Lapinettes blog

Først blev min søn syg, dernæst blev jeg – og den sidste tid
har været præget af feber, hoste, hovedpine, ømme led og ikke meget overskud.
Om det er den verserende influenza, vides ikke – i så fald er vi nok sluppet
lidt billigt. Der har været et par dage uden appetit, hvor menuen bestod af
appelsinjuice og lidt knækbrød, og en del søvn – men i sne og slud skal hundene
ud. Det skal de også, selv om føreren ikke er på toppen. Så vi har holdt
hjulene i gang her.

På en god dag, hvor jeg egentlig troede jeg var ovre denne omgang, besøgte
Donna, Prima og jeg Alice og Luna i Værløse. Luna er Donnas kuldsøster, og
dermed også ved at være en moden pige på 10½ år.

Jeg havde egentlig længe tænkt på at jeg skulle se at få ringet til Alice og
høre hvordan det gik, men så kom hun mig i forkøbet lidt indirekte. Jeg fik
nemlig overbragt en hjertelig hilsen fra hende gennem den ene af mine trænere i
belgierklubben, som skulle hilse fra Alice og Luna. ” Nå ?? – kender du dem ??”.
Ja da, det gjorde han da rigtig nok. De boede nærmest ved siden af hinanden og
fulgtes tit på ture. Jamen, verden er bare lille J

Dejligt at se Luna igen – som ligner sin mor Honey så utroligt meget. Lige ved
første øjekast var det en helt dejavu oplevelse.

Selvsamme træning i belgier-klubben er noget af det bedste, jeg har gjort i
mange år. Jeg mærker det hver søndag, hvor jeg skal op kl. 6 for at nå at lufte
hundene inden turen derop. Hver gang tænker jeg ”uhhhh, hvad har jeg dog tænkt
på”, når jeg trasker af sted i mørket – men fra det øjeblik jeg lander på
pladsen, til vi kører hjem igen ca. 2½ time senere, er hvert et intenst minut
fløjet af sted. Jeg ELSKER at lære nyt. Det tænder mig, og jeg er blevet totalt
bidt af at gå spor, lave feltsøg – og sende den lille-bitte ud på rundering. Fantastiske
trænere, søde ambitiøse holdkammerater – det er bare så fedt.

Vi laver også en del lydighed – nyt program med lidt andre elementer end LP. Det
er også sjovt!

Prima er nu forhåndstilmeldt sin første prøve til juli. Det blver en begynder B
prøve, som er en prøve i IPO regi. Jeg er sikker på vi klarer det – og jeg
synes det er SÅ spændende. Et nyt element er skud under lineføring. Prima er
hamrende ligeglad – totalt skudfast. Hun ikke engang blinker. Hun elsker at
træne – og alle disse brugsting er lige hende. Når vi laver rundering, er hun
helt oppe at køre til hun får lov at løbe ud og finde en godt gemt figurant.
Det er som kuglen på et flipperspil – wrooooooum – siger det. Halsgivningne er
også på pladds nu – figuranten behøver slet ikke animere eller lign. Hun ved, hvad
hun skal – sådan da 😀 😀 I går gik jeg efter og kiggede og klar til at
overtage hende, når han kom trækkende med hende i bidetov. Jeg så hende sidde
og gø VOV VOV VOV – og så puttede hun lige en twist ind – og så VOV VOV VOV
igen 😀 så når han ikke lige reagerede med det samme, kunne det jo være en
twist gjorde det. Kæft, hun er sød.

Hendes spor går fantastisk – vi får så meget ros, og selv om jeg er grøn kan
jeg godt se, hun dælme er skrap og har det i blodet.

Hun blev trappet ud af binyrebarkhormon for nu 10 dage siden, og øjet er fint
og normalt igen. Så fik vi nakket den drage også. Denne gang er vejen til
prinsessen og det halve kongerige godt nok spækket med en del ildevarslende
drager. Men bare vi nakker dem – så er det godt nok.

lørdag afholdte vi Rallydysten, hvor jeg planlægger og tilrettelægger. Jeg sad
fredag aften og printede baner ud og samlede skilte sammen, og havde vældig
ondt af mig selv. Det var en af de
rigtigt skidte dage med feber. Tog piller og gik tidligt i seng, og besluttede
at det måtte bare ståes igennem. Jeg havde meldt Donna og Casey til i
champklassen, hvor de ville være eneste to. Jeg trak Casey, for hende og Andrea
var nu gået i løb, og den ene dummere end den anden at se på. Der er ingen tid til opvarmning eller lign på
dagen. Så med feber og dårligdom i mente, besluttede jeg 1 stk i klassen måtte
være nok. Donna var ikke i løb, så nuppede hende. Jah, det var hun så alligevel
lørdag aften, kunne jeg se – der startede det, så vi nåede det lige.

Prima meldte jeg også til. Hun er ikke gammel nok på papiret, og har aldrig
stået på en rallybane eller gået mere end 10 skridt FVF/lineføring. Men hun kan
alle øvelserne – FVF indlæres herhjemme ved at gå i alle retninger – frem,
tilbage, til siden – så ”bakke” kan hun. ”Front” havde jeg egentlig tænkt –
uhhh, den kan vi ikke, men det har hun jo lært på det sidste ifm afslutning i
diverse øvelser i vores brugsprogram. Det hedder bare “her”.

Jeg var dog ret sikker på vi ikke kom så langt – men jeg ville gerne træne
starten. Det at stå ved et skilt, melde klar – og dommer sige værsgo. I hele
taget det at der står en dommer – og se, hvordan hun håndterede hele det
set-up. Sagde inden til dommeren at jeg
nok gik et par skilte – og så ud og lege.

Det var en overraskelse at Prima bare kiggede op med glade øjne hele vejen
rundt, og responderede super smukt på samtlige signaler. Ikke en eneste gang
måtte jeg arbejde for kontanten – den var der bare. Så pludselig passerede vi
mål – og hun havde gået sit livs første bane. Det til hele 100 points. Hun
arbejder fantastisk – og er meget tidligt moden i hovedet ift mine andre hunde.
Casey modnede også pænt tidligt, men Donna og Fanny var længere
undervejs.

Efter banen blev Prima belønnet med social belønning – det nye ”sort” J Det fungerer lige så
godt for hende som godbidder. Det har jeg været opmærksom på at bruge allerede
fra hun var lille, idet der ikke må gives godbidder i brugsprogrammerne.

Det synes jeg er til at arbejde med – jeg synes ikke det er til at arbejde med,
at skulle ændre belønningsmønster for en voksen hund. Jeg læste at et argument for at fjerne godbidder i LP3, kunne være at førerne lærte at “bruge sig selv” lidt mere, fremfor blot klik/godbid. Sådanne debatter er altid noget svært noget, for nuancerne ryger hurtigt.

Så når man synes det er betænkeligt at fjerne en belønningsmulighed, er det angiveligt fordi man ikke bruger sig selv så meget ? Vi er nogen, der godt kan bruge os selv også – men aldrig har overvejet at pille godbidden ud, fordi det ikke lå i kortene det var nødvendigt. Så står man der pludselig med sin 4,5,6 – 8 årige gamle hund, og skal til at ændre et indarbejdet belønningsmønster ( her i huset indebærer det først en masse social belønning, og så lukker vi vinduet ned med en godbid ). Det er ikke fair. Men kender man betingelserne fra starten, er det til at arbejde med.

LP ligger dog ikke i kortene for Prima. Jeg er så skuffet over udviklingen i den sport, så jeg er stået af.

Nu skal vi til vores beg B prøve – og forhåbentlig også en beg AB i år – og færdselsprøven, hvis den falder til efteråret. Så synes jeg også vi har gjort det godt i år. Kører det bare derudad kunne vi da overveje lidt rally også, da det tilsyneladende er nemt for hende. Men det er brugsprøverne der prioriteres.

Nu går vi så og venter på om Fanny skulle være drægtig. Hun sover mere, er
MEGET sulten ( tigger non stop ) og vil gerne være tæt hele tiden. Så jeg tror
sådan set ”den er der” – men sidst resorberede hun dem jo, så det bliver
spændende om hun holder på dem.

Som sædvanlig er der gang i en hel masse her.

Fanny og jeg har nu været 2 gange et smut til Kalundborg-egnen hhv torsdag og lørdag for at besøge Jasper. Så bliver det spændende at se om de besøg udmønter sig i hvalpe. Sjældent har tidspunktet været bedre – hvalpe født i april kan jo ikke være bedre. Langt de fleste kuld her i huset er vinterkuld 🙂

For nu 10 dages tid siden, var Prima, Donna, Casey og jeg en tur med stranden med gode hundevenner. Hundene legede og hyggede sig. Senere på dagen legede Fanny og Prima igen i haven. Hen under aften virkede Prima lidt irriteret i det ene øje, men så lidt jeg faktisk var i tvivl om det var noget. Næste morgen var blinkhinden trukket helt op, der var lidt flåd ( farveløst ) og hun kneb det sammen mod lyset. Jeg var heldig at få en tid hos dyrlægen samme dag.Jeg var godt klar over det ikke var alm. øjenbetændelse, og gættede på en ridse på hornhinden.

Det viste sig at være et slag i øjet – og konkret var øjets tryk faldet til 6, hvor det raske var på 12.

Jeg fik 2 forskellige slags øjendråber med hjem. Den ene slags skulle kun gives en gang – de var pupiludvidende, så øjet kunne slappe af. Det andet var kloramfenikol tilsat steroider. Derudover skulle hun på 3 ugers binyrebarkhormon. HOLD da op………

Jeg spurgte mindst 4 gange, om det var farligt og om der kunne være risiko for hendes syn. Nej, nej sagde de – og pfyha, for det var alligevel meget medicin – og et tryk der falder i øjet ??

Øjet blev hurtigt pænere, men pupillen fortsat kæmpe stor. Helt vildt at kigge ind i hendes øjne, hvor det ene bare var sort at kigge ind i. Efter en lille uge, blev jeg lidt loren, og fremfor kontrol hos dyrlægen som aftalt, kørte jeg ned til min øjenlyser, for at få tjekket øjet. Han er flyttet så herligt meget tættere på Amager 🙂

Den gode nyhed var at dyrlægen havde gjort alt det rigtige – hvilket mange dyrlæge ikke altid gjorde. Men det havde reddet øjet fra i første omgang at udvikle grøn stær. Trykket var nu på 9, så det gik rigtige vej.

Den dårlige nyhed var, at sjældne gange så man ved sådan et slag, at linsen kunne få en lille flække. En stor havde hun ikke – for den ville han kunne se, da han lyste øjnene. Men en lille kan man ikke altid se, og skulle hun nu have sådan en, vil hun udvikle grå stær lige så snart hun er færdig med sin binyrebarkhormon. Det går stærkt.

Lige nu ser øjnene normale ud igen – pupillen har trukket sig sammen, og alt synes normalt. Hun skal være på binyrebarkhormon små 14 dage endnu, så det er lidt af en gyser at gå og vente på den udtrapning, og om der sker noget.

Jeg prøver at huske på han sagde “sjældne tilfælde”. Omvendt husker jeg også min dyrlæge, da Prima knækkede sin mælketand – at i sjældne tilfælde kunne der komme bakterier op, og der kunne komme tandbyld. Men det sker ikke……….sagde hun så.

Nej da – ikke før et par uger senere. Så var der tydelig ændring af farve på tandkødet, og Prima røg ind lørdag over frokost og fik tanden hevet ud.

Så håber sådan vi har taget de sjældne tilfælde vi skal her i huset!!!!

Hun er lidt uheldig – men hun er også ret vild. Hun lever livet fuldt ud med 180 i timen. Mega nysgerrig og fremme i skoene. Hun er lige som jeg havde drømt om hun skulle være. Det koster så lidt knubs. Dyrlægen gæt er at hun har fået en bagpote i hovedet ifm de har løbet efter hinanden. Jeg har nemlig ikke set det ske.

Ventetid er noget træls noget – helt generelt. I denne sammenhæng ekstra træls.

Hun er helt sig selv, så vi har været til træning. Hun er en stjerne – intet mindre. Sikke meget ros hun/vi får. Alt hendes nysgerrighed, høje tempo, begejstring, drift og vilde leg er et kæmpe plus, når man træner brugsprogrammer. Hun kan være med på fuld højde med de belgiere vi træner sammen med.

Hendes spor-arbejde er fantastisk. Godbidderne er blevet en del mere udfaset, og hun går med et flot dybt søg med næsen i alle trin. Hun smider sig ned for genstandende – SMUT, så ligger hun der – lidt stivnet med hagen hen over genstanden, og ligesom passer på den. Hun er SÅ topsød, når hun ligger der.

Hun tog et knæk i dag, direkte op mod vinden – i stærk blæst. Kastede sig bare mod venstre og så videre.

Hun bliver stærkere hele tiden i lydigheden også – i dag gik vi lineføring med skud. Hun arbejder bare – helt ligeglad med skuddene. Hun fik også prøvet at tage en apport på 650 gram i dag – den tog hun også bare. Så målet er til sommer at hun kommer til sin første titelgivende brugsprøve. Det er jeg sikker på vi nok skal klare 🙂

Jeg har tidl. her på bloggen beskrevet det var lidt svært at finde ud af hvilken retning vi skulle træne i. Der er så mange muligheder. Hun er super stærk i LP også. Jeg hældte faktisk til hun skulle være LP hund, og så trænede vi spor ved siden af og nuppede måske et par prøver i det, men LP var første prioritet, for jeg elsker LP. Elsker nørderiet, detaljerne og når alt bare går op i højere enhed.

Men med mindre de nyligt udlagte reviderede regler bliver lavet om, skal Prima ikke være LP hund. Så på den måde blev alle grublerierne pludselig løst for mig. Vi går brugsvejen – og Prima har nu allerede lært at afslutte foran fører ifm indkald, spring og apport.

Jeg har ikke været så høj og glad i mange år, som jeg er nu når jeg kører hjem fra træning. Vi træner 2½ time – i dag var vi 4. Der knokles – og min lille hund bliver slet ikke træt. Hun er helt oppe at ringe af glæde – hun elsker det hele, og hun lærer uhyggeligt stærkt.

Fanny kommer på barselsorlov nu – det er sikkert fint. Jeg har slet ikke haft lyst til at træne LP med hende, siden udmeldingen om godbidder som belønning bortfalder fra 2019. Vi når ikke både hvalpe og 3 1. præmier i LP3 i år, så jeg tænker vi aldrig kommer i mål med den øvelse. “Førerne må give lidt mere af sig selv – i stedet for bare klik og give en godbid” – så skulle det intet problem være at gå 20 min prøve uden godbidder hvor der er ventetid mellem øvelserne.

Jeg bruger mig selv meget som belønning, og meget sociale belønninger. Vi har altid en fest, når vi træner 🙂 Der jubles, klappes, hoppes op, leges, bides i arme og vi er vilde. Det er ikke “bare” klik/godbid”. Men et grundlagt mønster gennem mange år med at få en godbid – som en del af belønningskæden – har jeg godt nok svært ved at nægte min hund. Jeg synes det er et tilbageskridt ift de positive indlæringsmetoder, som mange mennesker har kæmpet for her i DK i mange år.

Når godbidderne fjernes sådan bare, vil mange mennesker føle de står tilbage med “ingenting”. Hunde er jo forskellige – ikke alle tænder på leg, eller på social belønning hvor fører jubler, klapper og roser højtlydt. Nogen vil måske stresse over sådan en omgang – så de ikke kan arbejde videre ret godt. Det ville min gamle tæve have gjort. Det er et mønster man skal være bevidst med at træne ind fra hvalpetiden – og ikke noget man pludselig kan omkode en 5-6 år gammel hund til. Det er unfair.

Eller en 4 årig – hvilket Fanny er. Masser af leg, sjov og ballade, men punktummet for den enkelte event sættes med en godbid. Det er vores mønster – så er vinduet lukket ned, og vi kan åbne et nyt.

Det er synd for LP Sporten – og det er synd for alle os, der har været i gang med at bygge vores hund op gennem flere år til at kunne opnå titlen DKLPCH. Pludselig rives tæppet væk og billedet bliver et helt andet.

Som at så et frø, vande det, nusse om den plante som kommer op. Vande den, skærme den mod for meget sol, tage den ind om vinteren – og vente spændt på at se dens blomst efter flere år. Så kommer knoppen – og SLAM, er den udsat for hærværk og nogen slår den omkuld.

Det er demotiverende.

Jeg mangler at finde ud af hvad Fanny så skal. Jeg tænker hun kommer til at gøre færdighedsprøverne færdige – og så skal vi gå rally. Men det får vi nok ikke de næste 7-8 år til at gå med.

Måske jeg skal prøve hvad hun siger til spor også…

Lørdag havde DCK årets første udstilling, hvor Årets Hunde foregående år også hædres.

Det vidste jeg vi skulle med til, idet Donna nu for 2. år i træk er Årets Collie i Rally championklassen, og Fanny 3. vinder i Rally øvede. Derudover er begge også blandt Årets Hunde i færdighedsprøverne, som også kåres på privat initiativ.

3 andre Lapinetter var også blandt årets hunde, og der bredte sig hurtigt en stemning af kennelparty 😀 Den stemning bredte sig yderligere, da 7 af vore hunde også blev meldt til selve udstillingen.

Uden forventninger om andet end en hyggelig dag – sammen.

Som måske set under “news” gik det også forrygende. Alle voksne Lapinetter opnåede Excellent, 2 stk CK – og de 2 endte med hhv at opnå tæve-certet og veterantæve-certet. Mor og datter stod som 2. og 3. bedste tæver til sidst. Det var specielt at opleve.

Prima blev bedste hvalp, med en flot kritik. Det var også specielt at opleve. Hun er købt for at have en god træningshund, og hvor har jeg måttet høre på meget for det. Fordi hendes aner er trænede i IPO og har gjort det fremragende der – så er hun pr automatik grim, ødelægger racen eller bidsk.

Jeg er glad for hun fik en fin kritik – og vandt – men også over at kunne vise en glad, lille hoppebold der kyssede på samtlige de mennesker der gad hende. Hun ELSKER mennesker ( og andre hunde ), og elskelig og sød er nok de ord der passer bedst på hende. Det samme gælder hendes familie – IPO er noget man træner, ikke noget man er!!!

Mentalt super lille hund – ikke det mindste gulvræd. Hun hoppede rundt med glad hale og NØD dagen i fulde drag. Også med lidt vov vov, for der skal ske noget. Når man er avlet til at skulle kunne holde til hårdt brugsarbejde, må der nødvendigvis bo noget energi i sådan en krop. Især når den kun er 8 mdr. I love it – for at sige det som det er <3

Nu er der så også papir på hun er godt skruet sammen – og altså ikke ødelægger racen ved at være for grim 🙂

Vi havde en fantastisk dag i Lapinette-klanen, som hvalpekøberne oplyste de nu havde omdøbt os til 🙂

Jeg har verdens bedste hvalpekøbere! Det er jo overvældende at 5 hunde af opdrættet er at finde blandt Årets Hunde – og 7 er tilmeldt udstilling. Alene kan man ingenting – sammen kan man alt. TAK for det.

Hjemme relativt sent – og så ud og lufte de 3 vovser, der havde været hjemme. Rigtig god tur til dem ( de andre fik tur dernede inden jeg kørte hjem ), og 21.30 var det på hovedet i seng. Alle planerne om rødvin og lidt godt at spise blev udsat – jeg var for flad.

Op næste morgen kl. 6 – lufte lufte igen, og så til brugstræning i belgierklubben med Prima. Hun er imponerende – på intet tidspunkt har hun virket træt eller anderledes end hun plejer. Hun “er” bare i det som foregår, men hun bliver ikke træt i hovedet, af at være på udstilling, trænes eller der er gang i den – det er bare glade øjne og YES, hvad skal vi så (?)

Værløse Flyvestation – og sportræning. Vi var kun 3 til træning. Trænerens egen unghund, en anden garvet fører med sin – og Prima. Det er SÅ VILDT at opleve min lille collie er fuldt ud på højde med dem. Både hvad angår tempo, intensitet og forståelse. Hun er avlet til den slags arbejde – det ligger hende i blodet. Ingen tvivl om det.

På et højdedrag i stærk blæst lagde vi spor ud. Stærk blæst er svært. 2 spor fik de – oven i bunker af rådyrhømmer og spor efter disse ditto.

Det sidste spor var et trappespor – med knæk.

Hun gik dem SÅ FLOT. Jeg har trænet meget grundigt her med at holde hende tilbage, for snuden SKAL i hvert eneste spor. Hold op det kom mig til gode nu – trods stærk vind, nuppede hun 6 knæk fuldstændigt snorlige. Det er et ægtepar der træner hos, og manden gik med på sporet for at se, hvad hun lavede. HOLD da op, det var flot, sagde han ved første knæk – og for hvert knæk var der begejstring. ” OKay, det her er godt nok RIGTIGT flot – den måde hun tager knækkene på, trods stærk sidevind – det er altså rigtig godt”. At vi snakker sammen undervejs osv – generer hende ikke overhovedet. Hun arbejder koncentreret derudad…….

Uh, en glad og stolt fører. Hun er god til det hele – og glad for det hele. Feltsøg er hun fuldstændig tosset med. Vi lavede en øvelse, hvor er blev lavet et stort felt og så blev der udalgt 12 genstande. Vi stod med de 3 hunde på række på ene langside, og så skulle de skiftes til at sendes ud. Hold kæft mand – jeg måtte have godt fat i hende. Når hun så fik kommando til “find genstand” – så var det som kuglen i et flipperspil – hun ryger frem – runderer og det tog hende klask og et skrig at finde genstandene, som hun tæsker retur med og giver mig i hånden. Det er mindst lige så meget knald på hende, som på belgierne.

Rundering har hun også fattet. Det er fuldt knald på ud og finde figuranterne ( de ligger til hver side nu ) – og halsgivningen er også på nu. Som Henrik sagde – hun lærer godt nok hurtigt. Det er helt vildt, hvad hun har lært på de 4 gange her.

Jup – jeg har fået den collie, jeg ikke troede på fandtes i virkeligheden.

Endnu mere overraskende er det, at jeg faktisk synes det her brugstræning er helt fantastisk fedt. Jeg har været på en del kurser gennem tiden, og det har da været sjovt at prøve. Donna går habilt spor f.eks – men det som gør forskellen nu, er uden tvivl jeg har fået en hund, hvis hele lille krop er totalt spændt op i den vildeste begejstring. Jeg var dødtræt søndag efter lang lørdag, men tog mig selv i konstant at gå rundt med lille fjollet smil over Prima og føle den vildeste stolthed.

Hvor er jeg glad for hende.

6 Lapinetter med lørdagens høst af rosetter, hæder og ære. Meget stolt opdrætter!!!

Jeg er i vildrede. Jeg bryder mig meget lidt om at være i en sådan tilstand.

Jeg kan lide at være tjekket, at have en plan. Mange planer faktisk – både de kortsigtede og de langsigtede. Og skulle de drille, har jeg også altid plan B, C og måske D.

Der er ikke meget, jeg bryder mig mindre om end bare “flyde med” og se hvad der sker. Der skal tages action, handles og visionerne stå i kø.

Lige nu ved jeg ikke hvad jeg skal. Hvor jeg skal rette energien hen.

Der er mange muligheder i dagens Danmark for at træne med sin hund. Mange forskellige sportsgrene – aldrig har muilghederne været så mange eller paletten så mangefarvet. Det i sig selv kan være en udfordring – for så må man ud i at skulle vælge.

Da jeg startede med at træne min første hund, kunne man gå til lydighed – såkaldt LP – og så havde DCH “vist nok også et eller andet”. Jeg gik til LP. Det gik godt – og ret hurtigt var jeg hvirvlet ind i et vældigt spændende univers, hvor ugens træning var højdepunktet.

Kort efter begyndte klikkertræning at blive udbredt – og ja, så gammel er jeg! For mig var det dog ikke noget nyt. Den måde at indlære på med delmomenter, baglænskædning og jeg skal komme efter dig, var metoder jeg havde arbejdet med under min uddannelse i London hos en af verdens bedste oboister. Han havde i samarbejde med hjerneforskere forsket i hvordan man bedst og hurtigst indlærte et givent musikstykke – og der var disse elementer en del af det. Der var flere elementer også, som jeg også anvender i min træning, så glad var jeg. Det her var hjemmebane og lige mig.

Så kom rallyen – i 2005, mener jeg – og den bølge hoppede vi også på. Skønt med noget afveksling – men hele tiden blev lydigheden tænkt som basen. Fundamentet, man kunne bygge andre sjove, kulørte opleveler op på.

Da Donna blev Dansk Lydigheds Champion i 2013 – med hele 265,5 points ud af 280 var jeg nok den stolteste hundeejer i Danmark. Vi nuppede 1 år mere i LP3, og så måtte der nye boller på suppen.

Fanny blev født – Donnas barnebarn – og selvfølgelig skulle hun da træne LP. Indlæringsmetoderne udvikler sig hele tiden. Det har jeg også gjort som fører, og der er godt med tempo i Fanny generelt, så nu blev det et kriterie – og delmomenterne blev endnu flere, og tingene pillet endnu mere fra hinanden, for så at sætte dem sammen til færdige øvelser med bedre præcision og højere tempo end mormor.

Hun er super lækker at træne med – og sikke et tempo.

Så kom der nye regler – og nye øvelser kom til. Bl.a. cirkusøvelsen, som jeg kalder den. Hunden sendes ud om en kegle, kommanderes i “stå” når den er helt fri af keglen – derefter sendes til enten højre eller venstre, opsamler apport, nuppper et spring og så i plads.

Hvad det har at gøre med en lydig hund, ved jeg ikke – men vi tog handsken op. Kan de lære at sidde i bamse, skamme sig med poten over næsen og andet gejl, kan de vel også lære sådan et paradenummer. Det har hun også kunnet – men det har krævet delmomenter i atomer, god tålmodighed og en masse kaffe.

I foråret havde jeg hvalpe – I kuldet kom til verden. Da de flyttede dykkede jeg ned i LP3 og har givet den en ordentlig en over nakken over sommeren, efteråret og nu vinter. Vi er ved at være der………..Fanny er 2 år yngre end mormor, da hun nåede til LP3 – og programmet er blevet vældig meget sværere, så jeg har været noget glad og tilfreds den seneste tid. En fornøjelse at træne, ved hele tiden at justrere kriterier og belønne max med leg, bolde og godbidder. Jeg tror ikke der findes gladere LP hunde end Fanny.

I denne uge har vi trænett 2 -3 gange herhjemme og i Fri ved Fod og skridtøvelserne logrer hun så meget, at det ser helt vildt ud når hun sætter sig. PAS nu på halen, har jeg lyst til at sige – men selvfølgelig har hun styr på det.

Jeg har skrevet det før – men gør det gerne igen. Min motivation for at bruge så pokkers meget tid og penge ( jeg ikke altid har ) på hundetræning, er ikke rosetter, titler, Årets hund eller lign. Det er at kigge ned i sådan et sæt glade øjne. Se spændingen i hele kropsholdningen, forventningen – hvad skal vi nu ???? hva hva hva hva ?????

Sjældent føler jeg så stor kærlighed til mine hunde, som når jeg kigge ned i sådan et sæt glade øjne………..

Et samarbejde vi har fået – sammen – ved at lære at læse hinanden og dyrke glæden, fremme hundens initiativ og lyst til samarbejdet – og så i den grad belønne max, når den viser disse ting.

Jeg læste for nylig et blogindlæg, hvor forskellige typer hundesport blev sammenlignet med kærester. Så flirtede man lidt med den ene, lidt med den anden…………Meget sjovt billede, og let at forholde sig til.

Lydigheden er min sport. Mit fundament for alt andet…….og jeg har da flirtet med lidt andre også, men flirterier er tilladt, så længe man er trofast og ved hvor man hører hjemme. Det har jeg aldrig haft problemer med – heller ikke under de sidste par års prøvelser, hvor lydigheden ville prøve nye grænser af og viste sider jeg havde lidt mere svært ved at forholde mig til. Det hedder nok udvikling – og så må vi udvikle os sammen.

Men med seneste tiltag sidder jeg skakmat og forundret og føler jeg ikke længere kender den sport jeg har brugt de sidste 13 år af mit liv på.

Man har fra højere sted besluttet, der ikke længere må gives godbidder mellem øvelserne i LP3 fra 2019. Dvs ca. 20 minutters program uden belønning andet end et par klap og et “dygtig”.

Måske noget med man har set at sådan gør naboen, og de har det vist så godt…….og jeg undrer mig over man ikke kan se bag facaden hos naboen. De har det slet ikke så godt, selv om det måske ser sådan ud.

Min motivation er min hunds glade øjne – det er min belønning. Det er der jeg henter benzinen, også når jeg skal lære nye øvelser, jeg rent ud sagt synes er noget pjattede. Men hvad gør man ikke for husfredens skyld (?)

Kære lydighed – jeg kan ikke BÆRE at forestille mig den situation at gå ind og starte et LP3 program, møde de glade forventningsfulde øjne og så klappe indehaveren af disse og blot sige Dygtiiiig. For jeg ved jeg vil møde forvirring – og et stort spørgsmålstegn………Æh, hvor er godbidden mor ??? Det er jo vores mønster – sådan har vi altid gjort. Du ved nok, kære Lydighed – i de kloge bøger om indlæring og hundetræning af nyere dato, står der 1 gang er et uheld, 2 gange en vane – og 3 gange en tradition. Når nu min hund 3 gange ikke har fået den godbid, den forventer og har gjort sig fortjent til – hvad så ??? Har vi så grundlagt en ny tradition ??

En “Fuck dig, hund” – tradtion. Hvor den skal lære man gør tingene, fordi en god lydig hund bør ikke blive forvirret eller demotiveret, når traditioner og mønstre laves om. Den kan når som helst og hvor som helst – og bør ikke forvente noget for det. SÅ er det en god lydighedshund. Det der med samarbejde ved vi godt er en illusion. Den skal blot manipuleres, så den TROR der måske kommer noget – så skal det nok gå det hele.

Jeg har været trofast i mange år, LP – også selv om jeg har flirtet med rally, færdighedsprøver og pt spor. Men lige pt kan jeg slet ikke genkende dig. Jeg HÅBER lidt eftertænksomhed kan få os på rette spor igen – og du tager den fremsatte kritik til dig, og ser der skal to til tango. Og en fandens masse musik, party og GLÆDE!!!

Glæden er motivationen. For hunde. For førere.

Der skal to til tango – men kun en til at slukke musikken. Don´t do it. Please!!!!

Så lover jeg, at vi arbejder videre med mærkelige øvelser og tager disse nye tiltag med godt humør og ser det som udfordringer og ikke problemer.

Men er der en ting du ikke får lov at røre – så er det glæden i min hunds øjne!!!!!!

Så er det ud af vagten! Med stor sorg – for du har været mit fundament og min base i efterhånden vældigt mange år. Men så deler vi ikke længere fælles værdi-grundlag, og så må jeg se om flirterierne måske i stedet skal udvikle sig til mere end det.

Som altid godt at lade sig rive med af pennens magt. Jeg er ikke længere i vildrede.

Så! Nu fik jeg taget hul på hjemmesiden. Det er altid en større omgang ved årsskifte. Hele News-siden skal flyttes over på anden side, så der er plads til det nye år. For nogle år siden nedlagde udbyderen af siden her deres web creator – og lavede en ny. Man kunne ikke umiddelbart arbejde videre med det man havde – der skulle startes forfra. Dog var muligheden der for at kode i html.

Så det blev løsningen – jeg var grædefærdig ved tanken om at skulle starte det hele forfra. Der er mange sider.

Det gør det lidt besværligt når der skal laves ny News-side – det tager nogle timer hver gang. Men NU er den post klaret for i år 🙂

Årets Hunde er meldt ud – og vi glæder os til eventen d. 27. hvor det fejres. Jeg er gået planken ud og har meldt et par hunde til udstilling også. Bl.a Prima for første gang. Jeg glæder mig til en hyggelig dag!

I går startede vi til årets første træning. Det var Prima, som var af sted – og det var en seriøs super god oplevelse. Når man nu køber en collie, hvis forfædre er super stærke i brugssport, så er det jo en mulighed for at udvide sin horisont og træne nogle af disse ting også. Det har været mere vanskeligt end forventet.

Det svære er ikke at “tage sig sammen” og træne noget, jeg ikke har tidligere har tændt på. Faktisk er jeg blevet ganske tændt på at gå spor. Næh – det svære er at finde et godt sted at træne. Jeg vil jo gerne lære tingene rigtigt fra start – og den bevidsthed jeg har om indlæring, metoder og gode trænere fra LP er ikke eksisterende når det er brugsgrenene. Jeg har været på kurser gennem årene, og har også snust til det forskellige – men måde at starte f.eks LP op på nu, ift da jeg startede med at træne hund, er jo en helt anden verden. Jeg vil jo gerne starte brugstrænngen op også – ud fra samme principper. Positiv indlæring, masser af succes og partyyyyyyyyy.

Det er ikke helt enkelt. Jeg har startet et par steder, hvor jeg ret hurtigt faldt fra igen. Hvor ambitionerne ikke matchede mine – det var mere kaffeklub end træning. Så er det også en verden, hvor en “machostyle” trives i bedste velgående, og jo hårdere kommandoer man kan give sin hund, desto dygtigere er man……..Det er heller ikke mig.

Enetimer hos Lea var redningen – jeg var ellers ved at give op. Det var en jungle at hitte rundt i og tiden gik og Prima blev ældre. Jeg ville jo gerne starte tidligt – og rigtigt.

Enetimerne gav mig de værktøjer og bevidsthed jeg havde brug for at komme godt i gang med spor, og med det kom selvtillidden og bevidstheden ift kriteriesætning for Prima. Det er spor i IPO-style – snuden skal i hvert eneste fodspor og afsøge dette, og med en lille ivrig hund har øvelsen meget handlet om at holde hende tilbage. Det var med en vis bæven – for ville det tage lysten fra hende (?)

Andre typer for spor, er der ikke så høje krav til selve udførelsen – kommer vovse fra A til B er man glad. Burde jeg droppe det der IPO-spor og hoppe over på noget andet med mere party og mindre krav ??

Besluttede at blive ved, for det kan man jo altid gøre – det er sværere at skulle lave en teknik om senere. Det er jeg glad for nu – for nu kører det, og hun har bestemt ikke mistet lysten.

Sidste år ifm rallyprøver i belgierklubben havde jeg Prima med – og hun blev meget beundret af en flok belgier-folk der sad ved ringsiden. De havde aldrig set sådan en collie før – hun elsker mennesker og ville hilse på dem alle, og legede livligt med en medbragt hvalp. Jeg fortalte så om hende, hendes familie osv – og pludselig siger en af dem så – kan hun ikke komme og træne med os ??? Det viser sig belgierklubben har brugshold med spor, rundering, feltsøg og lydgihed, hvor de arbejder hen mod i første omgang begynderIPO-prøverne + færdselsprøven.

Manner – jeg holdte vejret………det kunne være lige det jeg har manglet.

Jeg fik lov, og således er Prima nu en tervueren udklædt som collie, der træner i belgierklubben 😀

Instruktørerne hedder Henrik og Birthe – og de er knaldgode. Vi havde første træning i går – 2 timer var annonceret – det tog 3. Først gik vi spor på Flyvestation Værløse – og så ned på pladsen og træne lydighed, feltsøg og rundering.

I den mail vi fik, stod der målene var vi blev klar til en BPB og en BPAB til sommer. Det er begynder – IPO-prøverne – lydighedsprøve og lydighedsprøve m. spor.

Det er virkelig seriøst – me like.

Det, som jeg i særdeleshed mærkede i går – var glæden over at få holdkammerater. Ja – jeg har haft en god træner til at starte mig op i spor og jeg har arbejdet med det hjemme. Men ingen at spejle sig i, udveksle erfaringer med – og i hele taget hygge med omkring det. Det var først i går jeg mærkede hvor ensom en affære det egentlig har været. Det sociale betyder meget og også ift motivationen.

Prima er jo socialiseret godt – vi startede på hvalpehold i DCH – tror det var 12-16 gange vi var af sted. Men selve træningen var ikke det jeg søgte. Vi stod der dog hver gang alligevel, og så trænede jeg bare mig eget ud fra egne kriterier.

Men det at være på et hold, hvor folk vil det samme og går op i det de laver………..yeah, hvor var det fedt!!!

At den lille så også var endda SUPER god til det var jo fedt. Hold da op, hvor fik fik meget fin feedback og ros. Det var en lettelse, når jeg nu har gået selv herhjemme og “følt mig frem”. Jeg overvejede her i juleferien om jeg skulle droppe alle de planer og så”bare” træne LP, for der er jeg på hjemmebane. Prima har eminente evner til det også og LP1 er bestemt også noget vi skal i 2018.

Men nej – efter i går, så kører vi på med brugsgrenene også.

At se den lille der aldrig har set feltsøg før…..Først fik hun en omgang, hvor jeg kastedenoget ud i højt græs hun skulle finde. Hun tæskede ud med julelys i øjnene – som at trække i håndtaget på et flipperspil – wroooouuuuuum, sagde det. Så gik træneren i hele kanten af feltet og lagde det ud. MEGET spændende, syntes den lille – wroooooooum ud igen. Denne gang var det gemt godt – hun blev ved og ved – gav ikke op, og SÅ var den der…….og wrrooooooooooum retur og ind og give mig det i hånden. Ingen tvivl om det tændte hende vildt. Hun blev også rost meget.

Prima ELSKER mennesker – og godbidder – og kombien er genial. Så runderingen var også fantastisk. 180 i timen ud og finde den søde mad med godbidderne. 100 m væk – no problem.

Jeg var helt høj da jeg kørte hjem – Vi er stadig på sporet, og det går GODT. Lydigheden bliver ikke noget problem – der kunne jeg se vi var ret langt.

Faktisk må de godt sætte sig ved siden af i plads, lærte jeg – det koster bare 2 points hver gang. Nåh, sagde jeg – men er det ikke dumt ? Så består man måske ikke ?? Nej nej, sagde de – det kan du sagtens alligevel. Der er flere der gør det sådan.

Fedt nok – så er der en plan der også, for jeg VIL også LP.

Fanny og jeg får trænet en del LP3 – og vi har været af sted til en del selvtræning her over julen. Det går også godt med det. Jeg synes LP3 er blevet en stor affære, men bid for bid kommer der styr på det.

En ting der også har ændret sig, er min kritiske sans. I gamle dage var jeg glad bare hunden landede i feltet. Jeg kan godt mærke der er sket noget siden………..HVORDAN den gør det og tempoet har fået sit helt eget liv og fokus. Jeg er blevet meget kritisk ift det skal være perfekt. Det var nok en af de bedste ting jeg fik at vide hos Hund og Træning og Christina Ingerslev – det var da hun kiggede på mig og sagde : Hmm, jeg synes faktisk du måske er FOR kritisk ( ift udførelsen – det var så stillingsskift ). Det ramte plet………..Ja, jeg har nok fået bygget mange ting for vildt op i hovedet. Jeg leger en masse og jubler og jodler. Jeg er ikke kritisk overfor hundene – men overfor mig selv og mine forventninger til jeg skal kunne lære hundene den perfekte øvelse. Det kan faktisk blive en hæmsko………

Jeg lærte rigtigt mange fede ting på det H &T hold i efteråret – men de ord sidder i baghovedet og er med mig nu.

Nå – rimfrost og solen er stået op nu. Vi må ud i det………… 😀

Så sidder jeg her om aftenen d. 31, dec, og skal have tiden til at gå indtil klokken bliver 00.00, så vi kan få det overstået. Pt er der strkkepause 🙂

Krudt, fyrværkeri og vilde fester siger mig ikke en dyt. Jeg elsker maden, refleksionerne og traditioner som dronningens nytårstale – men alt det vilde synes jeg burde pakkes langt væk. Ikke bare for hundene og dyrenes skyld, men også fordi det er det modsatte af refleksion. Jeg synes det er godt og sundt at reflektere over “hvor” man er og gerne vil hen. Det er nytåret jo genialt til.

Jamen – hvor er jeg så – og Lapinette, som denne ide jo omhandler.

Det har været et mærkeligt år, hvor jeg har prøvet en del ting for første gang.

For første gang oplevede jeg en tæve gik tom, idet Fanny resorberede sine hvalpe i feb. måned.

Jeg har været stolt af, at jeg efter 10 år som opdrætter ikke har mistet en levendefødt hvalp. Det har til tider krævet blod, sved og tårer og dagesvis uden søvn, men selv hvalpe, hvor alt så sort ud, har jeg reddet.

I år var første gang, hvor jeg mistede en lille hvalp. Jah – ikke mistede som sådan. Jeg holdte liv i ham i 3-4 dage, men der var “noget” med ham – og jeg fik ham aflivet og obduceret. Det viste sig han havde persisterende højre aortabue. Persisterende betyder noget i retning af tilbagebleven – den aortabue skal forsvinde i fostertiden, for den fører blodet tilbage til hjertet frem for ud i kroppen. Den var ikke ikke forsvundet, som den skulle – og den konstruktionsfejl er sket i mors mave. Det ser man jævnligt, sagde dyrlægen – som regel sygner de hen og dør af sig selv og så går det bare under uforklarlig hvalpedød.

I år har jeg for første gang måttet aflive en af mine hunde – og ikke bare en, men to. Efter så mange år som hunde-ejer og opdrætter, kan jeg sagtens se det er totalt luksus at kunne køre på i så mange år uden at måtte sige farvel til nogen. Og ja – det er da en gave de begge blev gamle og over 12 år. Det kan jeg godt glæde mig over i dag – en gave at have haft dem så længe. De havde et godt liv.

I år er også første gang jeg siden jeg fik kennelmærke, at jeg har købt en hund. Ellers har jeg beholdt mine egne hvalpe. Beslutningen har været 3 års tid undervejs, hvor jeg har kigget rundt, men jeg er mega kræsen. Ikke meget var det jeg søgte. God sundhed, gode arbejdsevner, god mentalitet – og et ydre som også er “mig”. Jeg holder altid af at have en Plan B – og C – så når noget ikke går godt, kan man se frem til noget andet, fremfor at låses fast i noget, der ikke lykkedes.

Planen var at beholde en hvalp efter Fanny – men allerede inden hun blev parret, havde jeg besluttet at hvis hun gik tom, ville jeg lægge billet ind på en af hvalpene hos Bopparder Hamm, hvor jeg længe havde været lun på både mor og farmor.

Fanny gik tom – og samme aften skrev jeg til Primas opdrætter.

Jeg blev godkendt – og fik reserveret en tævehvalp. Så var der al ventetiden – nu fik jeg prøvet alt det mine stakkels hvalpekøbere må trækkes med. Kom der nu tæver nok – og var der en til mig…………..og hvem af dem blev det (?)

Lige fra de første billeder faldt blikket på Prima. Jeg var helt og aldeles solgt. Det var selvfølgelig mest anatomi – og det at hun ikke var overtegnet, som sporede mig ind………men så fik jeg set hendes øjne………….som spillede af PARTYYYYYYYYYYYY.

Opdrætter skrev og spurgte hvad mine kriterier var – zobel eller tri ? Fuldstændig ligeglad, var mit svar…………jeg vil have den mest med partyyyyyyyyyyyy og hun vidste jeg skulle bruge den til avl og træning. Åh, hvor jeg håbede det blev den lille Pia……..samtidig med jeg også forsøgte at være åben over for de andre, for det er super farligt at låse sig fast på en.

Så da jeg hørte opdrætter mente Pia var den bedste til mig, blev der festet igennem i det lille hus 😀 😀

Sikke en gave, hun er……..og hvor er jeg glad for hende. Se lige et fjæs………og hun er endnu mere fræk end hun ser ud 😀

I år er også første gang hvor jeg ingen mål overhovedet har haft for året rent prøvemæssigt. Ginny blev parret, og jeg fik hvalpe 1. maj – og på den måde gik en hel forårssæson med hvalpe. Så jeg meldte på et hold hos Hund og Træning og Christina Ingerslev – og så skulle Fanny og jeg fordybe os i LP3. 3 år gammel – jeg syntes stadig hun var for ung til at stille til prøve i en LP3, der efter talrige revideringer godt nok ikke er for børn eller ret meget andet end border collier mere……….

Men jeg besluttede at tage et langt sejt træk og ro og mag, mens hun modnede færdigt _ og det har været super godt. Super træning hos H & T og jeg synes vi har fået lært meget på en rigtig god måde. Omstændigheder gjorde at jeg alligevel meldte hende til rally øvede klassen, selv om vi ikke har trænet det stort set. Jeg tænkte at JEG jo kan rally nu,. og da vores lydighed generelt er god, kunne vi nok klare den på charme, selvtillid og lækker pels. Det gjorde vi også…….med vinderplaceringer stort set hver gang og en RØM titel i hus også. Men egentlig vil jeg ikke rally med Fanny, før vi har knoklet os igennem LP3 og klaret den.

Donna har stillet i 7 prøver i rallychampionklassen. 7 beståede resultater, og de 5 på specialklubprøver, som pt er nok til hun ligger som nr 8.i rally championcuppen og nok ret sikkert bliver Årets collie i DCK i den klasse. Hun er så sej………….en ældre dame efterhånden, men slet ikke så pensions-klar, som jeg havde troet ud fra alderen. Med 98 points til en DM kvalificerende prøve, er vi pt også udtaget til DM næste år……..der vil hun være næsten 11 år. Jah, vi prøver da…….

Casey er trænet lidt i championklassen og har egentlig gået nogle fine prøver, hvor kun 1-2 fejl betød vi ikke landede i de helt sjove points. Hun er trænet under 1/10 af hvad Donna blev op til hun debuterede, så der har jeg sløset. Det er Fanny og LP3 der har været prioriteret i år. Og Prima………..og få hendes startet godt op. Hun er så fantastisk at træne med <3

Tilsammen har de hentet en del rosetter – på kun 7 prøver……….Der har været vinderplaceringer til mindst en, og som regel 2 hver gang………og hov – ser nu jeg har glemt en. En gul fra kreds 1 til Donna. Nå – skidt pyt.

I kuldet kom til verden 1. maj – og de er ikke rigtigt første gang for noget. Tværtom er det 3. gang jeg får en masse blue merle tæver i et BM/TRI kuld 😀 Dejlige hver og en – og jeg ser dem alle jævnligt + deres tri bror, som faktisk i skrivende stund ligger her og bobler ved siden af mig.

Det er så første gang jeg har fået hvalpe, som er SÅ totalt uhæmmede på alle måder. En æder alt – incl., en masse der ikke er godt – f.eks sokker. En anden rendte på 2 sek ud på isen på en sø og gik igennem – og den MEGAseje ejer tæskede ud i vand til halsen for at redde den.

Dagen efter prøvede hvalpen at komme ud igen……….Det er hvalpe, der jodler og laller med i tog, elevatorer, blandt mange mennesker og bare synes alt man udsætter dem for er sjovt. De ELSKER mennesker og andre hunde. En mentalitet som er fantastisk – men som også betyder man er nødt til at passe noget mere på dem, da de næsten kan være farlige for sig selv. Prima har en del af det samme………….De grå hår pibler frem her hos kennelmor……..

Flere hvalpe af huset har været ude og gøre flor reklame både for dem selv, for kennellen her og racen. 3 har gået MB med krydser der sad rigtigt flot. Lapinetteflokken har hentet 4 titler i år, hvilket ikke er så meget som ellers – til gengæld er der 2 nye hunde/førere, som har gjort det rigtigt flot i år. Hera var kun 1½ år da hun bestod Færdselsprøven – som d. 4. collie i Danmark. D. 5 collie i DK blev Dixie nogle mdr senere. Nu har 3 Lapinetter den titel – det synes jeg er ret sejt, og meget inspirerende. Det må jeg også ud og prøve!! 🙂

Hera har udover FP titlen fået RBM titel – og ikke bare fået titlen, men klaret sig helt fantastisk i den klasse med points i top stort set hver eneste gang. Det medførte udtag til DM – hvor hun blev 3. vinder. Hov – det er også første gang………….at en Lapinette er på vinderskamlen til DM. Heras oldemor Honey og jeg blev 3. vinder til DM i LP1 for en del år siden, men hun hed jo ikke Lapinette til fornavn 🙂

Udover Heras to titler og Dixies FP titel har Fanny så fået RØM titel.

Rigtigt mange Lapinetter er også bidt på trickstræningen, og 6 stk har stillet til færdighedsprøver i år. Det har de klaret så godt, at samtlige Årets hunde i færdighedesprøverne er Lapinetter. Nu ser vi hvad der så sker i rally………..der er også et par kandidater i al fald.

Vi har haft Lapinette-dag i år – med vildtspor og nosework. En super fantastisk dag, hvor alt gik op i højere enhed.

Vi har vores facebook-gruppe, hvor der ikke går en dag uden aktivitet, og til tider kan man dårlige følge med – så hurtigt kommer der nye ting til 🙂

Vi har det SÅ hyggeligt sammen, alle sammen – og mange har fundet hinanden på kryds og tværs og mødes til gåture, hundeleg, træning m.m.

2017 var et år med en del noget tunge oplevelser, men der har også været mange glade timer, tonsvis af hygge – og en masse kærlighed til hundene. Det er jo, trods alt, det som det hele handler om.

Der er lagt i kakkelovnen til en masse spændende i 2018 også…………Der er allerede mange ting, jeg glæder mig meget til.

11 Lapinetter m. venner var på tur i skoven i dag og Bobby og Easy er med mig hjem til pasning til i morgen. 8 sovende hunde ligger draperet omkring…………….Lykken er!!

Så rigtig godt nytår derude!! Vi ses derude, hvor det “sner” !!

Som opdrætter har man jo altid lidt en finger på pulsen ift hvad der rører sig.

En ting, som jeg går meget op i her, er jo at få sundhedsundersøgt så meget som muligt, og konkret forventer jeg ejerne af de små pus her i huset får HD fotograferet deres hunde. Det er IMØ SUPER vigtigt, så jeg fremadrettet har de bedste muligheder for at lave sunde og raske collier. Ikke bare for min skyld – faktisk allermest aht kommende ejere + hundene selv.

Jeg ved andre har det som mig, og så er der andre opdrættere som det ikke betyder så meget for. I gennemsnit de sidste 10 år er 30.8 % af collierne fotograferede – dvs næsten 70 % er IKKE fotograferede.

Alligevel hører man af og til collierne “ikke har problemer med hofterne”.

Hm – hvor ved “man” det fra, når 7 ud af 10 collier ikke er undersøgt ?

I år er der sket det glædelige at der procentvist er fotograferet flere end der plejer. Der er nogle opdrættere der i særdeleshed har været gode til at få fotograferet hele kuld/det meste af et kuld. Hatten af for det – det er lige præcis sådan noget der skal til, for at vi ved hvad vi har med at gøre.

I skrivende stund er hele 63 collier fotograferet i år – og sættes det op mod årskuldet i 2016 ( ikke alle er fra 2016, men noget skal man sammenligne med ) svarer det til 33,33 % er fotograferede. Dette er en svag stigning, som er glædelig.

Hvad der er knap så glædeligt, men jeg faktisk forventede, er at HD procenten også er steget – endda betragteligt.

Når flere hunde bliver lagt under røntgenapparatet, viser der sig også procentmæssigt at være flere tilfælde af HD, end jeg i al fald har set før.

Således er der 63 fotograferede i år ( tæller man hunde på hundeweb, er der 65 resultater – men 2 hunde er fotograferede 2 gange. Jeg har medtaget bedste resultat her ).

Af de 63 hunde fordeler det sig således :

A : 45
B: 6
C : 6
D : 5
E : 1

Dvs 12 hunde har vist sig at have HD i graden C, D eller E.

Det er 19, % af de 63 hunde. Dvs i år har næsten hver 5. collie der er fotograferet, fået konstateret HD.

Kigger man på gennemsnittet af hunde med HD de sidste 10 år – er det på 8,9 %. I år er det tal fordoblet.

Det er ingen skam at ens opdræt viser sig at få et uventet kedeligt resultat. Det vil alle opleve på et eller andet tidspunkt. Men det er en skam ikke at gøre alt hvad man kan for at undgå det. Dvs undersøge hvad man kan – og agere ud fra de resultater der kommer.

Jeg har længe ment der er kæmpe mørketal i racen hvad angår HD, da så få er fotograferede. Jeg synes det er bekymrende, at nå så mere bliver undersøgt, så stiger procentsatsen med HD.

Der er ligeledes en tendens til at der hvor hele kuld fotograferes og der klart er fokus på at få undersøgt – der er der sjældent meget HD. Ofte er det en enkelt hund der fotograferes i et kuld, der så bonger ud med HD. Resten af kuldet fotograferes ikke.

Så der kan snildt gemme sig en masse blandt de tommer pladser på hundeweb.

“En collie kan sagtens blive gammel, trods svær HD status” siger nogen………..

Det er der da sikkert nogle der er blevet hist og pist. Men er det ønskeligt ????

Er det ikke noget alle gerne vil undgå ?

Når det er sagt, har jeg kendskab til 8 collier i min omgangskreds med svær HD, som desværre ikke blev særligt gamle.

Jeg tænker, at vi alle også kender eller har hørt om en gæv gammel gut, der blev 94, selv om han både røg og drak og gav den gas på den konto. Men som udgangspunkt vil mange ikke kunne leve det liv og forvente at blive 94.

Det bliver han på trods – og jeg tænker det samme om gamle hunde med svær HD. De har ikke oddsene med sig. Men selvfølgelig kan der findes en hist og pist.

Det er min klare overbevisning, at det bedste man kan gøre som opdrætter – er at give sine hvalpe så gode odds som muligt, for langt og lykkeligt liv.

Jeg håber den glædelige tendens i år til at flere får fotograferet sine collier, blot er starten på en ny trend, hvor man slet ikke overvejer man kan lade være 🙂

Som tidl oplyst her i bloggen, er ca. 90 % her i huset fotograferet – og af dem har 89,8 % A. Ca. 5 % ( 2 stk ) har HD. Hhv B/C og D/D. De er fra samme kuld og ingen i det kuld er gået videre i avl.

Et lidt nørdet indlæg – med både en glædelig tendens – og en lidt skidt en.

Herunder et billede taget af Prima på den ene solskinsdag vi har haft nærmest i flere mdr, tror jeg…………. 😉

Dagene pt er prægede at voldsom hoste – hos mig. Det dæmper humør og aktiviteter noget. Det har varet noget længe nu, og i dag må lægen kigge på det. Det startede i umiddelbar forlængelse af opstart på astma-medicin, da jeg fik konstateret astma. Der står i indlægssedlen hoste kan være en, om end sjælden, bivirkning. Måske jeg er 1 ud af 1000 ? Eller også er jeg “bare” forkølet – og så bør der nok tjekkes om det har sat sig til noget lungebetændelse.

Jeg håber det snart er overstået i al fald.

Helet stille ligger det nu ikke herhjemme. Hundene kan sagtens “ligge stille” pga sygdom, men jeg synes nu det er lidt synd. Ud og gå skal de i al fald – og jeg synes også jeg har godt af det. Så de får de gode ture de plejer. Om eftermiddagen kribler det også i træningsgfingrene og 2-3 gange om ugen må vi altså lige ud og lave lidt.

Faktisk skal jeg til rallyprøve i morgen, men jeg har overhovedet ikke fået trænet rally. Nu må jeg se om jeg bliver hjemme eller bare nupper en oplevelse. Kommer nok lidt an på lægens dom.

Prima bliver 7 mdr om 5 dage, og hun er fantastisk at træne med. Lærer hurtigt, og vil SA GERNE. Hun er klikkertrænet med en del shaping, og hun er meget tilbydende. Det er sjovt at se, at hver gang når hun får impulsen til hvad hun skal gøre – så logrer halen voldsomt. Hun er SÅ SØD!!!

Hun kan stort set hele LP1 programmet nu. Jeg tror vi kunne gå op i morgen og bestå. Det vi mangler er apporten. Som udgangspunkt kunne hun ikke se ideen i den, men nu er den klikket ind – og pt kan hun tage den fra min hånd og holde den 1-2 sek og aflevere igen. Jeg synes den største nød er knækket i den forbindelse. Den er i skabet om lidt.

Hun er også fp1 klar.

Nu til januar starter vi med at træne i belgierklubben, hvor der i beskrivelsen er et erklæret mål om hundene til sommer skal kunne tage en BPB og en BPAB. Det er titlerne – og står for begynderprøver i hhv lydighed og spor i IPO-sporten.

Det er også mine mål – og vi knokler løs med spor, hvor jeg synes det går kanon. Helt nyt for mig – men jeg begynder også at få noget overblik nu.

En færdselsprøve skal vi også have.

Så den lille-bitte sorte skal en hel masse.

Fanny er ved at være LP3 klar. Donna debuterede i LP3 da hun var 5 – Fanny bliver 4 om lidt, men nu håber jeg hun får et kuld hvalpe her i tidligt forår. Derefter er vi klar til LP3. Hun elsker det – og at gå lydighed. Kan huske Christina Ingerslev kaldte hende en “meget velegnet LP-hund” – og det er hun. Hun elsker det!

Vi træner lidt på det hele tiden – dvs 2-.3 gange om ugen. Apporten har jeg så haft en lille aftensession med hver aften. Jeg glæder mig til at komme ud og komme sådan rigtigt i gang.

Huxi har lige været her i pasning i weekenden – og det er altid super hyggeligt. Han er en dejlig dreng, der bare vader ind i flokken og hygger sig. Prima og han ( og også Fanny ) har bare leget, leget og leget. Fanny er dog lidt påvirket af kommende løb, men indimellem glemte hun det damede og så var det vild leg.

Sidste dag Huxi var her, opdagede han så søster var LÆKKER. Uhhhh, han blev forelsket – så jeg håber det er et udtryk for den løbetid ikke er langt væk.

I weekenden var vi også oppe og instinktteste 3 blå søster på 7 mdr og Prima på 6½ mdr. Bobbys 2 døtre på Kennel Keyloc var også med. Som altid en fornøjelse på så mange planer. Hundene havde instinkt og tændte meget på fårene. Første runde var i line, som det altid er – og jeg har aldrig oplevet før, at hyrden syntes linen skulle af i 2. runde. Men hun mente de var klar til det.

I 1. runde var Prima så tændt på de får, jeg dårligt kunne holde hende. Hvor lille hun end er, er hun godt nok stærk. I 2. runde lagde hun også ud med at jagte rundt med fårene, hvor Camilla så går mod hende og siger HEY, for at få hende til at holde afstand og lægge pres i stedet. Prima stoppede op, lagde afstand, men blev så lige grebet igen – fik endnu et HEY – lidt hårdere – og så stoppede hun helt op, kiggede overrasket på Camilla og tænkte helt tydeligt : Okay, jeg fatter det – det er dine får. Jeg fiser af.

Hun har megen drift – både mht at arbejde generelt, med leg – og også på fårene. Men hun er også en meget blød pige – og utrolig samarbejdsvillig. På gåture kommer hun glad hver gang jeg kalder – hun har aldrig never ever overhørt et indkald. Hun er mentalt stærk – der kan ske alt om ørerne på hende, hun opsøger det og undersøger det, eller går logrende forbi. Men et menneske der kontronterer hende, reagerer hun åbenbart stærkt på. Jeg har ikke set det før – og det slog mig på vejen hjem. Jeg har aldrig skældt hende ud eller sagt NEJ.- Det har aldrig været nødvendigt, fordi hun er så lydhør og nem.

De 3 blå fik også HEY, men de prøvede i stedet hvordan de kunne komme udenom og jagte videre – sådan generelt 😀 Der var nuancer hos dem også – men de er mere tykhudede ift den slags i al fald.

Det er lidt sjovt at hente en hund linieavlet på stærke IPO-hunde, og så konstatere hun er så blød. Især fordi de jo laver bidearb med fremmede og “pisken” jo svirper i luften over dem – det er jo også et pres fra en fremmed.

Men jeg tror faktisk de er meget bløde også – for jeg har sjældent mødt så menneskeglade collier – og det er Prima også. Det er indlysende er stærkt medvirkende til hun er ekstremt trænbar – for hun vil vildt gerne samarbejde.

Det bliver interessant at opleve alle de hunde her på den længere bane……….og lærerigt.

Der ryger en del billeder ind hist og pist de næste dage – der er en omgang igen der er klar hos de forskellige hunde 🙂

Havde lovet at vise nogle hvalpekøbere hvordan jeg trænede frivillig indtagelse af stå. Først lavede jeg en video af de første trin – her er næste trin med Prima. Hun har en færdig stå-øvelse på LP1 nivau, hvor jeg går rundt – og uden håndtegn eller opstandsning, hvilket man jo godt på i LP1. Jeg ser bare ingen grund til at lære dem det, for så at aflære det igen.

Her er Primas “stå”

Og Fanny, som har en færdig øvelse på LP3 niveau i det samme :