Lapinettes blog

Status :

Mozart – som blev opereret for en testikelcancer, jeg fandt ifm vask her – har været på KU Life,og fået den helt store tur, med henblik på at se om canceren havde spredt sig. Biopsien viste nemlig det havde spredt sig til sædstrengen – og hvor langt er det så nået ?

Mozart er fin – INGEN yderligere spredning, så nu ånder vi lettede op der. Han bliver 12 år om nogle mdr, men han er glad og frisk i øvrigt, så der kan godt være flere gode år i ham. Det bliver i al fald ikke det her, som er årsag til det ikke skulle gå sådan!

Prima – verdens bedste lille-bitte hund, har det fantastisk. Trods operationen tænkte jeg allerede 2-3 dage efter, at hun havde det bedre end set længe. Jeg har længe gået og tænkt, der nok var løbetid om hjørnet,fordi hun var lidt mere stille og sov mere end hun plejer. Men til træning var hun PÅ og sit sædvanlige madness, så jeg har ikke været bekymret. Hun har også spist fint. Men hun er bare mere “fri” i det nu – og glad. Småting – men jeg kan mærke det.

Biopsien fra hendes tarm viste af det var lymfedrænagen, som havde arvæv. Det er godt – for det er noget fantastisk væv – det kan regenereres 100 %. Så det arvæv forsvinder igen. Årsagen angav de til enten parasitter, bakterier – eller evt fødevareintolerance. Den fødevareintolerance kan gå længere tilbage, så nærmest umuligt at finde ud af hvad det skulle være.

Så spørger jeg så – hvis den tarm har været fejllagret altid, og dermed være on/off mere eller mindre lukket i perioder – kan DET så give det arvæv ? Ja – det kunne det sagtens, og det var også en mulighed.

Umuligt at sige – men den kan have ligget fejllagret længe – og så har mad mm. stået ophobet – og kan give den inflammation, som giver arvæv. Eller – arvævet kan betyde tarmene står tomme, og så kommer tarm-fejllagringen.

Prima har jo haft issues med den mave længe. Hun tålte ikke barf. Ben og større stykker blev kastet op igen, og hun åd græs i kæmpe mængder. Var det så en fødevareintolerance dengang – som gav arvæv ? Eller var det tarmen, som var lukket til så det ikke kunne passere ??? Pas.

Så kom hun tørkost – hjalp meget, men af og til fik hun meget ondt i maven og stod i buk. Hun har altid haft hel normal afføring – aldrig tynd mave.

Det fik jeg undersøgt – og dengang var billedet af der vist var lidt irritation i mavesækken og hun havde hurtig fordøjelsestid. Kontrastvæsken røg igennem på ingen tid, hvor det normalt står i maven 30 min mindst.

Men hey – væske. Væske kan sagtens passere en tarm, der er delvist vredet rundt og lukket lidt til. Tingene arbejder også – først til sidst her har den været lukket helt til – men den kan jo altid have siddet for højt og forkert – med dårlig passage til følge.

Hun fik antepsin ( syrehæmmer i maven – lægger membran ), og det hjalp da også. Der har i alt det her været lange perioder – mdr – uden problemer.

Så kom en tur igen – og jeg besluttede at give hende meget letfordøjelig mad.

Det har gået godt ½ år – vi har ingen problemer haft i den tid umiddelbart. Ingen lille hund,der stod i buk og havde smerter – MEN, sat i forhold til hendes adfærd nu, har hun været mere stille. Stadig en del mere vild end de andre vovser herhjemme – hun har en drift, der siger spar to – og lyst til livet ditto, men den letfordøjelige mad vil jo også lettere passere en tarm, der måske har lidt dårlige passage. Det opløses jo meget nemt i maven.

I ugen her, hvor hun blev tiltagende meget dårlig, har hun kun fået sin mad. Ingen træning eller godbidder, som hun ikke plejer at få. Så et fødeemene kan ikke have udløst det. Måske en bevægelse, et hop – spring – har betyder tarmen har lukket det lille sidste stk. ?

Det finder jeg nok aldrig ud af – men min tese er, at den tarm altid har været afklemt i et eller andet omfang. Ligget forkert i al fald – og det arbejder jo, så i lange perioder har det kunne fungere – og pludselig så ikke.

I al fald intet farligt, intet arveligt – og ingen problemer med at parre hende, når hun kommer i løb.

I bakspejlet er hun den mest fantastiske træningshund. 2 ting har drillet, og krævet meget arbejde – det ene er apporten, som hun pludselig nægtede at tage. Vi havde ellers færdig øvelse. Jeg tænker, hun har haft kvalme – eller oplevet at tage den med kvalme – og har tænkt, den var en værre en at rende med.

Det andet er dækøvelsen – og det går nogle mdr tilbage. Havde ellers fin dæk – vi tog en LP1 uden problemer. Pludselig røg hun op igen, som havde man trådt på hende. Ørerne tilbage, og viste ubehag. Nå, for den………..

Stille og roligt har jeg så arbejdet med dæk – og hun har faktisk ligget lidt anspændt til tider. Andre har det gået fint. MAVESMERTER. Det har sgu da gjort ondt at ligge der – deraf ubehaget. Hvor ER jeg glad for jeg ikke har presset hende – og faktisk bare ladet det være. Til træning en gang om ugen, har vi så lige taget lidt når vi skulle have dæk – men jeg har ikke gjort det til kæmpe projekt herhjemme, hvor den bare skulle nakkes i en fart.

At ligge i en løvedæk med en tarm i klemme i mellemgulvet – tjah……..Jeg har en god fornemmelse af, at dæk ikke bliver problem fremover 🙂

Hun er så glad,så glad pt – øjnene skinner med stjerner i – og hele tiden” hvad skal vi hvad skal vi ??? På turene tilbyder hun non stop fri ved fod. Har hun ikke gjort før på den måde.

Så jeg er SÅ GLAD – og så taknemmelig overfor dyrlæge Martin, som tog en hurtig beslutning om hun burde åbnes.

Aslan bor her nu – og har gjort det 1 uge. Jeg får masser af god mad i ham – og han har i al fald taget 1-1,5 kg på. Jeg vejer ham løbende – men tallet svinger rundt på vægten, så svært at blive klog af. Men det ligger i det leje. Meget mere frisk og meget mere energi, og ingen vaklen på benene mere.

Det er dælme også en lettelse – dyrlægen havde angivet det var en mulighed han ikke ville overleve.

Men det kommer han til 🙂

Der er blevet kæmpet her – og kæmpet hårdt, men det lader til dragerne er ved at være nakkede.

Ugen bød på dog på KÆMPE overraskelse.

Jeg skulle vaske Cloie – fra C kuldet. Ejer er veninde, og bor 200 m herfra. Hun havde noget til mig,sagde hun. Nå ??

Så fik jeg et kort og noget vin. Ej, hvad er nu det ??

Der fulgte forklaring med, sagde hun – og så blev der læst nogle indlæg op fra diverse hvalpekøbere. De har simpelthen skrevet sammen over FB – ganske bag mig ryg – og besluttet jeg skulle have en gave. Jeg gør så meget for dem altid, hjælper 24/7 ( sagde de ) og var der altid – nu ville de gøre noget for mig.

De havde regnet ud, at alle disse besøg hos dyrlægen – først Casey, så Andrea og nu Prima – ikke er helt gratis, og de så en mulighed for at kunne gøre lidt for mig der. Så de havde samlet sammen.

Så jeg fik kort, vin – og en pengegave.

Jeg var mundlam – ganske og aldeles mundlam. De havde taget rø…. totalt på mig. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige og kæmpe klump i halsen.

Jeannette brugte ordet “respekt” flere gange – de havde kæmpe respekt for mig, og det jeg stod for – og nu kunne de endelig give lidt igen.

Sikke en gestus – og jeg er MEGA rørt,ydmyg og benovet. Jeg har verdens bedste hvalpekøbere – ingen tvivl om det.

Gaven er bestemt en hjælp rent økonomisk – men det største er faktisk det at de går sammen om det, og tager det initiativ. Jeg er SÅ duperet – og også lidt forlegen. Det skrev jeg også retur – ja, jeg hjælper, passer, vasker, giver råd og vejledning osv – og også gerne 24/7 – men jeg har jo også en egoistisk interesse i deres hunde, for de har en bid af hjertet alle sammen. Jeg er så glad for jeg får LOV til at være en del af deres liv fortsat. For godt nok er det deres hunde – men det vil altid være mine hvalpe. Så jeg synes jo det er naturligt at være deltagende.

så jeg syntes ikke helt jeg havde fortjent det – jeg har bare gjort, hvad en kennelmor skal, synes jeg.

Men hvor er det stort – og jeg er dybt rørt.

Nu venter stranden på et par patienter + Fanny – og de to patienter er nok nærmest ved at være forbi “patient-stadiet” 🙂 Det er i al fald fuld fart frem og lange arme på turene nu.

Nå – må hellere få opdateret her. Det har været en streng tid siden sidst.

Der skal nakkes nogle drager af den store og grimme slags pt.

Først blev Silver syg – han bliver 13 år til nov, og er on/off lidt halt på ene forben ( gigt ), men har det ellers fint. Løber gerne og leger osv – og virker frisk. Jeg stod så op en morgen – og så lå der pytter 3 steder i huset. Tisset dryppede fra ham – jeg lukkede ham ud, og han gik straks hen og tissede – og stod der i mange minutter. HOLD da op – hvad skete der mon der ? Han var kun lige færdig med at tisse – så direkte i den udendøre vandskål og stort set tømme dem.

Shit, tænkte jeg – nu er nyrerne stået af. Han virkede ikke til at have ondt eller lign – og det var søndag, så nu jeg besluttede at bruge dagen på at gøre ham fin, hygge om ham – og så tage af sted mandag.

Han blev børstet til den store guldmedalje og fik mange godbidder og møsser. Stadig meget tørstig, og tissede en del – men drypperiet stoppede.

Så blev det næste morgen – og han havde holdt tør om natten. Vandskålen var fuld – så han havde ikke stået på hovedet i den om natten. På morgenturen tissede han helt normalt – og alt dette var overstået (??). Jeg forstod ikke en m.

Nå – jeg havde sat ham på smertestillende HVIS han nu havde ondt – og han tæskede rundt og legede. Så det er han stadig på – og nu er der ingen overdreven tisseri mere. Det er nu 3 uger siden – og nu tørrer jeg sveden af panden, og nyder min gamle, glade dreng der har det fint igen. Jeg finder nok aldrig ud af, hvad det var.

For en uge siden begyndte Prima så at nøle med sin mad. Hun havde kvalme og lidt tungsindige øjne. Så kunne hun pludselig få det godt og tæske rundt. Helt normal mave ellers. Værst morgen og aften, når hun havde ligget – bevægelse hjalp. Så blev det værre – og hun begyndte at kaste op. Ville slet ikke spise og stod i buk og havde tydeligt meget ondt i maven. Mig til dyrlæge i tirsdag – hun har tidl. haft irritation i mavesækken, men den her gang var det anderledes. Jeg frygtede fremmedlegeme. Dyrlægen tænkte mere pancreatitis – hvilket jeg slet ikke troede, da hendes afføring var helt normal. Det var som om fordøjelsen var blokeret – og så kunne den virke i glimt igen.

Nå – hun blev scannet – bugspytkirtlen primært og fik kørt den store blodprofil. Alt normalt – bortset fra et tal, der kunne tyde på hun havde parasitter. Ej – så dårlig bliver man da ikke af det, tænkte jeg………..men jeg fik en ormekur med hjem, og så måtte vi se.

Hjem med en lille hund, som jeg følte der var noget helt galt med – men mine teser om fremmedlegeme/blokering var ikke rigtigt blev hørt, syntes jeg.

Nå – ikke bedre onsdag – og onsdag kastede hun mad op som hun havde spist 4 timer tidligere. Det var totalt ufordøjet. Hun har en hurtig fordøjelse ved jeg fra tidligere – og nu havde det ligget 4 timer i mavesækken uden at nå nogle vegne.

Hendes øjne var triste – motoren væk. Mig ringe igen til dyrlægen torsdag – der er altså noget HELT galt. I må tage røntgen af hende. Jeg fik lov at komme, selv om der ikke var ledige tider – så ville de tage hende ind imellem.

Røntgen viste hel fuld mavesæk – selv om hun ikke havde spist 4½-5 timer. Helt rund og udspilet. Tomme tarme og meget luft.

Der sidder jo noget, sagde jeg så………Nej, det mente de ikke. Det kunne man ikke rigtigt udlede af det billede – det var nok bare den tidl. irritation i mavesækken. Jamen – det er jo HELT andet billede nu ??? Dengang røg maden jo lige igennem ?? Nu bliver den stående – det passer jo ikke ?

tjah – jeg fik kvalmestillende med hjem, så måtte vi se……..

Nu var jeg ved at gå i panik. Jeg sagde igen, jeg mistænkte en blokering – og nu havde hun heller ikke afføring mere. Maden kom nok ikke så langt. Næste skridt er en kikkert-undersøgelse eller at hun åbnes, fik jeg at vide. Hm okay – ja, det er jo også ldit vildt, og kikkert kan de ikke klare der. Jeg kørte hjem med kvalmestillende, men med en uro indeni. Det her var helt forkert.

Gik om mig selv som løve i et bur hjemme. Kvalmestillende hjalp ikke – hun spiste ikke.

Jeg tudede af frustration. Kl.17.30 ringede jeg derned. De måtte hjælpe mig med at skaffe en tid på Kbh Dyrehospital dagen efter hos mave/tarmeksperten der – nu måtte der eksperthjælp til.

Eneste dyrlæge på posten var Martin – og jeg flæbede også lidt i tlf. Jeg er fandeme så bekymret, sagde jeg. Lad mig lige se journalen, sagde han så………..og så 5 sek efter : Der er sgu da en prop, Nette!!! JA – det er det jeg har sagt siden tirsdag – det tror jeg også der er. Jeg er så bekymret – det er helt skidt det her.

Du må komme ned med hende, så åbner vi hende – sagde han.

Uha – så blev det lige pludselig også alvor. Tænk, hvis jeg tog fejl ? Det er en stårre operation. Jeg tænkte 5 sek – og så havde jeg en plan. Jeg vil gerne du tager et nyt røntgenbillede, Martin – og ser om den mad, som stod der 12.30 er kommet videre i tarmene. Hvis ikke – så er det lige så godt som kontrastvæske – så ved vi der er en prop. Yes – det var en god plan – og han ville yderligere tage en ny blodprøve. Der er et tal, der stiger, hvis der er en prop.

Jeg skulle lige klare et træningshold – og kunne så køre 1 time senere. På træningsholdet går også en dyrlæge – og hun sagde det samme. Hellere åbne en gang for meget, end en for lidt – så jeg tog af sted fast besluttet. Nu måtte det sgu briste eller bære.

Røntgenbilledet viste der var gået meget lidt mad videre i tarmen – mavesækken var stadig helt fuld. Blodprøven at tallet var steget lidt – ikke kriminelt, men det var stigende.

Så der blev gjort klar til operation. Det ville tage et par timer, så jeg kørte hjem imens og luftede de andre. Jeg var helt tryg – Martin er sej. Også ham der opererede Kayleigh, da hun slugte et stegt ben fra en kotelet, og måtte have det opereret ude af maven. Samme operation her.

Det var godt vi gjorde det. Ingen fremmedlegemer – men en fejllagring af tarmen. Dvs en slags tarmslyng. Den lå højt i bugen, og var klemt sammen, så der ikke kunne komme noget videre. Lige en anelse meget tyndt maveindhold havde måske kunnet passere de sidste dage, men nu var der helt lukket. Derudover havde hun noget arvæv i tarmen – hvad det kommer af, ved han ikke. Der er taget biopsi og sendt til laboratorium. Men måske parasitter – hvilket første blodprøve jo slog ud på. Mærkeligt – for hun har aldrig never ever haft dårlig mave, men vi må se hvad de vender tilbage med.

Da jeg kom retur var hun ved at blive lukket sammen igen – og jeg gik direkte derop, mens han klarede det sidste. Jeg fik vist billeder af arvævet i tarmen osv – og da tarmen var blevet hevet ned rette sted, gik den straks i gang med at arbejde igen.

Hvad der er sket,må guderne vide. Det kan ske f.eks ved en kraftig opkastning, sagde han – men det synes jeg ikke hun har haft. Måske har den ligget sådan altid (?) Og efterhånden fået lukket sig mere og mere ??

Hvordan kan jeg være sikker på, den ikke gør det igen i morgen ?? Det mente han var ret usandsynligt – og han er yderst optimistisk, siger han. Nu skal hun lige på den anden side af operationen og hele op – så kan hun fortsætte sit liv helt som før.

Allerede nu har hun det meget bedre – trods stort indgreb. Som yngre havde hun af og til mavesmerter – stod i buk – hvor man mente det var irritation i mavesækken ( begyndende mavesår ). Hun skiftede foder – og så er det gået i sig selv igen. Der var ikke skyggen af irritation i mavesækken nu – han havde gået det hele igennem. Jeg spekulerer jo lidt i, om den tarm altid har været fejllagret – og måske har rykket lidt rundt.

Trods 15 cm langt sår på maven, adskillige biopsier taget – og åbnet i mavesækken, er Prima mere sulten end set længe. Hun har altid været syg med mad – men nu hugger hun det i sig, og tigger non stop.

Hun har en drift, som siger spar to – og er über sej. Jeg gad nok vide, hvor længe hun har gået med det her on/off. Der har intet været at mærke på hende. Hun leger frådende vildt og skåner på ingen måde sig selv. Hun har spist med god appetit også og maven altid været normal.

Nu må vi se, hvad biopsierne viser – og så skal hun skånes lidt her 7 dages tid, og så er hun frisk igen.

Aslan passede jeg torsdag/fredag. Hans fam er ved at flytte – og går og gør i stand det nye sted, mens alle deres ting er opmagasineret. De lever i en kuffert pt – og når der er håndværkere, mens de ikke er hjemme – kommer han herud. Nu havde jeg ikke set ham en uge – og holy moly, han var blevet radmager. Rygsøjlen var nærmest trekantet at røre ved.

Han spiste dog fint, men virkede mat. Nævnte det selvfølgelig for ejerne. De kontaktede mig så i weeekenden – han havde ændret adfærd, og virkede sur. Nå da ?? dælme atypisk – og vi var enige om han måtte til dyrlægen.

Det kom han – samme Martin, som senere opererede Prima. Han var rystet over hvor tynd Aslan var – og mente han måtte have en tumor. Blodprøven viste forhøjede levertal, for få hvide blodlegemer – og så et par ting til. Aslan skulle indlægges hele følgende dag til grundig undersøgelse, røntgen, scanning osv.

Jeg udbrød spontant – det der er sgu ikke cancer. Det tror jeg ikke på. Det er borrelia eller anaplasmose. For da Casey havde borrelia, var det PRÆCIST det samme blodprøven viste. Passede også med Aslan var sur. Casey var bange – men det går på hjernen.

Så det nævnte de også for Martin – og ja, det var det. Aslan har anaplasmose. Men han var noget alarmeret, fordi han var så tynd.

Vi har så holdt kontakt – og det er svært at få Aslan til at spise i alt det flyttekaos – og det skal han sgu bare. For ellers er der meget at kæmpe med.

Så jeg tilbød at tage ham herhjem. 2 patienter eller 1 – det går nok. Han er vant til at bo her.

Så han rykkede ind i dag – og i skrivende stund har han spist en del mere end en dagsration. Jeg plejer at være ret god til at få hundene til at spise – og det er også lykkedes super godt i dag. Så nu skal den unge mand fedes op. Han havde vaklet på benene dernede – så svag var han. Han har haft problemer med at løfte benet, når han skulle tisse. Men det kunne han her til aften – også ca. 15 gange – så nu går det fremad!!!

Jeg er træt af sygdom. Jeg har haft hele nætter denne uge, hvor jeg ikke har sovet, da jeg ikke kunne slippe Prima – og at holde øje med hende.

Jeg er flad – mest af alt mentalt.

Så nu håber jeg det vender – men det ser det nu ud til. De største drager er nakket – så må vi se, om der dukker flere op.

En lille nyopereret pige <3 Hun har selv været inde og finde legetøj. Kæk.dk

Jeg må hellere få skrevet, at Mozart er opereret, og alt gik godt 😀 Totalt efter bogen, og ingen problemer overhovedet!

Jeg ved nede og hente Andreas urne her i ugen hos min dyrlæge, og kom i et roligt øjeblik på dagen, så fik sludret lidt med dem dernede.

De fortalte, de havde givet den narkose til collier, som de plejede at bruge – for ud fra historikken antog de, Mozart nok havde MDR1 defekten. Dvs tidligere dyrlæge – ifm tandrens – åbenbart har givet en narkose, som hunde med MDR1-defekten ikke kan tåle. Derfor Mozart åbenbart fik respirationsstof – men hvor de ventilerede ham manuelt, og han så overlevede.

Nu opereres han så næsten 12 år gammel – af nogle dyrlæger og en anæstesi-sygeplejerske, som har totalt tjek på en collie kan have en MDR1-defekt – og det går totalt super.

I denne her uge, har en anden collie-ejer slået op på facebook hendes 2 collier er døde efter at have spist et stykke rugbrød i “stalden”, hvor der var ormekur til heste i. Totalt tragisk. Ormekur til heste indeholder iverkmetin – som hunde med MDR1 defekten ikke tåler overhovedet.

Men det er bare 3 historier for meget på samme uge – og jeg kommer til at genteste mine avlshunde for MDR1 fremover. Jeg ved Prima er fri – for det er begge hendes forældre, men ellers bliver det endnu et parameter jeg vil styre efter avlsmæssigt.

Nu er jeg heldig at have verdens bedste dyrlæger, som jeg ved har totalt tjek på alt – men når der er dyrlæger anno 2015, som kan finde på at give en collie forkert narkose – så bliver jeg godt nok lidt paranoid.

Andrea er kommet hjem i en urne – og ligger nu nede ved siden af Honey og Gimli. Hun har ( som dem ) fået en lyserød Austin-rose plantet ovenpå, og det bliver et smukt hjørne af haven!

Casey ( og C kuldet ) blev 9 år her d. 13. maj – og Prima blev 2 år d. 17. maj. Det har kostet lidt i kødben og gode guffer, men det er jo KUN hyggeligt.

Jeg venter stadig på løbetid – i skrivende stund er der 12 mdr siden Prima sidst var i løb. Hun er åbenbart en med lang tid imellem.

Ventetiden bliver fyldt ud med havesysler. Jeg byggede jo et drivhus her i april – med god hjælp fra en collieven, Søren. Jeg har nu 30 tomater, 2 agurker, peberfrugter, auberginer, baslikum, rosmarin osv stående – og det vokser, så det er en lyst.

Før jeg fik collier var jeg havenørd. Jeg brugte al min tid på at arbejde i vores gamle have, havde farveafstemte bede i Claus Dalby-stil, og brugte meget tid på også selv at lave kompost osv.

Med colliernes indtog måtte jeg foretage et valg. Lækker have med stauder, frøspiret af frø indkøbt i England osv – var ikke nogen fornøjelse, når det blev løbet ned 5 sek efter det var plantet.

Kompost har jeg dog lavet lige siden – og også haft flere planter i krukker osv. Men i år har nørdegenet fået lov at give den gas igen, og hvor ER DET FEDT!!

At gå ude og arbejde,mens hundene tusser rundt – det er bare livskvalitet.

Aftensmaden i dag, bestod af melanzane alla parmigiana – med hjemmeavlet aubergine. Det er der altså noget ved 😀 ( en slags lasagne med aubergine vendt i æg – stegt på panden, tomatsovs og parmesanost. Det er GODT!!

Nu kommer den gode tid – med varme aftener og kaffe på terassen.

Me like!

Prima, 2 år!

Kl. nærmer sig 8 – og normalt er vi på vej ud og gå tur. Men de små vovser bobler godt nok stadig. De er vist lidt trætte. Meget atypisk – men vi havde også en lang dag i går.

Derudover er Prima de sidste dage blevet en del mere stille, så jeg overvejer om ikke den længe ventede løbetid er lige på trapperne nu. Det tror jeg den er. Det virker sådan.

Men lige nu i skrivende stund, har jeg nuppe en kop kaffe ekstra, og så kan jeg få opdateret her. Der sker så meget pt, så skal det være bare lidt “up to date” må jeg nok til at skrive lidt mere flittigt.

Jeg har vist fortalt om at samtidig med Andrea blev syg, opdagede jeg en testikelcancer på Mozart ( Donnas bror – han bliver 12 til okt ). Super frisk og glad hund, så det var en streg i regningen. Det er hyppigste cancerform hos ældre hanner, så jeg tjekker altid mine hvalpe grundigt her ifm vask – og jah, fandt så dette.

Han kom til dyrlægen, og fik taget blodprøver osv – og alt fint. Der blev givet en tid til operation. Men så ringede de til ejerne – at de ikke ville operere alligevel. Ifm tandrens for år tilbage, var han meget svær at putte i narkose, og de måtte opgive. Han blev ved at vågne. Så fik de noget andet sedering fra Landbohøjskolen, og de prøvede igen – og der fik han respirationsstop under narkosen. De turde derfor ikke lægge ham i narkose nu – og det var jo ikke sikkert det bredte sig så hurtigt osv.

Så ringer ejerne til mig -what to do (?) Det var en overraskelse for mig at høre om det respirationsstop – og også for ejerne. De vidste kun det havde været lidt problemer undervejs, de har ikke fået at vide hvad.

Mozarts ene testikel er 3 gange så stor som den skal være – og det er sket på 3 mdr. Den anden er skrumpet ind, og føles mest af alt som en gang bobleplast. Det er ikke sundt, og det er gået stærkt. Så jeg synes jo det skal væk, men forstår godt overvejelserne omkring narkosen – og det er helt fair dyrlægen ikke synes hun vil røre ved det.

Så jeg kontaktede MIN dyrlæge – som ringede til mig fredag aften under rallyprøver sidste uge. Vi fik en snak, og hun ville gerne se journalen for en vurdering.

Det er gjort, og Mozart bliver opereret i morgen. Min dyrlæge mener også det skal væk – og udover at brede sig, vil der også opstå hormonforstyrrelser, da sådan en cancer angiveligt danner en masse østrogen.

De har en anæstasi-sygeplejerske tilknyttet, som skulle være hamrende dygtig – og hun er på Mozart fra først til sidst.

Selvfølgelig er der en risiko – han er en ældre hund, og der er en historik som gørrisikoen er yderligere forhøjet. Men familien er helt afklaret- han skal ikke gå med en cancer, som udvikler sig og betyder han måske ikke har det godt, uden de helt ved det. Han skal have den chance her – også selv om der er den risiko.

Så i morgen sidder jeg med krydsede fingre herhjemme og håber på et godt udfald.

I går deltog Fanny, Donna og jeg i rallyprøver – og det gik forrygende. Mest af alt er jeg lykkelig for, Fanny er så glad og tryg ved at være med. Hold da op, det har været op ad bakke og et langt sejt træk efter det indbrud.

At hun nu på 8 dage går ud og går 3 super rallyprøver – og i går i yderst forstyrrende omgivelser, gør at jeg er en meget, meget glad hundeejer. Vi har knækket en nød af dimensioner, tror jeg!!!

Jeg begynder at nære håb om vi kan nuppe den LP3 igen en dag – for ingen tvivl om det nok er mest “min” sport.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Jeg tog et billede af pigerne i går, og brugte lige 10 min på at redigere det og sende til DCK til resultatsiden.

Da jeg vender mig er der en kæmpe blodplet på gulvet 🙁 Jeg er paranoid overfor blodpletter på gulvet – efter først Caseys styrtblødning, så Andreas blødning der løb løbsk – og så havde Casey lige en blødning igen der for 3 ugers tid siden.

Det her er Casey igen, og det føles ikke godt. Jeg er bange for den tumor er i vækst igen, desværre.

Så spændende tider pt, ja – men også lidt for spændende.

Så fandt jeg lidt tid til bloggen. Det er travle tider pt.

I lørdags afholdte Dansk Collie Klub LP/rallyprøver – arrangeret af LydighedsAktivetsUdvalget. Det sidder jeg i – og godt nok var det ikke mig, der havde hovedansvaret for prøven omkring planlægning osv, men der er nu alligevel ting der skal på plads op til, og konkret en del arbejde på dagen.

Kl. 7 mødtes vi og satte baner op. Dvs jeg var oppe 04.30 for at nå at lufte de hunde grundigt, som ikke skulle med.

Efter prøven skal der ryddes op og samles sammen. Det gjorde vi også, så det blev sent inden jeg var hjemme. Det tager et par dage at komme ovenpå igen efter sådan en omgang, synes jeg. Jeg er absolut ikke 29 mere.

Resultatmæssigt er jeg mega stolt. Mit udgangspunkt var at jeg var lidt små-stresset, lidt småsyg og mere end småtræt. Hundene er lige overstået løbetid – og Fanny især virker lidt falsk drægtig.

Men på trods af omstændighederne – og meget lang ventetid – så leverede de nogle super prøver.

Fanny har ikke trænet rally i et par år – målet var LP3, hvor vi så havde indbrud undervejs og nogle tyve gjorde hende ondt. Det medførte desværre en stigende utryghed ved fremmede mennesker efterfølgende. Hun har ellers altid været super glad for mennesker, men pludselig havde hun så set en anden side af sådanne.

Jeg nuppede en LP3 prøve sidste år, bare for at se “hvor” hun var – og hun arbejdede fint tæt på mig, men dæmpede når hun skulle på afstand. Jeg besluttede så først at give hende en lang træningspause uden pres overhovedet. Jeg har selv traumer – og ja, men kan træne/udbygge komfortzoner, men man skal dælme vide hvad man laver, så man ikke gør ondt værre. Nogle gange er en pause bedst – og bare lade det være.

Så en god pause, med gåture forskellige steder og sjov og spas, og ingen forventninger om andet end være i live og have det godt.

Så begyndte jeg for et par mdr siden at træne lidt rally for at starte op med at være tæt samarbejdende. Planen var at nu skulle fokus være på at have det FEDT sammen, og dyrke glæde og flow.

Jeg meldte hende så til et par prøver her – med det mål. Der er stadig øvelser vi ikke har fået trænet så grundigt,som jeg ville. 2 syge hunde indenfor seneste par mdr har betydet træningsmotivationen ikke har været så høj. Men skidt med det – målet var ikke høje points, men at få en god oplevelse.

Det fik vi – og også flotte points. Fredag 84 – som er en pæn debut, og med en mistet 10´er pga nedrivning af spring. Lørdag var det 97 og cert. Vigtigst : Hun var mega glad og PÅ.

Endda i en periode, hvor hun normalt ikke har arbejdet godt, da hun har tendens til at gå ned efter løbetid.

Så nu giver vi den rally-gas, og går i gang med at træne fp3 også. Hun ELSKER tricks og er super sej til det.

Donna gik 2 fine senior-baner og fik også første pind lørdag. Hun er så glad, så glad for at være med. Det er vildt rørende at se hendes stjerner i øjnene.

Prima kom med på afbud – og bortset fra en enkelt øvelse, hvor hun ikke gad ned i dæk, så gik hun fantastisk flot og intenst. Klart modnet og blevet mere fokuseret i hovedet.

Det var stort at opleve 3 rallyklasser blev vundet af Lapinetter. Isabella vandt begynderklassen, Fanny ekspertklassen og Donna senior-klassen.

Rammstein og Easy gjorde det også flot – meget stolt kennelmor her.

Der var også adskillige af mine kursister med, og vi har knoklet for at blive klar. Det er klart, når man er arrangør – man så lokker egne høns med i nettet 😀

Beaglen Maggie og ejere havde debut i LP1 – og de er blevet sparket bagi for at komme af sted til prøve. Godt de gjorde de – de endte som 3.vindere med flot 1. præmie. Nøjs, hvor var de glade – og det var jeg også 😀

Border collien Samson debuterede i LP2 – og BUM, 1 præmie og titel i første hug, og 2. vinder.

Aussie/BC Diva debuterede i LP3 og fik flot 2. præmie – kun 3 points fra en 1. præmie.

Maria Louise fik sidste pind i rally øvede med 92 points – og titel.

Jah – og “min egen” Isabella og ejer Merete træner jo også herude – og de fik 99 points og vand beg-klassen.

Vi er en lille bitte hundeskole, men hvor er det sjovt pt at være en del af.

Derudover er Marieanne kørt ind og har trænet her på hundeskolen gennem sidste sæson, for at blive rallyklar til championklassen. Den øvelse lykkedes også – hun fik 98 points og første supercert. Weeeeeee!!

Claus har også joinet træning herude – han syntes egentlig rally var lidt træls, og havde opgivet – og er mere til lydighed. Men tror også vi fik bøtten vendt – 100 points fredag og 95 lørdag – og en ny dansk champion ( og en collie -WEEEEEE ).

Sidstnævnte er 2 meget dygtige førere, så jeg kan og vil ikke tage æren for deres præstationer. Men i rally handler det meget om timing, flow og den følelse man går ind med. Det betyder alt for om man kommer op de sjove points. Så nogle gange skal der kun små tilretninger til – og så spiller det. Det var SÅ FEDT at opleve den succes de oplevede.

Marieanne stillede også i brugsprøven med sin Stella – som er datter af Bobby ( Lapinette´s Daddy Cool ). Et uheld i næseprøven betød titlen ikke blev hentet på dagen, men til gengæld var det værd at glæde sig over Stella er fuldstændig og aldeles skudfast. Super fedt at se, hun bare sad og var fuldstændig iskold med skud.

Så masser af succes på de grønne baner – både med egne kræ og med kursisterne – og kaffen har været god lige siden 😀 Det er der også lidt rødvin der har været 😀

Men sikke et arbejde – nøjs, hvor er der knoklet på mange leder og kanter. Nu er der så en masse rengøring, havearbejde osv der skal indhentes.

Jeg har den seneste tid også besøgt Luna – fra mit første kuld. Hun har lige haft lidt blærebetændelse, men har det ellers godt. Hun ligner SÅ MEGET sin mor Honey – og uhhh, så savner jeg godt nok Honey. Men SÅ skønt at se Luna og ejer Alice igen. Luna bliver 12 til oktober.

Jeg har også haft besøg af Kayleigh, som skulle passes en aften. I vanlig stil er hende og Prima ved at vælte hele huset, men nøjs, hvor er de skønne. Hun er ved at blive en stor, smuk, voksen-udseende collie 😀 Det går alligevel stærkt…….

Kayleigh i fuld fart. De røg i bilen, og så tog vi på fritløbsområdet, så de kunne få brugt noget energi der 😀

Fuldstændig vindstille – ikke et blad rører sig på træerne. Det føles om at tiden står stille. Overskyet, lunt – og ikke en fugl i miles omkring lader høre fra sig. Alt er stille. Kender I de dage ?

Sådan en har det været i dag – og jeg elsker dem. De maner til eftertanke, på et eller andet mentalt plan. Efter en lang periode med godt vejr og gøremål fra morgen til aften, kan det være en utrolig kærkommen ting, med en dag, hvor verden står stille. Man ryger i et andet gear. Pludselig er der tålmodighed og ro i sindet til at sidde og pille kedeligt ukrudt ved håndkraft, og man reflekterer så godt imens.

Det var rigtig rart med sådan en dag i dag. I går måtte jeg sige farvel til Andrea ( mere beskrevet under “news” ), og det har føltes helt rigtigt at bruge en dag på at reflektere over den oplevselse, samt de mange gode år med hende. Det er ikke noget, som er overstået på en dag – men det var rart tiden og omstændighederne var til det i dag.

Her er utroligt tomt. Andrea var gammel, og jeg trænede ikke med hende mere og har ikke gjort det på seriøst plan i mange år. Alligevel har hun fyldt utroligt meget herhjemme. Hendes hale logrede konstant – som man ofte ser hos labrador. Evig-glad og mega social. Hun elskede mennesker – og besøg. Husets gæster, var hendes gæster. At en collie skulle være reserveret, har hun heldigvis aldrig læst noget om – hun ville have rystet på hovedet af forbavselse.

Jeg er ked af det – mere end jeg havde regnet med jeg ville være. Hun var altid omkring mig – hun har i alle årerne sovet enten ved mine ben her i stuen – eller lige ved siden af min seng om natten. Som sagt – mega social. Så her er tomt.

Hendes oldebarn Sheeba ( fra I kuldet ) flyttede ind fredag eftermiddag til weekend-pasning,hvor jeg så måtte akut af sted med Andrea nogle få timer senere. Men på en eller anden måde, føles det rigtigt fint. Sheeba og Prima leger og deres livsglæde er smittende.

Her til aften i dag, tog jeg Prima, Sheeba, Fanny og Casey med på luftetur på Fælleden om hjørnet. Det er et stort fritløbsområde, hvor mans snildt kan gå rundt i nogle bakker en times tid, uden at være samme sted 2 dage. Der kan vi godt lide at komme.

Da vi kommer tilbage til bilen, står der 3 mennesker med 2 collier på P pladsen. Jeg har tilfældigt mødt kvinden og den ene collie tidligere. Nu var hun i selskab med sin mand, og de havde lige for nylig fået en tæve på 4 år også.

Nååååårhhh, sagde manden – og spurgte om han måtte hilse på mine hunde. Ja da – men de kysser måske lidt hårdt 😀 Det tog han pænt, og satte sig ned og snakkede med hundene, som blev vældigt fornøjede over opmærksomheden. Det blev jo til noget snak – og de var helt paf over Casey var 9 år – hun lignede slet ikke en på den alder. Nope – de bliver gamle i den familie, svarede jeg – jeg har lige sagt farvel til hendes mor i går. Hun blev 13½. Åhhh – det er jeg ked af, sagde manden – det har vi også prøvet, og så fik jeg et spontant kram.

De havde mistet en collie på knap 2 år pga nyresygdom – så de kendte det i den grad også.

Det er forfærdeligt at måtte sige et sidste farvel. Jeg kan dog trøste mig med Andrea ( og også Gimli og Honey ) alle er blevet vældigt gamle collier, som har et langt og godt liv bag sig. At måtte sige farvel til en ung hund, må være så meget værre.

Det er sjovt at møde 2 fremmede mennesker, som så også er collie-ejere, og vupti – så er man bare på bølgelængde.

Forleden vaskede jeg Mozart fra mit første kuld. Han er Donnas kuldbror, og de bliver 12 år her i oktober. Han er super frisk og fin – og ingen i det kuld lider af videre gigt eller andet, så de ser super godt ud. Jeg tjekker altid mine hvalpe igennem, når jeg vasker dem. Laver en lille a casual sundhedsundersøgelse, som jeg nu kan med mine amatør-hænder. Jeg har dog fundet mange ting gennem tiden, så det er godt givet ud. Knækkede tænder, tandsten som burde fjernes, små sår, der skulles holdes øje med, hot spot eller begyndende hot spot osv. Mozart blev også tjekket igennem, og der fandt jeg desværre også noget.

Hans ene testikel var 3 gange så stor som vanligt, og den anden var skrumpet og føltes gele-agtig. Det ved jeg jo godt, hvad er. Hyppigste cancer-form for ældre hanner 🙁 Da jeg vaskede ham sidst, var alt normalt.

Så mens jeg blowede og børstede havde jeg nogle overvejelser, om jeg skulle sige det til ejerne eller ej. Han er snart 12 år ……….Jeg besluttede mig for at sige det, for valget er deres – hvad der videre skal ske.

De blev, som ventet, noget betuttede – og ville tage forbi dyrlægen, hvad jeg syntes de skulle. Så måtte de i samråd beslutte hvad de ville nu. Dyrlægen syntes han var super frisk ift alder – og tog en blodprøve med henblik på blodprofil. Den var super fin – alle værdier i top. Så de har besluttet at kastrere ham. Det sker her primo maj.

Han virker bestemt ikke som en på 12 år – ligesom søster Donna, så nu krydser jeg fingre for de kan fjerne alt skidtet, og han har nogle gode år foran sig.

Nu er ringen ved at være sluttet. Mit første kuld nærmer sig de 12 år – og fra nu af vil der måske komme hvalpe til hvert år – men der vil også være nogle gamle vovser, der får skavanker. Indtil nu har der “kun” været tilvækst, bortset fra nogle enkelte. Nu er der pludselig nogle gamle vovser, man kan gå og bekymre sig om – og ja, det gør jeg.

Donna og søskende har jeg alle et tæt forhold til, og ser jævnligt. Søster Sweety har også lige været forbi i sidste uge og næste uge skal jeg op til Luna.

Man kan tænke mange tanker og mærke meget efter en dag, hvor verden står stille. Hvor luften er som ladet med elektricitet og en indre ro bliver påduttet udefra.

Jeg savner Andrea, men sikke en gave at have haft så mange gode år med hende. Det vil jeg altid bære med mig. Udover glæden ved at følge hendes børn, børnebørn og oldebørn!

Jeg synes der er meget at se til pt.

En samtale over en hundevask førte til, jeg pludselig stod med et stort drivhus tilbudt – for “ingen penge”, hvor der godt nok skulle købes noget ekstra glas til. Hvad siger du ? Slår du til eller ej ????

Hurtig beslutning skulle tages. Jeg syntes ikke helt jeg kunne overskue det, men jeg havde drivhus for mange år siden, og jeg nyder hvert år at dyrke en masse tomater m.m. Tænk, hvis jeg havde et drivhus også – kunne være super fedt, så jeg sagde ja.

Så fulgte en uge, med ca. 8 timers byggeri dagligt – med god hjælp af Søren ( hvis hund jeg vaskede ) , som var faldet over drivhuset i dba.

Nu er det færdigt – og jeg har for længst sået 25 tomater, fordelt på ca. 12-13 sorter, som kun venter på at kunne ud og bor der, når nattefrosten er helt ovre.

Det har været spændende. I gamle dage satte jeg et hus i stand selv. Jeg renoverede en masse – bl.a sprossevinduer, lagde gulv osv. Jeg har altid været praktisk anlagt, og dengang kastede jeg mig bare ud i udfordringerne. Ad åre er jeg blevet mere forsigtig – “ahhh, mon nu jeg kan ??”.

Det har været spændende at løse opgaven med drivhus. Det var brugt – ingen brugsvejledning, og glas i 7 forskellige str. uden manaul til hvor hvilke skulle sidde. Det skulle støbes fast også – så det har været et stort arb. Men det har været et boost af den anden verden at erfare, at nok er jeg hunkøn og efterhånden midaldrende, men jeg kan dælme stadig klare den slags arbejde.

Dvs planerne pt står i kø for en masse mere at lave 😀 Næste step, er at jeg skal have lavet hegn bag i haven. Jeg fik sat 2 fag op sidste år, men skal have ordnet resten. Det kræver ikke så megen hjerne-aktivitet, men tid og muller.

Se hvor fint………og de første krukker er fyldt med mine dahlier, som nu er renset og delt.

Oven i har jeg skullet skrive 2 artikler med “hundestof” til diverse hundeblade. Mange hunde fælder nu,hvor jeg har ydet en hjælpende hånd til vask/groomiing.

Jeg går også altid minimum 4 timer med egne hunde dagligt, så jeg har været godt brugt om aftenen. Træning har vi ikke nået meget af.

Sidste weekend var jeg dog til Færdselsprøve-kursus gennem DCK, nede hos Lea. Som altid top super at komme ned til Lea. Jeg havde Prima og Fanny med. Det var 4 timer, så jeg tænkte det var godt at have et par hunde med, så de kunne deles om tiden.

Dagen bød på 2 overraskelser. Den første var at dæk nu er forhekset hos Prima. Hun har ellers længe virket totalt dækfast, men pludselig opførte hun sig, som havde jeg lagt hende i en stak tidsler. Røg op igen. Hmmmm – dælme træls, når forventningen er, at hun skal kunne ligge 10 min alene 30 min fra mig til sensommeren.

Nå – hvorom alting er – til dagens træning ( i dag ) i schæferklubben lå hun som et lille søm. Jeg smed hende i dæk, midt i en kreds af folk med deres schæfere, og kunne gå fra hende, trods det pres – og hun lå som et søm.

Prima er en sjov collie – ikke som de andre herhjemme. Hun har en motor som en border collie – og et tempo ditto.Til gengæld kan man ikke presse hende til noget hun ikke vil. Hvis nu Donna f.eks rejste sig fra en dæk, har jeg altid kunnet sige “ups – hov hov – kan du lægge dig”. Så kunne hun vende ørerne rundt, se modstræbende ud, men hun gjorde det.

Gør man det med Prima, stirrer hun en lige i øjnene – trodsigt – og hele udtrykket er “rend mig i rumpetten”. Det har givet lidt udfordringer undervejs – bl.a med apporten i sin tid, hvor hun pludselig nægtede at apportere 10 dage inden hendes Beg. B prøve.

Så da en ellers sikker dæk sidste søndag pludselig var forhekset, imødeså jeg lige X antal mdr med helt forfra osv igen. Men næh – i dag var det tilsyneladende ok igen til lørdagens træning i Sch- klubben. Jeg er dog gået en del tilbage i kriterier og så øger vi langsomt igen.

Den anden overraskelse var Fanny. Hun har ikke lavet meget det senseste år, siden vi havde indbrud – og tyvene har gjort noget ved hende. Hun var desværre ret påvirket efterfølgende, hvilket gjorde hun havde det svært ude, hvor særligt høje mænd var omkring. Jeg har stillet og roligt ladet tiden gå – og så har jeg trænet ting med hende, hun ELSKER. Tricks f.eks

Senest har vi trænet en del rally, for der er hun ved siden af mig hele tiden.

Jeg var spændt på færdselsprøve træningen. Det har vi ikke pillet ved før – men hun kan jo momenterne fra LP3 træningen.

Jeg var klar til at melde hende til prøve på stedet, efter hun havde været på. HUn dansede af sted med stjerner i øjnene, og Lea reagerede med “Wauw , hun er go´”.

Ja, det var hun – hun er rykket milevidt siden det indbrud, og er ved at være “gamle Fanny” igen. Ingen tilstand er permanent – skal man huske, når det driller.

Alle tæver herhjemme er i løbetid – og ved at være ovre det. Vi mangler kun Prima – og det er lige om hjørnet. Meget spændende – for så skal hun parres 🙂

Casey er så steriliseret, så hun kan ikke komme i løbetid mere – skulle man mene. Men BUM, så blødte hun pludselig også, og virkede ret inspireret. Det kostede lige et opkald til dyrlægen. I husker måske hun blev opereret i februar, da en tumor på livmoderhalsen pludselig sprang og pulsede blod ud.

Det er den, der igen arbejder – og har givet lille blødning. Sådant tumor-væv er porøst og sart, og jeg vil kunne opleve blødninger af og til, sagde dyrlægen. Er det kun små blødninger, skal jeg ikke være bekymret.

Næh, det var jeg heller ikke rigtigt – det var kun en anelse. Dyrlægen sagde også, det ikke behøvede være et tegn på tumor igen er i vækst – og den del er jeg nok mere bekymret for.

Men vi tager en dag ad gangen, og nyder livet! Det er vel i bund og grund det, som det hele handler om 🙂

Jeg modtager hele tiden billeder, film osv fra mine hvalpe – og jeg elsker det hele!

I skal lige se Balto. Baltos familie har købt en flok får, for at kunne hyrde med ham. De har taget timer hos en dygtig fårehyrde, og Balto har hele tiden fået masser af ros for sin hyrdedrift. Fårene var så ikke hundevant, så det har været et større arbejde – også at lære ham impulskontrol. Men et begynder virkelig at ligne noget 🙂

Jeg synes jo hundearbejde er fantastisk – og jeg glæder mig konstant over, hvor alsidige hvalpene af huset er <3

God påske derude!! Her et billede fra forleden, hvor vi nuppede en lang strandtur.

Så er der kaffepause i det lille hus.

Hundene er luftede på lange ture – og lidt ekstra lange i dag. 8 hunde ligger nu draperede omkring mig, og jeg sidder med den sidste kaffe og skal bagefter ud og lave hardcore havearbejde.

8 hunde – her er 2 gæstebørn disse dage. Nellie er rykket ind med sin sambo-collie Zico, som er bonusflok. Zico er søn af Dina ( Lapinette´s Chelsea Bridge) fra et kuld ejer lavede. Jeg var medhjælpende jordemoder ved den fødsel, og det er den værste jeg har været med til. Akut styrtblødning, babu dyrehospital og Dina reddet på målstregen.

På finurlig vis er Nellie fra mit I kuld så kommet til at bo sammen med onkel Zico, og jeg passer så af og til dem begge. Jeg tror Zico tror jeg er hans kennelmor 😀 Sådan opfører han sig i al fald, og blender bare ind i flokken med de andre.

Jeg er i gang med kæmpe projekt i haven, og det er lidt hårdt. Jeg er ved at rydde et helt stenbed for rosenbuske – og på mandag starter så projekt drivhus. Et kæmpe drivhus på 2,5 * 3,75 m er hentet i Allerød, og står klar til at sættes op.

Jeg har i mange år tænkt på det kunne være fedt med et drivhus. Men så er der lige det med pengene – og tiden – og jah, det er ikke blevet til noget. Men jeg vasker så collie for nogle andre collie-ejere, og det gjorde jeg der for 10-12 dage siden. Vi snakker tomater – og jeg får at vide, jeg burde have et drivhus ( jeg har pt 20 sorter tomater stående, som er spiret ). Og ja – en eller anden dag osv………..

Senere på dagen bliver jeg så ringet op. De har fundet et drivhus i nærområdet for 250 kr, og vil gerne hjælpe med at sætte det op. Hvis ikke jeg ville have det, ville de selv. Jah, så var det bare med at tage en hurtig beslutning – og nu står det her.

Sådan går det nogle gange, og egentlig ret tit, synes jeg. Så kommer der lige nogle helt andre projekter indover end jeg lige havde regnet med 🙂 Men nu glæder jeg mig for vildt til det står færdigt.

Jah – og det var så lige oven i tur til Fyn, så den sidste uges tid har været vældig travl. I søndags afholdte collie-klubben Generalforsamling, og inden da havde de besluttet at afholde event for Årets Hunde. Som man kan se på “news-siden” var der 8 stk af huset her, som havde gjort sig fortjent til præmier og hyldest der.

Rigtig dejlig dag – bortset fra lidt rigelig blæsende på turen derover. Jeg hader at køre på Storebæltsbroen i stærk blæst i min lille letvægtsbil. Men det gik, og resten af dagen var fin.

Flere hvalpekøbere deltog også, og jeg ser dem ikke ret tit, da de faktisk bor på Fyn. Så efter præmieuddeling m.m. tog vi hen på en græsplæne, hvor hundene kunne få lov at løbe rundt. Det trængte de til efter efterhånden flere timer i en bil. Vi havde kaffe med, madpakker og så gik snakken ellers om alt og intet, trænings-issues osv. Super dejlig dag <3 Hver gang tænker jeg ” Ejjj, det bør vi virkelig gøre noget oftere” – og det vil jeg så minde mig selv om. Det er sådanne dage, der giver det hele mening!

Jeg har lagt billeder ind i en del gallerier her på det sidste, men i al fald hos Hera, Prima, Donna, Dixie og Rammstein. Vi fik taget lidt billeder på den græsplæne.

Nu er tæverne så startet løb herhjemme. Jeg nævnte det i sidste opslag, at det vist var om hjørnet. Jep – og nu kører toget. Fanny og Andrea er i løb, og Donna og Prima følger givet lige om lidt.

Så lige om lidt må træningskasketten vige en periode for opdrætterkasketten. Men rally kan vi da træne – de ældre tæver og mig. Prima kan komme ud og gå spor – og få varieret en masse der.

Vi gik spor i går – og hun er herresej. 500 m, med 4 knæk og 3 genstande, og det er “the IPO-way” med snuden i hvert eneste fodtrin. Der er høje krav til udførelsen der, og det er det, som tænder mig.

Hun gik genialt godt, trods stærk blæst – så jeg glæder mig til at skulle have hende til sporprøve i efteråret.

Lige nu ligger hjertet og fokus hos brugsarbejdet, og jeg synes det er SÅ spændende.

Men der sker en masse pt – også hos hvalpene af huset, og det er super spændende at følge med i.

Jeg er mega stolt over der igen er mange herfra, som er at finde blandt Årets hunde. Jeg har hele tiden haft fokus på arbejdsevner, mentalitet – og motor – i mit opdræt. Det er skønt at se, dels at de kvaliteter hos hundene bliver brugt, men også at de klarer sig godt.

Jeg er sikker på 2019 bliver endnu et spændende år, og der er allerede godt gang i det 🙂

Nu vil jeg kaste mig over havearbejdet!

Billede af leg med Prima på græsplænen på Fyn <3 Jeg elsker hendes drive.

Hendes FVF er bygget op på drift og leg . Det er den bedste og mest intense FVF, jeg nogen sinde har haft på mine hunde. Jeg lærer SÅ meget af at tænke træning med “brugshunde-øjne”.

Donna – 12 år til okt. og “still going strong” <3