Lapinettes blog

I dag har været den første dage længe – MEGET længe – hvor jeg ikke har skullet noget. Når jeg tænker tilbage, har dagene været fyldt godt op længe. Jah – hvalpene flyttede i slutningen af juni, og så er det gået slag i slag.

Gimli blev aflivet d. 27. juni – og Prima hentet medio juli. Der har været hvalpe af huset på ferie her undervejs, og flere til vask. Der har været arrangementer for Dansk Collie Klub jeg har stået for eller hjulpet til med. Der er hundeskole – og egen træning.

Lige pt bor Nellie her jo – dog kun til d. 5. sep. Så skal hun flytte hjem til sin nye familie. Det skal bare helst passe med de har ferie, så derfor bliver det der. I morgen mødes vi dog og går en tur med hende og Onkel Zico, som hun skal bo sammen med.

Bassie er også rykket ind på ferie, så her er godt booked op.

Jeg har det rigtig godt med at passe vovser af huset. Jeg synes det er så synd de skal på pension. Her er de trygge og føler sig hjemme. Men det er selvfølgelig et stort arbejde, for jeg synes jo også de skal opleve noget når de er her. Så her gåes mange, lange ture.

Nu begynder jeg dog at se frem til der kun er “os selv” herhjemme – så jeg kan få lidt bedre faste rutiner omkring vor egen træning osv.

Prima har været til første gang hvalpetræning – og hun var en stjerne 🙂 Tryg, glad – og non stop søgen kontakt med mig. Hun vil SÅ gerne arbejde. Efter nogle “fri-kommandoer” ville hun dog også gerne lege med de andre til frikvarter 🙂 Der var en bane med ting de skulle op på osv – forskelligt underlag, tunnel osv. Super fint. Masser af indkald – og indkald m. fører i skjul. Meget anderledes træning end hos de mere nørdede steder – hvor jeg primært har trænet med Fanny.

Kodeordet mange af de steder er “små hold” og individuel træning. Det er også hamrende godt ift færdigheder. Jeg synes selv jeg er super godt klædt på som fører og efterhånden kan lære mine hunde stort set alt jeg vil. Jeg har lært meget ved den træning. Færdighedsmæssigt er Fanny übersej. Hun er kodet og modelleret og jeg har en hund der kan alt med flot tempo.

Men vi har mistet noget andet undervejs……..som dog er ved at være rådet bod på, tror jeg.

Jeg TROR det har en bagside at stå på små hold, hvor man træner primært individuelt. Ofte fordeler man sig på en græsplæne eller i en hal, så man står i hvert sit hjørne. Så går instruktøren rundt og man får X antal minutters ene-time med fokus på lige det man vil. Det rykker færdighedsmæssigt. Til gengæld er der noget skidt kodning omkring hele set-uppet, tror jeg. Set fra hundeperspektiv.

Det er svært at forklare – men man laver et perfekt set-up, med langt til de andre og man mingler ikke. En prøve kan pludselig blive svær, når der er hunde alle vegne, de går tættere på osv. Det hele bliver også meget vigtigt – der er stort fokus på perfektion og man står der i sin lille bobbel og tilstræber perfektion. Det bliver meget alvorligt, det hele…………

Da hundene er sensitive, tror jeg måske det kunne være godt tingene ikke var HELT så vigtige 24/7. Hvor man dyrkede glæden, flowet og de andre, fremfor at se dem som “forstyrrelser”…….Mere naturligt.

Det handler meget om prøverne også, hvor der foregår meget om ørerne på os. Det har Fanny haft mere svært ved end mine andre hunde. De andre hunde har været på mange alm. hold i alm. hundeklubber – mens Fanny er trænet udelukkende på små hold med individuelt fokus. Det har givet meget – men også kostet andet. Tror jeg.

I den ånd er Prima nu i DCH……..Jeg mangler et ord. Det er lige på tungen…….for forskellen. Men “afslappet” kunne være et bud.

Hun var topsej på den bane med udfordringer – alt der hed spande og forhøjninger lavede hun elefanten på 😀 Hun er bare så topsød <3 Mors lille politihund. Derudover går hun den fineste lineføring/ fri ved fod non stop. Hun har det ligesom et par andre herhjemme – hun ElSKER den øvelse. Eller også er det bare mig der elsker den – og så smitter det 😀

Fanny og jeg kom også af sted på tirsdagsholdet i Vedbæk. Vi har nuppet en runde hos Hund og Træning og er så heldige at være på det seje konkurrencehold. Der lavede vi indkald med stop. Jeg har fiflet lidt selv – og vi fik da også pænt med ros. Fanny er ret god til det stop………

Her en lille bid på film fra i går herhjemme :

Hendes “stop” er godt nu – og tempoet ditto. Så skal der stabiliseres og varieres og forstyrres – men så er den da ved at være der. En efter en gnaver jeg mig igennem, og så er vi helt sikkert LP3 klar næste år.

Casey er rallychampionklar – nu faktisk. Måske jeg skulle se at få hende meldt til nogle prøver også.

– og Donna arbejder også super duper pt. Hun havde nogle dage med lidt nedsat tempo i forskellige øvelser, nu nu kører hun igen som vanligt.

Så alt i alt går det meget godt pt.

Næste weekend står på sporkursus – det glæder jeg mig til. Prima er den heldige deltager af huset. Hun er en lille sejert på spor, så glæder mig til at se hvad hun siger til vildtspor og kaninslæb.

Det hele garneret med en lind strøm af strandture, skovture, børstning og party. Jeg er bestemt træt, når jeg går i seng om aftenen 🙂

Det kører på pumperne pt.

Efter sidste hektiske weekend – gik der et par dage,og så blev jeg snothamrende forkølet. En lidt tungere omgang med feber også. Den har lidt svært ved at slippe. Så det er selvsagt noget træls.

Jeg var nødt til at melde afbud til Fannys træning tirsdag hos H & T – åhhhh, det var dælme træls. Det havde jeg glædet mig til, og var vildt glad for det den første gang deroppe.

Mandag aften startede jeg i DCH, Hvidovre hvor Prima skal træne. Denne første gang uden hund. Teori-aften. Vældig hyggeligt – og vi er et lille hold på kun 4. Denne afdeling har ikke haft hvalpehold før, så det er noget nyt. Alle “foundation-tingene” – klikker, at lære at lære, grundøvelser ift LP osv – nupper jeg herhjemme. Så bliver det socialisering osv – med henblik på at være “inde i folden”, så vi kan komme til at gå noget spor på sigt. DET er planen.

Jeg har svært ved at komme over “Honey”. Hele det forløb gik så stærkt og var så pludseligt, at det egentlig først er nu bagefter at jeg reagerer på det. I situationen var jeg handlende – hjalp hende, var der, kontinuerlig kontakt/besøg hos dyrlæge og fingeren på pulsen hele tiden. Da vi nåede til at hun ikke kunne holde på vandet, var jeg helt afklaret med, der intet håb var for bedring og der blev taget en god, værdig afsked.

Bagefter er jeg blevet snigløbet. Jeg savner hende – meget. Jeg tænker ikke, jeg kunne have gjort noget mere eller anderledes – så jeg er afklaret med forløbet. Men jeg er nu paranoid ift de andre.Det kan jo ske i morgen, at en ryg går ned – eller lign. – og så er vi der igen. Svært at lægge de tanker væk, og bare nyde det. Jeg er generelt den bekymrede type. Den side har fået en booster :/

Jeg har ikke fået trænet en hat den sidste uge her – bortset fra 15 min i voldsom regn med Donna torsdag aften. Jeg har dog de seneste mdr. kunne mærke Donna er blevet ældre, og det flasher voldsomt op nu lyset af mor Honeys bortgang.

Rally championklassen er ikke en pensionistklasse. Der er ting, som skal udføres rimeligt tjept – og der kan jeg mærke hun er begyndt at hænge lidt i bremsen. Sideskift foran f.eks – hvor hund løber frem, og undervejs vender hoved og fokus til den anden side, så den er klar til at gå på modsatte side. Der er hun ikke lige så tjep som hun har været.

Vi var til prøve i går – og hun var PÅ og gik super flot. 2 gange i alm. pladssidning nølede hun så for at komme ned i plads. Det gav 2 * forsinket reaktion” hvilket var helt på sin plads. Dem har hun ikke fået før – hun plejer at være ninja. Det var sådan det startede med Gimlis spondylose – så nu banker paranoiaen på. Jeg er ludhamrende fattig pt – Det har været dyre måneder i dyrlæge og aflivninger. Men jeg må få Donna tjekket med den ryg. Måske der så kan forebygges/gøres noget – så hun ikke ender som sin mor.

Fanny skranter også de her dage. Nedstemt humør, nedsat appetit om morgenen og træt. Det kan sagtens være løbetid om hjørnet. Sidst var hun januar, så det passer også – men det skubber også lidt på paranoiaen.

Så – selv om huset er fyldt med dejlige hunde, og jeg nyder meget alle de ting vi laver sammen, så har angsten lige skubbet sit klamme fjæs frem.

En GOD ting, er dog at Casey ikke har reageret på sin vaccine. Det var jeg også bekymret for – for sidste gang hun blev vaccineret udløste det den ondeste omgang borrelia, hvor jeg måtte smide alt jeg stod med og ræse til Dyrehospitalet, hvor hun røg i drop.

Jeg havde besluttet IKKE at vaccinere hende igen – men så var det også slut med at gå til prøver/træning, hvilket vi har genoptaget og nyder meget. Og jah – der er parvotilfælde på Sjælland af og til. Når der så også er hvalpe her jævnligt, er det jo sindssygt uansvarligt at have en hund gående rundt, der ikke er passet med sine vacciner. Så det var bare at bide tænderne sammen, får det gjort – og se, hvad der skete.

Der er ikke sket noget som helst – og det er dælme fedt!

Jeg får dog trænet lidt med Prima – og Nellie. De får 7-8 min hver dag. Ikke mere end det. Handler allermest om de lærer at tilbyde og løse tingene SELV. Det er jo en af mine kæpheste – fordi det giver sikkerheden og tempoet på den lange bane.

Her er Prima på sin 3 mdrs fødselsdag. Det var spændende at få ny hund udefra – og hvordan det ville være ift at beholde en af egne kræ, jeg jo allerede er meget knyttet til på forhånd. Ingen forskel der – jeg er SÅ glad for hende. Totalt forelsket.

Den her weekend har været vanvittig – startende fredag.

Sidder her med ondt i halsen, tæt næse og småfeber, og ved udemærket godt det skyldes den “stress” de sidste dage har forårsaget, så en virus-ting så nu kan holde den vildeste fest.

Som skrevet i sidste indlæg gik Honeys ryg pludselig ned. Smertestillende gjorde ikke noget for hende, så ny plan blev iværksat med prednisolon. Måske kunne det lægge låg på – sidste halmstrå. Det ændrede heller ikke noget og pludselig kunne hun ikke holde på vandet, så nervebanerne ned til blæren var også påvirkede. De fleste dage kunne hun godt gå vores lille tur rundt i skoven ved siden af – langsomt og noget stavrende bagtil. Men hun gjorde det, snusede interesseret til omgivelserne og samlede alle de pinde op hun fandt, som vanligt. I fredags var det så 3. dag hvor det blev en tand værre. Hvor hun tilsyneladende slet ikke kunne mærke højre bagben – og gik meget mærkeligt. Hun trippede af sted med forbenene – lignede en der gik på glødende kul – fordi de bar al vægten. Dagene imellem hvor det gik nogenlunde gav håb – men da 3. meget skidte dag så kom fredag, tog jeg beslutningen. Nu måtte det være slut.

Jeg ringede til min dyrlæge, og fik at vide jeg kunne træffe hende lørdag ( de har lørdagsåbent fra 9 ). Fair nok – jeg ville have en tid mandag/tirsdag, for hun virkede ikke til at have smerter, og virkede glad og fro. Hendes krop ville bare ikke samarbejde helt med hende, men hun klarede sig dog. Lørdag morgen ændrede planen sig, da hun pludselig ikke havde kontrol over sin blære længere. Så jeg ringede lørdag morgen i vagttiden for at sikre mig at kunne få en tid lørdag.

Det fik vi – lidt over en time efter.

Det var hårdt og det forløb har gjort rigtigt, rigtigt ondt. Honey havde i øvrigt ikke skyggen af gigt ( vildt med sådan en gammel hund ), kunne løbe, springe, gå flotteste fri ved fod, lege med de andre………..for bare 14 dage siden. SMAK, så skete der noget i ryggen, så nervebanerne ikke fungerede. Åh, hvor er det unfair, synes jeg 🙁

Jeg øver mig i at tænke på, hun faktisk blev 12 år primo juli, og at hun er en heldig hund at have levet over 12 år så frisk og frejdigt, som hun gjorde. Hun har haft et langt, flot og godt liv.

Dagen inden – fredag – fik jeg Nellie retur. Nellie er fra I-kuldet og er altså 3½ måneder. Der er intet som helst galt med Nellie, og ejerne var ulykkelige over at måtte af med hende. Men de følte hun skulle have mere end de kunne give. At hun kedede sig hos dem. Det har taget pippet lidt fra dem, hvor meget en hvalp egentlig kræver – det er 14 år siden sidst.

Så hun bor her nu, mens vi venter på et super hjem finder hende. De får en lækker, lækker hund – som jeg havde beholdt, hvis ikke det var fordi jeg havde Prima. Nellie er lige som jeg gerne vil have dem. Super SØD hund, elsker mennesker, vil vildt gerne samarbejde, men arbejder også fint selvstændigt, ustresset med fin slukknap, derudover livlig – og født med en sundhed der ikke fåes bedre. Smuk – synes jeg også. Hun er ca. 75 % amr. hvilket også ses tydeligt på både hende og hendes søskende. Hun vil være den ideelle trænngspartner – og det kløer i mine fingre for at arbejde med hende. Vi starter sikkert lidt op……..

Hende og Prima har fundet hinanden og de sidste par dage har huset været fyldt med liv og 2 legende hvalpe. Det er godt nok. Der er ikke ret meget mere livsbekræftende…….

Alt dette var jo egentlig rigeligt til at fylde en weekend – men jeg havde for længe siden lovet at hjælpe DCK lørdag, hvor en mentalbeskrivning løb af stablen. Jeg synes det er så vigtigt med det tilbud til collierne – og vil gerne støtte alt jeg kan. Jeg spurgte til for lidt tid siden hvad jeg kunne gøre for at hjælpe – og fik at vide jeg kunne sørge for frokost til beskriverne. Yes – Roger, I do.

Det fik jeg købt ind til fredag og gjort det meste klart – hvilket var heldigt, da Honey pludselig blev så dårlig og vi bare måtte af sted. Det var en helt absurd dag – ringe til dyrlægen, stå og regne på tider og hovedet og så beslutte at det var bare at sted NU. Ned og gennemføre det – og så haste hjem og stege frikadeller. Jeg var ked af det i bilen ned/hjem – og så måtte jeg forsøge at lægge det til side, mens næste opgave blev løst.

Ellyn kom og passede mine hunde – hun var hyret i god tid, for at Prima ikke skulle være alene hjemme så længe. Vupti – nu var Nellie her så også, så det var godt med en hundesitter. Summer var også med, så det var den rene hundefest her i huset.

Stege frikadeller, pakke ned – og så afsted til Stenlille. Den kage jeg havde planlagt at bage om formiddagen måtte jeg simpelthen springe over.

Landede rettidigt i Stenlille – og fik leveret frokost. Vidste ikke hjemmefra om jeg magtede at blive og se mine 2 H hvalpe efter frokost. Ville ønske jeg kunne, men vidste ikke om jeg kunne. Det kunne jeg godt – et kraftig tag fat i nakken på mig selv og fokus på dem – så gik det.

Det er jeg glad for jeg gjorde – de gik 2 fantastisk flotte beskrivelser. Sociale, venlige, meget håndterbare, gode afreaktioner, nysgerrige, og skudfaste. Gode på leg også – Hollie lidt mere end Hera. Hollie knoklede også efter haren begge gange – det er ikke så tit collierne gør det.

Deres bror Balto har lavet en mentalbeskrivelse i Jylland, som minder meget om de 2 søstres, så det lader til det kuld er blevet lige som håbet. Pepsi er skrevet op på venteliste i Jylland – det er svært at finde plads derovre. Håber det lykkes.

Da vi stod med Hera bagefter og testleder gennemgik skemaet med ejer, gik hun logrende rundt til alle i gruppen, som stod omkring. Hilse, hilse, logre, logre – den ene efter den anden. Summer er en sød, social hund – farmand er nærmest labrador i den afdeling, og det var lige DET jeg faldt for. Som Hera gik rundt der – det kunne have været hendes far. Dejavu-oplevelse. Og lige præcis en karakter-egenskab jeg kunne ønske collierne havde mere af. “En collie skal være reserveret” . Hvorfor dælen skal den det ??? Hvor står det ???

Men ja – mange er det, og det er vigtigt for mig at avle væk fra det. Reserveret er niveauet inden bange!!! “Jamen, det er praktisk, for så bliver den hos os og løber ikke hen til andre”. Seriøst ??? Skal vi have noget forsigtigt, småbange – fordi det er nemt ??

Ja, det er en af mine kæpheste. At collien skal være sådan, fordi den er en hyrdehund, holder ikke en meter. Den skal turde løbe væk fra hyrden – sågar vældigt langt – for selvstændigt at hente en flok får.

Da jeg mødte H´ernes far, og så hans glade, imødekommende, opsøgende væsen tog jeg beslutningen at bruge ham. Trods han er af de linier fra Tyskland, som træner og konkurrerer i IPO, og jeg gentagne gange har set colliefolk himle om hvor forfærdeligt det er, og hvor aggressive de er – og “sådan” er en collie ikke 😀

IPO er noget man træner, ikke noget man “er”. Nu har Hollie og Hera i al fald vist hvordan sådanne tilsyneladende genetiske IPO-hunde er skruet sammen…….og aggressiv er vist ikke det, som falder først for 😀

Jeg kender Nexus mor – hun er halvsøster til min Bassie. Jeg kender deres fælles far. Eros var en sød hund, men havde slet ikke det der milde, søde, labrador-agtige væsen. Kender også til mor-siden. Så almindelig udelukkelsesmetode sagde mig, at det meget sociale, labradoragtige måtte komme fra den tyske far. Som – ryste bæve – var den forfærdelige IPOhund, som havde en million sportitler, RH titel, samt IPO 1-3. Politihunde læste jeg en dansk opdrætter, kalde “den slags” 😀

Skulle denne politihund virkelig være årsag til nærmest lallende labrador-adfærd ???

Jeg tillod mig at antage dette – og det var en meget væsentlig faktor ift jeg kørte ned og hentede Prima på “hans” kennel, og også fik kløet ham bag ørerne. Det viste sig antagelserne holdt stik. Jordens sødeste 4 collier ever tog imod os, og særligt Primas farmor var eget overstrømmende og kunne slet ikke holde op med at kysse. Hun har også titlerne IPO1-3 – og laver bidearbejde.

Oven i sorgen over at miste 2 gamle hunde på det seneste, går jeg også rundt med en følelse af opdrætsmæssigt at være ved at være hvor jeg gerne vil. Jeg startede ud med hunde af udstillingslinier – hvor Honey godt nok blev valgt på sin drift, tempo og megen leg. Siden er der nørdet utallige mentalbeskrivelser på hunddata, og tjekket sundhedsresultater – og jeg har besøgt og mødt en masse hunde. På 4 generationer synes jeg meget er flyttet – og den gode samarbejdslyst er bevaret + det mentale er styrket. Jeg har mødt flere hunde, som har fantastiske mentale profiler, men ikke har udtalt samarbejdslyst og heller ikke er let trænbare. For mig er det tydeligt at de 2 egenskaber er 2 forskellige. Så øvelsen er at få det hele med……..

Hold op, hvor har jeg siddet mange timer og dissekeret linier/hunde – og jah, nogle kalder det at “avle på cifre”. Det kan man måske godt sige, idet der er nogle cifre jeg ikke ønsker at avle på. Men da der er flere hunde, med “rigtige” cifre – så er det jo stadig bare et parameter ud af flere. Der er jo stadig sundhedsresutater ( hov- kedelige cifre igen, men dog ret vigtigt om hofterne hedder A eller E – eller ??), arbejdsresultater, eksteriør og så selve mødet med hunden.

Der går 3 I hvalpe til træning hos mig, og nu bor Nellie her. Jeg må sige, de også i den grad lever op til forventningerne, og jeg glæder mig til at følge dem fremadrettet.

I aften starter Prima og jeg på hvalpehold. Vi har valgt DCH denne gang – for at kunne træne mere brugssport. Vi er startet op med spor, efter grundig indførsel fra IPO-ven – og det går fantastisk godt, og meget mod mine forventninger er jeg faktisk blevet bidt af det.

Fanny og jeg startede sidste uge hos Hund og Træning på tirsdags-konkurrenceholdet med henblik på at blive LP3 klar. Vi røg ind på holdet med Birgitte Brüel og Louise Wibroe og 2 mere og altså dermed nogle seje damer. Meget motiverende – og Fanny gjorde det sk… godt. Vi fik totalt meget ros og jeg er SÅ motiveret til at give LP3 en over nakken i 2018.

Der bliver lige en periode her, hvor jeg skal finde min ben og min hverdag igen. Jeg savner mine gamle hunde………

Gimli ligger nu her under denne rose – i en urne. Nu må jeg have gjort plads til Honey og endnu en rose ved siden af.

Det må være tid at opdatere.

Der er selvsagt godt gang i den her i huset, med en “lille ny” om borde. Derudover bor Bobby her også pt på 14 dages ophold, hvor familien er på ferie. Han er ofte på ferie her, og er nem. Det er super hyggeligt at have ham her.

Alle hundene går sammen – uden problemer. Der har ikke været det mindste. Prima er som hvalpe er – hamrende fræk, men de store har en mega tålmodighed. Særligt Fanny må stå model til en del, men hun synes vist mest det er hyggeligt. De 2 leger også rigtigt meget sammen nu – top cute med en stor og en lille Dupond.

Bobby har også jævnligt et lille sort dyr hængende i kraven – og Donna ditto. De andre er Prima ikke så fræk overfor. Til gengæld ligger hende og Casey “arm i arm” hver aften – og Andrea og Prima sover sammen i løbet af dagen. Det hele er bare i balance.

Jeg er meget begejstret for Prima – jeg synes hun har en dejlig balance mellem rolig, sød og totalt maniac. Ved første øjekast hun mest sød og nem – super hundesprog og elsker bare mennesker. Men der er meget mere i hende end det – super nysgerrig, elsker at arbejde ( og samarbejde ) og der er rigtig meget leg i hende.

Meget, meget spændende at lære hende at kende – og hun er totalt min lille efternøler 😀

Vi er ude at gå en tur hver dag – bare hende og mig. Hun skal lære at navigere alene uden flok. Det klarer hun top super.

Nu er Prima jo af en familie med en masse ekstremt flotte brugsresultater, så jeg har jo følt jeg burde sætte mig ind i noget af det og træne med hende, når nu hun har det “i sig”. Derudover har jeg trænet rally og LP i nu 10 år – så er færdighedsprøverne kommet til, som jeg synes er super fine også.

Men jeg kan mærke jeg faktisk bliver lidt opstemt ved tanken om at skulle lære noget nyt – og helt andet. Jeg vil stadig træne LP og rally – Prima skal nok komme til at lave det hele der også, men nu skal vi prøve at træde nogle nye stier også.

Spor har jeg aldrig forstået. Har været på nogle endageskurser hist og pist – hvor man som regel har gået X antal skridt lige ud og lagt en boks med godbidder for enden. Så har det ligget en vis liggetid, og så har hunden fået sele på og har pløjet sig igennem – med store udsving til begge sider. Røget af sporet – og man har stået og peget og sagt “søge” og på en eller anden måde landede man ved boksen. Donna har været den skarpeste – der har jeg ikke været i tvivl om hun gik spor, og det var også den lige vej. Men hun har ikke haft det dybe søg, som jeg synes ser mest lækkert ud. Jeg har heller ikke andet hvad vi lavede – har bare hængt på i den anden ende af snoren 😀

For lidt tid siden hjalp jeg så en IPO-dame med noget LP. Vi har fælles bekendte, og hun fandt frem til mig. Hendes hund har IPO3 titel og er kun 4 år. Den har desværre en sygdom der giver for korte sener i bagbenene, så den kan ikke lave IPO mere,så nu vil hun træne LP med den, for den skal aktiveres. Så vi mødtes og hun blev guidet igennem LP1 – og det meste af en LP2. Nu er hun så meldt til prøve i det.

Der fik vi snakket en masse også ( og drukket kaffe ),og jeg fortalte jo om det lille pus jeg snart skulle hente, og også at jeg gerne ville træne noget mere brugsorienteret. Ejjj, jamen – hun ville vildt gerne starte os op i spor………hun elsker spor, det er passionen over alt. Wow – heldige mig, for jeg var ikke i tvivl om det ville blive super godt.

Vi var nede hos Lea i går, og for første gang kan jeg se ideen og det sjove i spor. Det blev bygget op meget bevidst med fuld kontrol – og langsomt, langsomt hæver man kriterierne. Ligesom jeg kan lide at arbejde. Cirkelspor – for at hunden ikke bare lærer at pløje derudad lige ud…….og man har en midterpind med en snor på, man spænder sig selv fast på, når man lægger sporet – så man er sikker på det er en rigtig cirkel.

Jamen, jeg er begejstret – det hele gav så meget mening.

At min lille hund så også gjorde det super godt, er jo fedt. Hun fik SÅ meget ros……….ingen tvivl om de evner ligger i generne.

I går var første gang hun prøvede det – i dag gik vi 2 spor herhjemme på sportspladsen bag mit hus. Hun optager sporet med det samme hun sættes ned – og hver enkelt lille godbid inhaleres. Det går ikke stærkt, men det er grundigt og dyb søg, og det tror jeg er den rigtige indfaldsvinkel.

Her er hun i dag. Hun har jordens sødeste lyd, når hun går der – man kan simpelthen høre, hvordan næsen sniffer løs 🙂 :

Klikkertræning er hun også præsenteret for – og elefanten er stort set i hus og hun er roterende. Det er håndtouch og nogle andre småting også.

Jeg har meldt mig ind i DCH, Hvidovre og vi starter lige om lidt på hvalpehold. Jeg kender ingen i den afdeling,og det er også lidt fedt at komme og være et nyt, anonymt ansigt. I Hvidovre har de IPO – og min plan er at komme på det hold efter hvalpeholdet – det har jeg faktisk allerede fået lov til.

Jeg ved ikke om vi nogensinde når til at kunne stille til en prøve – men jeg vil se om vi kan.

Samtidig med skal vi også træne LP og rallyprøver vil der klart også komme nogle af. Men indlæringen der kan jeg jo klare meget af selv. Så sjovt at prøve noget andet også. Derudover tror jeg faktisk meget af det arbejde forstærker selvtillid osv i hunden, så det tror jeg er godt.

Der er nok at se til – Fanny og Donna konkurerrer pt i rally – og lige om lidt har Fanny forhåbentlig RØM titlen. Herhjemme træner vi LP. Nørder en del med rundt om kegle, stå – apport og spring. Den er faktisk i mål – og pt stabiliserer vi. Donna får lidt fp2 træning.

Casey burde også lave noget, men vi er rendt ind i at hendes vaccine nu er udløbet ift DKKs konkurrenceregler. Sidst hun blev vaccineret udløste det er grimt borrelia-tilbagefald,og min dyrlæge sagde at hun måtte aldrig mere vaccineres. Så er der gået 4 år uden tilbagefald, men hvor hun overvundet noget der sandsynligvis var en mindre hjerneskade. Vores træning har hjulpet meget der………..og de var stort hun blev rallychampion sidste år. Jeg synes det er svært at få trænet, hvis der ingen prøver er………….jeg gider ikke, simpelthen. Eller jo – tænker at jeg godt gider, men må konstatere jeg ikke får det gjort.

Så tog en snak med min dyrlæge i går – og på onsdag bliver Casey vaccineret. Det mener Nina godt hun kan klare, når hun har været rask i 4 år.

Jah – og den snak var face to face, idet jeg var hos dyrlægen med gamle Honey, som pludselig ikke kunne bruge sine bagben rigtigt. Som om hun slet ikke havde kontrol over dem. Det viste sig at sandsynligvis være en diskosprolaps, hvor der sidder nerver i klemme og giver nedsat reaktionstid til bagbenene. Det var rigtig skidt da det skete – og det er blevet lidt bedre siden. Stadig går hun nu ret skidt………Jeg vil kun lige tage hende en tissetur ud på sportspladsen – længere end det magter hun ikke.

Nu er hun på smertestillende, og så håber vi det tager den hævelse hun har omkring rygsøjlen. Dyrlægen påviste en sådan hævelse i nederste del af ryggen – og den alene kan trykke en del på nerverne. Åhhh, jeg håber hun bliver fin igen 🙁 Hun blev ramt på månedsdagen – præcis 1 måned – efter Gimli blev aflivet. Havde godt nok håbet at have super friske Honey længe endnu, og så kommer sådan en tur 🙁

Alle fingre krydsede her. Det gode er, hun er super glad og ikke virker til at have det skidt. Hun hjulrede rundt hos dyrlægen, med ørerne helt fremme og tiggede godbidder. Hun spiser godt herhjemme også, men hviler selvsagt meget.

Jah – som skrevet – vi keder os ikke herhjemme pt 🙂

Jeg mangler at lave en side til Prima – men jeg har lavet et galleri, hvor billeder af hende løbende lægges ind. Det er HER

Så sidder jeg her med kaffen. Prima har lige lagt sig til at sove, efter at have tæsket rundt 1½ time, så nu får hun lige lov at få en lille lur inden vi smutter på stranden.

ENDELIG er hun i hus – og det er fantastisk stort for mig. Det har taget år at indkredse de steder jeg kunne tænke mig at få en hund fra, hvis den skulle købes udefra. Jeg har disskeret mange, mange hjemmesider og trevlet mange linier op.

Når man gerne vil have en collie, hvor familien har vist noget arbejdsmæssigt, så er udbuddet allerede en del mindre. Jeg har de sidste år tænkt, at næste hund skulle være udefra, for at få nyt blod til kennellen. Jeg synes det er blevet sværere og sværere at finde gode hanner, som er mentalt gode, har vist noget arbejdsmæssigt ( eller afkom/familie har ) og hvor sundheden er i top. Til gengæld er der et par hanner af egen avl, jeg gerne ville bruge selv – men som er i familie med hvad jeg har. Så løsningen lå jo lige for – en tæve udefra, hvilket også måtte være på tide efter nu 10 år med opdræt.

Udgangspunktet var kompromisløshed. Skal der bruges en masse penge, tid og rejseaktivitet skal det være tæt på perfekt. Det er IKKE nemt. Jeg har truffet mange collies, der på papiret var gode, men som manglede den intensitet i samarbejde jeg synes jeg har her med mine hunde. Det tætte samarbejde – glæde i øjnene, spændingen i kroppen over bare at få lov at gå fri ved fod. Så kan der være fine resultater i diverse brugsgrene – men jeg vil jo gerne have det tætte samarbejde og ikke mindre der, end jeg er vant til. Jeg vil OGSÅ gerne have selvstændighed og lysten til at løse opgaver selv. Det er rigtigt svært at finde hunde, der tænder på begge dele.

Jeg ville have en hund med rigtig meget leg – og lyst til at lege vildt. Det er den ultimative belønning, hvis man vil have intensitet i mange øvelser. Det er en del af det at få en god fri ved fod også også. Man kan putte rigtigt meget leg ind i sin lydighedstræning.

En nervestærk hund – selvsagt,hvilket intet har med arbejdsevner at gøre. Det er 2 forskellige ting. Det der med at bare hunden er KORAD er det en sublim arbejdshund, er ikke min oplevelse.

Man hører ofte collier skal man ikke gentage øvelser med – så gider de ikke. Det er sikkert rigtigt i mange tilfælde – men det er lige præcis det jeg gerne vil væk fra ( mine hunde gentager gerne ). Jeg vil have hunde der kan, vil og tænker YES!!!!

Åh, et af yndlingsemnerne – og det hele handler om balance også. Drift, glæde, nysgerrighed, intensitet – men absolut ikke stress.

Jeg er mao kræsen, og har gennem årene støvet et par tæver op, jeg syntes var spændende og holdt øje med dem. En blev parret sidste år – men hannen var bestemt ikke mig, så det var ikke en option. Så blev Ice annonceret at skulle parres nu – og hannen var også super duper.

Men eftersom det er en unik arbejdskennel, som sælger til hele Europa og collie-workoholics står i kø, var jeg jo noget spændt på om der kunne blive en til mig.

Det kunne der – og nu efter lang ventetid, 1900 km kørsel, 27 timer bag rattet ( med kun 4 timers pause ) er Prima i hus.

Jeg er fuldstændig og aldeles forelsket – hun er alt hvad jeg drømte om. Her på 2.dagen går hun allerede med hele flokken, og har et super hundesprog. Hun ved lige nøjagtigt hvordan hun skal håndtere hver enkelt. Det er fuldstændig problemløst. Mine hunde er så også vant til her er hvalpe osv – det hjælper selvfølgelig en del.

Lang, lang biltur – hvor hun bare sov eller legede lidt med den af os, der sad med hende. Ud og tisse på rastepladserne – og en fest på færgen, hvor hun nysgerrigt og med logrende hale opsøgte alt og alle.

De voksne hunde i familien hilste vi også på – og mere sociale, søde, glade hunde skal man lede længe efter. Flokken tæller Primas mor, mormor, farmor og oldefar. Oldefar er også farfar til mit H kuld. Oldefar ( på mødrene side ) og farmor har begge titlerne IPO 1-3 + et hav af sporhunde og redningshundetitler. Alle hundene har flere brugstitler. Flere er også uddannede terapihunde.

Havde jeg en femmer for hver gang jeg har hørt hvor forfærdeligt det er man træner bidearbejde med en collie, så behøvede jeg ikke købe kaffe resten af mit liv. Nogle går en tand videre og taler om de er aggressive. Søde venner – I aner ikke hvad I taler om!!!

Bidearbejde er leg og drift – ligesom når man hyrder får. Man arbejder med byttedriften – og hundene synes det er SJOVT. De er milevidt fra at være aggressive eller ville nogen noget ondt. Det er leg!

Til vore mentalbeskrivelser vil vi gerne have hundene leger og bider i et tov, vi holder i. Hvorfor er det pludselig noget helt andet forfærdeligt fordi det er et ærme ?? Hunden har lært det ved først et bideskind, så en dims på armen, der hives af lige så snart hunden får fat og så er der trækkeleg – for til sidst at de holder fast i ærmet. Det er “same shit” som “leg” på mentalbeskrivelsen.

Det kræver en tryg hund med gode sociale kompetancer at kunne lave disse ting med en fremmed. BINGO – DET er godt. Reserveret, halvbange, ængstelig, kan ikke lide mænd, bange for børn – er godt at komme væk fra. Gode sociale kompetancer er GODT! Allermest for hunden selv.

Primas familie viste lige præcis dette. Alle gik med alle hvalpene – i god ro og orden. Alle kom og hilste glad og venligt på og ville os SÅ gerne. Farmor Donna kunne ikke komme tæt nok på – kunne hun kravle op på skødet af en og putte sig ind, havde hun gjort det.

Mens vi gik rundt der, tog opdrætter sådanne oppustelige poser der kan ligge i pakker, så tingene ikke ødelægges. Idet vi går ud smider hun den ned på fliserne og jokker hårdt på den – BANG siger det. Jeg hoppede da næsten ½ m for jeg havde ikke set den komme – hundene løb bare logrende videre sammen med os. Enten er de døve – eller totalt seje.

Jeg var SÅ imponeret – af hele flokken. Jeg er også SÅ imponeret af lille Prima. Efter allerede 2 dage kan jeg sige hun er alle pengene, spekulationerne og den lange rejse værd. Jeg er helt vild med hende!!

Opdrætter ville gerne have et billede af mig med hendes hunde – der var Jeannette lige hurtig og tog også nogle. De fleste blev ikke så gode, fordi farmor Donna havde så travlt med at networke med mig 😀 – men her kysser hun kun. Alle hundene var fantastiske – Donna var helt vildt fantastisk. Nøjs, hende kunne jeg godt lide.

Fra venstre er det mor Ice, oldefar Belos, mormor Evita, farmor Donna – og lille Prima.

Hun hedder Pia vom Bopparder Hamm. Pia syntes jeg ikke hun skulle hedde, for det hedder mange i min omgangskreds. Så efter lange overvejelser har jeg tilsat 2 bogstaver, og så får hun min Donnas “fornavn” på hendes stamtavle. Så er linket der til hende, hvis rolle Prima skal overtage som træningshund.

Derudover siger man ikke dygtiiiiig i Tyskland, når man træner hundene, fandt vi ud af. “Priiiima” siger man – og da jeg hørte det var beslutningen taget. Tænk at hedde “Dygtig”? 😀 😀 😀

Ingen tvivl om hun tit har fået at vide hun var dygtig, for hun reagerer på ordet Prima <3

Jeg kunne skrive en hel bog om alle disse ting. Det optager mig meget hvad en “god collie” er – og alle detaljerne.

Jeg havde tysk i skolen, hvilket jeg ikke var god til. Det er 30 år siden. Jeg har sludret lidt på job også – som klassisk musiker er der tyske dirigenter, Østeuropæiske kolleger osv så der er også snakket lidt tysk. Men jeg er IKKE god til det. Forstår det meste, men har svært ved selv at finde ordene ( og grammatikken gider jeg slet ikke tænke på 😀 ). Alligevel gik snakken livligt i 2 timer med opdrætter med intens dialog om collier, tankerne om dem – og hold fast, hvor var vi enige. Spændende spændende – og dygtig dame!!

Vi måtte simpelthen løsrive os – vi kunne have siddet der en hel dag og bare udvekslet tanker og oplevelser. Men der ventede jo lang tur hjem.

I den forbindelse kan jeg ikke takke min veninde Jeannette nok for at køre med. Jeg kunne ikke have kørt så langt alene – 27 timers non stop rejse. Rigtigt hyggeligt var det også med sådan en tur sammen – så hele oplevelsen var bare win/win.

Hjemme passede min søn huset, og så kom 3 hold hvalpekøbere morgen/aften og luftede mine hunde. KÆMPE tak til Winnie, Emilie og Louise + fam. <3 I er bare guld værd!!!!

Jeg er så glad – og glæder mig til at lære Prima rigtig godt at kende. Der venter nogle spændende år – og konkret i eftermiddag en legeaftale med Icha fra I kuldet 🙂 Så er der partyyyyyyyyyy!

Så er 2-3 års søgen efter ny hund “udefra” i mål og om 14 dages tid har jeg mit kommende lille pus i armene.

Det har været en lang jagt, hvor jeg har kigget på mange, mange hunde – både online og irl – og ikke kunnet finde hvad jeg søgte.

Det skal jo være en træningshund – som kommer til at efterfølge Donna i den lille flok af træningshunde herhjemme. Jeg har altid haft 3 stk – for det er vigtigt de også får pauser, og så er det godt med andre at arbejde med imens. Derudover keder jeg mig ved at træne det samme og samme – så fint at træne LP med en, rally med en anden osv.

Det er ikke nemt at efterfølge Donna. Hun er noget særligt ( synes jeg ). Donna bliver også ved så længe hun kan, men hun bliver 10 år om lidt – så på et tidspunkt må der jo trappes ned.

Har kigget en del i Sverige, hvor rigtigt meget er testet mentalt og sundhedsmæssigt. Det kan jeg rigtigt godt lide. Mange træner også en del brugsarbejde, hvor hundene skal arbejde selvstændigt. Siger også meget om en hund, den kan det. Til gengæld synes de fleste lydighed er møg kedeligt – så det er svært at finde hunde, der topper der. Konkret har jeg ikke fundet den iver, kæmpe samarbejdslyst og intensitet Donna har deroppe – i LP og anden tæt samarbejdende sportsgrene. Måske har hundene det “i sig”, men når det ikke trænes så meget – er det svært at vide. Jeg har været oppe og kigge – og “hjertefølelsen” er udeblevet.

Så så jeg tilfældigvis en video på FB – og en gruppe for “working collies” WAUW – det var lækkert. Ganske ung hund – stor hvalp, som trænede FVF. Jeg var helt solgt. Det ar Marjolein fra Holland med hendes Jona. Jeg kunne se Jona kom fra den kennel, hvor min veninde Marias nye hunds far boede.

Så mig tjekke en hel masse op – og jeg var vild med hvad jeg så. Avlede på oprindelige arbejdslinier – og trænede brugsarbejde. IPO1-3 har flere af hundene, et hav af sportitler og redningshundetitler. De er også uddannede terapihunde mange af dem. Fascinerende univers.

Så skulle Summer parres, hvor jeg var på den store tur op i Sverige, og endte med at vælge Nexus ( min venindes hund ), hvis far er avlshan nede på den kennel. Det var ellers ikke en option hjemmefra – han var meget ung, men han var ( er ) godt nok noget særligt. Allermest mentalt – jeg har aldrig mødt mere åben, social og glad collie. Man siger jo de der “IPO-hunde” er nogle aggressive sataner – der sættes ofte lighedstegn der. Han er af de linier, der kan det………og her stod jeg med noget der måtte være en overglad labrador puttet i collie-forklædning.

Han blev far til Summers hvalpe – og det har naget lige til nu faktisk at jeg ikke beholdte en. Deres sociale kompetancer er helt i top – og arbejdsmæsigt har de også så meget med sig. Hvad Erika har opnået med Hera allerede, er jo helt fantastisk.

Nå – jeg bad Maria spørge Marjolein om hun skulle have hvalpe på Jona – for så ville jeg gerne have en. Nope – Jona er steriliseret. Hm……….

Så mig kigge videre – og så faldt jeg over hendes søster. Helsøster – men fra tidligere kuld. Ice – som bor på kennellen. Det er Marjolein som er på besøg og lige skal prøve lidt FVF med hende. Hun er 8 mdr.

Hun er her :

Den samarbejdslyst, iver og intensitet – jeg er helt vild med det. Det er det jeg gerne vil have…….

Så hende har jeg fulgt et par år – og nu skulle hun have hvalpe. Med en lækker lækker han også – født på kennellen.

Så mig tage kontakt, krydse fingre – og håbe på at komme i betragtning. Hundene fra kennellen sælges til hele Europa til arbejdsnørder som mig.

Jeg fik et par fælles bekendte til at lægge et godt ord ind også ( de tilbød det selv 😉 ).

Og JO – kom der tæver nok, kunne jeg komme i betragtning. MEGET MEGET spændende.

Så KOM hvalpene – og der var tæver nok, og så var det spændende hvilken det blev. En af dem havde jeg øje på med det samme. Anatomisk var hun bedst ( synes jeg )- og hendes udtryk minder mig lidt om Fannys i den alder.

Dejligt at få at vide hun er den med mest power – og opdrætteren synes jeg skal have hende. Ingen julegave ever kan matche den glæde jeg oplevede ved den mail. Sundheden på hvalpene kan stort set heller ikke være bedre. Mor er genetisk fri på øjnene, så hvalpene kun bærere og der er ingen HD omkring.

Opdrætter siger, hun minder hende så meget om hendes farmor Donna – og hun er gudesmuk, uddannet terapihund, har mange titler -bl.a. IPO 1-3 og står for mig som noget af det mest fantastiske. Så det er STORT.

Mine egne I hvalpe har jeg også været vældig forelsket i – og er det. Synes de er SÅ lækre med power, nysgerrighed, sociale og synes verden er en stor fest. Det har kløet for vildt i fingrene at beholde en af dem – som jeg kender. Men jeg har holdt fast i der må “nyt blod” til – og lige nu er jeg vildt spændt på at lære den lille basse af kende.

Hun hedder Pia Vom Bopparder Hamm – og hun er her – 5 uger gammel :

Hun bliver 7 uger i dag – og om et par uger henter jeg hende sammen med min veninde Jeannette. Uhhhh, hvor er det svært at vente.

Alt er klart – nu venter vi kun på dagen.

Hun kommer til at indgå i mit “træningspack” herhjemme – med Fanny og Casey på sigt. Casey vil nok altid være lidt på nedsat kraft – f.eks overvejede jeg om vi skulle i gang med LP3 – men det forkastede jeg.Hendes hjerne bliver aldrig helt som den var – så jeg tænker det er et for stort program for hende.

Til gengæld er Fanny ved at være der, hvor jeg vil have hende. Hun har altid arbejdet suverænt godt med masser af intensitet, men hun har været let at forstyrre. Hun er også meget social – og har haft svært ved at koncentrere sig hvis der stod en dommer, sad mennesker osv. Så hun har været eminent til træning – mindre god til prøver. Jeg har tænkt det var et spørgsmål om lidt sen modning, hvilket min træner har bekræftet – mange gange 😀 Også når jeg selv satte spørgsmålstegn ved mine tanker 😀 😀

Donna modnede faktisk også lidt sent – og Bassie i endnu højere grad, så det ligger jo i familien.

Men hun lavede to fine LP2 prøver sidste år – og i april lavede hun en SUPER fp2 prøve – 1-2 uger efter hvalpene var resorberet. Hun har ellers været meget påvirket ifm løbetid og hele perioden efter som yngre, men det lader til det også er væk.

I søndags blev hun hevet med til rallyprøve – i ny klasse, som hun aldrig har trænet. Vi nuppede lige 3 dages træning, hvor det hurtigt viste sig at bakke og 360 grader venstre om var det sværeste ( bakke = hoppe 5 m baglæns i Fannys verden 😀 😀 ).

Det var dag 1 – dag 2 omkodede jeg det billede i hendes hoved, dag 3 gik vi for første gang en hel rally øvede bane ( og kun 1 gang – ikke dårlig kodning her ). Dag 4 gik vi prøve – og hun gik super. Både bakke og 360 grader venstre om indgik – og hun gjorde det fint.

Det vigtigste – hun var PÅ, glad og intens og tidl multitasking på omgivelserne var helt væk.

Såh – nu skal vi en hel masse også. Først en masse rallyprøver for at få prøveerfaring og få det stabiliseret. Hun kan faktisk det meste i LP3 – den var stort set trænet op, inden hun blev parret – så 2018 står på LP3 for hendes vedkommende. Så er færdighederne finpudes, og vi har trænet “at gå til prøve” en masse her i 2017.

Så der er gang i den herhjemme – og jeg elsker det 😀 Det hele er super spændende.

Om et par dage rykker Huxi ind på ferie. Så skal vi et smut til Næstved og HD fotograferes. Efter Tysklandstur – rykker Bobby ind på ferie, så sommeren byder også på herligt gensyn med et par dejlige drenge af huset.

Indimellem popper det så op med savn og sorg ifm Gimli. I bagklogskabens lys var det bestemt det helt rigtige tidspunkt han kom herfra på – og måske også til den sene side. Men jeg savner ham………

Planen er dog klar. Jeg får en urne hjem – og den skal sættes ned i haven, og ovenpå plantes en klatrerose – stor og smuk. Det føles rigtigt.

Det har været hårde dage her i huset – og helt ovre er de vel ikke endnu.

Nu er det lige 5 min. i sengetid her, og jeg sidder og roder med hjemmesiden. Har fået lagt de nye små I hvalpe på hvalpesiden – og vupti, så forsvandt A kuldet. Det var bare væk ???

Nå – mig genskabe og begynde at udfylde – og så var B og C pludselig væk. Det foregår i html, så måske jeg ved en fejl har fået markeret noget og slettet……..SUK.

Nå – nu er C kuldet genskabt fra bunden – så må jeg nuppe de andre i morgen.

Alle 5 hvalpe er nu flyttede til nye hjem – og sendt ud i livet herfra. 5 dejlige hvalpe med masser af power, godt humør og party. De har været en fornøjelse at have her. Det har været super intenst – hvor jeg først sov ved siden af dem 3 uger, og hver gang de var vågne sørgede jeg for at lægge dem til. Jah – så var der et par kriser undervejs også, hvor der skulle kæmpes lidt – men vi har klaret det hele. Dejlige, dejlige små vapsere……..

Det er hårdt at skulle af med dem. Jeg har levet intenst med dem 8 uger 24/7. Jeg tager stort set ingen steder når her er hvalpe – det er kun lige ud at handle og lign. Så det er svært at give slip.

Dejligt det er 5 super hjem de er flyttet til – hvor de er ventet med længsel og hvor en hund ikke bare er “en hund”, men et familiemedlem som man møder nede i hundehøjde også.

Jeg kunne godt have undværet at måtte aflive Gimli oven i. Men sådan måtte det være. Han kunne ikke mere 🙁

12 år og 12 dage – hvilket er ca. 6 år mere end dyrlægen, der gav han spondylose-diagnosen havde spået han ville få.

Gimli har kørt for nedsat kraft siden han var 4 år – pga sin spondylose. Bortset fra 1 grimt år på smertestillende – så har han været glad, fro og super sej. De seneste 3-4 år er der så kommet gigt i forbenene til – oven i den stive ryg. Han fik metacam – og for ca. 1½ år siden var det ikke længere nok. Han var halt og tydeligt sur og havde smerter.

Mig ringe til dyrlægen – jeg var bange for den frygtede dag var kommet. Hun havde dog et andet præparat vi skulle prøve og han kom på previcox, som er mere målrettet gigt.

Det var godt – han gik langt bedre og blev mere glad. Det har han kørt på 1½ år. Blevet stort set døv og med meget nedsat syn. Turene gik ikke længere stærkt – men han gik med 2 * 1,5 km hver dag – og var glad også. Hver dag fandt han legeting vi skulle ruske i – og konstant på lur for at score godbidder.

De sidste 4 uger er det gået meget ned ad bakke. Noget som hvalpegæsterne også har konstateret uafhængigt af hinanden.

Han gik stadig med på ture……men var blevet noget vakkelvorn bagtil. Ikke særligt god balance og begyndte at snuble. Både fortil og bagtil. Hvor han tidligere har været en del sur, når han lå og hvilede og viste tænder af de andre hunde, når de kom for nær – stod han nu helt af. Var passiv – ikke sur, ikke glad – var bare.

Stadig meget glad for mad – men den daglige leg var slut.

Den sidste uge her stod han mentalt af det meste af tiden. Lå på samme spot på gulvet. Når jeg satte mig og kælede for ham og talte til ham, var der ikke rigtigt nogen reaktion. Hvor han tidligere logrede og “snakkede” og bad om mere – stirrede han nu ud i luften. Jeg analyserede han blik som lidt “på vagt” – min fornemmelse var det gjorde ondt et sted. Hvalpegæsterne opsøgte han ikke – det plejer han. Konkret bl.a. nogle gamle hvalpekøbere han ELSKER……..Han gik hen til dem, men stod igen og kiggede ud i luften og virkede som om han var “stået af”.

2 gange denne uge tabte han bagkroppen på tur – og vaklede bagefter, som havde han været i narkose.

Nej, nu gik den ikke mere. Det var en lang weekend til jeg kunne ringe til dyrlægen og få bestilt en tid. Mandag fik jeg en tid tirsdag.

Hvor er det mærkeligt at se på sin hund – og vide man har planlagt den skal dø i morgen. Hele tiden lurede jeg på om der var små tegn, så jeg kunne droppe planen. Det var der ikke umiddelbart.

Dagen oprandte – og så kom han med en ting og ville lege. Ohhhhh 🙁 Gik med på tur – men gik skidt,og tabte også bagkroppen. Virkede dog mere til stede mentalt.

Han var glad da han fik snor på og vi gik til bilen – der skulle ske noget!!! I gamle dage var vi 2 på mange ture sammen. Han kiggede dog tomt ind da jeg åbnede døren – han havde ikke en chance for selv at komme ind, så han blev løftet.

Glad ind til dyrlægen – og hun anviste vi skulle ned til det bageste rum. Vi gik foran – og jeg “så” ham da med hendes øjne. Han gik af sted med vaklende bagben – ramte mine ben et par gange, da han slingrede.

Vi havde aftalt hun skulle gå ham igennem, og syntes hun jeg var forkert på den – skulle hun sige det. En sidste chance skulle han have.

Det syntes hun ikke – tværtom. Jeg kælede for ham,da hun mærkede ham igennem – og han stivnede totalt da hun nåede lænden. Ohhh, han her ondt her, sagde hun…..Ja, det kunne jeg godt mærke. Det var skidt.

Så det var spondylosen der fik ham i sidste ende ………og ikke gigten i forbenene, som jeg troede det ville være.

Jeg havde fyldt lommerne med frolic – og de kom nu frem. Det samme gjorde hans ører – og iver. Det her var godt – han inhalerede den ene kvarte frolic efter den anden. Total tæppebombning er godbidder. Imens fik han en sprøjte at sove på.

Han blev træt med munden fuld af frolic – og tog 2 skridt hen mod mig, der sad i skrædderstilling på gulvet. Han lod sig vælte på siden ned på mit skød med ryggen mod min mave. Jeg slog armene om ham – og han lagde hovedet på min arm. Der faldt han i søvn – og var hurtigt helt væk.

Jah – og så fik han den sidste sprøjte, og var død inden den var trykket i bund.

Jeg er en garvet dame ud i hunde på mange måder – men det er den første hund jeg har sagt farvel til. Helt klart noget man aldrig vænner sig til, men jeg havde været meget spændt på om jeg kunne klare det og være der 100 % for ham. Det kunne jeg.

Men det var sågu noget af et par dage – at sende 3 hvalpe ud i verden mandag, 2 stk. tirsdag formiddag – og så tage ned til dyrlægen med ham til kl. 15. Jah – kl. 18 stod jeg på træningspladsen og underviste.

Helt bedøvet. Det hele var vældig surrealistisk.

Jeg var selvfølgelig ked af det hos dyrlægen – der løb tårerne. Det gjorde de også i bilen hjem. Men også afklaret – det VAR nu.

Mange siger man føler lettelse bagefter. Det gør jeg ikke – jeg savner ham bare.

Men livet går videre – og lige pt har jeg tilmeldt nogle prøver bare for at blive holdt til ilden og få trænet mine piger. Der er også en del der skal ordnes i hus/have – som er blevet forsømt lidt efter 2 mdr med hvalpe.

Der er masser af super tilbagemeldinger fra hvalpene – det går godt over hele linien. Det er KÆMPE glæde at følge med i.

Der vil komme mere herom senere.

De små er nu lagt ind på hvalpesiden og de får også hver deres mappe i galleriet. Tænker jeg er igennem det hele i morgen, hvis ikke hjemmesiden driller for meget 🙂 Den har været lidt styg til aften 🙂

Gimli på hans 12 års fødselsdag – som var d. 15. juni.

Så er tiden med I-hvalpene ved at nærme sig sin afslutning. De bliver 8 uger på mandag.

Det har været 8 fantastiske, intense uger – med ikke ret meget søvn 🙂 Jeg kan godt mærke, jeg er noget brugt.

Til gengæld er de helt renlige – ikke så meget som en tissetår inde de sidste 3 uger. De kalder om natten, når de skal ud – jeg står op, åbner døren – og så tæsker de ud på græsset og tisser.

Det handler ikke så meget om at det er synd for ejerne, hvis de ikke skulle være helt renlige når de flytter. Jeg synes simpelthen bare det er synd at ignorere deres forsøg på at gerne vil ud. For det vil de – de giver tydeligt tegn på at ville væk fra “reden” for at besørge.

Men op hver nat 1-2 gange a ½-1 times varighed nu er 3-4 uger. Jeg er lidt kvæstet.

Men det handler nok også meget om jeg er dårlig til at få sovet om dagen. For de gamle skal jo luftes lige så meget, som de plejer. Der kommer mange gæster, og hus + have skal se nogenlunde ud. Der er gang i den.

I går var der tur til dyrlægen. Jeg får hvalpene øjenlyst, vaccineret og sundhedsundersøgt i Næstved hos nok en af verdens bedste dyrlæger. Dels dygtig – men man mærker også han er MEGET glad for hvalpene. Det var et fint besøg – alle hvalpe var fri på øjnene, og sunde og raske. Ingen anmærkninger på noget. Hannens testikler har været faldet ned, siden han var 4½ uge – så også flueben ved det.

Det er utroligt, som man knytter sig til sådanne små str. Jeg elsker dem overalt. Jeg vil gå gennem ild og vand for dem. Det bliver hårdt lige om lidt, når de begynder at flytte. De første flytter mandag – og det gør Ginny også. Hun har været en fantastisk mor – helt utrolig fin. Nem at have her – bare blendet ind. Hun har leget med flokken ( især Fanny og Casey ), puttet med Gimli og bare været en del af det hele. Skønt at låne hende 2 mdr og lære hende endnu bedre at kende. Det har også været udsøgt fornøjelse. Super samarbejde med ejer også.

Der venter nogle fantastiske hjem til dem – og jeg vil glæde mig meget til at følge dem. Det bliver helt klart en fornøjelse.

3 stk skal gå på hvalpehold hos mig – og de 2 andre bo hos collievenner gennem lang tid. Så det bliver ikke farvel, men “på gensyn”. Det hjælper noget.

Jeg kunne have beholdt hver og en af dem. Jeg synes de er LÆKRE, med masser af krudt i rumpetten – lige som jeg gerne vil have det. Sundheden fåes ikke meget bedre – født med et HD indeks på 111 og øjne, hvor de enten er genetisk fri, eller bærere. Langt de fleste collier har CEA i en eller anden form, og det har de ikke overhovedet – og statistisk bør halvdelen være endda helt genetisk fri for det.

Jeg har tænkt meget over hvordan og hvorledes, det skulle gribes an. Som opdrætter skal man hele tiden tænke frem. Fanny mistede sine hvalpe sidst – hun vil blive parret i næste løbetid, men der er jo ikke garanti for det gå godt næste gang. Hun bliver 4 år til dec. og så er vi ved at være henne, hvor hun bliver for gammel. Selvsagt håber jeg det går godt – og jeg har også nogle ideer til, hvad der kunne gøre hun resorberede. De ting er ændret nu. Handler om jeg ændrede foder til tørkost – det skal jeg nok ikke. Derudover var hun presset af en syg, gammel hund herhjemme. Det duer heller ikke.

Jeg har valgt at indgå avlsaftaler på hannen og en tæve i dette kuld. Så har jeg dem at komme videre med. Derudover har jeg valgt at købe en tævehvalp udefra. Så skulle der gerne være mange muligheder for at fortsat kunne få dejlige hvalpe med fokus på sundhed, mentalitet og arbejdsevner.

Lapinettes I still got the Blues ( Icha ) har jeg beholdt avlsretten på. Hun skal bo sammen med sin mor i Dragør, så vi har lavet samme aftale som vi havde omkring Ginny.

Lapinette´s Idano by Night ( Easy ) beholder jeg også avlsretten på. Han skal bo hos Camilla og Oscar, som i forvejen træner hos mig.

Nu bliver det spændende at se, hvordan de – og deres søskende – udvikler sig.

Medio juli tager jeg så til Tyskland og henter en hvalp til mig selv. Det er også meget spændende.

Så det er spændende tider pt – der sker en masse. Der er dog også noget malurt i bægeret. Gimli har det ikke godt. Hvalpegæster her, har kunnet se hvordan han de sidste 4 uger er blevet dårligere. Fra at komme logrende og hilse på, reagerer han nu slet ikke, når der kommer folk. Han ligger bare – rigtig meget. Jeg har registeret han går dårligere endnu, og han leger heller ikke mere. Jeg har ellers glædet mig over, at han hver dag kom med en eller anden ting, og ville lege. I går ruskede han lidt i en legesag – det er første gang meget længe.

På aftenturen tabte han hele bagparten og slingrede bagtil som en fuld mand.

Jeg ved godt, hvad jeg bør gøre nu – men for pokker, det er svært.

Gimli blev 12 år d. 15. juni – og det er en pragtpræstation. Efter at have haft spondylose siden 4 år gammel og svær gigt i forbenene de sidste år, er det imponerende han er blevet så gammel.

Men nemt er det ikke 🙁