – efter i går, så kører vi på med brugsgrenene også.

At se den lille der aldrig har set feltsøg før…..Først fik hun en omgang, hvor jeg kastedenoget ud i højt græs hun skulle finde. Hun tæskede ud med julelys i øjnene – som at trække i håndtaget på et flipperspil – wroooouuuuuum, sagde det. Så gik træneren i hele kanten af feltet og lagde det ud. MEGET spændende, syntes den lille – wroooooooum ud igen. Denne gang var det gemt godt – hun blev ved og ved – gav ikke op, og SÅ var den der…….og wrrooooooooooum retur og ind og give mig det i hånden. Ingen tvivl om det tændte hende vildt. Hun blev også rost meget.

Prima ELSKER mennesker – og godbidder – og kombien er genial. Så runderingen var også fantastisk. 180 i timen ud og finde den søde mad med godbidderne. 100 m væk – no problem.

Jeg var helt høj da jeg kørte hjem – Vi er stadig på sporet, og det går GODT. Lydigheden bliver ikke noget problem – der kunne jeg se vi var ret langt.

Faktisk må de godt sætte sig ved siden af i plads, lærte jeg – det koster bare 2 points hver gang. Nåh, sagde jeg – men er det ikke dumt ? Så består man måske ikke ?? Nej nej, sagde de – det kan du sagtens alligevel. Der er flere der gør det sådan.

Fedt nok – så er der en plan der også, for jeg VIL også LP.

Fanny og jeg får trænet en del LP3 – og vi har været af sted til en del selvtræning her over julen. Det går også godt med det. Jeg synes LP3 er blevet en stor affære, men bid for bid kommer der styr på det.

En ting der også har ændret sig, er min kritiske sans. I gamle dage var jeg glad bare hunden landede i feltet. Jeg kan godt mærke der er sket noget siden………..HVORDAN den gør det og tempoet har fået sit helt eget liv og fokus. Jeg er blevet meget kritisk ift det skal være perfekt. Det var nok en af de bedste ting jeg fik at vide hos Hund og Træning og Christina Ingerslev – det var da hun kiggede på mig og sagde : Hmm, jeg synes faktisk du måske er FOR kritisk ( ift udførelsen – det var så stillingsskift ). Det ramte plet………..Ja, jeg har nok fået bygget mange ting for vildt op i hovedet. Jeg leger en masse og jubler og jodler. Jeg er ikke kritisk overfor hundene – men overfor mig selv og mine forventninger til jeg skal kunne lære hundene den perfekte øvelse. Det kan faktisk blive en hæmsko………

Jeg lærte rigtigt mange fede ting på det H &T hold i efteråret – men de ord sidder i baghovedet og er med mig nu.

Nå – rimfrost og solen er stået op nu. Vi må ud i det………… 😀

Så sidder jeg her om aftenen d. 31, dec, og skal have tiden til at gå indtil klokken bliver 00.00, så vi kan få det overstået. Pt er der strkkepause 🙂

Krudt, fyrværkeri og vilde fester siger mig ikke en dyt. Jeg elsker maden, refleksionerne og traditioner som dronningens nytårstale – men alt det vilde synes jeg burde pakkes langt væk. Ikke bare for hundene og dyrenes skyld, men også fordi det er det modsatte af refleksion. Jeg synes det er godt og sundt at reflektere over “hvor” man er og gerne vil hen. Det er nytåret jo genialt til.

Jamen – hvor er jeg så – og Lapinette, som denne ide jo omhandler.

Det har været et mærkeligt år, hvor jeg har prøvet en del ting for første gang.

For første gang oplevede jeg en tæve gik tom, idet Fanny resorberede sine hvalpe i feb. måned.

Jeg har været stolt af, at jeg efter 10 år som opdrætter ikke har mistet en levendefødt hvalp. Det har til tider krævet blod, sved og tårer og dagesvis uden søvn, men selv hvalpe, hvor alt så sort ud, har jeg reddet.

I år var første gang, hvor jeg mistede en lille hvalp. Jah – ikke mistede som sådan. Jeg holdte liv i ham i 3-4 dage, men der var “noget” med ham – og jeg fik ham aflivet og obduceret. Det viste sig han havde persisterende højre aortabue. Persisterende betyder noget i retning af tilbagebleven – den aortabue skal forsvinde i fostertiden, for den fører blodet tilbage til hjertet frem for ud i kroppen. Den var ikke ikke forsvundet, som den skulle – og den konstruktionsfejl er sket i mors mave. Det ser man jævnligt, sagde dyrlægen – som regel sygner de hen og dør af sig selv og så går det bare under uforklarlig hvalpedød.

I år har jeg for første gang måttet aflive en af mine hunde – og ikke bare en, men to. Efter så mange år som hunde-ejer og opdrætter, kan jeg sagtens se det er totalt luksus at kunne køre på i så mange år uden at måtte sige farvel til nogen. Og ja – det er da en gave de begge blev gamle og over 12 år. Det kan jeg godt glæde mig over i dag – en gave at have haft dem så længe. De havde et godt liv.

I år er også første gang jeg siden jeg fik kennelmærke, at jeg har købt en hund. Ellers har jeg beholdt mine egne hvalpe. Beslutningen har været 3 års tid undervejs, hvor jeg har kigget rundt, men jeg er mega kræsen. Ikke meget var det jeg søgte. God sundhed, gode arbejdsevner, god mentalitet – og et ydre som også er “mig”. Jeg holder altid af at have en Plan B – og C – så når noget ikke går godt, kan man se frem til noget andet, fremfor at låses fast i noget, der ikke lykkedes.

Planen var at beholde en hvalp efter Fanny – men allerede inden hun blev parret, havde jeg besluttet at hvis hun gik tom, ville jeg lægge billet ind på en af hvalpene hos Bopparder Hamm, hvor jeg længe havde været lun på både mor og farmor.

Fanny gik tom – og samme aften skrev jeg til Primas opdrætter.

Jeg blev godkendt – og fik reserveret en tævehvalp. Så var der al ventetiden – nu fik jeg prøvet alt det mine stakkels hvalpekøbere må trækkes med. Kom der nu tæver nok – og var der en til mig…………..og hvem af dem blev det (?)

Lige fra de første billeder faldt blikket på Prima. Jeg var helt og aldeles solgt. Det var selvfølgelig mest anatomi – og det at hun ikke var overtegnet, som sporede mig ind………men så fik jeg set hendes øjne………….som spillede af PARTYYYYYYYYYYYY.

Opdrætter skrev og spurgte hvad mine kriterier var – zobel eller tri ? Fuldstændig ligeglad, var mit svar…………jeg vil have den mest med partyyyyyyyyyyyy og hun vidste jeg skulle bruge den til avl og træning. Åh, hvor jeg håbede det blev den lille Pia……..samtidig med jeg også forsøgte at være åben over for de andre, for det er super farligt at låse sig fast på en.

Så da jeg hørte opdrætter mente Pia var den bedste til mig, blev der festet igennem i det lille hus 😀 😀

Sikke en gave, hun er……..og hvor er jeg glad for hende. Se lige et fjæs………og hun er endnu mere fræk end hun ser ud 😀

I år er også første gang hvor jeg ingen mål overhovedet har haft for året rent prøvemæssigt. Ginny blev parret, og jeg fik hvalpe 1. maj – og på den måde gik en hel forårssæson med hvalpe. Så jeg meldte på et hold hos Hund og Træning og Christina Ingerslev – og så skulle Fanny og jeg fordybe os i LP3. 3 år gammel – jeg syntes stadig hun var for ung til at stille til prøve i en LP3, der efter talrige revideringer godt nok ikke er for børn eller ret meget andet end border collier mere……….

Men jeg besluttede at tage et langt sejt træk og ro og mag, mens hun modnede færdigt _ og det har været super godt. Super træning hos H & T og jeg synes vi har fået lært meget på en rigtig god måde. Omstændigheder gjorde at jeg alligevel meldte hende til rally øvede klassen, selv om vi ikke har trænet det stort set. Jeg tænkte at JEG jo kan rally nu,. og da vores lydighed generelt er god, kunne vi nok klare den på charme, selvtillid og lækker pels. Det gjorde vi også…….med vinderplaceringer stort set hver gang og en RØM titel i hus også. Men egentlig vil jeg ikke rally med Fanny, før vi har knoklet os igennem LP3 og klaret den.

Donna har stillet i 7 prøver i rallychampionklassen. 7 beståede resultater, og de 5 på specialklubprøver, som pt er nok til hun ligger som nr 8.i rally championcuppen og nok ret sikkert bliver Årets collie i DCK i den klasse. Hun er så sej………….en ældre dame efterhånden, men slet ikke så pensions-klar, som jeg havde troet ud fra alderen. Med 98 points til en DM kvalificerende prøve, er vi pt også udtaget til DM næste år……..der vil hun være næsten 11 år. Jah, vi prøver da…….

Casey er trænet lidt i championklassen og har egentlig gået nogle fine prøver, hvor kun 1-2 fejl betød vi ikke landede i de helt sjove points. Hun er trænet under 1/10 af hvad Donna blev op til hun debuterede, så der har jeg sløset. Det er Fanny og LP3 der har været prioriteret i år. Og Prima………..og få hendes startet godt op. Hun er så fantastisk at træne med <3

Tilsammen har de hentet en del rosetter – på kun 7 prøver……….Der har været vinderplaceringer til mindst en, og som regel 2 hver gang………og hov – ser nu jeg har glemt en. En gul fra kreds 1 til Donna. Nå – skidt pyt.

I kuldet kom til verden 1. maj – og de er ikke rigtigt første gang for noget. Tværtom er det 3. gang jeg får en masse blue merle tæver i et BM/TRI kuld 😀 Dejlige hver og en – og jeg ser dem alle jævnligt + deres tri bror, som faktisk i skrivende stund ligger her og bobler ved siden af mig.

Det er så første gang jeg har fået hvalpe, som er SÅ totalt uhæmmede på alle måder. En æder alt – incl., en masse der ikke er godt – f.eks sokker. En anden rendte på 2 sek ud på isen på en sø og gik igennem – og den MEGAseje ejer tæskede ud i vand til halsen for at redde den.

Dagen efter prøvede hvalpen at komme ud igen……….Det er hvalpe, der jodler og laller med i tog, elevatorer, blandt mange mennesker og bare synes alt man udsætter dem for er sjovt. De ELSKER mennesker og andre hunde. En mentalitet som er fantastisk – men som også betyder man er nødt til at passe noget mere på dem, da de næsten kan være farlige for sig selv. Prima har en del af det samme………….De grå hår pibler frem her hos kennelmor……..

Flere hvalpe af huset har været ude og gøre flor reklame både for dem selv, for kennellen her og racen. 3 har gået MB med krydser der sad rigtigt flot. Lapinetteflokken har hentet 4 titler i år, hvilket ikke er så meget som ellers – til gengæld er der 2 nye hunde/førere, som har gjort det rigtigt flot i år. Hera var kun 1½ år da hun bestod Færdselsprøven – som d. 4. collie i Danmark. D. 5 collie i DK blev Dixie nogle mdr senere. Nu har 3 Lapinetter den titel – det synes jeg er ret sejt, og meget inspirerende. Det må jeg også ud og prøve!! 🙂

Hera har udover FP titlen fået RBM titel – og ikke bare fået titlen, men klaret sig helt fantastisk i den klasse med points i top stort set hver eneste gang. Det medførte udtag til DM – hvor hun blev 3. vinder. Hov – det er også første gang………….at en Lapinette er på vinderskamlen til DM. Heras oldemor Honey og jeg blev 3. vinder til DM i LP1 for en del år siden, men hun hed jo ikke Lapinette til fornavn 🙂

Udover Heras to titler og Dixies FP titel har Fanny så fået RØM titel.

Rigtigt mange Lapinetter er også bidt på trickstræningen, og 6 stk har stillet til færdighedsprøver i år. Det har de klaret så godt, at samtlige Årets hunde i færdighedesprøverne er Lapinetter. Nu ser vi hvad der så sker i rally………..der er også et par kandidater i al fald.

Vi har haft Lapinette-dag i år – med vildtspor og nosework. En super fantastisk dag, hvor alt gik op i højere enhed.

Vi har vores facebook-gruppe, hvor der ikke går en dag uden aktivitet, og til tider kan man dårlige følge med – så hurtigt kommer der nye ting til 🙂

Vi har det SÅ hyggeligt sammen, alle sammen – og mange har fundet hinanden på kryds og tværs og mødes til gåture, hundeleg, træning m.m.

2017 var et år med en del noget tunge oplevelser, men der har også været mange glade timer, tonsvis af hygge – og en masse kærlighed til hundene. Det er jo, trods alt, det som det hele handler om.

Der er lagt i kakkelovnen til en masse spændende i 2018 også…………Der er allerede mange ting, jeg glæder mig meget til.

11 Lapinetter m. venner var på tur i skoven i dag og Bobby og Easy er med mig hjem til pasning til i morgen. 8 sovende hunde ligger draperet omkring…………….Lykken er!!

Så rigtig godt nytår derude!! Vi ses derude, hvor det “sner” !!

Som opdrætter har man jo altid lidt en finger på pulsen ift hvad der rører sig.

En ting, som jeg går meget op i her, er jo at få sundhedsundersøgt så meget som muligt, og konkret forventer jeg ejerne af de små pus her i huset får HD fotograferet deres hunde. Det er IMØ SUPER vigtigt, så jeg fremadrettet har de bedste muligheder for at lave sunde og raske collier. Ikke bare for min skyld – faktisk allermest aht kommende ejere + hundene selv.

Jeg ved andre har det som mig, og så er der andre opdrættere som det ikke betyder så meget for. I gennemsnit de sidste 10 år er 30.8 % af collierne fotograferede – dvs næsten 70 % er IKKE fotograferede.

Alligevel hører man af og til collierne “ikke har problemer med hofterne”.

Hm – hvor ved “man” det fra, når 7 ud af 10 collier ikke er undersøgt ?

I år er der sket det glædelige at der procentvist er fotograferet flere end der plejer. Der er nogle opdrættere der i særdeleshed har været gode til at få fotograferet hele kuld/det meste af et kuld. Hatten af for det – det er lige præcis sådan noget der skal til, for at vi ved hvad vi har med at gøre.

I skrivende stund er hele 63 collier fotograferet i år – og sættes det op mod årskuldet i 2016 ( ikke alle er fra 2016, men noget skal man sammenligne med ) svarer det til 33,33 % er fotograferede. Dette er en svag stigning, som er glædelig.

Hvad der er knap så glædeligt, men jeg faktisk forventede, er at HD procenten også er steget – endda betragteligt.

Når flere hunde bliver lagt under røntgenapparatet, viser der sig også procentmæssigt at være flere tilfælde af HD, end jeg i al fald har set før.

Således er der 63 fotograferede i år ( tæller man hunde på hundeweb, er der 65 resultater – men 2 hunde er fotograferede 2 gange. Jeg har medtaget bedste resultat her ).

Af de 63 hunde fordeler det sig således :

A : 45
B: 6
C : 6
D : 5
E : 1

Dvs 12 hunde har vist sig at have HD i graden C, D eller E.

Det er 19, % af de 63 hunde. Dvs i år har næsten hver 5. collie der er fotograferet, fået konstateret HD.

Kigger man på gennemsnittet af hunde med HD de sidste 10 år – er det på 8,9 %. I år er det tal fordoblet.

Det er ingen skam at ens opdræt viser sig at få et uventet kedeligt resultat. Det vil alle opleve på et eller andet tidspunkt. Men det er en skam ikke at gøre alt hvad man kan for at undgå det. Dvs undersøge hvad man kan – og agere ud fra de resultater der kommer.

Jeg har længe ment der er kæmpe mørketal i racen hvad angår HD, da så få er fotograferede. Jeg synes det er bekymrende, at nå så mere bliver undersøgt, så stiger procentsatsen med HD.

Der er ligeledes en tendens til at der hvor hele kuld fotograferes og der klart er fokus på at få undersøgt – der er der sjældent meget HD. Ofte er det en enkelt hund der fotograferes i et kuld, der så bonger ud med HD. Resten af kuldet fotograferes ikke.

Så der kan snildt gemme sig en masse blandt de tommer pladser på hundeweb.

“En collie kan sagtens blive gammel, trods svær HD status” siger nogen………..

Det er der da sikkert nogle der er blevet hist og pist. Men er det ønskeligt ????

Er det ikke noget alle gerne vil undgå ?

Når det er sagt, har jeg kendskab til 8 collier i min omgangskreds med svær HD, som desværre ikke blev særligt gamle.

Jeg tænker, at vi alle også kender eller har hørt om en gæv gammel gut, der blev 94, selv om han både røg og drak og gav den gas på den konto. Men som udgangspunkt vil mange ikke kunne leve det liv og forvente at blive 94.

Det bliver han på trods – og jeg tænker det samme om gamle hunde med svær HD. De har ikke oddsene med sig. Men selvfølgelig kan der findes en hist og pist.

Det er min klare overbevisning, at det bedste man kan gøre som opdrætter – er at give sine hvalpe så gode odds som muligt, for langt og lykkeligt liv.

Jeg håber den glædelige tendens i år til at flere får fotograferet sine collier, blot er starten på en ny trend, hvor man slet ikke overvejer man kan lade være 🙂

Som tidl oplyst her i bloggen, er ca. 90 % her i huset fotograferet – og af dem har 89,8 % A. Ca. 5 % ( 2 stk ) har HD. Hhv B/C og D/D. De er fra samme kuld og ingen i det kuld er gået videre i avl.

Et lidt nørdet indlæg – med både en glædelig tendens – og en lidt skidt en.

Herunder et billede taget af Prima på den ene solskinsdag vi har haft nærmest i flere mdr, tror jeg…………. 😉

Dagene pt er prægede at voldsom hoste – hos mig. Det dæmper humør og aktiviteter noget. Det har varet noget længe nu, og i dag må lægen kigge på det. Det startede i umiddelbar forlængelse af opstart på astma-medicin, da jeg fik konstateret astma. Der står i indlægssedlen hoste kan være en, om end sjælden, bivirkning. Måske jeg er 1 ud af 1000 ? Eller også er jeg “bare” forkølet – og så bør der nok tjekkes om det har sat sig til noget lungebetændelse.

Jeg håber det snart er overstået i al fald.

Helet stille ligger det nu ikke herhjemme. Hundene kan sagtens “ligge stille” pga sygdom, men jeg synes nu det er lidt synd. Ud og gå skal de i al fald – og jeg synes også jeg har godt af det. Så de får de gode ture de plejer. Om eftermiddagen kribler det også i træningsgfingrene og 2-3 gange om ugen må vi altså lige ud og lave lidt.

Faktisk skal jeg til rallyprøve i morgen, men jeg har overhovedet ikke fået trænet rally. Nu må jeg se om jeg bliver hjemme eller bare nupper en oplevelse. Kommer nok lidt an på lægens dom.

Prima bliver 7 mdr om 5 dage, og hun er fantastisk at træne med. Lærer hurtigt, og vil SA GERNE. Hun er klikkertrænet med en del shaping, og hun er meget tilbydende. Det er sjovt at se, at hver gang når hun får impulsen til hvad hun skal gøre – så logrer halen voldsomt. Hun er SÅ SØD!!!

Hun kan stort set hele LP1 programmet nu. Jeg tror vi kunne gå op i morgen og bestå. Det vi mangler er apporten. Som udgangspunkt kunne hun ikke se ideen i den, men nu er den klikket ind – og pt kan hun tage den fra min hånd og holde den 1-2 sek og aflevere igen. Jeg synes den største nød er knækket i den forbindelse. Den er i skabet om lidt.

Hun er også fp1 klar.

Nu til januar starter vi med at træne i belgierklubben, hvor der i beskrivelsen er et erklæret mål om hundene til sommer skal kunne tage en BPB og en BPAB. Det er titlerne – og står for begynderprøver i hhv lydighed og spor i IPO-sporten.

Det er også mine mål – og vi knokler løs med spor, hvor jeg synes det går kanon. Helt nyt for mig – men jeg begynder også at få noget overblik nu.

En færdselsprøve skal vi også have.

Så den lille-bitte sorte skal en hel masse.

Fanny er ved at være LP3 klar. Donna debuterede i LP3 da hun var 5 – Fanny bliver 4 om lidt, men nu håber jeg hun får et kuld hvalpe her i tidligt forår. Derefter er vi klar til LP3. Hun elsker det – og at gå lydighed. Kan huske Christina Ingerslev kaldte hende en “meget velegnet LP-hund” – og det er hun. Hun elsker det!

Vi træner lidt på det hele tiden – dvs 2-.3 gange om ugen. Apporten har jeg så haft en lille aftensession med hver aften. Jeg glæder mig til at komme ud og komme sådan rigtigt i gang.

Huxi har lige været her i pasning i weekenden – og det er altid super hyggeligt. Han er en dejlig dreng, der bare vader ind i flokken og hygger sig. Prima og han ( og også Fanny ) har bare leget, leget og leget. Fanny er dog lidt påvirket af kommende løb, men indimellem glemte hun det damede og så var det vild leg.

Sidste dag Huxi var her, opdagede han så søster var LÆKKER. Uhhhh, han blev forelsket – så jeg håber det er et udtryk for den løbetid ikke er langt væk.

I weekenden var vi også oppe og instinktteste 3 blå søster på 7 mdr og Prima på 6½ mdr. Bobbys 2 døtre på Kennel Keyloc var også med. Som altid en fornøjelse på så mange planer. Hundene havde instinkt og tændte meget på fårene. Første runde var i line, som det altid er – og jeg har aldrig oplevet før, at hyrden syntes linen skulle af i 2. runde. Men hun mente de var klar til det.

I 1. runde var Prima så tændt på de får, jeg dårligt kunne holde hende. Hvor lille hun end er, er hun godt nok stærk. I 2. runde lagde hun også ud med at jagte rundt med fårene, hvor Camilla så går mod hende og siger HEY, for at få hende til at holde afstand og lægge pres i stedet. Prima stoppede op, lagde afstand, men blev så lige grebet igen – fik endnu et HEY – lidt hårdere – og så stoppede hun helt op, kiggede overrasket på Camilla og tænkte helt tydeligt : Okay, jeg fatter det – det er dine får. Jeg fiser af.

Hun har megen drift – både mht at arbejde generelt, med leg – og også på fårene. Men hun er også en meget blød pige – og utrolig samarbejdsvillig. På gåture kommer hun glad hver gang jeg kalder – hun har aldrig never ever overhørt et indkald. Hun er mentalt stærk – der kan ske alt om ørerne på hende, hun opsøger det og undersøger det, eller går logrende forbi. Men et menneske der kontronterer hende, reagerer hun åbenbart stærkt på. Jeg har ikke set det før – og det slog mig på vejen hjem. Jeg har aldrig skældt hende ud eller sagt NEJ.- Det har aldrig været nødvendigt, fordi hun er så lydhør og nem.

De 3 blå fik også HEY, men de prøvede i stedet hvordan de kunne komme udenom og jagte videre – sådan generelt 😀 Der var nuancer hos dem også – men de er mere tykhudede ift den slags i al fald.

Det er lidt sjovt at hente en hund linieavlet på stærke IPO-hunde, og så konstatere hun er så blød. Især fordi de jo laver bidearb med fremmede og “pisken” jo svirper i luften over dem – det er jo også et pres fra en fremmed.

Men jeg tror faktisk de er meget bløde også – for jeg har sjældent mødt så menneskeglade collier – og det er Prima også. Det er indlysende er stærkt medvirkende til hun er ekstremt trænbar – for hun vil vildt gerne samarbejde.

Det bliver interessant at opleve alle de hunde her på den længere bane……….og lærerigt.

Der ryger en del billeder ind hist og pist de næste dage – der er en omgang igen der er klar hos de forskellige hunde 🙂

Havde lovet at vise nogle hvalpekøbere hvordan jeg trænede frivillig indtagelse af stå. Først lavede jeg en video af de første trin – her er næste trin med Prima. Hun har en færdig stå-øvelse på LP1 nivau, hvor jeg går rundt – og uden håndtegn eller opstandsning, hvilket man jo godt på i LP1. Jeg ser bare ingen grund til at lære dem det, for så at aflære det igen.

Her er Primas “stå”

Og Fanny, som har en færdig øvelse på LP3 niveau i det samme :

Jeg lovede et indlæg om glæde 🙂

Jeg synes det er spændende at gå og fundere over indlæring, mekanismerne om denne, om at gå til prøve – og i hele taget livet med hunde. Der er så utroligt mange lag i det.

Der er for mig ingen tvivl om, at hvis man er tiltrukket at af at træne med sin hund, og har ambitioner om nogle mål, så er glæden det aller aller vigtigste.

Glæden for en selv – og også for hunden. De 2 ting er nært beslægtede. Hvis vi vil have vores hund til at yde og arbejde ( samarbejde ), skal det være glæden og lysten, der er motivationen – og ikke fordi “den skal for jeg siger det” eller fordi den lokkes af en godbid.

Ligesom man kan forstærke så meget andet, kan man forstærke glæden og lysten. Det er disse ting, som gør hunden vælger andre hunde, søde mennesker eller andre forstyrrelser fra. Det er fordi det giver et totalt flow at arbejde med os.

Klik, godbid er ikke nok. Det er motiverende ift så meget andet, men man kan gøre meget mere end det.

Det er min påstand, at det er os føreres pligt – at sørge for hver eneste træningssession er en succes – og giver glædebobler i maven. Når vi som førere får det – så får hundene det også 🙂 Den der følelse af “flow” og tjuhej-hvor-det-går bør tilstræbes hver gang.

Man skal ikke gå ud og træne af pligt for lige at køre dagens lektie af – man skal være forberedt på at gå ud og lave en fest. En plan for træningen – og et mål, som dog lynhurtigt kan ændres, for det aller vigtigste er at lave en succes og finde noget at blive begejstret for – hver gang.

Aldrig, aldrig blive sur eller utålmodig – men ændre kriterierne efter hvor man nu er i dag – så der kan jubles, jodles og glædes over hvilket magisk team man er.

DET er benzin – både for os selv og hunden.

At sætte barren for højt – med mål der ikke er umiddelbart opnåelige, fordrer frustration – og hunden mærker det. Hårde ord eller skænd er den direkte vej til at tingene bare bliver dårligere. Ingen gider arbejde sammen med sure r..huller – heller ikke hunde.

Jeg tænker af og til tilbage på chefer, lærere, trænere jeg har haft. Nogle har været bedre end andre. Nogle var man skeptisk overfor – fordi man ikke vidste hvor man havde dem. De svingede måske humørmæssigt – eller sagde en ting den ene dag, noget andet den næste. De var måske den stille type, som gjorde en usikker. Andre har været sprudlende, iderige, positive – og super skægge. Jeg ved godt hvor jeg har følt mig mest veltilpas og ydet det bedste arbejde. Enkelte har man villet gøre alt for – personligheden og engagementet var så smittende at man blev revet med.

Det er sådan en chef vi skal være.- Bygge rammerne op om nogle mål, hvor hundene kan blomstre og være fantastiske. Dyrker man det, bliver det mønstret – og så ER de fantastiske 😀 og pludselig er man også kommet meget langt niveau-mæssigt. Det kan komme lidt bag på en – F.eks da Donna pludselig stod med 3 championtitller og mere opnået end man kunne drømme om. HOLD da op – gjorde vi det ?? Jep – et skridt ad gangen og med fokus på det var fedt.

Havde målet været de championtitler fra start, havde vi nok aldrig nået dem.

Begejstreingen over delmålene og glæden over processen – det er vejen frem efter min mening. Derudover er det slet ikke sjovt at blive “færdig” – det er processen der er fed 🙂

Vi er i gang med en masse processer herhjemme – Fanny rykker i LP3. Vi har fået en del ting på plads på det sidste. Jeg tager altid 2-3 øvelser ad gangen og arbejder med dem, og laver ikke andet til det er på plads. Delmomenter af dem og så indlagt en masse leg. Jo mere vi kan kaste bolde, trække tov og te os åndssvage, desto bedre 😀

Jeg varierer også – nu var stå, sit og dæk under gang på plads – med alle de små detaljer der kunne drille der trænet på plads. Så tog vi stå, sit og dæk under løb – det er altså skægt!!! Fuld fart frem – fører tæsker af sted med 120 i timen og vovse skal knald bang ned i dæk på kun verbal kommando. Det blev en leg – hæhæ Fanny, NU nakker jeg dig – du når det ikke – og fuld fart frem. Er du vimmer nogle hurtige positioner det har givet – og sikkerhed. Og en lidt forpustet fører til tider 😀 Men det er sjovt!

I dag viste vi den frem til træning, som færdig øvelse ( i gang ) med naboen på rådyrjagt om ørerne på os ( der blev skudt non stop ). Jah – så finder man altså ud af om øvelsen er stabil – lige ud af bilen i en krigszone og så “på”. Hun var hamrende sej – – totalt på, glad hale – og hurtige positioner. Armene er ikke kommet ned endnu.

Det var al den indkodede glæde, der gjorde hun kunne performe under de forhold. Hun huskede glæden og følelsen af partyyyyyyy i kroppen, hvilket betød hun valgte mig og trænngen til, og 3 fremmede mennesker + 3. verdenskrig fra.

LOVE IT!!!

Glæden betyder alt – for hver gang vi træner med glæde, koder vi glæde ind. Det modsatte er så også tilfældet.

Der er mere at glæde sig over end god træning pt.

Andrea blev 12 år i går. Hun er fit og frisk og tager stadig daglige vilde legeture med Prima. Det er en gave når ens hund bliver så gammel. Jeg håber hun bliver meget ældre endnu.

Der kom en pakke i dag. Allerede da jeg bar den ind, bredte sig liflig duft af friskmalet kaffe. Spændende at åbne – og der åbenbarede sig alskens lækkerier. Kaffe, god chokolade, hundegodbidder……….og et brev til “Verdens bedste kennelmor”.

Hold da op, hvor blev jeg glad – og sikke en hyggelig aften vi har haft med godbidder til både 2 og 4 benede, og lækker kaffe. Der er til mange flere hyggelige aftener af den slags i pakken stadig 🙂 Det er også til KÆMPE glæde – og er god benzin på opdrætter-kontoen.

Vi går også julen i møde om lidt – og det er nu også ret hyggeligt 🙂 Så vi dyrker glæden herhjemme i meget bred forstand, og når vi kan komme af sted med det 🙂

Herunder Andrea, 12 år

Så er vi landet, efter en weekend med knald på.

I hele taget sker der mange ting pt, synes jeg. Der er nogle spændende processer i gang.

Jeg går og venter på Fanny kommer i løb – og så skal hun parres. Det er 10½ mdr siden hun var i løb sidst – og dengang gik der netop 10½ mdr imellem. De sidste par mdr har det virket som om det var på trapperne, så mon ikke det er på trapperne (?)

Jeg har lavet en side om kommende hvalpe : http://lapinette.dk/hvalpe2016.html

Jeg har også fået lavet Primas side – langt om længe. Det er et større arbejde at kode det, så jeg skulle lige tage mig sammen 🙂 : http://lapinette.dk/Prima1.html

Selv om der er løbetid om hjørnet og der forhåbentliig venter en barselsorlov, kan vi jo godt udnytte tiden inden til at få skik på LP3. Den sidste uges tid har hun været lidt fnilret, synes jeg – men så må vi jo bare bruge det til at få stabiliseret endnu mere. Hun vil GERNE og det er ikke sløvsind der præger billedet 🙂 Tværtom. Det er mere en tendens til at glemme de aftaler jeg troede vi HAVDE på plads 😀

Onsdag formiddage træner vi LP3 hos Lea – på et kombihold med IPO lydighed og LP. En hund ud ad gangen – og så kigger de andre på. Vi er kun 3, så det fungerer super – man når meget på den time, der så også ofte bliver til 1½. Det er en god mulighed for at få prøvet det af, jeg synes vi kan hjemme – hvordan det så funker på udebane med et skud i bøssen 🙂

Der var hun lidt fnilret sidst og frem for at løbe om kegle, tæskede hun hen og tog apporten og sprang tilbage med – glædestrålende 😀 I 2. hug var det korrekt – men der er jo kun et skud til en prøve – så nu må keglen med på ture og så skal hun sendes rundt alle mulige steder. Dælme ligesom mormor med de udlagte apporter.

Men hun er GLAD og der er fuld fart på. Et kriterie jeg har – sådan SKAL det være.

De to IPOfolk skulle træne lydighed med skud – for den ene havde lidt svært ved at koncentrere sig, når der blev skudt. Det var jo en super mulighed for at lige tjekke Prima ift skud. Man hører tit om de svenske hunde, at de har “trænet skud”, fordi de træner bruks, hvor der skydes. Det er så dum en påstand – for ER hundene bange, gør man det kun værre ved at udsætte hundene for det. Min gamle Gimli var skudangst – og hans liv var en gang byggen på, hvor det blev værre for hver gang han oplevede skud. Det var rent ud sagt en lettelse, den dag han ikke kunne høre dem mere. Nok allermest for ham selv.

Derfor var det også med lidt spænding at jeg tog Prima ud af bilen og stillede mig op 30 m fra skytten ( og IPO hunden gik 30 m til den anden side ) og gav mig til at lege med hende, mens der blev skudt. HVIS hun fik en skidt oplevelse, havde jeg lavet en dårlig kodning.

Nå – men enten er hun døv – eller ligeglad. Til gengæld er hun ret vild, når der leges – og jeg ELSKER det. Ikke mindste tøven eller given efter i det bideskind hun havde fat i, trods hele 8 skud. Det var ret meget leg på de skud – så jeg stoppede så og trænede lineføring, mens der blev skudt videre. Hun trænede bare glad og værdigede ikke de skud mindste interesse. Jeg er så glad for hende – fedeste fede lille hund!!

Vi var der 1 time før lydighedstræningen for lige at få en status på hendes sporarbejde. Hun er en ivrig lille sag – og efter hun har erfaret der er bøtter med leverpostej for enden synes jeg hun har for travlt. Hun tager samtlige knæk og vi lander, hvor vi skal – men taler man IPO-style har hun altså ikke næsen i hvert fodspor. Hun vælger typiske den højre eller venstre for og går i dem – dvs hun springer hvert andet fodtrin over.

Det fik jeg noget værktøj til at arbejde med ( kort sagt er man dødvægt til hun zapper over og tager det næste også ) og hun få kun lov at komme fremad når hun gør det rigtigt. Vi nuppede 3 spor – og ved det 3. gjorde hun det hele korrekt med 2 knæk også. Hun er super sej – det er mig, der skal lære det her, og især at være konsekvent og ikke lade hende trække af sted.

Vi har fået lov at træne med efter jul i belgierklubben på et ‘”brugshvalpehold 2 “. Har lige fået mail fra dem – og målet er at kunne bestå en B prøve til sommer og evt også AB. Wow………Det er begynderprøve i IPO regi – og begynderprøve med spor.

DET skal vi prøve – jeg er SÅ hooked på det + jeg også gerne vil tage færdselsprøven næste år.

Nogle helt nye ting for mig at arbejde med og det er ren benzin – fedt, at prøve noget nyt.

LP´en nupper jeg så med Fanny – vi skal nok blive klar til at stille i LP3 i 2018.

Måske rallyen så kommer på pause – eller måske Casey får lov. Jeg tror godt hun kan opnå 3 supercerter – de sidste par gange har det været en lille ting, der gjorde vi ikke landede i de sjove points. Begge gange smidt 13 points på en sk… twist, hun nægtede at lave. Jeg har så heller ikke trænet det imellem – men værdigede vi det lidt opmærksomhed, tror jeg hun kan gøre det ret godt.

Der er noget økonomi i alt det her også. Det er DYRT med alt det jeg gerne vil – så jeg lander måske i at måtte prioritere. Sådan er det.

Det vigtigste er glæden!!! Glæden ved at træne – og glæden ved at være sammen med hundene. Glæde er nøgleordene for mig! Så er lige hvad vi laver eller hvilke mål vi når sekundært.

Det tror jeg der kommer et blogindlæg om snarest……..For når målene bliver vigitgere end processen, er glæden noget af det første der ryger, og lige i kølvandet kommer målene 🙂 Man kommer ikke i top med noget som helst uden glæde. Glade haler, skinnende øjne og hunde der er PÅ er midlet som gør man kan nå målet.

I lørdags var der soigneringsdag for I kuldet. En ejer var dog syg – og en af hvalpene er desværre testet positiv for lungeorm, og skal holdes i ro. Så 3 blå piger mødte op med deres ejere. Marieanne deltog også – kom et par timer tidligere, og så nørdede vi lydighed inden Ikulds-fest.

Sikke en fest, de kunne holde alle sammen 🙂 Marieannes Stella deltog også for fuld hammer ( hun er datter af Bobby herfra ) og Prima var også happy happy over selskabet. Vi fik kigget på soignering og pillet fehår af ørene. Drukket kaffe og spist lækker kage -og taget hul på lidt ringtræning. Derudover en masse leg.

Det lader til de alle gerne vi udstilles – fedt 🙂 Det bliver en interessant oplevelse, selv om de nok ikke just er udstillingspotentiale. Mere glade og sociale hvalpe skal man dog lede længe efter 🙂 Så jeg er super tilfreds med de små 🙂 Det er VILDT så meget de ligner hinanden. Svært at se forskel i farten. Man skulle synes de skulle være nemme at kende forskel på, når de er blue merle – men nope 🙂

Der er røget nogle billeder af dem ind i galleriet under deres navne.

Her et par af dem – og en tri “søster” af en anden mor – eller noed 😀 Prima nyder helt sikkert den flok af bonussøskende hun har fået her.

De næste par uger skal de ud og lege med får. Det bliver spændende at opleve.

Fredag aften – og hundene ligger draperede om fødderne her og snorksover.

Planen var egentlig mortens-and, men da begge børn er optaget til anden side, bliver det i morgen i stedet.

Blæsten tager godt i huset derude, der er kaffe på kanden, god musik på – og så de sovende hunde. Så bliver det ikke meget bedre.

Vi er inde i en god stime træningsmæssigt, hvor jeg bobler af foretagsomhed, ideer og virketrang. Det er fedt – og skal udnyttes. Så er der de stille perioder – det er også godt 🙂 Dem er der også brug for – men det er så ikke lige nu.

Jeg er ved at finde ud af hvilken retning Prima og jeg skal. Hele verden ligger jo for så vidt åben for vore fødder – et lille ubeskrevet blad, som kan og vil en masse.

Vi har nuppet hvalpehold i DCH – med henblik på at komme videre med noget brugsorienteret- helst IPO. Nå – men lige bidearb. har de så alligevel ikke i den klub, hvor jeg ellers havde fået at vide, at man sagtens kunne træne IPO der. Jeg brænder ikke for at fortsætte der, kan jeg mærke.

Nu har jeg så meldt til træning hos Lea, som er “ipo-dame” og vi går på et kombineret LP/IPOhold – lydigheden, hvor man træner det program man arbejder med. Vi er kun 4, så det er der masser af plads til. En hund på ad gangen – de andre kigger på, og har deres hunde i bilerne. Det gør det bliver meget intenst – super fint.

Vi startede i onsdags, og der var vi 3. De 2 andre med deres mallinois-tæver, og de træner så IPO. Det er spændende at konfronteres med anden hundesport og deres vaner, traditioner og normer. Prima var på i en session – men det er jo stadig meget fragmenteret, det vi arbejder på – 2-3-4 skridt i FVF, vendinger osv. Der er ikke så meget at vise “færdigt”. Vi havde lige trænet “gruppen” ifm de andres IPO-programmer, så folk stod stadig sådan “gruppe”. Så det var en fin øvelse for hende at skulle gå rundt om dem og ignorere dem. Prima ELSKER mennesker – som i ELSKER !!!!!

Men hun fangede det dælme hurtigt, og jeg kunne endda gå ret tæt på uden hun værdigede dem et blik. Der er hun nemmere end Fanny var i den alder 😀

I min 2.session valgte jeg at tage Fanny ud, fordi det bare gav mere mening i den kontekst. Vi nuppede en dirigeret FVF – og hendes følge er dælme fint. Der var lidt småting at pille i, men mht intensitet, fokus osv kunne vi nu fint være med i det selskab. Jeg elsker den hund!!!!

Nu har jeg givet mig selv for at vi skal vise “rundt om kegle”, “stå”, apport og spring næste gang. Den kører herhjemme nu – så fint at prøve den på udebane.

Det er fint med sådan et hold, der minder lidt om “masterclass” – en er på, hvor der pilles i det – og de andre kigger, og man skal helst vise noget lidt “færdigt”. Det passer godt ift hvor Fanny er nu.

Hun burde snart komme i løb, men der er intet at mærke i ændret adfærd.

I søndags havde vi Rallydysten, hvor mit fokus var på flowet. Jeg ville have et godt flow med Fanny, fordi jeg gennem prøverne i år har oplevet hun starter fint, men så stresser op i løbet af banen. Det har givet sig udslag i noget hopperi + noget vov vov vov, og et par ommere, fordi hun kom for langt frem.

1 gang er uheld, 2 gange vane og 3 gange er tradition. Det mønster skulle stoppes – så det var mit fokus. Så var jeg ligeglad med points og øvelser. Jeg ville have de der 2-2½ minut med intensitet, fokus – og uden stress.

Det lykkedes – ved at ændre små ting i min egen attitude og ro. FEDT !!

Planen var jo ellers ingen rally i år – og kun LP3. Men så røg jeg på alligevel og tænkte vi nuppede den på charme, selvtillid og lækker pels. Det er da også gået fint – men skal hun hele vejen til champ-klassen, var der et mønster der at ændre. Fedt at mærke det kunne lade sig gøre med små ændringer hos MIG!!!

Det svære i rally er ikke øvelserne – det er netop non stop fokus en hel bane, flow, interesse, intensitet – og så lige flow igen. Mine hunde kører generelt højt, hvilket er fedt især i LP, men kan betyde lidt rigeligt liv på en rallybane. Det kan såmænd give lige så mange fejl som en sløv hund, så der skal altid fifles for at finde balancen 🙂

Herunder lille fin hund, som går så fint hele vejen!!

I morgen står den på kursus i hundeskole-regi. Det handler om at “gå til prøve”. For det er ikke nok at kunne øvelserne – det er kun 50 % ift et godt resultat. Det handler netop om at ramme rette flow, håndtere forstyrrelser, stress, ikke at vide hvornår man skal på præcist, forberedelser, nerver, kriteriesætning osv. Alt det “omkring”.

Det er mig, der afholder kurset, og jeg glæder mig. Har mange tætskrevne sider med guldkorn og nogle praktiske øvelser også. I sagtens natur vil der blev en del “snak”, for rigtigt meget handler om den mentale del.

Som klassisk musiker igennem ca. 20 år har jeg meget på hjerte i den afdeling og jeg synes stadig det er topspændende at arbejde med.

Søndag er en stor dag. Der bliver husets gamle hundemand 11 år. Silver er blevet en ældre herre, og det skal fejres 🙂 Han virker dig ikke som en på 11 år – der er stadig meget leg og pjat i ham 🙂

Som skrevet sidst, venter der mange spændende hunde-arrangementer forude – så nov. er en spændende måned i år 🙂

Silver – 11 år om et par dage.